Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
808Visninger
AA

7. Held i uheld

Det eneste der kan høres i miles omkreds, er mit hurtige åndedræt. Jeg kigger forvirret rundt og sætter mig op. Jeg støtter med mine hænder, på den bløde skovbund bag mig. Mine negle borer sig ned i det bløde muld, og jeg lukker øjnene hårdt i. Så hårdt, at der begynder at komme de velkendte grønne, røde og orange prikker for mine indre øjenlåg. Jeg kan huske da jeg var lille, at når jeg jeg ikke kunne sove, pressede jeg mit hoved ned i puden så de små prikker kom til syne. Det gjorde mig så døsig.

Svimmel, åbnede jeg øjnene igen, og forventede at skoven var blodrød, men træerne stod så grønne som før, hvis ikke grønnere og skoven duftede af en sød, frisk aroma. Jeg åndede lettet op, og fik stablet mig på benene. Jeg rystede lidt i starten, men fik hurtigt genvundet min balanceevne efter mit lille black-out. Jeg førte mine hænder op til mit ansigt, så jeg kunne se dem. Mine hænder vendte og drejede sig, men kunne ikke se nogle spor fra nålestikkene. Irritabelt, rystede muld og blade af mine fingre, og prøvede at grave mine negle fri fra jord. Hvor lang tid havde jeg været her ude? Jeg kiggede op mod himlen, og spejdede efter solen. Solen havde skjult sig bag et træ, men jeg kunne se at den var mod sin vejs ende. Jeg samlede mig og børstede mine bukser og bluse af. Jeg havd efterladt min jakke derhjemme, på grund af det dejlige vejr. Men nu måtte jeg indse, at det alligevel var ved at blive lidt små køligt. Jeg gned min hånd mod min arm for at få lidt varme på huden. Skiftevis, venstre og højre. Jeg begyndte at traske ned af den lille trampesti, og jo længere jeg gik, jo mørkere blev det. Det gik utrolig stærkt, i forhold til hvor langt jeg troede jeg var gået. Betty og jeg.. havde vi virkelig gået så langt? Jeg stoppede op, og kiggede undrende omkring mig. Skoven var blevet mørk og fuld af skygger. Jeg fjernede noget hår, der klistrede hen over min pande. Jeg glippede kort med øjnene og fortsatte min færd tilbage mod Lejren.

Jeg var glad for at Chris havde taget sig af mig. Han havde i hvert fald ladet mig bo i Lejren, indtil videre. Chris og jeg havde stadig ikke fundet noget jeg kunne lave endnu, så jeg gik rundt og hjalp hist og her. Efter jeg havde stillet min taske inde i vores lille hytte, var jeg gået ned til søen, som ikke lå mere end ti tyve meter fra vores hoveddør. Jeg havde sat mig på hug, og lod mine fingre udforske vandets overflade. Jeg lod dem danse hen over overfladen, så de lavede en streg efter sig. Den bredte sig hurtigt, og forsvandt så ud i søen. Bagefter havde jeg vasket mit ansigt med vandet. Det var dejligt at få koldt vand mod huden. Det var som at få et pust af friskhed lige i ansigtet.

 

Inden jeg forsvandt for langt ind i mine tanker, og farede vild, koncentrerede jeg mig om at huske den vej Betty og jeg var gået. Skoven var endnu mere død stille om natten, og de eneste lyde var mine sko der maste grene og blade sammen under dem. Mit åndedræt var uregelmæssigt og hurtigt. Det var som om hver eneste lille lyd jeg lavede, skar i mine ører.

Det begyndte at gå mig lidt på, at jeg ikke kunne finde hjem. Jeg mindes ikke at Betty og jeg gik så en lang tur her ud, som jeg nu havde gået tilbage. Jeg havde det som om, jeg var gået i cirkler. Hvert eneste træ jeg passerede lignede det, jeg var gået forbi 10 meter forinden. Jeg skar en grimasse af et træ. Min ånde var begyndt at kunne anes, når jeg ånede ud i luften foran mig. Mine arme frøs, og jeg var så sur på mig selv, over at jeg ikke havde taget min taske med herud. En lyd fra min mave forskrækkede mig. Den mindede mig om, at det var ovre 24 timer siden, at jeg havde spist. Mine læber udstødte et svagt suk.

