Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
743Visninger
AA

3. Et spørgmål om tid

Jeg vågnede op ved at solen blændede mig, og dansede for mine indre øjenlåg. Små orange, gule og hvide prikker sloges mod hinanden. Min ryg var øm, både fordi jeg havde båret på en tung rygsæk, og sovet på et hårdt trægulv med kun et tæppe til beskyttelse. Jeg vred mig og fik stablet mig selv om og sidde. Jeg kiggede rundt i hytten. En masse underligt fiskegrej, nogle dåser og en kalender var det eneste der var tilbage.

Jeg rejste mig, og begav mig hen til hylderne. Jeg lod fingrene glide hen over støvet, der lå stablet i dynger. Støvet blev hårdt da jeg rullede det mellem mine beskidte fingre. Jeg lod støvklumpen dumpe ned på jorden, og tog en dåse ned fra hylden. Flåede tomater. Hvad brugte en fisker, flåede tomater til? Jeg studerede den lidt nærmere, og besluttede mig for at tage den med. Det var jo ikke sådan at jeg smed om mig med mad. Jeg tog endnu en dåse ned. Flere flåede tomater. Jeg gik hele dåse rækken igennem. 12 dåser flåede tomater, 2 dåser syltede ferskner og 5 dåser tun. 19 i alt. De kunne alle holde sig over 2 år endnu, uåbnede. Jeg stod og betragtede dåserne et kort øjeblik, men fik mig selv til at tjekke fiskegrejet inden jeg gik i krig med dem. Kaldeneren var sådan en med nøgne damer. Det tydede på at det var en mand der havde holdt til her. Jeg bladerede lidt i kaldeneren. Det der fyldte mest på siderne var damerne. Neden under de dominerende og sjofle billeder, var der en lille stribe med dagene. Mænd. 

 

Der var en masse små blink og noget line. Jeg kunne ikke finde noget hjul, eller en fiskestang for den sags skyld. Jeg havde været ude og fiske med min far som lille, og et par gange inden vaccinen blev offentliggjort. Min far ville gerne have at vi alle blev vaccineret mod AIDS, selvom det var hundedyrt. Han var taget afsted alene, for at skrive os op til vaccinen. Han blev vaccineret derovre, ved hospitalet.. Mine øjne stak ved tanken om min far. Han var aldrig vendt tilbage. Jeg rystede kuldegysningerne af mig, og tog linen og et par blink ned fra hylden.

 

Trangiaen sprutede kort, inden der kom rigtig gang i den. Den var blevet fugtig igennem både tasken, posen og til sidst det stof lag der beskyttede den. Heldigvis virkede den stadig. Jeg havde heldigvis nok af sprit, medmindre jeg skulle lave langtidsstegt mad. Jeg hældte nogle flåede tomater ned i gryden, og gik i gang med at åbne dåse nummer to, med en sløv kniv. Der var selvfølgelig ingen dåseoplukker i fiskerhytten, men en kniv kunne jeg dog finde. Jeg sad og baksede med den i et stykke tid, inden jeg fik den åbnet.

Klokken var omkring 10-11 stykker, og sulten var alligevel begyndt at gnave i min mave. Jeg tog den sidste slurk vand og gloede på flasken et kort øjeblik. Mudderet på mit tøj var størknet og mit hår var stift som ind i helvede. Jeg kom i tanke om tønderne udenfor, fyldt med regnvand. Det kunne godt være en mulighed. Jeg tog de flåede tomater af trangiaen, slukkede den og slubrede det der mindede lidt om tomatsuppe i mig. Det varme, flydende tomat fyldte min krop med ny energi. Jeg nød det fuldt ud, og lagde gryden fra mig igen. Nu skulle der bades.

