Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
806Visninger
AA

2. Flugt

To lyserøde og en sort skraldesæk. De stod i indkørslen ved siden af den grønne skraldespand, med det sorte låg. Indkørslen var til et stort sommerhus, større end de fleste, og ude i haven var der flotte, tilskårede buske og træer. En af dem havde form som en dame. Midt i haven stod der et solur. De brugte det ikke. Der er ingen der bruger solure mere. Græsset var så grønt, at det skar i mine øjne. Det var som om at farverne var forstærket ekstra meget. Det føles som en drøm når jeg husker tilbage på det. En smuk, skræmmende drøm.

Jeg husker alle detaljer, selvom vi kørte forbi huset, i så høj fart, at det højst havde været et sekund jeg havde set det.

Bilen susede forbi alle mulige små skilte, med sommerhus veje på, i høj fart. Inde bag træerne kunne man se paniske ferie familier der råbte og skreg. De pakkede deres bil, hoppede ind i den og kørte. De havde ikke fået så meget med. Sikkert lige så lidt som mig.


 

Hun havde råbt af mig og sagt at jeg skulle pakke det mest nødvendige. Jeg havde pakket en flaske, tændstikker og min trangia som jeg havde fået af min far i 15 års fødselsdag. Jeg var løbet ud i skuret, taget tændvæske og en hammer. Jeg ved ikke hvad der skete for mig, men jeg gik i panik og tog det første som jeg kunne bruge som våben.

Inde i bilen var der en blandet atmosfære. Mor prøvede at holde stemningen oppe, mens min lillesøster blev ved med at læse det der stod på skiltene. Det blev for meget for mig til sidst, for jeg havde den mest dundrende hovedpine i verden.

 

“Drop det Emm!” Hun stoppede og jeg lagde mig ned på bagsædet. Jeg lukkede øjnene, og straks begyndte min mor at nynne. Jeg satte mig op igen, afbrudt af min blunden.

“Mor!” snerrede jeg. Hun stoppede, kiggede roligt i bakspejlet og fangede mit blik. Et træt og bange blik rev i mine øjne.

“Jessica..” stønnede hun træt. Jeg kunne ikke klare mere af hendes ‘det skal nok gå’ snak.

“Mor, jeg er træt af at du siger at det nok skal gå. Kan du ikke se hvad det er der er ved at ske? Gik rundt for fanden! Der ligger døde mennesker, halvspist..” Min stemme knækkede over, og jeg så ud af vinduet. Mine hænder var knyttede, mine knoer var hvide og jeg kunne ikke holde tårene inde mere. Jeg gispede efter vejret.

Min mor vendte sig om, et kort sekund for at se på mig. Hun ville trøste mig. Hun lagde ikke mærke til vejen. Et kort sekund var nok. Vi kørte i så høj fart. Der kom et sving. Bang. Alting var sort. Det var ikke ubehageligt. Det var en sort ro. Ligesom når man sover. Roligt. Det var underligt fredeligt at dø.

 

Det er sjovt. Jeg huske alle detaljer, men jeg husker ikke hvor vi var på vej hen.

 

**

 

En flue landede på mit ansigt. Dens irriterende summen vækkede mig. Mine øjenlåg blinkede et par gange, for at få den gule søvn væk. Jeg lå i bunden af den ødelagte bil, med maven mod gulvet. Min taske lå tungt ovenpå mig, det var næsten uudholdeligt. Jeg vendte mig om på ryggen, og fik mine arme fri. Det kradsede og rev i armene og på knæet på grund af glasskårene fra de knuste vinduer. Jeg fik kastet min taske op på bagsædet, hvor der lå knust glas fra side vinduerne. Airbaggene hang ud af de knuste vinduerne. De havde ikke hjulpet spor.

 

Der stank som ind i helvede, af råddent kød. Jeg satte mig op, og trak mig hen til bildøren der stod åben. Jeg faldt ud af bilen, udmattet. Jeg havde små rifter fra glasskår på armene, og mine sorte jeans var revet op på højre knæ. Det sved, men jeg fik alligevel stablet mig på benene og vaklede hen til bilen igen for at få fat på min taske. Jeg svingede den om på ryggen og kiggede på den sorte bil. Pludselig gik det op for mig, hvad der i virkeligheden var sket. Jeg humpede op til forsædet. Jeg blev forfærdet. Min mors og min lillesøster lå der. Min mors hoved var mast imellem døren og bilen og min lillesøster lå i halvt ude af bilen, med en kugle gennem hovedet. Jeg var ret sikker på at de var overlevet ulykken. De var blevet dræbt senere. Det var det der slog mig mest - hvem kunne finde på sådan noget? Jeg faldt på knæ, og begyndte at græde.

 

“Det var da fandens til regn!” Jeg sparkede til en vandpyt, men vandpytten slog igen ved at skvulpe op på mine pastelblå bukser. Det var ikke koldt regn, heldigvis, men det havde regnet i flere timer nu. Jeg var gennemblødt fra top til tå, og jeg havde gåsehud på mine lyse arme. Mit ellers så lyse hår, var blevet slattent på grund af regnen, og det hang i laser ned af skuldrene på mig. Det var blevet leverpostejs brunt.

Jeg havde samlet de fleste ting jeg kunne have i min taske, af det som vi havde pakket i bilen.  Der lå et tæppe, en lygte og en masse andet gøjl jeg havde set som vigtigt at tage med. Det var så knapt så smart, da min ryg gjorde ondt af helvedes til, fordi der hang en masse kilo og dinglede på min ryg.

 

Inden jeg var gået fra bilen, havde jeg samlet nogle blomster, ikke specielt fornemme blomster, og lagt dem ved henholdsvis min mors lig og min lillesøsters. De fortjente ikke sådan en død. Det er der virkelig ingen der gør. Så havde jeg samlet de sidste ting, og så var jeg gået. Bare gået. Jeg vidste ikke hvorhen, men for jeg kunne ikke huske hvor det var vi skulle køre til. Et sort fiskerhus ude i horisonten fik revet mig ud af tankerne.

Jeg forlod vejen og skråede hen over marken. Hveden stod flot i regnen, men underlaget var mudret og glat. Jeg faldt ned i huller, gled flere gange og da jeg endelig kom ud på en sti igen, var jeg helt mudret og beskidt. Mit hår hang fast til min skulder og ryg, mens mine sko var gennemblødte. Et skridt, svurp, svurp, svurp. Jeg gik hen mod fiskerhuset. Regnen piskede ned på tegltaget, og landede i store plasttønder via tagrenderne. Der lå et fiskernet, noget vådt træ og nogle kasser. Ruderne var stadig intakte, det lignede ikke at der var nogle der havde prøvet at bryde ind. Godt tegn, tænkte jeg ved mig selv.

Stille, listede jeg mig hen til døren, og lagde øret mod det sortmalede træ. Intet. Der var intet at høre udover regnen der landede tungt på taget. Jeg lagde rystende min hånd på det kolde håndtag, og trykkede ned. Lyden af det gamle, våde træ forskrækkede mig og mit hjerte begyndte at pumpe dobbelt så hurtigt. Døren var åben. Heldet måtte have vist sig for mig, i det ene øjeblik. Men det ville ikke vare længe.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...