Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
782Visninger
AA

5. For godt til at være sandt

“Er du herfra?” Andrews stemme forskrækkede mig, og jeg gik et skridt til siden. Han måtte have sneget sig op ved siden af mig, da mine tanker var et andet sted.

“Forskrækkede jeg dig?” Jeg sendte ham et dødt blik. Andrew havde moret sig over mit lille scenarie før.

“Nej, jeg er ikke herfra. Jeg kommer fra længere nord på.” Jeg undlod at svare på hans andet spørgsmål. Psh, som om at jeg var blevet forskrækket. Mit blik gled op på himlen, hvor skyerne var ved at pakke sig tæt sammen. Det lignede regnvejr.

“Nårh -” han lød en anelse skuffet, “du ligner bare en jeg har set før.” Igen kiggede jeg på ham med et ligegyldigt og dødt blik. Jeg var ikke sikker på om jeg ville stole på nogle af de her fyre. Ikke før de havde vist mig deres lejr.

“Min familie havde sommerhus i området.” I teorien har de stadig sommerhuset, men at tale om det i nutid virkede ikke rigtigt. Jeg sukkede og rettede lidt på rygsækken.

“Ah.. Hvad er dit efternavn?” Han gloede på mig med krydsede arme.

“Det kommer ikke dig ved.” Jeg satte farten lidt op. Vi var sakket bagud i forhold til Chris som troligt førte an.

“Det gør det måske ikke endnu.” Andrew løb med faste skridt op til Chris.

Han var en af de fire andre drenge, Andrew. Så var der Finn og Elliot. De var tvillinger. Eller også var de klonede af en eller anden art. De lignede hinanden som to dråber vand. Jeg havde ikke snakket med andre en Chris og Andrew indtil videre. Jeg ville gerne prøve at virke hård udadtil, men jeg var skræmt til ukendelighed. Jeg tog en dyb indånding og gik op til de andre.

 

**

Chris gik gennem nogle buske, fjernede nogle grene og dannede en sti. Vi andre fulgte efter.

“Så er vi her.” Chris lød en anelse udmattet.

“Det må være en joke det her..” Jeg hviskede ud i luften mens mine øjne blev store af forbløffelse. Virkelig? Var det her deres lejr? Det var en efterladt campingplads med hytter og et par enkelte campingvogne hist og pist. Der hang tørresnore og der kom børn løbende med vådt tøj på. Jeg kiggede i den retning de kom løbende fra og mine øjne var ved at poppe ud af hovedet på mig. Der lå en sø lidt længere nede. Med drikkevand. Jeg havde lyst til at rive alt mit tøj af og kaste mig ned i søen. Stedet fik mig til at glemme hvad der skete ude i den rigtige verden. Jeg beherskede mine tanker og vendte tilbage til virkeligheden.

 

“Nej, det er skam rigtigt Jess.” Elliot havde hørt min hvisken og skubbede let til min skulder.

“Føl dig hjemme.” Sagde han inden han gik hen til Andrew og Finn. Jeg havde endnu ikke fundet ud af hvad den fjerde hed. Hans hår var en blanding mellem brunt og gylden orange. Han havde en sort crewneck på og nogle grå bukser. Mine øjne gav ham elevatorblikket flere gange. Hans sko var nogle sorte converse hvor det ene snørebånd var gået op. Jeg vågnede fra mine tanker da jeg så Chris havde retning mod mig. Han kom gående med faste skridt og så lige gennem mig. Alligevel vidste jeg godt at han ville stoppe når han nåede mig.

“Jeg snød dig ikke, Jess.” Chris stemme brummede i mit hoved.

“Jeg ved stadig ikke om jeg stoler på dig.” Jeg kiggede ham i øjnene. “Eller nogle af de andre for den sags skyld.” Jeg lagde vægten over på det andet ben samtidig med at mine arme krydsede over brystet. Det mindede mig om pigerne i High School. Åndssvag stilling. Jeg lod armene falde ned langs siden.

