Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1220Visninger
AA

13. Psykisk syg eller overintelligent?

Åh, kære Milli! Disse diskutioner har vi haft så mange gange. Du ved kun at jeg er syg... Alvorligt syg... Du tror det handler om maden, men nej... Det gør det ikke. Overhovedet... Og jeg har skrevet det ned til dig, for at du kan forstå det. Læs videre, min pige. Læs videre og forstå dén sygdom, som kun de færreste forstår: 

Jeg er syg. Alvorligt syg, faktisk. Så syg, at jeg ikke selv kan se det. Så syg at jeg er ved at dø: jeg er ved at slå mig selv ihjel langsomt. Men det er egentlig også det, jeg har allermest lyst til. Og alle fortæller mig det hele tiden. Der var den gang hvor Charlotte kommenterede det, så var der farmor og farfar og mormor, der decideret spurgte om jeg var syg, og sagde at hun selv havde arbejdet med sådanne nogle som mig. Hvad filen betyder det? Nogle gange må jeg indrømme at jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Som den gang mor pakkede en taske med mit tøj og mine toiletartikler, og far holdte fast rundt om mig. Desuden blev de også nød til at trække og skubbe mig ind i bilen, og da jeg endelig rent faktisk kom ind i bilen, nægtede jeg at tage sikkerhedsselen på. Jeg blev ved med at fortælle dem, at hvis de indlagde mig, ville jeg ikke komme ud igen. Til alle jer der ikke forstår dét, betyder det selvmord. Jeg har faktisk aller mest lyst til at begå selvmord, for det er den eneste udvej. Men jeg har ikke lyst til at mine forældre skal finde mig, død og med en kniv i hånden og dybe sår i begge håndled, på mit værelse. Det kan jeg ikke, det er for godt til at være sandt ondt og egoistisk. Inden du dømmer mig dit uforstående og ubekymrede menneske, så prøv at sætte dig i mit sted selvom at jeg ved du ikke kan for vi to er vidt forskellige: du vil indtage alt usundt, (heriblandt slik, chips, popcorn, kage chokolade, kakao, sodavand og saftevand) som jeg aldrig nogensinde ville røre. Men det forstår du ikke. Men prøv. Ellers så stop med at læse HER!

Jeg er ikke rask. Faktisk har jeg ikke været tættere på at dø. Mange i min omgangskreds tror, at jeg er rask. Eller det går jeg ud fra at de tror, når de spørger således: ”har du nogensinde lyst til at vende tilbage?” eller ”savner du det”. Så tror jeg, at de med ”tilbage” mener tilbage til sygdommen. Men det de ikke forstår er, at sygdommen ikke er væk: jeg er hverken kureret eller rask. Overhovedet. Selvølfgelig kan jeg godt se, at de tror det er ligesom en forkølelse: der kommer lidt optakt, så slår det ud, man tager noget medicin eller pudser sin næse og til sidst går det langsomt og harmløst over. Men sandheden er, at anoreksi ikke bare ”går væk”. Hvis man ikke i starten af sit behandlingsforløb stiger hurtigt nok i vægt, så udvikler det sig til en kronisk sygdom: en sygdom du aldrig nogensinde kommer af med igen. Ergo: jeg er ikke rask. Jeg er syg, I ser det bare ikke fordi jeg smiler, og jeg går rundt. Men jeg er faktisk ved at ødelægge min krop, og det kan jeg ikke selv se.

Mest af alt, er jeg bange for at der ikke er nogen der sådan rigtig forstår mig for det er der ikke. Der er folk, der er uddannet i det her, men det betyder jo ikke at de ser det fra min synsvinkel. Og de folk, altså dem der ikke kan se det fra min synsvinkel, er der mange af. Men ingen, indtil videre, der holder fast ved mig. Endnu en reminder om at man ikke er noget værd. Men det er også herhjemme at man ikke føler sig velkommen en gang i mellem, når for eksempel man overhører andres samtaler. Hele min krop er træt: mit hoved, min brystkasse, min næse, min hals, mine ører og min mave. I min mave og mit hoved er der en ting. Faktisk et monster. Som jeg holder tæt til mig, for jeg kan ikke og VIL ikke miste det. Og det monster skal jeg af med. Uanset hvor meget jeg gør, vil Monstret altid sidde dybt i mig. Jeg vil gøre ALT for at komme af med Monstret, for det skal ikke være her. Det er en del af mig. Det er et udefrakommende væsen, og jeg ved ikke hvor dets oprindelsessted er. Til ethvert menneske ligger der to sider, som for det meste er en god og en mindre god. Der er på en måde også sådan to halvdele af mig, og Monstret er den ene, desværre. Det er løgn. Monstret kontrollerer begge dele. Og det er desværre mine forældre der står til regnskab for Monstret. De har ikke selv bedt om det. Det er dem, der betaler når vi spiser. Dem der skal høre på mig. De ville være meget bedre tjent uden mig, for så var problemet løst. Jeg elsker dem, mine forældre, virkelig meget, og hvis jeg kunne gøre bare én ting for dem, ville jeg lette den byrde, som jeg er, der ligger på deres skuldre. For alle de der psykologer, læger og eksperter siger at madansvaret ligger hos forældrene, men det gør det vel egentlig ikke: jeg synes at det ligger hos mig. Jeg er bare ikke ansvarlig nok til at tage ansvar for mig selv, eller noget som helst andet. Jeg tror ikke de forstår hvorfor ”jeg” gør som jeg gør når vi spiser, eller hvilke tanker der er i mit hoved, men jeg tror at de prøver. Og jeg elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker dem VIRKELIG højt. De ved det bare ikke. Jeg ville ønske at de vidste at jeg elsker dem rigtig højt og at jeg gerne vil igennem det her men Monstret holder mig fast, og vil ikke give slip på mig. Det har ædt sig ind i mit sind. Jeg vil oprigtigt og meget ærligt, gøre alt for dem. Og de vil også gøre meget for mig tror jeg. Aldrig nogensinde ville jeg bede dem om at tage orlov fra deres arbejde bare på grund af mig. Jeg ved, at de måske hungrer efter at se og snakke med andre mennesker, og ærlig talt gør jeg også. Man bliver syg i roen af at gå herhjemme. Faktisk gør det kun tingene værre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...