Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1212Visninger
AA

3. Fri Som En Fugl

"Nej, kære Milli. Hvor jeg bare elskede om morgenen at gå igennem kirkegården på vej til skole, og høre fuglene synge, det var fantastisk. Bare at lade tankerne flyve og glemme tiden, glemme alt det forfærdelige, glemme at jeg en dag ville dø, glemme mor. Har du det også sådan, eller lever du stadig i dine barndomsår? Undskyld jeg siger det Milli, men ¨når folk kommer ud af deres barndomsår, opdager de den virkelige verden, og ser ting såsom cutting, anoreksi, had, selvmord, kærlighed og mange flere ting. Men er du nået dertil, endnu? Jeg gik ud af mine barndomsår, allerede som 6-årig. Dér lærte jeg at stå på egne ben, og helt ærligt Milli, så har du altid været lidt langsom, syntes du ikke?"

Nu var hun lige pludselig begyndt at give mig skylden for en masse ting, selvom jeg sad her og læste hendes dagbog, for hendes skyld?! Det sværeste var ikke at sidde inde på hendes dystre og tomme værelse og stirre ud i luften, men at acceptere at hun ikke var her længere. Hun var altid ærlig, velig og imødekommende, og sød imod alle. Men hvem var Di? Det måtte jeg finde ud af.

"Du lærer nok aldrig at stå på egne ben, men det er jo dit problem." Jeg tog en dyb indånding og læste derefter videre. "Kan du huske mor, dengang du sagde at jeg havde overtaget Millis venner, efter hun var taget på ferie? Og hvor du sagde at jeg ikke skulle? Det er jo mit VALG!¨MIT! Har du overhovedet nogen idé om hvor meget jeg elskede dig? Før i tiden, altså. Nu er det slut."

Skoleklokken ringede, hurtigt smed jeg Merits dagbog dybt ned i min skoletaske og lod som ingenting. Dér kom Louise og Serena og modtog mig med store smil, og jeg glemte et øjeblik alt om dagbogen. I dansk skulle vi starte med at læse, så jeg trak en stor bog frem med dagbogen indeni og håbede at læreren ikke ville opdage noget: "Hvad med den gang, hvor du gav mig en lussing, kan du huske det? Eller kommer dén ikke med på din Top 10 over ting du kunne gøre bedre. For, kære mor, den sad sgu godt. Lige på kinden, et stort rødt mærke, som kun ville forsvinde fysisk, aldrig ville den forsvinde phsykisk. Den ville ikke komme med på min Top 10. Der sad tårer og sorg fast i det røde mærke, og lussingen samt smerten vil altid være der, ligesom dig, desværre. Dit eget liv er i fare, kære Milli. Utroligt meget i fare." En stemme afbrød mig: "Millicent, lytter du efter?" Spurgte læreren og jeg kiggede flovt op fra dagbogen og lagde den hurtigt på bordet. Lantinske verber, helt ærligt? Så ville jeg da meget hellere læse videre i dagbogen. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på hvad hun mente med 'fare'? Lærerens snak blev blandet med teksten i dagbogen: liv, død, had, sorg, mor, skole, venner, piger og drenge: hvad er sandhed og hvad er opdigtet? Alt blev sløret efter en plet havde sat sig på mine hornhinder og al lud blev uklart og ordende flød sammen i ét. "Du er helt hvid i hovedet!" Sagde Louise. Og jeg nikkede og rakte derefter hånden højt i vejret, hvorefter jeg blev sendt hjem, grundet kvalme, svaghed og uklare syn. Da jeg kom hjem, ønskede jeg mest af alt bare at ligge mig ned, sove og glemme alt, drømme om det uvirkelige, drømme om det overnaturlige, men jeg kunne ikke, noget tvang mig til at læse videre... Så hurtigt sprang jeg op af sengen, fløj hen til min taske og greb dagbogen, og endte igen på sengen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...