“Det forstår jeg godt, men må jeg i det mindste vise dig rundt?” Chris så venligt på mig.

“Tror du ikke at du hellere må få noget forbinding på dit.. sår.” Jeg nikkede ned mod hans læg, og smilte sarkastisk til ham.

“Vi går forbi vores læge på vejen.” Han sendte mig et roligt smil og vendte ryggen til og gik. Jeg småløb op til ham, for at gå ved hans side. Af en skadet og halvgammel mand, gik han hurtigt. Mens vi gik rundt på campingpladsen, også kaldt deres lejr, lignede det at det var ret velfungerende. Der boede mennesker i næsten alle træhytterne, og i det campingvogne der var blevet efterladt. Selve reseptionen var ledernes sted. Chris boede der i  hvert fald. Endelig nåede vi lægens hytte, der lignede de andre på en prik bortset fra det papir skilt hvor der stod ‘Læge’ på. Det var tapet op med sort gaffatape. What a doctor.

“Hvordan har I endelig fundet det her sted?” Chris åbnede døren forsigtigt. Han vendte hovedet kort og udstødte et kort grin.

“Jeg ejer stedet. Jeg drev denne her campingplads før Vaccinen. Nu lader jeg flygtninge bo her, hvis bare de hjælper til.” Der var en hvis hentydning i den sidste linie, og jeg ved godt hvad den betød. Jeg skulle ikke bo her gratis.

 

Inde i hytten, til højre, var der en en lille køkkenvask, men jeg tvivlede på at der var vand i. Over den lille køkkenvask hang en hylde hvor der var servietter, vaskeklude og hvad der nu ellers skulle bruges til at rense folk med vand. Der var to døre, den ene var lukket den anden åben. Jeg lænede mig lidt til højre så jeg kunne se ind af sprækken. Der lå en seng med en madras ovenpå, uden et lagen. Der var et hvidt skab men mere kunne jeg ikke se. Jeg gik udfra at værelserne var symmetriske, så der var de samme bag den lukkede dør, bare spejlvendt. Der stod et bord i den anden ende af rummet med en stol på hver side.

“Er det her virkelig læg -” Min sætning blev afbrudt af en lille tyk dame med små briller. Hun kom ud af den lukkede dør, men lukkede den omhyggeligt efter sig. Hun havde et fint forklæde på, og nogle gennemsigtige gummi handsker.

“Hvad er der nu galt med dig, Morée?” Det måtte være Chris’ efternavn. Uden at se på ham, tog hun handskerne af og kastede dem ned i skraldespanden. Hun tørrede noget sved fra næsen af i forklædet og rettede lidt på brillerne. Hun kiggede op på os.
“Jeg kan se at du har bragt en fin ung dame med.” Hun lød lidt skeptisk. “Det er jo ikke fordi vi smider om os med pladser efter at du -”

“Stop, Elly.” Chris’ stemme var fast og træt. Så han havde alligevel problemer, tænkte jeg. Der var ikke nok pladser i lejren. Lægen, Elly, sukkede og satte sig ned på stolen ved skrivebordet.
“Javel - hvad er så dit lille uheld denne gang. Det ligner ikke du er døden nær.” Jeg kunne høre på Ellys stemme at hun havde haft Chris inde mange, mange gange.

“Den lille dame her,” han nikkede i min retning, “skulle åbenbart forsvare sig selv med en fiskekrog.” Han sagde det i et humoristisk tonefald, og jeg kunne mærke at jeg slappede mere af.

Elly grinede kort. Et lille grynte grin.

“Det er godt min pige, det er godt du kan forsvare dig selv.” Elly smilede til mig, og vinkede Chris hen til sig. Jeg smilede tilbage og lænede mig op ad væggen.
“Lad mig så se..” Elly så koncentreret ned på såret.

Imens kiggede jeg mig rundt omkring. Der var ingen tegn på rigtig medicin. Som antibiotika, bedøvelse eller kanyler.