 

Efter jeg syntes at jeg havde set det samme træ, passere forbi mindst tyve gange, begyndte jeg at føle mig rastløs, sulten og ikke mindst udmattet. Jeg satte mig ned på en træstamme der lå i skovbunden og gabte. Ikke før nu, havde jeg skænket min underlig oplevelse med nålestikkene, en enkelt tanke. Hvad havde det betydet? Og hvorfor var jeg blackoutet på den måde? Jeg havde drukket nok væske, kom jeg frem til, for jeg havde drukket over to liter vand inden jeg var gået fra Lejren. Men jeg havde jo også gået meget? Jeg mærkede en pludselig trykken i blæren. Ikke sådan et tryk der gjorde ondt, men bare lige nok til at man skulle på WC. Jeg sukkede. Det var ikke fordi jeg ikke havde været på toilettet i naturen, jeg havde bare ikke tænkt på at gøre det inden jeg forlod Lejren sammen med Betty. Det er sjovt, for når man ikke går på toilettet inden man skal afsted, bliver jeg altid så sur på mig selv når jeg endelig skal. Nu var jeg jo alene, så jeg kunne ikke komme af med min vrede på andre end mig selv. Begge af mine hænder kørte gennem mit, meget fedtede og beskidte, hår. Det nåede mig til lidt under brysterne, og var leverpostejsfarvet.

 

Jeg havde spurgt min mor og far om jeg måtte farve det, for en måned eller to siden. De havde sagt nej, selvom jeg også kun ville have det ‘hipster-farvet’. Altså dip-dye. Alle havde det, og jeg ville gerne gøre et godt indtryk i 2 g. Men som sagt havde de sagt nej, og jeg var selvfølgelig blevet møg hamrende sur på dem. Det var dumt. Alle de små ting som man blev sur over som teenager, var skide ligegyldigt nu. Hvem fanden tænkte over at blive sur, når ens forældre sagde nej til at deres datter måtte få farvet spidser?

 

Jeg begravede mit ansigt i mine hænder, og små hulk slap mine læber. Tårerne begyndte at trille ned af kinderne på mig. Mine forældre var døde. Og min elskede lillesøster med. Det var først nu, at det begyndte at gå op for mig. Jeg havde ikke nogen jeg holdte af mere, ingen tætte venner, kun Alice og Betty som jeg mødte for en dag siden. Min bedste veninde, hjemme på vejen, var højst sandsynligt også blevet til en af de.. mutanter. Med hendes flotte blonde hår.. tanken om min bedste veninde som en af dem fik mig til at tude endnu højere. Mine hænder blev våde, og jeg hulkede så højt at hvis der var nogle i miles omkreds, ville de kunne høre mig. Jeg mærkede hvordan mine våde kinder begyndte at fryse til is, mens mine øjne svulmede op og min ånde kom til syne i den kolde nat. Tag dig sammen, Jessica! Mit indre jeg havde ret. Jeg samlede mig sammen, og kom op og stå. Jeg tørrede min bagdel af for blade og smådyr, og fortsatte så fremad med løftet pande.

**


 

Jeg vågnede af at en trykkede på min skulder. Jeg glippede med øjnene, og kiggede med et sløret syn op i et ansigt. Jeg skreg, og slog ud efter ansigtet. Jeg kom hurtigere op og stå end jeg nogensinde var kommet ud af sengen derhjemme. Mit syn var stadig sløret, men det var en fyr med en hætte på. Jeg slog ud efter personen igen, og ramte plet.

“Stop,” sagde stemmen, og udstødte et støn, “det er mig!”

Jeg genkendte straks den mørke, stille stemme fra tidligere på dagen. Det var Matt. Jeg gispede højt, og prøvede at få min hjerterytme ned på normal. Lige nu, pumpede der adrenalin i blodet på mig. Jeg var lettet og skræmt på samme tid. Lettet over at det var Matt der havde vækket mig, og skræmt over at jeg var faldet i søvn midt ude i skoven. Jeg havde til gengæld ikke drømt noget fucked up denne gang. Jeg stirrede ind i Matts øjne, som lyste op i måneskæret. Hans blågrå øjne blinkede en, to gange og stirrede tilbage.

