Et drømmende hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
I kongeriget Kansocanien lever den 16 somre gamle Liva, som kongedatter. Hvad ingen ved er at Liva nu og da drømmer om en mand, en af de udstødte; magikerne, hvem også læser hendes drømme. En nat drømmer Liva om Alitos planer om at fange hendes bror, og hun tager afsted på en flugtløs rejse med livvagten Rack. Men hvordan holder Liva sine evner hemmelige? Og kan hun modstå Rcaks charme?
((Resume under omskrivning. Skrevet til fantasykokurrencen; mulighed 1))

22Likes
23Kommentarer
919Visninger
AA

5. Kap. 4: "Og hvis du vover på noget igen, bliver det i nosserne!"

Hen under aften, konstaterede at vi sagtens ville kunne nå Chamois før fuldmåne, og få en god nattesøvn, så han pakkede endnu engang vores tæpper ud over lavede et bål. Vi satte os i tavshed omkring det og stegte noget af det kød jeg havde medbragt på pinde, og hvis det ikke fordi jeg var skrupsulten, havde jeg nægtet at spise kød, stegt med ting fra skovbunden. Sam faldt i søvn med det samme, så man næsten skulle tro, at hun rent faktisk havde gået i noget nær et tempo hele dagen – men det var alligevel en overdrivelse.
Da solen gik ned, begyndte jeg at fryse, så Rack lagde sin jakke og sin arm om mig. Jeg smilede stort til ham, helt mundlam af, hvor smukt hans ansigt var i skæret fra flammerne. Den spids næse og fregnerne der næsten lyste. Han smilede igen og fugtede sine læber.
”Du er altså utrolig smuk,” Han trak mig helt tæt på sig. De brune øjne skinnede. Langsomt flettede jeg min hånd ind i hans, og der sad vi uden at sige noget, og studerede ilden der slog gnister. Ingen tilnavne. Ingen hån. Ingen kommentarer til mine bryster. Bare en stilhed, der mindede om den forhenværende.
”Liva?” Jeg så på ham og mødte hans øjne. Vores ansigter kom tættere og tættere mod hinanden, og da jeg mærkede skægstubbene mod min hage lukkede jeg øjnene og nød, hvordan hans læber samlede sig om min overlæbe, mens jeg kørte mine rundt om hans underlæbe. Min arme låste sig fast om ham, og vi gled rundt så jeg lå oven på ham. Hans næse pressede sig behageligt ind mod min kind. Jeg tænkte kun på ham. Kysset blev mere og mere lidenskabeligt, da han forsigtigt lod sin tungespids røre ved min, så en kildren gik gennem min krop. Vores pander stødte sammen uden at det gjorde ondt, og vores kroppe smeltede sammen til en, da jeg hurtigt trak mig væk og op at stå med tårnene i øjnene.
Han var jo ligesom alle de andre, hvorfor havde jeg ikke set det før? Grådig og naiv, uden nogle følelser for andet end magten der hørte til min hånd. Han lå fortumlet på jorden og så uforstående på mig.
”Hvis du virkelig ville være der for mig, ville du jo ikke gøre det her?” Min stemme rystede, mens tårerne væltede ned af mine kinder, ”Hvis du virkelig elskede mig, som den jeg er, og ikke hvad jeg er, og hvad du får ved at vælge mig, ville du jo ikke gøre det her?” Mine fingerspidser vibrerede. ”Jeg er mere end bare den magt min hånd giver dig, og jeg elsker dig jo for fanden, men jeg vil ikke være sammen med dig, hvis du ikke elsker mig for den jeg er. Tro mig, du er ikke den første jeg har banket panderne sammen med, og bagefter fået mit hjerte knust.” Rack fik stablet sig på benene og tog mine hænder.
”Jamen, jeg elsker dig jo, Liva.” Jeg afslog hurtigt hans ene hånd, der var på vej op i mit hår.
”Ja, det siger de jo alle sammen!” hånede jeg og sparkede ham over skinnebenet så han måtte bukke sig i smerte. ”Og hvis du vover på noget igen bliver det nosserne!” truede jeg – forskrækket over mit sprogbrug, og vendte mig så om og løb ind gennem den mørke skov.

Jeg var alene – fortabt i en mørk skov, fuld af insekter og anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Der var et døgn præcis til fuldmåne og til Chamois krop ville blive overtaget, og jeg anede ikke, hvor han befandt sig i forhold til mig. I mørket kunne jeg høre nogen pusle, men jeg beroligede mig selv med at det bare var min fantasi. Sommernatskulden skar i min hud. Selvom jeg troede jeg havde sagt fra i sidste sekund havde Rack alligevel nået at knuse mit hjerte. Jeg krøllede mig sammen til en lille pakke i bunden af skoven og hulkede mig i søvn.

