Blå minder, gul sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Følg med i en lille historie om Frederikke Reventlow, og hendes tanker, i denne korte historie.

1Likes
2Kommentarer
155Visninger

1. 1

Frederikke sad foran sit lille, men gamle skrivebord af træ. Hun kiggede i det runde spejl, der stod så fint på bordet. Det var lavet af flot brunt træ, og der var små udskåringer i det. Hun gled sine fingre rundt på dem der var på skuffen. Hun lod knap nok fingerspidserne røre, men så alligevel. Let som en fjer strejfede de, de små linjer, der var skåret ind i træet. Hun mærkede fordybningerne, og mærkede alle stregerne. I et slags trance stadie blev hun ved. Herefter greb hun så om håndtaget der sad i midten af skuffen, og åbnede den. Et lille smil kom til syne da hun kiggede ned i den, men kun kort, og så kom det triste ansigt atter frem. Det håbløse udtryk af sorg. Den sorg man får, når man endnu engang mister et barn.

 

Hun havde for nylig mistet sin elskede dreng, Ernst, som kun blev 5 år gammel. Gammel nok til at tale, gammel nok til at gå, men ikke gammel nok til at have levet sit liv til fulde. Ikke gammel nok til at have oplevet de mest vidunderlige ting, der findes i livet. Frederikke var ikke den samme person efter det, men udstod. Hendes elskede mand, hendes ældste søn Christian, datteren Sophie og sønnen Ludvig fyldte hende med nok glæde, til at kunne fortsætte sin hverdag. Den hverdag, som hun måtte udholde. Hun havde det dog stadigvæk hårdt. Hun havde mistet to børn på kort tid. Det første, Conrad, døde kun 14 dage gammel. Han havde ikke engang lært hende rigtigt at kende, og det gik samme vej rundt, og så var der Ernst. Ernst, som hun havde set le, græde, og gå, danse, falde og tale. Ernst der var opkaldt efter hendes fader, der ironisk nok blev 62 år gammel. Lille Ernst havde dog ikke samme held.

 

Frederikke tog tingen op fra skuffen, som hun smilte af. Det var en blomst Ernst havde plukket uden for, en af de gange han tumlede med, rundt omkring i haven. Han havde smilet til hende, som kun et lille barn kunne, og set glad ud, med et smil der gik fra øre til øre. Uden nogen bekymringer. Uden noget at tænke på, andet end at skulle opleve alle dufte, farver og ting, så hurtigt som muligt. Selvom han ikke vidste, at han ville gå bort, før tid, så havde han hele tiden travlt.

 

Blomsten var vissen, og man kunne knapt nok se, at den engang havde været prægtig, og farverig. Man måtte undre sig over, hvad der fik en daværende 5 årig, til at plukke lige netop den blomst, når der nu var så mange andre skønne blomster i den store have, en sommertid. De kunne jo ikke se på den visne blomst, hvad den engang havde været. Det kunne ikke vide, hvad Frederikke, og lille Ernst så i den. Den flotte lilla farve, med det gule i midten. De flotte tentakel lignende kreaturer, der levede deres eget liv, men alligevel var en del af den vidunderlige blomst. De kunne ikke vide, at for en 5 årig dreng, var den nu visne blomst, engang et eventyr.

 

Frederikke lagde den visne blomst ned i skuffen igen. Forsigtigt. Hun kunne ikke holde ud at kigge på den mere, og hun kunne ikke lide at holde den i sin hånd, af frygt for, at den ville smuldre væk fra hende, ligesom hendes lille Ernst. Den var allerede visnet hen, men den skulle ikke også komme ud af åsyn. Den skulle kunne ses. Også selvom den ikke var så prægtig, som den engang havde været.

 

Skuffen var nu lukket. Den visnet blomst var i, og Frederikkes minder var låst væk, ind til hendes næste besøg med blomsten, næste morgen. Hun gav altid sig selv lidt tid til at sørge, så hun kunne komme videre, og koncentrere sig om sine levende børn, som hun elskede af hele sit hjerte. Det, og at være en god hustru over for sin mand, som betød mere end livet selv.

 

Det var hendes opgave, at sørge for lykke til den lille familie, og opdrage dem ordentlig. Et dødt barn, var ikke vigtigere end hendes nulevende, og det blev hun ved med at minde sig selv om. Hun ville ikke tilgive sig selv, hvis hun dvælede i fortiden. Dog var hun sikker på, at hun aldrig helt ville komme sig over tabet af Ernst.

 

Ofte kunne Frederikke slet ikke forstå, hvordan al den lykke havde fundet hendes vej. På trods af nogen bump på vejen, var der mere lykke, end hun nogensinde havde kunnet forstille sig. Hun startede dog ikke helt på bar bund. Hendes fader var amtmand, og var ofte i selskab med velhavende grever, og Frederikkes familie selv, var da heller ikke fattige. De havde råd til en ordentlig uddannelse til hende, som forgik på tysk. Hun tænkte ofte tilbage på de tider, og hvor heldig hun havde været. Det var på akadamiet hun havde mødt sin nuværende mand, Christian Reventlow. En greve, hvoraf hun selv blev en grevinde.

 

Frederikke var en god hustru. Hun elskede sin mand, og hun ville gøre stort set alt, for at holde ham lykkelig. Hun støttede sin mand, og fulgte med, som den gode hustru hun nu var, i hvert et skridt op af den sociale og magtens rangstige.

 

Med stille, rolige og små skridt gik Frederikke over til sit tøjkammer. Hun kiggede på de store kjoler der hang der. Følte med præcise bevægelser deres bløde stoffer. Hendes tanker forsvandt stille og roligt, hun blev beroliget, og fik derefter ud i haven. Hun ville tage en runde med sine børn, som hun havde gjort det så ofte før. Christian, hendes mand, havde travlt, og hun nød at bruge tid på børnene alene, så det gjorde ikke så meget. ”Kære børn, kom, lad os gå en tur i haven.” Kaldte hun stille. Sommersolen skinnede, græsset var grønt, og alt blomstrede. Frederikke tog sig tiden til at smile, og kigge op mod solen. Hun kunne mærke de varme stråler mod sin hud, trods hendes store hat skyggede en del.

 

Hendes kjole var varm, og blev endnu varmere, da de små kom ud, for at kramme og hilse på hende. Smilende på deres små ansigter fik Frederikke til at glemme alle de triste ting, hun ellers bare havde lagt i baghovedet. Det var lykke der nu fyldte hendes tanker, lykke og smilende børneansigter. Tanker om hendes mand, og at hans igangværende succes, samt tanken om flere børn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...