“Hvad leder du efter min pige?” Elly kiggede op på mig. Hendes briller hang helt nede på næsen. “Jeg undrede mig bare over hvor medicinen var..” Min stemme var stille og undrende.

Ellys blik blev straks mere alvorligt.

“Vi mangler det. Det er blevet opbrugt for længe siden. Vi mangler også plastichandsker.” Elly kiggede på Chris da hun sagde det sidste. Han sukkede og det lignede han havde hørt den sætning om og om igen. “Jeg ved det godt, Elly. Men vi har ikke flere.” Chris lagde ekstra tryk på har. Han sukkede og lænede sig tilbage på stolen.

 

Elly fik fikset Chris’ ben hurtigt, og vi var ude af hytten efter 20 minutter. Jeg kunne ikke forstå hvorfor alle de mennesker kunne gå rundt og se næsten.. glade ud.

Jeg tænkte meget over det Chris sagde. Jeg vidste ikke engang om jeg kunne blive her endnu. Om jeg måtte. Mens vi gik op mod receptionen fik jeg endelig taget mod til mig.

“Chris..?” Jeg stoppede op. Han så på mig med et venligt blik.

“Jeg vil ge..”

“Du vil gerne spørge om du kan blive her, ikke?” Han så smilende på mig. Jeg måbede bare. Han færdiggjorde min sætning med det samme.

“Hvordan kunne du vide jeg ville spørge om det?” Jeg blinkede et par gange med øjnene.

Han smilede som om det var det mest normale i hele verden.

“Alle de mennesker du ser her, har været igennem det du står og spørger om nu. Jeg samler folk ind, flygtninge eller sårede. Jeg prøver at få mit eget lille samfund op og køre. Du må gerne bo her i lejren, ellers ville jeg ikke have bragt dig med her. Vi har ikke meget plads tilbage, ser du, jeg fik fat i en gruppe drenge her forleden. Du har mødt dem. Andrew, Finn, Elliot og Matt.” Han holdt en lille pause. Jeg nikkede kort, så det var Matt den rødhårede hed.

Chris fortsatte sin monolog. “De optog den sidste hytte sammen. Så vi har ikke meget plads tilbage, det var derfor Elly hakkede lidt på mig. Vi begynder også at få mangel på mad. Men du, Jess, du virker god nok. Vi har brug for en stærk pige her. Jeg tror godt at vi kan få presset dig ind i rationerne.” Han nikkede alvorlig til mig. “Så hvis du er har lyst, kan du blive, du kan også gå. Det er din beslutning. Men det ligner at du har besluttet dig.” Chris’ stemme lød ligeså alvorlig som før. Jeg tænkte mig kort om, jeg kunne jo altid smutte igen..

“Jo tak, jeg vil gerne blive her.” Jeg smilede til ham.

“Lad os gå hen og finde dig en plads.”

 

**

Et stort tungt ringbind landede på det mørke skrivebord foran mig. Chris slog op i det og bladrede lidt rundt. Det hele var skrevet op med kuglepen, blyant og farveblyant et enkelt sted. Chris tog notis af min stirren. “Vi løb tør for blyant.” Sagde han undskyldende.

Jeg nikkede bare og lod Chris bladre videre. Han ledte i et par minutter, blandt papirer og små lapper.

“Her!” Udbrød han begejstret. Han havde fundet en plads i en hytte, en hytte nede ved søen. Han begyndte at forklare om den. Der boede to andre piger, Alice og Betty. De lød søde, når han fortalte om dem. De hjalp til med bagning, madlavning og tøjvask. Typiske pige ting, tænkte jeg. Men jeg måtte tage hvad jeg kunne.

“Jeg er nødt til at lave noget skrivearbejde.” Han nikkede ned mod bogen. “Men lad Matt følge dig derhen. Han er inde ved siden af.” Sagde Chris uden at kigge på fra bogen.

Jeg nikkede, sagde tak og gik ud for at finde Matt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...