“Undskyld, at jeg slog dig. Jeg blev bare.. bange.”

Matt tog sig til kinden. “Det gør ingenting, jeg ville nok også have reageret sådan.”

Jeg gned mig i øjnene.

“Hvordan fandt du mig?” Jeg var virkelig nysgerrig. Var han gået ud alene? Var de andre her? Var der sket noget i Lejren? Havde han hentet hjælp? Hvordan fandt han mig? Matt afbrød mine spørgsmål til mig selv, og besvarede det jeg faktisk havde stillet.

“Du kom ikke tilbage til Lejren, og Betty var den der blev mest bekymret. Så hun bad os om at gå med hende ud i skoven, så vi kunne finde dig.” Han rømmede sig. “Jeg er en dårlig vejfinder, så jeg blev væk fra de andre, men fandt dig!” Matt så begejstret ud, ifølge hans øjne.

Held i uheld, tænkte jeg. Jeg tvang et taknemlig smil frem på mine læber.

“Tak.”

Matt gengældte mit akavede smil, med et kort mundvige træk. Jeg børstede mit hår frit fra blade, og kiggede afventende på Matt.

“Ja, jeg ved ikke hvor jeg er.” Sagde han og trak på skuldrene. Jeg sukkede en smule irriteret, og kiggede rundt i mørket.

“Har du så noget lys?” De kunne da ikke lade ham være gået ud, uden at bringe lys med. “En lygte, lighter et eller andet?”

“Jo.. men batterierne holder jo ikke for evigt, vel?” Matt så bearbjregdene på mig, og kig stirrede lige så skuffet tilbage. Men han havde jo ret, de batterier vi havde til rådighed, var det eneste elektricitet der var tilbage. Der var jo ingen der arbejdede mere, så der kom ikke el ud til nogen. Eller vand, for den sags skyld. Jeg kom til at tænke på den dynamiske lanterne vi havde derhjemme, så når man drejede på håndtaget, ladede man batteriet op. Kæft, hvor kunne det være nyttig og praktisk lige nu. Jeg ærgrede mig et par sekunder, men slog tanken væk.

 

“Lad os se om vi kan finde hjem - hvilken vej kom du fra?” Jeg kiggede ind i de store, pæne øjne.
“Hmm,” jeg kunne høre at han tænkte sig om, “herfra.” Matt begyndte at gå igennem nogle buske, og jeg gav mig selv en facepalm. Var han kommet derfra? Jeg skyndte mig nu alligevel at indhente ham. Der var torne på buskene, og det rev i min t-shirt og mine blå pastel bukser. Jeg tænkte på min elskede jakke, som jeg ville give min højre arm for den jakke. Jeg havde kuldegysninger på mine arme, og jeg frøs ad helvede til.

Jeg gik og bandede for mig selv, for når Matt skubbede en gren til side, svirpede den direkte ind i mit ansigt. Det lod ikke til at påvirke hans gren-svirpen, selvom jeg gik og bandede af ham.

 

Vi var gået omkring en kilometer eller mere, og mine arme havde fået op til flere røde mærker og et lille sår på venstre. Endelig kom vi ud af buskene, og ud i et stort område som lignede en lysning. Bortset fra lyset, selvfølgelig. Matt stoppede op og så tilbage på mig. Jeg var fuldt optaget af det røde mærker på mine arme.
“Hva’ sker der?” Spurgte Matt undrende. Jeg havde lyst til at stikke ham en, og stirrede på ham med dødsblikket.

“Du kunne måske have valgt en anden vej.” Hvislede jeg ud mellem mine sammenpressede læber.

Matt kiggede bare endnu mere dumt på mig, os så ikke ud til at forstå hvad det var jeg mente.

“Bare.. lad os komme hjem.” Sagde jeg spydigt. Det nyttede ikke at skælde ud på en, der ikke forstod hvad der var galt. Idiot, tænkte jeg og lukkede øjnene. Da jeg åbnede dem igen, kunne jeg så en lommelygte lyse igennem træerne. Mine øjne lyste op, og jeg gik et par skridt frem. Matt så lige så håbefuld ud, men så kom vi på samme tanke. I samme sekund. Vi løb begge hen til en stor træstamme og lagde os ned. Vi så forskrækket på hinanden. Mest forskrækket over, at vi havde valgt den samme træstamme at gemme os bag.