Brat vågede jeg, da jeg mærkede et fast greb om min mund, og at jeg var bundet på både hænder og fødder. Straks slog jeg øjnene op og så at taget og båndende var grønne lystråd – og ikke kreeret af, hvem som helst. Alitos sad ligeså nemt og legede med dem. I første orientering genkendte jeg ikke rummet, men i næste gik det op for mig, hvor jeg var. Jeg lå på det kolde stengulv i Drakastårnet, for fødderne af Chamois, der også sad lænket. Det irriterede mig, at jeg ikke huskede at være blevet båret, men på den anden side kunne Alitos let havde fået mig herhen, ved mange andre måder end af bære. Tænkt at jeg havde ladt mig fange så lidt.
”Når nu er den lille guldfugl i hus,” Alitos lo let og fik trådende til at holde mig i en oprejst position. Febrilsk prøvede jeg at bryde båndende, men det var umuligt at bevæge sig. Trådende holdt mig så højt, at mine fødder lige nøjagtigt ikke rørte jorden. ”snart dronning over Kansocanien.” Jeg forstod intet af, hvad han sagde, men han gav tegn til forklaring.
”Hvis du vil overleve, og ikke ende dine dage som...” Han holdt en tænkepause,”som din brors sjæl vil ende, så vil jeg nu give dig et enestående tilbud.” Jeg kunne se i hans ansigtsudtryk, at han følte sig genial. ”Du ved jo, at du er ligesom mig, og jeg som dig. Vi er ens. Identiske. Med de samme evner. Samme kræfter. Begge udstødte. Men nu, når de udstødte vil rejse sig, vil jeg være beæret over at have dig ved min side, til at lede og herske over Kansocanien.” Pludselig gik det op for mig, hvad han ville, og hans sidste ord beskrev det perfekt. ”Gift dig med mig eller dø,
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, for jeg havde intet valg. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til det. Jeg kunne ikke overgive mig. Jeg kunne ikke gifte mig med min egen bror legeme besat af en udstødt – som mig. Mit blik ville ikke fange hans.
”Giv mig en nat,” hviskede jeg næsten uhørligt.
”Kig på mig min skat,” Han lod en af de grønne tråde løfte mig hage op, så jeg ikke kunne undgå øjenkontakt. Han øjne lyste grønne og fik mig til at tro på hvert et ord, han efterfølgende sagde. ”Du bliver lykkelig. De har nedgjort vores slags i flere århundrede. Nu er det endelig tid til hævn. En hævn vi har tørstet efter i flere år. En hævn du har tørstet efter i flere år. Nu er det tid,” Min læbe rystede. ”Stol på mig,”
”Ja,” var det eneste jeg kunne fremtvinge.
”Men godt så, du får til i morgen. En time før midnat. Det er et døgn.” Han lod trådende smide mig ned på gulvet igen. Panisk bevægede jeg mine fingre, som jeg ikke havde kunnet før. I en fart kom jeg på benene.
”Nu ikke så hurtigt, Liva.” Han tog et fast greb om mit håndled, så et stød gik gennem mig. Jeg havde lyst til at græde. Over vreden til Rack der havde forrådt mig. Over håbløsheden ved det valg han stillede mig. Over det forbistrede savn der stadig brændte i mig – til Rack. Uden modstand fik Alitos mig lænket op af en væg. Jeg kunne se at Chamois sov, og jeg selvom jeg var utrolig træt, kunne jeg ikke lade mig selv sove, før jeg havde taget et valg. For hvad hvis jeg sov hele dagen væk?
Mulighederne var ikke svære at se. Det var valget. Gifte mig med Alitos. Bede Rack om hjælp. Eller dø. Egenligt var valget heller ikke svært, for jeg vidste, hvad jeg alligevel ville ende med at vælge. Rack. På trods af min vrede, havde jeg ikke anden vej, hvis jeg ville overleve og kongeriget skulle overleve.
Mit åndedrag var gispende efter den kolde luft, da jeg kæmpede mig ned at sidde, for min halslænke strammede så forfærdeligt. Men jeg kom ned at sidde, for jeg tænkte at det nok var nødvendigt, så jeg kunne koncentrere mig så meget som muligt, for det ar sjældent det havde lykkes mig at gøre det før.
Jeg så rundt, lukkede mine øjne, gemte mindet og koncentrerede mig om, at sende det. Det skulle lykkes at sende den drøm. Tænk, tænk, tænk.

Jeg kunne mærke min hjerne anstrenge sig og de gik konstant smertestød igennem. Mit åndedrag forsvandt, men jeg kunne ikke koncentrere mig om at trække vejret. Jeg vidste ikke om jeg ville overleve det her. Der kom hvide prikker for mine øjne, og langsomt blev det mørkere og mørkere. Jeg rystede. Mine lunger skreg efter ilt, men mit hoved gjorde for ondt. Jeg kunne mærke at jeg snart var der. Næsten. Selvom mine øjne stod på vidt gab, kunne jeg ikke se noget, for den sorte hinde der nu spredte sig. Jeg opfangede Alitos der rystede mig. Han vidste, hvad jeg var i gang med, men jeg måtte ikke lade ham overvinde koncentrationen.
Pludselig fortrød jeg alt, hvad jeg havde sagt til Rack, og det gik op for mig, at han var som de andre, men som tingene stod nu, ville han nok aldrig tilgive mig.
Og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...