Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1241Visninger
AA

4. Kan Du Huske?

"Ja mor, kan du huske..." Læste jeg højt og lyttede efter at der ikke var nogle hjemme til at se efter hvad jeg lavede, men her var ingen. "Dengang jeg havde glemt min gymnastiktaske ovre på skolen, og da jeg kom hjem, turde jeg næsten ikke sige det til dig, men alligevel gjorde jeg, for jeg overbeviste mig selv om, at dér i 0. bare var en dårlig dag for dig, ikke? Men var det mon det? Hahaha, jeg kan allerede høre dig grine mor. Nej, det var ej, du var bare dig selv, som altid: en led mor der er ligeglad med mig, som sædvanlig. Da jeg forsigtigt kom ind af hoveddøren, som om det ikke engang var mit hus, som om at jeg frygtede en drage der ville komme og spye ild i hovedet på mig, og brænde mit hjerte, men nej. Det var meget værre, for dú brændte min sidste kærlighed og min troskab til dig. Og da jeg havde fortalt dig om det, kan jeg tydelig huske at du råbte af mig og skreg ind i hovedet på mig at jeg med det samme skulle cykle tilbage på skolen og hente den. En anden ting jeg også husker, er at vi tyve minutter efter jeg var kommet hjem, skulle ud til mormor, bare for hyggens skyld: jeg tiggede dig om at vente på mig, og alt du sagde var, at hvis jeg kom hjem inden de tyve minutter ville hun vente, ellers... Af frygt for at du ikke ville vente, sprang jeg op på min cykel, trampede hårdere i pedalerne end nogensinde før og græd på turen derover og hjem igen. Da jeg kom jeg var femten minutter gået, så jeg nåede kun lige at smide tasken ind på mit værelse, og så var du allerede ude af døren og på vej ind i bilen, men heldigvis kom jeg da med, men ville du rent faktisk vente, eller ville du være kørt? Hvis du havde spurgt mig dengang ville jeg nok have svaret at du bare ville have mit til at køre hurtigt, men i dag, i dag vill jeg være sikker på at du bare kørte din vej." Min mor? Ville hun virkelig gøre sådanne noget? Men hvorfor skulle Merit ellers være død, eller hvorfor skulle hun lyve? Det ville hun ikke gøre, ikke dø og efterlade en dagbog fuld af løgne. Alle disse spørgsmål, jeg måtte læse videre, kunne ikke stoppe. "Og siden da har jeg haft fuld tillid til min mormor. Jeg kan ikke engang forstå at du er hendes afkom, jeg mener, mor, at hun er så venlig, kærlig og tilgiver let, mens du aldrig tilgiver, ligesom mig. Jeg vil aldrig nogensinde tilgive dig for at have slået mig langsomt ihjel indenfra og ud, aldrig nogensinde. Jeg husker endda den tale jeg skrev til min konfirmation, som handlede om hvor meget jeg elskede mormor, men selvfølgelig havde ingen af jer regnet ud hvor meget jeg hadede mor, for jeg er en fantastisk, eller var, skuespiller. Hver evig eneste dag smed jeg mindst ti falske grin og smil over disken, bare for at gemme mig bag dem. Og I var selvfølgelig alle sammen dumme nok til at tro på det, bare én ikke havde været så dum. Mormor, jeg elsker dig stadig, og det vil jeg altid gøre, du var den eneste jeg så op til. Og jeg havde selvfølgelig alle mine dejlige veninder, 3, som jeg kunne stole på, og særligt én elskede jeg meget højt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...