Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1224Visninger
AA

5. Farlighedens Farlighed

"Ja, kære mor. Hvad kan jeg ellers sige? Når ja, den gang jeg elskede at skrive historier, og ved du overhovedet hvorfor? NEJ?! Det er fordi at jeg virkelig har brug for et sted at liggemine tanker, et sted hvor jeg intet behøver et tænke, et sted hvor at det er som om at jeg er død, og ja jeg skrev lige DØD. Sådanne en slemt ord er det altså heller ikke, det sker jo for os alle sammen. Og jeg valgte bare at styre mit liv, i stedet for at det styrede mig! Og så besluttede jeg jo at dø lidt før tid, ikke?

Når men den dag, den dag hvor at du fik mig til at skære i mig selv. Det kan du garanteret ikke huske, men du var jo heller ikke hjemme, så jeg bebrejder dig ikke noget. Eller den gang jeg skar hul i min tommelfinger, det var godt nok det bedste under-cover jeg nogensinde har lavet, hold da helt ferie! Det eneste jeg virkelig hader, er, at jeg stadig elskede dig! Derfor græd jeg jo hele tiden. Jeg græd mig selv i søvn, plantede blod og tåre i min dagbog, kun fordi at jeg stadig elsker dig. Kun derfor. Så ja, jeg elsker dig, mor. Men hver gang jeg sætte min lid til dig, laverdu den om til ild, så du gjorde det ikke ligefrem nemmere at være mig.

Så farlighedens farlighed er at jeg elskede dig. Men én af os skulle jo dø og det blev mig. Nu vender jeg lige kort tilbage til tankerne. Har du nogensinde følt, at du ikke havde nogen at sige noget til? At du kun havde dig selv, og dine stakkels pinte skuldre? Sådan havde jeg det, lige fra jeg var 11 år gammel, en lidt tidlig alder, syntes du ikke? Jeg måtte selv gå rundt med disse byrder, for hvis jeg fortalte dig om hvordan jeg havde det med hvordan du snakkede til mig, og at du tit gjorde mig rigtig ked af det, ville du bare lynhurtigt få den vendt, og sige at det var min egen skyld og at du overhovedet ikke var sur.: du siger bare at vi "diskuterer".  Men det ved vi jo godt begge to at vi ikke gør, du er sur på mig, og så bliver jeg jo sur på dig, nærmere trist. Så jeg fik desværre aldrig prøvet at ligge hovedet i blød, helt rigtigt, hovedet i blød: holde mit eget hovedet under vand, tvinge det til at glemme alt, ellers ville min krop ikke få mere luft, og når alle tankerne er glemt i de få sekunder, vil jeg igen nyde tiden. Måske ville jeg havde nået det lidt senere, men altså... nu er det ligesom lidt for sent, syntes du ikke? Men Milli, husk nu. Vær stærk og ødelæg, brænd og tilintetgør din kærlighed til mor, inden du gør i mine fodspor, lov mig én ting: bliv voksen, få en kæreste, en mand, børn, bliv gift og glem mig. Så lever du lykkeligere, og vi ses jo alligevel på et tidsspunkt, ikke?

Jeg savner dig sådan!

Merit."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...