Et drømmende hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
I kongeriget Kansocanien lever den 16 somre gamle Liva, som kongedatter. Hvad ingen ved er at Liva nu og da drømmer om en mand, en af de udstødte; magikerne, hvem også læser hendes drømme. En nat drømmer Liva om Alitos planer om at fange hendes bror, og hun tager afsted på en flugtløs rejse med livvagten Rack. Men hvordan holder Liva sine evner hemmelige? Og kan hun modstå Rcaks charme?
((Resume under omskrivning. Skrevet til fantasykokurrencen; mulighed 1))

22Likes
23Kommentarer
915Visninger
AA

1. Prolog

Rummet var mørkt med store stenmure; indrettet som en blanding af et laboratorium og et kontor. En gryde boblede over ildstedet. Månelyset kom ind som en smal stribe fra et lille vindue øverst oppe, men ellers var stearinlyset på skrivepulten det eneste lys. Mørket gjorde det svært at angive en størrelse på rummet.
Bag skrivepulten stod en høj mand med en lang kappe, hvis hætte skjulte det meste af hans ansigt. Den ene hånd havde han placeret med håndfladen op ad, og i den anden holdt han i ualmindelig skarp fjerpen. I en ruf lod han pennes spids glide hen over sin håndflade, så der åbnede sig et sår af blod. Let dyppede han penne i blodet som om det var blæk og begyndte så at skrive på pergamentet foran ham.
"Kære kronprins Chamoi
s af kongeriget Venilia,
Vores rige er blevet angrebet af fjender fra syd, og som allierede med vor folk, vil vi være yderst taknemlige for Deres hjælp." begyndte han med sirlig håndskrift. Så snart blodet ramte pergamentet, blev det øjeblikkeligt til blæk.
"... Jeg vil møde dem ved grænsen mellem vore riger, Drakastårnet, du vel husker? Ved midnat den togfyrende dag i sommerhalvåret, og der indvie Dem i min plan. Du kan fortælle dine soldater, at du er tilbage fire dage efter, dagen efter fuldmåne for at give besked.
Din kæreste ven kong Hamelock af kongeriget Linkanje." Manden brød ud i en høj latter, da han tegnede Linkanjes våbenskjold nederst på pergamentet. Derefter lagde han pennen og lod sin finger glide over såret, så det helede som om det aldrig havde været der. Langsomt rullede han pergamentet sammen og bandt det i en guldsnor om den sorte ravn, der var lænket mod væggen. Han løsnede lænkerne. Ravnen spredte vingerne og fløj ud af det lille loftsvindue. I det samme som den nåede ud, tog vinden fat om dens vinger og den svævede væk i natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...