Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
806Visninger
AA

8. Had

 

“Shh, hør..” Elliot stoppede sit skænderi med Finn, og hørte efter. Vi kendte alle sammen lyden. Vi stivnede. Vi stod stille og hørte på zombien, som gik i en tåge slim og ulækkert stads. Det føltes som over ti minutter vi stod og lyttede. Jeg var sikker på at der kun var gået 30 sekunder, før Finn hviskede: “Hvad gør vi?”

 

Vi stirrede alle sammen på Finn, og håbede på at zombien ikke hørte os. De kunne ikke se, Zombierne. Men når de ikke kunne se, føle eller smage blev deres hørelse, sammen med deres appetit, forstærket en del. Alice havde holdt det helt store foredrag tilbage i Lejren. Hvor var hun henne, anyway?

Jeg prøvede at finde ud af hvor den stod henne, men Elliot havde slukket lygten, selvom zombien ikke kunne se noget.
“Tænd den lygte igen!” Hvislede jeg ud gennem min sammenpressede mund. Idioten til Elliot, havde åbenbart en utrolig dårlig hørelse, så han gloede bare på mig, som et vildfarent dådyr.

“Tænd den fucking lygte igen!” Jeg tog et skridt frem, og gav ham mit dræberblik. Matt gloede overrasket på mig, fordi jeg havde sagt ‘fucking’. Vi havde endnu ikke fundet ud af hvor zombien var. Elliot nikkede hurtigt og fumlede med lygten. Han havde rystende hænder, og det føltes som en evighed, før han fik trykket på knappen. Klik. Lyskeglen kørte vildfarent rundt i mørket, indtil den stødte på en skikkelse.

“Shit, Vac’en står 3 meter fra os!” Det var Finn der stod tættest på, og han talte ret højt, så vi måtte tysse på ham.

“Vac’en?” De havde åbenbart et slangord for zombien, eller mutanten. Jeg tænkte mig til, at det var på grund af vaccinen, de kaldte den Vac’en. Jeg rystede den underlige tanke væk, og gloede, som de andre, på mutanten. De andre tog ikke notits af mit spørgsmål.

 

“Hvad gør vi?” Matt talte mest til mig, kunne jeg høre på hans tonefald.

“Dræber den, selvfølgelig.” Det var Elliot som svarede, og man kunne allerede se hans vrede i øjnene. Han havde åbenbart et ultra had til mutanterne, spørg mig ikke hvorfor. Elliot trak en pistol, og sigtede.
“Stop!” Sagde jeg lidt for højt. Mutanten brummede og gik et skridt tættere på. “Det vil bare tiltrække flere på grund af lyden.” Hviskede jeg så stille jeg nu kunne, når det var til Elliot.

Elliot brummede irriteret, og vendte pistolen om. Hvad havde han gang i? Rolig, uden nogen aggression, gik han skridt for skridt hen mod zombien. Der var ikke nogen der stoppede ham, heller ikke mig. Matt vidste godt hvad der skulle til at ske, han havde tydeligvis set det før, så uden jeg havde sagt noget, tog han mig og gemte mit ansigt i hans favn. Der kom lyde, underlige lyde, og jeg maste mine øre ind mod Matts bryst.

 

**

 

Jeg lå i min seng, og stirrede op i loftet. Det var endelig dejligt at kunne sove på noget, som var blødere end jord eller sand. Alligevel, kunne jeg ikke få mig selv til at lukke øjnene i. Jeg var dødsens træt og udmattet, og jeg ville gøre alt for at få sovet bare 2 timer i denne her seng. Der var så meget jeg skulle tage stilling til.

Jeg havde set Matt, da han var færdig med mutanten. Det var.. forfærdeligt, hæsligt, klamt og ulækkert. Det var så grusomt at jeg fik lyst til at kaste op. Matt havde set det før, det var klart, og på vejen hjem forklarede han mig, at Elliot havde set sin mor fået vaccinen. Han var ude i vente rummet, da hun kom tilbage, ligbleg, i ansigtet. Da de kom hjem, var Elliots mor blevet svagere og svagere, og tilsidst var hun gået amok. Hun havde råbt og skreget som en gal, væltet alting og senere var hun ikke sig selv. Elliot var nødt til at dræbe hende, havde Matt fortalt. Jeg ved ikke om det var den rigtige historie, det lød som en fortælling der havde forladt manges munde, og var blevet drejet lidt hver gang. Det var i hvert fald noget af det største had, Elliot havde.

