Et drømmende hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
I kongeriget Kansocanien lever den 16 somre gamle Liva, som kongedatter. Hvad ingen ved er at Liva nu og da drømmer om en mand, en af de udstødte; magikerne, hvem også læser hendes drømme. En nat drømmer Liva om Alitos planer om at fange hendes bror, og hun tager afsted på en flugtløs rejse med livvagten Rack. Men hvordan holder Liva sine evner hemmelige? Og kan hun modstå Rcaks charme?
((Resume under omskrivning. Skrevet til fantasykokurrencen; mulighed 1))

22Likes
23Kommentarer
904Visninger
AA

3. Kap. 2: ""

Jeg følte mig utrolig dum, da jeg bankede på døren til min fars kontor. Jeg blev mødt af fars sekratær Ulkane.
”Godeftermiddag, prinsesse Liva.” Hun nejede let og lod mig så tage plads på den anden side af hendes skrivebord, ”Hvad vil De siden jeg får så fint besøg?” Hun smilede overdreven til mig.
”Jeg har nogen ærinder jeg skal hos kusine Kirana, så jeg ville tage med Rack og hans livgarde hen til hendes palæ. Jeg har savnet hende sådan, ser De.” forklarede jeg, mens jeg nippede til den te Ulkane rakte mig.
”Det er da utroligt sødt af Dem at ville besøge deres kære kusine. Hvornår ville De tage af sted?” Ulkane noterede alt, hvad jeg sagde ned på en lille blok.
”I aften – det haster,” sagde jeg og indskød: ”Jeg har talt med Rack, han har styr på tropperne.”
”Allerede, men hvis det haster ja, så må vi jo lade begge kongebørnene flyve fra slottet.” Mit indre bobblede af begejstring over hendes ja.
”Tusind tak, Ulkane!” Jeg rejste mig hurtigt op og vendte mod døren.
”Hvornår skal vi forvente Dem hjemme?” spurgte hun efter mig, og det gik op for mig, at jeg nok havde været lidt for hurtig. Hastigt regnede jeg på det. To dagsrejser til tårnet og to hjem igen.
”Fire dage,” mumlede jeg inden jeg lod døren lukke i. Derefter tog jeg op i min nyvaskede kjole og løb ned af trapperne til Rack, der stod ude i stalden ved hestene.
”Det gik,” mimede jeg og han gav mig en opadvendt tommelfinger. Der lugtede stærkt af valle og hest, så jeg skyndte mig op på slottet igen, for at klargøre min rejse.

Hen på aften havde jeg efterhånden pakket færdig og stod og ventede på kareten uden foran slottets port. Vi var i sommerhalvåret, men nu og da fik en kølig brise, mig nu alligevel til at fryse. Jeg anede ikke, hvad Alitos ville med Chamois. Jeg anede ikke, om jeg overhoved kunne vinde over Alitos, i mit forsøg på at befri Chamois. Det eneste jeg vidste var, at Chamois nok ville falde i Alitos favn inden for få timer – måske var an det allerede? Måske var han død?
Inden alt for mange frygtelige tanker nåede min hjerne, kom Rack gående ud fra stalden, trækkende med en sort hoppe, som han skulle føre han på.
”Karreten er klar om få øjeblikke, så Deres højhed ikke røre ved den rigtige natur,” Han grinede let til hesten og blinkede til mig. Det irriterede mig, at når han nu som den eneste sammen med Chamois, havde retten til at kalde mig Liva, så altid forværngte mit navn eller min rang mærkeligt.
”Du kan da ikke rejse i kjole!” Han rynkede panden, samtiidig med at han hentydede til vores kup.
”Hvad havde du ellers tænkt dig?” spurgte jeg forvirret og så ned af min brune kjole, som jeg med vilje havde taget så, så snavset ikke ville være så synligt.
”Nå ja, du er jo også dig Diva, vent her så finder jeg noget ordenligt, nu hvor du absolut skal forsinke os!” Han smed hoppens tøjler i hånden på mig og løb ind.
Rack kom hurtigt tilbage med en bunke gammelt ryttertøj. ”Her Diva – skift i karreten før vi smutter,” Han tog tøjlerne fra mig igen og gav mig tøjet.
”Du er så smuk,” grinede han. På trods af hans grin, var der noget i hans tonefald, der fik det til at lyde ægte, og mine kinder blussede op. Det kom meget uventet.
”Den skal du længere ud på landet med, hvis du skal få nogen til at flade for dig,” svarede jeg i et flabet tonefald, fordi jeg ikke kunne finde på andet at sige.
”Diva, Diva,” sukkede han, i samme øjeblik som karreten kom kørende. Den var stor og flot udsmykket og forrest sad kusken og styrede to hvide hingster. Meget elegant. Derefter følgerto andre livvagter.
”Vi burde kunne nå et lille stykke før midnat, hvor vi holder lejer. Så burde vi kunne være hos Kirana i morgen aften.” råbte Rack efter dem og svang sig op på sin hest. Kusken tog min hånd og førte mig ind i karreten, for derefter at ride ud af byen.
Selvom jeg vidste, hvad der ventede mig, besluttede jeg mig for at få sovet lidt, eftersom jeg nok først ville få den mulighed igen om en god rum tid.

