Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1294Visninger
AA

12. En Ærlig Mening... Formuleret Som En Skole-Opgave

For lidt over en uge siden, sagde min lærer, at vi i vores klasse, skulle skrive et essay. Et essay, om et tema i en bog vi læste for 2 måneder siden. Jeg skrev essay'et, og jeg er ret godt tilfreds, for min mening skinner virkelig igennem. Og kære Milli, da! Selvfølgelig skal det da med heri! Vær' så god at læse det: 

”Intet er stærkere end mennesker der binder sig til hinanden! ” Sådan siger og tænker mange. Men jo, der findes mange ting der er større. For eksempel døden. Den er mange gange større, for hvis du er død, så kan du ikke binde dig til nogen, og der er heller ikke nogen der kan binde sig til dig. Kærlighed er en forestilling, vi mennesker danner, når vi føler et godt sammenhold med andre. De små sommerfugle i maven, og røde kinder: et tegn på en sulten mave og en kold atmosfære. Det er rigtigt, at det er svært at leve, hvis man ikke føler sig elsket, eller hvis man brænder inde med kærlighed, som man ikke kan give videre. Men er det ikke svære at leve videre på en løgn?

Nogle folk vil misforstå dette, og synes at jeg er for ung og uerfaren til at have den holdning, men mit liv er for kort til at være bygget på en forestilling, ja ligefrem en løgn! Mange gange har jeg selv testet folk, for at se hvor længe de holder ved én, hvis man fortæller dem den slags hemmeligheder som er mørke og ubehagelige. Og resultatet er, at enten stikker de halen imellem benene og løber væk så hurtigt de kan, eller også er de ligeglade, at jeg overvejer om de overhovedet hørte hvad jeg sagde. Så jeg er overbevist om at det er fordi deres sanser og instinkter fortæller dem at det er utrygt og farligt, eller de kan rode dem selv ud i ballade.

Menneskets instinkter har ikke udviklet siden den gang vi gik på jagt med køller, og boede i hytter bygget af strå. Jo, vi er blevet bedre til at jage, men det er så også fordi vi nedpløkker de stakkels dyr, med vores ny moderniserede skydevåben, hvilket gør at de ikke har en chance for at overleve. Min forestilling og tanker er, at de største dele af menneskets hjerne selvfølgelig har udviklet sig, men at følelser altid er og vil forblive de samme. Når vi bliver født græder vi, og mange af os skriger også. Det er vores instinkter der kontrollere os til at gøre det, for at få for eksempel mad eller varme. Derfor er det ikke følelserne der styrer det, ihvertifald ikke fra baby af.

På en hjemmeside skrives følgende: ”Tænkningen og sansningen i højre hjernehalvdel forgår i billeder og ved hjælp af erfaringer. Alle sanser og følelser samarbejder her. ” De skriver meget nøjagtigt at sanser og følelser samarbejder, hvilket er det min egen overbevisning også er. Følelser er ikke sanser, og som du nok ved, styrer højre hjernedel venstre side af kroppen, og venstre styrer højre. Derfor er det sandsynligt at sanser også styrer følelser, ifølge mig. Hjemmesiden skriver også længere nede på siden at højre hjernedel bruger følelser. Altså ikke at der opstår eller bliver dannet følelser, men at de bliver brugt. Måske bliver følelser brugt som en funktion til at reagere på forskellige ting, men der står ingen steder at følelser er noget vi selv danner. Er kærlighed derfor en ting der ligger i vores underbevidsthed? Ja, det kan faktisk godt være, at ligesom hjernen kan blive snydt til at tro der er spøgelser, kan vores sanser ligeledes blive snydt.

Måske vil nogen tro at jeg mener at kærligheden ikke eksisterer, fordi jeg ikke har prøvet at være forelsket. Det er rigtigt, at jeg ikke har prøvet at være forelsket, men det er ikke grunden til at jeg ikke mener at den eksisterer. Grunden er, i bund og grund, at jeg ikke kan se hvordan den er opstået. Er det i virkeligheden bare det modsatte af had? Er kærlighed bare et tilfældigt ord, som skal betyde det modsatte af had? For det gør da, gør det ikke? Eller er kærlighed også en dårlig ting? For kærlighed kan koste menneskeliv, det kan give angst, depressioner og føre til selvmord. Og ligeledes kan had. Vi tror at kærlighed ligger meget langt fra had, men måske ligger det faktisk ikke så langt væk. Måske støtter ordene sig op af hinanden? Hvis man ikke har elsket, kan man ikke hade. Hvis ens kæreste har løjet over for dig, så mister du tiltroen til ham, men holder du op med at elske ham? Formegentlig begynder du også at hade ham, men den smule had, er det i virkeligheden fordrejet, eller ligefrem misforstået, kærlighed? Måske er det had, men den had du nærer til ham, er det en sans? Den kan være det er ”en sjette sans”, som advarer dig, og som prøver at holde dig væk fra at blive såret.