 

Jeg vendte mig i sengen, så jeg lå og stirrede ned på min taske. Den mindede mig om de gode tider. Jeg savnede min skole, underligt nok. Det var ikke fordi jeg lå i toppen af eliten i skolen, men jeg lå skam ikke i bunden heller. Jeg var vel.. lidt over middel? Mit bedste fag var nok samfundsfag, selvom jeg var meget genert, elskede jeg en god diskussion. Fysik plagede mig som pesten, det samme gjorde mit spansk. Jeg var nødt til at tage faget, desværre, og hadede det.

 

På en eller anden underlig måde, kom jeg til at tænke på Matt. Jeg havde det som om der sprang en lille blomst ud, inden i mig når jeg tænkte på ham. Hans gyldne hår, hans varme øjne og hans flotte ansigt. Det mindede mig om, at jeg ikke havde afleveret hans trøje, jeg havde fået af ham. Jeg var taknemmelig over at han havde kunnet se på mig, at jeg var ved at dø af kulde. Han var ikke så dum alligevel, Matt. Det havde jeg godt nok synes da vi vandrede gennem krattet og grenene hele tiden svirpede ind i mit ansigt eller på mine arme. Jeg lod min hånd glide hen over armen. Der var ingen hævelser, så jeg kunne ikke anklage ham for noget.

 

Jeg lå lidt og tænkte på Matt. Jeg tænkte på hvordan han holdt mig ind til ham, fordi han vidste at det der skulle ske, ville være grusomt. Jeg havde lyst til at blive holdt ind mod hans overkrop igen. Jeg havde lyst til at dufte til hans trøje, og jeg havde lyst til at være tæt på ham. Jeg tvang mine ben ud over kanten, og fik fat i Matts trøje, som jeg havde ligget og stirret på siden jeg kom hjem. Jeg knugede hættetrøjen ind til mig, og borede næsen dybt ned i den. Duften fyldte mine næsebor, og jeg blev ved med at snuse til den.

 

Den nat, som ellers havde været så søvnløs, blev forvandlet til den eneste gode, faktisk eneste drøm, siden Vaccinen. Jeg havde kun haft mareridt ellers.

 

**

 

“Godmorgen, sleepy!” Jeg lå og knugede mig ind til hans trøje, og mumlede noget utydeligt. Den lyse stemme skar skingert i mit øre som lå øverst. Jeg vendte mig, i håb om at stemmen ville gå væk.

“Jessica? OP!” To hænder ruskede i mig, så jeg faldt ned på gulvet med en bump. Jeg ømmede mig, og åbnede mine søvnige øjne. Betty stod med ansigtet foroverbøjet ind over mig, og trippede med foden.

“Er du vågen?” Spurgte hun sarkastisk. Selvfølgelig var jeg det. Jeg nikkede langsomt, og blinkede med øjnene. Endelig kom jeg op og stå, og fik orienteret mig. Betty stod og så lidt utålmodig ud, men ellers var der ikke nogen i hytten.
“Hvad er klokken?” Spurgte jeg søvndrukkent. Min stemme var grødet, og jeg var tæt på at blive sur hvis klokken var mindre end 9. Jeg kiggede ned af mig selv og konstaterede, også ved hjælp af min lugtesans, at jeg trængte til et bad. Min næse gik op i en automatisk rynke og hele mit ansigt blev til en stor grimasse. Betty gloede på mig, som om jeg var et monster der var blevet vækket fra sin evige søvn. Jeg gloede bare ligegyldigt tilbage.

 

“Det ved jeg sgu ikke, jeg har ikke noget ur der virker.” Slog Betty fast. Hun havde ret, det måtte være utrolig dejligt at have styr på tiden, men det havde vi ikke. Vi, unge piger, gik jo ikke med armbåndsur. Vi havde vores mobiler, som var ubrugelige nu, uden opladning.

“Nå.” Jeg blinkede et par gange, og jeg kom til at lyde meget mere monotont end jeg var gået efter. Betty grinede til min store overraskelse og traskede ud af rummet. Hendes job var fuldført; jeg var vågen.

Min mave rumlede pludseligt. Betty må have hørt det, for hun stak hovedet ind igen og gav mig elevatorblikket.

