Et drømmende hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
I kongeriget Kansocanien lever den 16 somre gamle Liva, som kongedatter. Hvad ingen ved er at Liva nu og da drømmer om en mand, en af de udstødte; magikerne, hvem også læser hendes drømme. En nat drømmer Liva om Alitos planer om at fange hendes bror, og hun tager afsted på en flugtløs rejse med livvagten Rack. Men hvordan holder Liva sine evner hemmelige? Og kan hun modstå Rcaks charme?
((Resume under omskrivning. Skrevet til fantasykokurrencen; mulighed 1))

22Likes
23Kommentarer
902Visninger
AA

6. Kap. 5: "Nu kan jeg jo først dræbe din lille drømmeven, og så kan vi tale dronning bagefter."

Stakåndet vågende jeg op ved et par læber mod mine og straks genkendte jeg dem. I et split sekund slog jeg øjnene op og mødte Racks. Så snart han så at jeg var vågen trak han sig væk, og greb sit sværd.
”Hvor er han?” hviskede han og satte mig op, så jeg kunne få vejret ordenligt.
”Du fik min drøm,” udbrød jeg, ”Jeg troede jeg var død...” Han tog en finger op for munden på mig.
”Schhh, du vækker ham.” hvislede han. Uroen bredte sig i min krop, og jeg ville bare have Racks læber mod mine forevig, for at føle trygheden, men da kom jeg i tanke om, at vi ikke var venner mere efter, hvad jeg havde råbt af ham.
”Rack kan du tilgive mig,” begyndte jeg igen, men han stoppede mig.
”Kan du forhelved ikke bare tie stille.” Han stemme var rasende, så jeg blev næsten skræmt af ham. I stedet klamrede jeg mig bare til væggen og kiggede skrækslagen over mod Chamois krop, der næsten lignede et lig.
”Hvad er klokken?” udbrød jeg igen.
”Liva for fanden i satan i helvede. Jeg ved godt at jeg ikke må elske dig, men jeg vil alligevel gerne komme levende herfra.” Knoerne på hans venstre hånd var helt røde af at knuge om sværdet. Der lød fodtrin, og Rack tog et stramt tag om min mund med sin venstre hånd.
”Men jeg elsker dig Rack,” skreg jeg, men Racks hånd gjorde det kun til en lille piben, der gjorde det endnu svære at trække vejret. Døren gik op og Alitos stirrede rasende mod Rack.
”Nå så virkede dit lille selvmords forsøg alligevel.” hånede han. Imellem hans rystende hænder skabtes en rødglødende lyskugle. ”Nu kan jeg jo først dræbe din lille drømmeven, og så kan vi tale dronning bagefter.”
Rack slap mig og stillede sig i en kampklar position med sit sværd. Jeg græmmedes over hvorfor jeg også skulle spille så kostbar og løbe fra ham, for hvis virkeligheden stod frem, så elskede jeg ham jo. Nu ville vi begge dø i tavshed.
Hvis ikke jeg havde været bundet, havde jeg ikke stolet nok på Racks livvagt evner, til at jeg ville lade ham køre solo. Jeg ville ikke se ham dø. Det minde ville jeg ikke have klæbende til min hjerne. Hvorfor havde jeg også været så egoistisk at misbruge hans kærlighed til mig, for at rede mig, men selv dø.
Alt var forkert i rummet. Chamois så for svækket ud, Alitos for stræk og Rack for vred, eller skuffet. Skuffet over at jeg havde dømt ham forkert. Han ville sikkert aldrig tilgive mig igen.
Alitos lød kuglen stryge gennem rummet, men Rack afveg den med sværdet og borede i stedet sværdet ind i Alitos side. Fysisk var Rack meget stærkere, men magisk var Alitos vinderen, og han fik efter et halvkvalt skrig healet såret.
Mine læber rystede i panik over aldrig at møde Racks igen. Rack undveg endnu en af Alitos kugler, men der skulle ikke et sekunds uopmærksomhed til før den ene ville besejre den anden. Bag dem lyste fuldmånen ud af vinduet. Hvis Rack kunne holde u lidt endnu, ville Alitos skulle vente en hel måned igen, før han kunne besætte Chamois, og på den tid kunne vi nå at vinde.
”Fuldmåne,” gispede jeg i håb om at aflede Alitos, hvilket virkede, for da Alitos et kort sekund kiggede mod månen, jog Rack sværdet gennem hans hjerte, så han måtte dø i et skrig. Sammen med at han blev mere og mere afkræftet, forsvandt trådende der holdt mig bundet.
Og så var alt stille. Mit blik mødte Racks, men jeg kiggede hurtigt ned igen og valgte i stedet at kravle over til Chamois.
”Liva,” gispede han. Hans lænker var også forsvundet. I min bror trygge arme græd jeg ud, som jeg altid havde gjort, dog aldrig så alvorligt som nu. Han aede mig forsigtigt over håret.
Jeg ville op. Jeg ville have Rack til at tilgive mig. Sige at han elskede mig. Men der var tavshed. Og tavsheden varede hele vejen hjem. Kun Chamois og jeg snakkede, og Chamois og Rack. Intet Liva og Rack i den smukke skov.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...