Jeg indstillede min hørelse til at høre efter hvad der skete. Lyskeglen fra lygten gled hen over træstammen, og søgte.

“Jeg tror sgu aldrig vi finder dem.” Stemmen lød opgivende, og en smule trist.

“Hold nu din kæft, Finn. Hvorfor skal du altid være så fucking negativ?” Svarede en tilsvarende person.

“Det er da ikke mig der er den negative, vel?!”

 

Matt lyste op, og rejste sig. Hvad fanden har han gang i?! Jeg skulle til at hive ham ned igen, da han råbte.

“ELLIOT.. FINN!” Det gik endelig op for mig. Det var de to tvillinger fra Lejren. Jeg følte mig en smule dum, men jeg sagde ikke noget. Jeg rejste mig op ved siden af Matt.

“Se hvad jeg sagde?” Elliot lød stolt.

“Jaja..” Mumlede Finn.

Jeg åndede lettet op, og hev en smule efter vejret. Jeg havde slet ikke trukket vejret, da jeg lå der. Matt gik hen og hilste, og jeg kom gående bagefter. Jeg var virkelig glad for at de to idioter havde fundet os. Måske havde de lidt mere retningssans end Matt havde. Jeg skævede til Matt og fik en smule dårlig samvittighed. Jeg havde ikke takket ham rigtigt, for faktisk at finde mig. Automatisk skubbede jeg den dårlige samvittighed væk. Noget jeg havde fra min barndom.

“Kender I vejen hjem?” Jeg afbrød vist deres samtale.

Elliot nikkede. “Ja, skal vi se at komme hjem?” Han kiggede på mig. “Du må sgu da også også fryse?” Jeg trak på skuldrene som om det var ingenting, men jeg frøs faktisk virkelig meget.

“Nah, jeg klarer mig.” Jeg nikkede i retningen af hvor de kom fra. “Lad os smutte.”

 

Elliot og Finn diskuterede videre omkring hvem der var den negative og hvem der var den positive. Det ragede mig et papkasse, jeg var bare glad for at blive fundet.

Matt gik en meter foran mig, med hænderne i lommerne. Han havde taget sin hætte af, og hans orange hår kom til syne. Jeg måtte hellere sige tak. Mine ben skiftede tempo, og jeg kom op ved siden af ham.

“Hey Matt?” Sagde jeg og så ned i jorden.

“Jah?” Mumlede han.

Jeg rømmede mig, og kløede mig på armen. “Jeg vil bare gerne sige mange tak, for.. at du fandt mig.” Jeg kiggede på hans ansigt, og så det blå mærke jeg havde påført ham. “Og du må sgu undskylde det med.. at jeg slog dig.” Matt så overrasket ud.
“Jeg troede ikke at sådan en som dig bandede?” Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans upassende kommentar. Pludselig stoppede jeg brat med at grine. Jeg havde ikke grinet siden før Vaccinen.

“Det gør jeg kun når jeg skal forstærke noget.”

“Aha.. Og det gør ikke noget det med slaget, som jeg sagde, ville jeg have gjort det samme.” Matt så på mig. Hans blik gled ned på mine arme. “Fryser du ikke?” Han så en smule bekymret på mig.

“Njah. Det går. Jeg regnede jo ikke med at jeg skulle være her ude til, ja, natten.” Jeg kløede mig på kinden og sparkede til jorden. Pludselig begyndte Matt at trække hættetrøjen af. Hans crewneck indenunder kom til syne. Så rakte han hættetrøjen til mig.

“Jeg kan altså godt se, når folk lyver.” Sagde han med et smil. Jeg tog imod trøjen, meget overrasket over hans pludselige omsorg. Jeg trak trøjen over hovedet, og mine arme begyndte at slappe af. Trøjen var blød og varm. Jeg stak hænderne i lommen og varmen omsluttede mine kolde hænder. Jeg kiggede taknemmeligt på ham. Han var alligevel ikke så underlig som jeg troede, ham Matt.

“Tak, Matt.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...