Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1238Visninger
AA

18. Tilbageholdt Af Ord

Derfor er denne ”behandling” eller opfedning, som jeg kaldet det og hvilket det rent faktisk også er, ikke mit ansvar, for jeg har ikke givet dem lov. Ikke fordi, jeg gerne vil tænke på mad og kalorier resten, og det kan jo ikke være lang tid, af mit liv, men jeg skal ikke lade være. For, hvad kommer jeg ud til? Et liv? Nej jeg er allerede død, familie? Nej døde, som sagt, sammen med den lille pige de myrdede. Veninder? Mine veninder er min familie, det er dem der trækker. Det er dem jeg vil ud til. Ikke mit liv, for der venter mig ikke noget liv derude. Jeg vil ud til min Honey, mine piger og min Bootie.

Der er på ingen måde nogen retfærdighed i, at man skal være her. Dét, er også én af de ting mine ”forældre” ikke har fattet endnu: når jeg er 15 år, er det ikke længere deres ”underskrift” der kan holde mig her. Det er noget jeg selv bestemmer. Jeg kan så blive tvangstilbageholdt, men jeg har tænkt mig at slippe ud af det her rædselsfulde sted. Faktisk er der ikke ét eneste ord, i hele verden, der kan beskrive min vrede, sorg og utilfredshed med dette sted. Jeg ved bare, at hvis jeg bliver tvangstilbageholdt, så er jeg den der er skredet. Jeg skal fandme ikke spilde mere at min tid her. Indtil videre har det hele bare været forgæves. Ja, jeg har taget for meget på i vægt og nu er jeg bare endnu mere identisk med en blåhval, men mit hoved og sind har sgu ikke fåeet det

Jeg ved, hvem der slog mig ihjel. Mor, ville du overhovedet have mig? Det tror jeg ikke. Du siger at I begge gerne ville, og hele den der lange historie. Men ved du hvad? Jeg tror du hellere ville være fri for mig. Faktisk ville du ønske, at du kun havde fået ét barn. Og det skulle selvfølgelig have været den anden: Patricia. Tvillinger… alle syntes, at det er så underligt, at vi ikke er tættere knyttet.. men ved du hvad? Jeg tror det er fordi, at det på en måde er en evig og uendelig kamp om at være bedst. At være tvilling, er som er blive sammenlignet KONSTANT! Sammenligningerne stopper aldrig… ikke før vor liv gør. Og jeg kan ikke klare disse sammenligninger mere! Jeg er mig, og jeg ER rent faktisk god nok som jeg er. og hvis du ikke syntes det, min højt elskede mor, så er det ikke længere mit problem, det er dit. Jeg skal ikke ændre mig, fordi du har et problem. Det begynder jeg så småt at indse: fordi andre har et problem, skal jeg ikke straffes. Jeg skal ikke længere lide jeres smerte, eller bære jeres byrder. I burde bære mine, som forældre burde I bære mine byrder, og langt fra omvendt. Jeg er blot et barn, dog på 15 år, men jeg er et barn. Dette kæmpe ansvar, jeg har taget på mine skuldre, med selv at finde løsninger på alt, samt læst psykiatriloven om og om igen, blot for at kunne argumentere overfor lægen at mine rettigheder ikke blev overholdt, det burde jeg slet ikke være nødt til. I burde have undersøgt det, for det er jeres ansvar, og ikke mit. Men nu føler jeg, at mit liv er mit ansvar, og tro mig det ved jeg godt at det er, men stadig kun til en hvis grænse. Og I burde have sat den grænse, men det har I ikke: jeg har taget ansvar, selvom jeg kun er et barn, og I har trådt tilbage, og tvunget mig ud i, at tage det forfærdelige ansvar, fordi I forlod mig da jeg havde allermest brug for jer. Tak. Tak for L O R T. til min fordel er det dog en smule, fordi jeg nu ved, at jeg rent faktisk kan udskrive mig selv, og at I, selvom I er mine ”forældre” ikke må inddrages lige så meget i min ”behandling” som hvis jeg var under 15! HA! HA! Så det, at I forlod mig og på den måde tvang mig til at tage action, det har ramt jer selv som en fucking boomerang! Nu er I ude af behandlingen og har INTET abso-fucking-lut NADAR at skulle have sagt! Alt ligger hos mig nu! Så fuck da for helvede af! i skulle have været der, da I havde chancen… det er for sent, og I kommer til at lide under det. Jeg skal være rask nu. Om jeg så skal tage et par kilo på fordi jeg ikke kan udskrive mig så, så ryger de så fint igen, og jeg kan starte recovery, på den RIGTIGE måde! Ingen restriktioner, mindst 3000 kalorier om dagen, ingen motion (måske gåtur nogle gange om ugen dog), men det er endelig tid… endelig er min tid kommet, til at blive rask. Det handler ikke længere om jer, men om mig. Nu er det mig skal der i fokus, mig der skal være rask! Til helvede med jeres små latterlige problemer! Det er fandme mig der lider! Men ikke mere! Det er nemlig ikke maden der er et problem, og det ved I udmærket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...