 

“Mad?” Hun smilede. Jeg nikkede kort og tog min vandflaske fra rygsækken.

“Og vand,” Jeg tøffede ud af rummet, og efterlod en uredt seng.

Betty stod og skar noget brød ud. Hun åbnede en af de dåser der stod på hylden. Der var vel omkring 10. Hun noterede at jeg stod og kiggede på dåserne.

“En måneds ration.” I starten havde det set ud af meget, men når jeg tænkte på at det var til en måned, føltes det pludseligt meget, meget mindre. Jeg fik pludselig dårlig samvittighed over, at jeg var kommet ind i Lejren.

“Wow - det rækker ikke langt.” Min mave havde åbenbart ingen timing, så den rumlede igen.

Betty fik åbnet dåsen med noget der lignede en hjemmelavet dåseåbner. Så kiggede hun hen på mig.

“Nej, men lad os nu se at få noget mad i dig. Både Alice og jeg spiste igår; det gjorde du ikke.” Konstaterede hun. Jeg var glad for ikke at trængte mig på. Duften af tun fyldte min næse, og mine tænder løb i vand. Gud ja, tænkte jeg, jeg har jo også nogle dåser tilbage! Uden et ord rejste jeg mig, og skyndte mig ind på værelset. Jeg trak tre dåser op med flåede tomater og gik ud igen. Jeg stillede dem med et klonk på køkkendisken. Dåserne så lidt anderledes ud end dem der stod på hylden. De, der stod på hylden, var en smule lavere end dem jeg havde haft med. Betty gloede med store øjne og undrede sig. Pludselig skiftede hun ansigtsudtryk til en noget mere skeptisk grimasse.

“Har du stjålet det?” Hendes stemme lød meget mistænkelig.

“Nej,” udbrød jeg, “jeg fandt dem i en fiskerhytte for noget tid siden,” jeg skulle til at fortsætte, men hytten mindede mig om mine forældre og min lillesøster, Emmy.

Betty droppede sit underlige ansigt og nikkede så.

“Hvad skal vi gøre med dem?” Betty rakte tun maden til mig.

“Hvad mener du?” Spurgte jeg, og kiggede ned på maden. Jeg spiste nærmest tunen med mine øjne.

“Hvis man finder mad, skal vi aflevere det til Chris - men vi kan vel også.. beholde det?” Betty overraskede mig med sin ikke-socialistiske mening. Beholde dem? Jeg stod og grublede over det, men blev afbrudt da Alice trådte ind af døren med en sur mine.

“Hva’ så Alice?” Betty spurgte bekymret til Alices’ sure ansigt.

Alice trak sin kniv og bankede den ned i træ bordet. Hendes ansigt blev helt ophedet.

“Chris vil aldrig lade mig gå ud i skoven og jage. Selv i fucking dagslys!” Alice slog ud med armen og pegede på solen som brændte ned fra himlen. Nu gik det hele på plads, det var derfor at hverken Betty eller Alice havde været ude og lede efter mig. Jeg kiggede ned i jorden, da jeg mærkede Alices’ brændende blik på mig.

“Jeg kan sagtens finde ud af at bruge en riffel!” Okay, så det var ikke fordi hun ville angribe mig. Jeg kiggede op igen. Stadig tavs.

“Du ved hvordan han har det med dig,” stønnede Betty og stillede dåserne jeg havde haft med op på hylden, inderst inde. Så vi beholdte dem altså.

“Du er trods alt hans søsters datter.” Betty lænede sig op ad disken. Hun havde tydeligvis haft diskussionen med Alice før.

Alice snerrede. “Jamen der sker mig jo forfanden ikke noget!” Hun satte sig demonstrativt ned på stolen og krydsede armene. Jeg tog en bid af min tun mad, tyggede hurtigt, slugte og mærkede min mave fordøje det.

“Jeg vil jage!” Lød det fra Alices’ sammenpressede læber. Betty sukkede.

“Det savner jeg sgu også..” Jeg kunne høre hendes savn i stemmen. Jeg tænkte lidt over det og kiggede fra de to nedtrykte piger. Chris havde sagt at jeg var sådan en de havde brug for..

“Måske kunne jeg få ham overtalt?”

Pigerne så på mig med store øjne.

“Virkelig, hvordan?” Jeg kunne se at de hungrede efter noget andet end at vaske op og rationere mad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...