Et drømmende hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
I kongeriget Kansocanien lever den 16 somre gamle Liva, som kongedatter. Hvad ingen ved er at Liva nu og da drømmer om en mand, en af de udstødte; magikerne, hvem også læser hendes drømme. En nat drømmer Liva om Alitos planer om at fange hendes bror, og hun tager afsted på en flugtløs rejse med livvagten Rack. Men hvordan holder Liva sine evner hemmelige? Og kan hun modstå Rcaks charme?
((Resume under omskrivning. Skrevet til fantasykokurrencen; mulighed 1))

22Likes
23Kommentarer
923Visninger
AA

2. Kap. 1: "Vil du ud af dine vanskeligheder eller hvad?"

Stakåndet vågnede jeg op og missede med øjnene mod en skarpe sol, der strøg ind af mit vindue. Det var ikke første gang jeg havde drømt om manden. Ikke at det var tit, men det var værre end mareridt; ikke selve drømmen, men det den gjorde mig til, når jeg drømte den. En af dem. Og de var farlige. Der var en grund til at hver enkelt af dem sad fængslet i slottets dybeste fangekældre. Galeanstalten. Dem der blev betragetet som tilhængere af ham. Derfor havde jeg aldrig fortalt nogen om mine evner.

Manden kendte jeg bedre end man skulle tro. Når jeg havde drømme som i nat, hvor jeg drømte, hvad han havde lavet den forhenværende dag, lærte jeg en del om ham. Han hed Alitos. Levede i Drakastårnet. Og så drømte han også om mig.
Alle kendte ham – og alle frygtede ham. Ham der havde dræbt min fars søster med sine evner, som hævn for at min bedstefar i hans kongetid havde set ned på magikerene. Siden da var alle af hans slags fængslet – anklaget som hans tilhængere.
Jeg åbnede mit smykkeskrin der stod ved min seng, åbnede et hemmeligt rum i bunden og fandt en lille seddel. Hurtigt satte jeg en streg og talte dem. 13 streger. 13 var dæmoners tal, hvilket gjorde at jeg endnu hurtigere prøvede at glemme drømmen.
Jeg stod op vaskede mig, tog en nydelig grøn kjole på, flettede mit blonde hår, og stadig sad drømmen klistret til mig som lim. Efter morgenmaden, så jeg mit snit til at løbe ned på Galeanstalten, bare for at skræmme drømmen væk. Mine forældre brød sig ikke om, at jeg rendte rundt dernede, men når jeg drømte var det nødvendigt.
Galeanstalten lå under slottet, men den var godt bevogtet af soldater, så ingen kom hverken ind eller ude derfra. Dog havde jeg, efter at måtte konstatere, at det var umuligt at snige sig forbi vagterne, fundet min egen vej derned, som ingen kendte til – endnu. Jeg gik gennem den store hal og hen forbi bevogtningen, som jeg hilste på med et lille nik, og fortsatte derefter hen af en smal gang, der førte til vagternes kontor. Under gulvtæppet var en hemmelig lem, som skulle bruges i nødstilfælde – hvilke nødstilfælde anede jeg ikke, men den var perfekt til mig og mine nødstilfælde. Da ingen kiggede smuttede jeg nede gennem lemmen og landede på en trappe, hvor jeg lige nøjagtig var blevet høj nok til, at jeg kunne lukke lemmen igen, det havde været et problem da jeg var mindre.
Den lange trappe der første ned til fængslerne, så ikke ligefrem indbydende ud. Stenvæggene var fugtige, og der lå det samme mørke, som der havde gjort i min drøm. En kongedatter som jeg burde ikke færdes sådanne steder, men til tider var det nødvendigt. Begge mine forældre havde travlt med at regere riget Kansocanien, til at de kunne standse mig i det, og selvom de havde ansat et hav af tjenestepiger til at holde øje med mig, sad de mere og hang ved min storebror Chamois skulder. Først fordi han var bragede smuk. Blonde slangekrøller, lysegrønne øjne ligesom mig, og så høj og muskuløs, hvilket var stikmodsat min lave og spinkle figur. Dernæst for at blive giftet ind i familien, for når han overtog magten, ville de dermed blive dronning - og det var ingen dårlig titel. Selv havde jeg også en del af den slags - dog drenge - men så længe jeg blev på slottet, var der ingen efter mig, for alle der var mindst tyve.
Jeg blev revet ud af mine tanker igen, da jeg nåede døren. Krampagtigt åbnede jeg den og så ind mod den lange gang. Klagede hyl lød fra alle sider. Ødelagte mennesker lå i bunden af deres celler på begge sider. Nogen legede med deres kræfter, andre lå udsultede og hulkede. Det var et stødende syn. Så snart de så mig løb de hen mod tremmerne. En begyndte at bede mig om udelukkelse, en anden skreg vrede ting efter mig. De var gale; og de skræmte mig. Jeg vendte om på tåen, løb tilbage mod døren og lukkede den efter mig.
Den drøm skulle væk!

