Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1268Visninger
AA

11. "Jeg Elsker At... Tegne Kan Man Vel Kalde Det?"

Cut, cut, cut. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Overhovedet. Jeg stirrer bare på et stykke tomt papir, uden at blyanten i min hånd noterer der ord som min hjerne tænker. Det er krid hvidt og helt tomt. Stakkels ensomme stykke papir. Men nu er det ikke ensomt mere, for jeg har lige noteret tre linjer. Vil du overhovedet høre mere, kære Milli? Vil du overhovedet høre mere om dette ynkelige og kedelige liv?

Hvis vi lige springer videre til noget andet, kan du så huske det digt jeg fortalte dig om? Dét digt som jeg havde skrevet til præst? Sandheden er at jeg ikke kan finde det. Faktisk, ligger det måske i min "diverse-kasse". Dén kasse der står på min hvide IKEA-reol, lige ved siden af den kasse hvor de breve, jeg har skrevet til mormor, ligger. Ja, ja, Milli. Den er god nok: De breve jeg skrev til mormor. Men hvad er nu det for nogle breve? Kære Milli... Din utålmodighed må du arbejde lidt på, det er godt at være lidt spændt en gang i mellem. Nå, tilbage til brevene: Du vil gerne vide lidt mere om dem, ikke? Måske. Måske. Måske vil jeg skrive dem ned heri. Måske ikke?...

Nu jeg tænker over det, så har jeg faktisk en ting jeg lige vil påpege. Dét der med at forældrene tror at deres barn går i seng, bare fordi barnet siger godt, lukker døren og slukker lyset. Tro mig, kære mor. Der er meget mere bag min dør end du overhovedet kan forestille dig. Måske er jeg alene, måske ikke. Dear mama. I'm not alone. All my demons are here. And they keep me entertained. They keep me entertained with blood. Mit blod. Og når jeg slukker lyset, så elsker jeg at tænke på at I overhovedet ingen som helst idé har om hvad der foregår inde på mit værelse. I sidder nede i stuen, som mit værelse for øvrigt ligger lige op ad, og tænker overhovedet ikke på mig. Det skal I heller ikke, for det lyder bare egoistisk. Alting er meget bedre når I ikke blander jer: Når I ikke ved hvad der foregår, for selvom I prøver at belære mig, prøver at fortælle mig at jeg ikke er klogere end en voksen (hvilket I gør tit) så forstår I mig stadig ikke. Og jeg har aldrig sagt at jeg var klogere end en voksen, men jeg ved at jeg er smartere end en voksen. Ihvertifald end jer. For I aner overhovedet ikke hvad der foregår i mit hoved. I ved ikke om jeg er sur, glad, ked af det eller over-lykkelig. I har ingen anelse. I har heller ingen anelse om hvad jeg laver. 

For lidt under to år siden, en dejlig lørdag, havde jeg en aftale omkring klokken 12, med en pige fra min klasse. Hun skulle komme hjem til mig, vi skulle hygge, spise sammen og så skulle hun hentes. Lørdag morgen ringer jeg til hende (og jeg kan ikke huske årsagen) og vi snakker lidt, hvorefter jeg lægger på. Så fortæller du så, mor, at I skal ud og spise brunch. Endda på min yndlingsrestaurant, men uden mig. Kun dig, far og Milli. Dén følelse at blive valgt fra til den eneste person man bare vil være bedre end... den er dræbende.

Og så her i går havde Milli sin veninde sovende, hvilket havde været aftalt i godt en to-ugers tid, og mor og far skulle ud og spise med vores nabo (på min yndlingsrestaurant, igen). Milli og jeg vi havde aftalt også at tage ud, så vi kunne have det "hyggeligt". Milli, du havde så hverken tænkt over at din veninde sov her om morgenen, eller om du overhovedet havde råd til det. For det havde du i så fald ikke. Så vi ville tage ud og spise 3-retters menu i stedet, og du skulle bestille bord. Det viser sig så at dealen (på den 3-retters menu) kun gælder efter klokken 15. Så jeg skriver til dig at du først skulle snakke med mor og far, for at se om det var i orden med dem, angående tid, og tog og aftensmad. Det gør du så ikke, men bestiller bord alligevel, hvilket du ikke fortæller mig. Du havde så aftalt at din veninde skulle hentes 10:30, men du sætter du afhentningstiden til klokken 13. Det fortæller du heller ikke. Senere skriver mor så at naboen er blevet syg, og om vi vil med jer ud og spise brunch. Jeg svarer så ja, hvorefter jeg bliver ringet op af mor og hun fortæller at du, Milli, har bestilt bord og at vi så ikke kan tage med alligevel. Dét gør mig så overdrevet sur, at du ikke har tænkt dig mere om, dumme Milli. Du er så dum, så dum, og du giver "teenager" skylden. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på den gang jeg havde en veninde på besøg, og skulle ud... Men der er sgu forskel, kan jeg se. Og der er intet jeg hader mere, end dén forskel. Så tak, for el o er t, Milli. (Er du overhovedet klar over hvad der står, lige der? "el o er t"? Prøv at tænke på de enkelte ord som ét bogstav. Lyden lyder som bogstavet, og sæt derefter bogstaverne sammen. Så har du dannet ordet.) 

Jeg vågnede 12:11, og anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. For, er der overhovedet en mening med det he liv? Nej! Jeg er født til at dø, og jeg dør inden jeg er fyldt 18. På den ene eller den anden måde. Millis veninde skulle åbenbart hentet klokken 13, og da jeg selv var blevet vækket af en der pudsede næse og mor og far ikke var hjemme, gik jeg ud fra at I var oppe. Klokken 15:42 bliver jeg så ringet op af far, som fortæller han ikke kan få fat i jer ,og at veninden skulle have været hentet klokken 13. Jeg vækker jeg så, og I fortæller at jeres telefoner har været åp lydløs? Lam undskyldning!  Men I kommer op og afsted, hvorefter Milli og jeg selv kører op og spiser Pizza. Det smagte nu meget godt, men jeg føltes mig så oppustet... så... fed! Så udover vi kørte næsten 2 kilometer der op og tilbage igen, så dansede vi "Just Dance", da vi kom hjem og inden jeg gik i bad skete det: To små knogler, bestående af andre knogler ligeledes, som er placeret for enden af den flade klump på min arm, krøb langsomt hen over min tunge. Den krøb længere. Længere, Længere og til sidst kunne jeg ikke se andet, i spejlet, end 3 centimeter mere af min hånd end mit håndled. Altså var næsten hele min hånd inde i min mund? Hele min ånd! Og jeg følte det, det sure opstød - opstødet til opkast. Og lidt spyt kom op fra min mavesæk. Bare rolig Milli, jeg skal nok lade være med at beskrive det for detaljeret. Så alt i alt brækkede jeg næsten al pizzaen op igen. Det smagte surt... og af nachos, men ikke så underligt, for der var nachos oven på min pizza. 

Men ligeledes som jeg brækkede mig uden i har lagt mærke til det, ligeledes har jeg cuttet. MANGE gange, og ingen af jer har nogensinde kommenteret det. I er totalt ligeglade, og lad os lade det blive sådan. Det er bedst I først opdager at jeg er døende, når der ingen vej tilbage er: Når jeg skal dø, uanset hvad. 

Så tak for jeres opmærksomhed, tak for jeres ligegladhed. Den sætter jeg virkelig pris på. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...