Alitos vendte sig mod en skikkelse der sod lænket op af væggen i hans tårnværelse. Striben af måneskin nåede knapt skikkelsens fødder. Alitos fandt en æske med tændstikker frem og strøg en. Hans ansigt fik et rødligt skær fra flammen.
”Nu vil du sikkert spørge, hvem jeg er; hvad jeg vil; og hvorfor jeg tog dig tilfange. Svarene vil jeg heller ikke tøve med at give dig,” Skikkelsen hostede let og vred så så lænkerne klirrede mod væggen. ”for du er håbløs. Ingen vil rede dig, før det er for sent – men sådan er det, når man er dum nok til at ryge i en fælle.” Alitos førte tændstikken ned mod vægen i en olielampe, så hele lokalet blev lyst op. Skyggen var Chamois. Hans ansigt var forslået og hans tøj i stykker. En lang rift var ned af den ene kind. Chamois hvæsede af Alitos, men det hjalp ikke.
”Du kan ikke gøre mig noget, så snart mine tropper kommer, slår vi dig ned!” truede han, men Alitos lo bare ondskabsfuldt af ham.
”Jeja, hvis du vil blive i den tro, skal jeg ikke hindre dig, men lad os nu tage spørgsmålene,” Alitos tog sin kappe af hoved, så hans skaldede isse med en tatovering af en ravn kom til syne. ”Først kan jeg fortælle dig, at jeg er en troldmand. Forfulgt på flugt af dit folk, som en af de udstødte. Din kære lillesøster er også magisk, takket være mig, for en hævn skulle jeg jo have, så jeg forbandede det lille spædbarn, før jeg blev jaget bort. At hun til tider kan se mine drømme, er den pris jeg måtte betale, for til tider at kunne se hendes – og hun er en god spion skal du vide.” Alitos smil var slesk.
”Liva er aldeles ikke en galning!” udbrød Chamois vredt og måtte endnu engang falde sammen på jorden, i genstød fra lænkerne.
”Du kan ikke altid bilde dig ind, at alt er godt, for din lille veninde er helt og aldeles magisk. Kan du huske den dag, du smed hende i brønden, da i var mindre? Det mareridt du fik den nat, var hendes heksekunster.” Chamois' ansigt var helt hvidt.
”Hun er ikke en heks!” skreg han, men det var tydeligt at han troede Alitos.
”Lad os nu tage det næste spørgsmål; jeg vil indvandre din krop, indvarder dit land, tage en hævn over jeres behandling af magikere.” Chamois skulle til at modsige ham, men Alitos stoppede ham. ”Hver nat ved fuldmåne kan jeg brygge en drik, der gør det muligt for mig at fjerne sjælen fra et andet menneske eller dyr og indvarder den døde krop. Dermed vil jeg kunne overtage landet, når du bliver kronet. Ganske enkelt!” Alitos lo lidt over sin egen genialitet, ”Og nu giver det tredje spørgsmål sig jo; du er kronprinsen.”

”Diva, Diva,” Rack rystede mig. Jeg hvæsede af ham, men huskede så vores mission. Rack tog min hånd og trak mig ud af karreten, men jeg stoppede op.
”Jeg ved hvad han vil,” hviskede jeg, for ikke at vække de sovende ryttere.
”Senere,” sagde han, men så så ordenligt på mig. ”Har du nu glemt at skifte?” Han sukkede opgivende. Jeg borrede neglenen ind i mit ben over min egen dumhed et kort sekund.
”Løb i forvejen!” Rack løb ind i karreten, men jeg ventede på ham. Med mit tøj i hånden tog han mig i den anden og vi løb ind i skoven, selvom jeg flere gange måtte snuble og ende i den kolde skovbund, fordi min kjole var for stram.
Da Rack endelig besluttede, at vi var langt nok inde, åbnede han den rygsæk han havde medbragt og rakte mig et tæppe.
”Undskyld,” sagde han og tilføjede: ”Gå nu hen og skift.” Jeg modtag tøjet og kommenterede ikke på mit ubekvemte omklædning.
”Du er stadig smuk,” smilede han, da jeg kom ud iført tøj, jeg aldrig havde troet jeg skulle se mig selv i.
”Som om jeg ikke selv ved det,” svarede jeg, selvom jeg følte mig usikker på, at vise mig, så grim foran ham.
”Du er en ægte Diva,” han trak mig ind i et kram, ”Og jeg kan li' det.” grinede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...