Til middagsmaden havde jeg efterhånden fået dræbt drømmen, men den skulle ikke vise sig at forblive skjult, for jeg opdagede hurtigt en ting. Selv ved det gigantiske langbord, kunne jeg med det samme se at Chamois manglede.
”Hvor er Chamois?” spurgte jeg bekymret tjenestepigen, der sad ved min højre skulder.
”Han tog af sted for at hjælpe Kong Hamelok,”
I mit febrilske forsøg på at glemme drømmen, havde jeg ikke fået tænkt over, hvad den rent faktisk handlede om, og at jeg måtte forhindre Chamois i at tage af sted, for var der en ting jeg havde lært om Alitos, var det, at han altid gjorde folk ondt. Jeg havde set ham slagte folk på de grusommste måder, hvilket havde ført til mareridt flere måneder i træk efterfølgende. Jeg anede ikke, hvad han kunne finde på, og det gjorde mig kun endnu mere nervøs. Panisk rejste jeg mig fra bordet, selvom det var mod min etikette. Helt forvirret styrtede jeg ud af storsalen for at få styr på mit hoved. Jeg kunne ikke råbe op om min drøm, alle ville tro jeg var sindssyg. Var det værd at ende på galeanstalten for at rede min bror? Hvad ville Alitos med ham – og hvorfor lige Chamois?
Jeg blev med at løbe, fordi at jeg ikke fandt grund til at stoppe. Ud af porten, forbi vagterne der så mistænksomt efter mig, ind i landsbyen, langs bymuren. Jeg kunne høre skridt bag mig, og jeg vidste hvis. Racks. Min personlige livvagt – og den eneste der kendte til mine problemer. Hans familie havde godt kendskab til mig, og vi havde derfor kendt hinanden fra barnsben, og nu var han så min livvagt.
Da mit åndedrag ikke lod mig løbe længere standsede jeg forpustet op i en gyde, uden overhoved at vide, hvad jeg lavede. Jeg burde være i skole nu. Helt ud af mig selv satte jeg mig ned i et hjørne og græd. Rack stod lidt og betragtede mig, så jeg ikke gjorde noget dumt. Tårnene blev til flere, da min kjole blev beskidt af snavset fra muren og jeg skreg hysterisk af en bille der begyndte at kravle op af mit ben, for derefter brutalt at myrde den.
”Diva, kom her.” Jeg orkede ikke, at han igen skulle bruge øgenavne, især ikke nu og hvæsede bare af ham.
Folk gik passerede mig på gaden, og jeg skjulte mit ansigt i hænderne, for at de ikke skulle genkende mig. Jeg kunne ikke overskue drenge der kæmpede om min hånd og koner der ville kommentere mit udsende – slet ikke som jeg så ud nu.
”Smil til verden så smiler den til dig – hvad græder du så for?” Jeg kunne høre Rack sætte sig ned foran mig. Mit blik gled op. Rack stirrede lige ind mine øjne. Jeg betragtede ham. Rødt hår og fregner. Han var muskeløs og høj og hans skægstubbe fik ham til at se ældre ud, men der var noget drenget i hans smil, så det stod klart at han ikke var mere end seksten somre. En mere end jeg. Han grinede, da han så mig. ”Når Diva prinsesse – hvad græder du nu over, du har sgu da alt hvad man kan tænke sig?” Jeg sukkede. Han behøvede ikke ligefrem sidde og gøre grin med mig.
”Liva,” svarede jeg vredt. ”Jeg er ikke i humør til at blive kaldt Diva, det ved du Rack!”
”Nu ikke så sur, Diva, fortæl mig i stedet, hvad der nager dig, så vi kan få et smil på dine læber igen.” Rack satte sig på jorden foran mig. Selvom jeg burde være sur over hans attitude, kunne jeg ikke, for Rack var Rack. Jeg kunne godt lide den måde, han drillede mig på; fuldstændig ligeglad med min rang. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule. ”Se nu der sådan skal det være!” Han klappede.
”Alitos,” Jeg sendte ham et halvkvalt smil, da jeg så han frøs til is.
”Igen? Åh Liva, jeg troede du sagde det var fordi sidste gang.” sukkede han og tog mig op på skødet af sig. ”Fortæl,” Han begyndte at lege med mit hår.
”Okay – jeg vil prøve.” sukkede jeg og lagde mig til rette op af hans brynje, så jeg så mindre sur ud. ”Jeg så Alitos skrive et brev til Chamois i Hameloks navn, for at bede ham om at komme ud til Drakastårnet. Han skjulested siden drabet på Prinsesse Aurora. Og nu er Chamois taget af atsed, og jeg ved ikke, hvad Alitos vil med Chamois, men hvis han dræber ham...” Jeg turde ikke tænke tanken til ende om at miste min højtelskede bror. Rack så usikkert på mig, fordi jeg havde talt så hurtigt, men nikkede så.
”Jeg er helt med,” smilede han og tog min hånd. En varm følelse gik igennem mig.
”Men hvad skal jeg gøre? Nogen må tage af sted og rede ham!” Jeg så håbløst på ham, for jeg anede ingen levende råd.
”Hvorfor tager du ikke bare selv af sted?” Han så på mig som om jeg var idiot.
”Det er ikke et job for en pige – og da slet ikke en prinsesse!” Jeg rullede med øjnene af hans tåbelighed.
”Piger kan mere end du tror!” Han blikkede med det ene øje, ”Der er maks to dagsrejser til det tårn!”
”1. Vi har ingen plan. 2.,” Jeg begyndte at tælle på mine fingre. ”Vi kommer aldrig ud af byen. 3. Jeg er stadig en pige, 4.” Han tog mig for munden.
”Vil du ud af dine vanskeligheder eller hvad? Vi to kan sgu sagtens rede din bror på nul komma fem,” Han smil lokkede, og jeg opgav at sige ham imod. Han var umulig, men på den anden side, var der ikke andre muligheder, hvis Chamois skulle overleve – og det skulle han. Savnet brændte allerede i mit bryst. Jeg græmmedes og vendte mig få at gå.
”Kom nu, Diva! Lad mig følge dig hjem,” råbte Rack efter mig. Jeg så tilbage mod ham og rullede med øjnene, men stoppede alligevel og lod ham løbe op ved min side. ”Vil du have et lift hjem?” spurgte han og vendte ryggen mod mig. Let hoppede jeg op. Tit havde vi gået sådan, siden vi var helt små, og det føltes trygt at side på Racks ryg.
På vejen hjem, satte han mig ind i hans planer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...