Mange mener at kærlighed har en relation til Gud, og had har en relation til Djævlen. Men er Gud virkelig så elskelig, at han ikke kan hade? Smed han ikke selv Djævlen ud af Hans rige? Og hvis Djævlen ikke havde elsket Gud, var han så blevet så vred, at han havde startet sit eget rige, straffet folk for deres synder og smidt dem ned i et livslangt og brændende varmt bål?

Så jeg siger ikke, at kærlighed ikke findes. Jeg siger bare, at jeg mener det er en sans, og ikke følelse. For følelser er vi ikke selv herre over, men sanser er noget der ligger til vores instinkt, og jeg ser kærlighed som en slags instinkt. Kærlighed er en god ting, den hjælper folk igennem svære situationer, og så er den med til at støtte op omkring ting. Den er med til at give minder for livet, som for eksempel det første kys. Kærlighed har, som en af sine mange funktioner, sammenhold. Kærlighed skaber sammenhold, selvom den ligeledes kan skabe splid. Kærlighed er ét af de få ord, som jeg aldrig helt vil kunne forstå, for ordet har så meget kraft, så meget betydning, at jeg har svært ved at beskrive min mening om det. Måske vil jeg en dag vågne op, og den første tanke der strejfer mig, vil være kærlighed. Den varme og omsorg som kærlighed medbringer, dén vil jeg måske se frem til en dag. Hvad jeg ikke forstår er, hvordan så mange mennesker omkring mig kan kramme, kysse og sige ”jeg elsker dig”, uden at det påvirker mig. Selvom jeg står lige foran kærligheden selv, hvordan kan jeg så benægte den? Hvordan kan jeg benægte det, som er lige foran mig? Hvordan er det muligt, at benægte kærlighed? Det er det, hvis man ikke tror at den er rigtig. Hvis man tror, at andre folk opdigter kærligheden til én selv, så bliver man mistroisk, og så skubber man tanken om, at kærlighed rent faktisk eksisterer, langt væk. Så langt væk, at man skubber alle andre tanker, der har noget som helst med kærlighed at gøre, væk.

Det er bare en kliché. Kærlighed er bare endnu en kliché, som vi gør for meget ud af. Når vi har et forhold til et andet menneske, om det enten er had eller kærlighed, gør vi altid noget ekstremt ud af det. Vi har didikeret en hel dag til kærligheden, hvor par og kærester giver hinanden gaver, blomster eller chokolade. Mange tager også ud og spiser om aftenen. Måske er det meget sødt, men helt seriøst synes jeg, at det er overdrevet. Bare en lille smule overdrevet. Det er da fint, at man giver hinanden gaver og blomster en gang i mellem. Men det er for meget, at dedikere en hel dag, kun til det. Ægteskab er endnu en ting, jeg undrer mig over. Da jeg selv er under 20 år, er jeg måske ikke gammel nok til at have en holdning til ægteskab. Men jeg har en mening. Min mening er, at man godt psykisk kan binde sig til andre mennesker, men fysisk er det ligesom at blive holdt fast. At blive holdt i lænker, af den man elsker allermest. Hver dag at vågne op til det samme ansigt, være i det samme miljø, kramme den samme krop og se de samme øjne. Jeg tror at man glemmer at elske sin partner til sidst, fordi det bliver for meget rutine, så man kun prøver at holde sammen, selvom man måske ikke elsker den anden mere. Hvis jeg selv blev fortabt, ikke forelsket, men ligefrem fortabt i en anden, ville jeg selv gøre alt for at binde mig på alle måder, der er menneskeligt mulige. 

Jeg siger ikke at jeg ikke tror på kærligheden, men jeg tror ikke, at kærligheden tror på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...