 

**

Vandet omfavnede min beskidte krop og opløste mudderet. Jeg dykkede under med hovedet, og rodede i mit hår. Den grønne plast tønde var ikke ret stor, så hvis jeg stod i den, nåede den mig kun til lidt under navlen. Jeg satte mig på knæ og hældte vand i mit ansigt. Vandet var koldt, så jeg fik hurtigt det sidste mudder af min krop, og derefter hoppede jeg med besvær ud af tønden. Jeg var ved at glide på det våde græs, men genvandt balancen og tog tæppet. Jeg svøbte mig selv ind i det varme tæppe, og brugte det som et håndklæde. Stoffet kradsede mod min hud, og jeg blev desværre ikke mere tør af det. Jeg tog mit undertøj på, men lod resten af mit tøj glide ned i tønden. Nu skulle der vaskes. Mine pastelblå jeans fik første tur. Jeg fik mudderet af hurtigt, for det var allerede størknet forinden. Næste i køen var min sorte t-shirt. Der var knapt så meget mudder på den, men t-shirten lugtede slemt af sved og gylde. Min jakke derimod, den sorte vindjakke var blevet helt støvet og underlig. Jeg lagde den i blød, og imens vred jeg vandet ud af bukserne og t-shirten. Jeg lade dem hen over en sten i solen. Jakken blev vasket omhyggeligt og lagt på stenen så bukserne og t-shirten kunne få selvskab.

 

Jeg satte mig og tænkte lidt over tingene. Hvis jeg skulle overleve længe nok, var jeg nødt til at finde andre mennesker. Ordentlige mennesker. Jeg kendte ingen her fra. Vi havde været i sommerhus, min lillesøster, mor og jeg. Det lå tættere på hospitalet end vores hus. Far havde sagt at han ville komme tilbage til sommerhuset, men kom selvfølgelig aldrig.

Der kom en brise fra havet og duften af havsalt fyldte min næse. Jeg kunne gå langs kysten, og måske ville jeg støde på nogle mennesker.

Jeg ville finde dem, eller de ville finde mig. Det er bare et spørgsmål om tid, tænkte jeg for mig selv. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og lukkede øjnene. Mine tanker bar afsted med mig, som de også havde gjort da jeg var barn. Lidt af en dagdrømmer, det var jeg 100 procent. Der var så mange fantasier i mit hoved, idéer og underlige tanker. Jeg kan huske engang i 3 klasse, hvor jeg ikke havde så mange venner. De fleste undgik mig. Freak, wierdo og Den Skøre var det mest normale de kaldte mig. Min far havde altid sagt at lige meget hvad de sagde, skulle jeg bare ignorere det. Det var svært..

 

En underlig lyd afbrød mit dagdrømmeri. Jeg kiggede forskrækket op, og 10 meter fra mig stod en af dem. En zombie. Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt. Okay, rolig. Jeg beroligede mig selv, mere eller mindre. Hammeren! Jeg løb ind i huset, tog hammeren og listede hen til døren. Jeg kunne høre dens åndedræt. Den åndede usammenhængende, og som om den havde en masse slim i halsen. Roligt og stille kiggede jeg ud gennem brædderne. Den underligt gullige hud, med grønne nuancer og små sorte råd pletter var afskyelig. Håret var begyndt at falde af på hovedet, og dens øjne var dækket af et lag hvidt snask. Det var så klamt at se på, at jeg faldt helt i staver. Hurtigt rystede jeg på hovedet, og holdt vejret. Den stod lige uden for døren. Tanker fór gennem mit hoved, og jeg handlede spontant.

 

Jeg smadrede døren op. Den ramte perfekt. Hammeren blev knaldet flere gange i hovedet på den. Blodet og det underlige stads sprøjtede til alle sider. Zombien væltede og jeg blev ved med at smadre hammeren i hovedet på den. Igen. Igen. Igen. Den var død. Mere end den var før. Jeg gloede på den. Hammeren gled ud af hånden på mig og landede med et klonk mod jorden. Jern og sten slog mod hinanden. Det næste minut var i slowmotion. Jeg samlede hammeren op, og gik med tunge skridt hen mod tønden. Jeg formede en skål med hånden, og klaskede noget vand i ansigtet. Jeg kastede et blik tilbage på den deforme zombie. Det var begyndt. Mit nye liv var begyndt. Dræb, eller bliv dræbt. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...