Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1243Visninger
AA

17. Du Må Opleve, For At Få Viden. Ikke Læse I En Eller Anden Bog !

Men sådanne nogle sygeplejersker/læger/terapeuter som kun har deres viden fra en bog (hurra hvor er det flot! Du har læst en bog! Velkommen i klubben, mo(n)ster! ) Tror at alle anorektikere er ens: vi kaster alle op, vi drikker alle en masse vand og vi brækker os alle sammen i lokummet efter et måltid. Men sådan, kære sygehusvæsen, er virkeligheden desværre ikke. Du kan gå ikke regne med bøgerne, når det kommer til virkeligheden. For alle mennesker er forskellige. OGSÅ alle anorektikere (Jeps vi er også mennesker) Og da jeg så én gang havde tabt mig 900 gram på en weekend (og måske ikke spiser rester, hvem ved?), så troede gud og hver mand at jeg kaster op tvangsmotioner eller lignende. Derfor overvejer de nu at jeg får fast vagt og sondeberedskab. Tag den lige med ro venner, det er bare noget I tror. Jeg har sgu været ærlig over for jer HELE TIDEN, og jeg har hverken brækket mig eller tvangsmotioneret. Så den faste vagt kommer ihvertifald til at kede sig EKSTREMT hvis han regner med at se opkast og halv-marathoner. Så det gjorde mig bestemt ked af det (og der er nu tilføjet endnu et tillidsbrud til samlingen). Endnu en ting er, at mine forældre(eller det kan man ikke kalde dem mere) gav deres samtykke til det😨😱 eller de sagde ihvertifald ja. Jeg er så skuffet over dem og så vred, at jeg ikke ved hvorhen jeg skal gøre af mig selv mere.  For når de (altså de tidligere forældre) gør SÅ meget for at volde mig en uudholdelig smerte og bare skubber mig væk og ikke bare lader nogen gøre noget så traumatiserende som at give sondeberedskab, men ligefrem GIVER LOV til det, så er de sgu ikke rigtige forældre mere. For det er da meget sødt at det tror at jeg kommer ud på den anden side, men det her er fandme ikke noget eventyr. Der er ikke nogen lykkelig slutning eller nogen prins Charming. Det er bare tough shit all of it. Og jeg kan sgu da godt forstå at mange anorektikere vælger at tage deres eget liv. For det er alt for hårdt at leve med minderne om hvad ens forældre har givet andre lov til at gøre sådan noget forfærdeligt og traumatiserende på deres eget barn. Det er fandme uforståelig, uforglemmelig og uforklarligt. Der findes bare ingen grund der er god nok til at forklare dette. Hverken fra min side eller fra "mine" forældres.
[ ] Men når ens forældre så er på besøg, og de bare vader ind i, og spørger om man har lyst til besøg, og man alligevel ikke rigtig har lyst til at såre dem, så man svarer sådan: "altså vil I ikke gerne hjem?" Eller "jeg synes det er akavet". Men det er de ligeglade med.  De er kommet for at blive. Og HJÆLP der var en halv time til næste måltid og de havde tænkt sig at blive lige indtil SUK. De ville så spille kort, og tale om overdækket terrasser. Det gjorde mig ufattelig gal at de bare sådan kom vadende som om alting var i den skønneste orden. Det gjorde mig specielt gal fordi jeg ikke havde lyst til at de kom på besøg: mine øjne er så ømme og mine tårekanaler må være udtørret, fordi jeg har været opslugt af gråd i dag, takket være mine "forældre", så deres besøg var bestemt ikke noget som helst sted at finde på min ønskeliste. så spørger de så om hvordan min dag har været, men spørgsmålet falder til jorden, fordi det virker falskt: jeg gik grædende (som om det er noget nyt i det) ud fra familiesamtalen, altså den samtale hvor jeg bare skal høre på alle der nedtaler mig, taler ned til mig eller taler som om jeg ej er til stede, tidligere på dagen. Og så er de så frække at sidde og lade som om alt er skønt, og som om jeg ikke er blevet truet med sondeberedskab på nogen måde😡 vi "snakker", eller jeg skriger, så om hvad jeg syntes de har gjort forkert, og som altid kommer de med lamme "forklaringer", eller undskyldninger som jeg selv kalder det. De prøver derefter at bilde mig ind at de ikke på nogen måde har sagt ja til at de på afdelingen må give mig sonde, men senere indrømmer de det så, pinligt. Desuden synes de selv at jeg skal fortælle at jeg har problemer med kæben, fordi de stadig ikke har forstået at personalet ikke tror på mig. På et tidspunkt, ikke fordi det ikke var det hele tiden, blev det for meget og jeg sagde: "det er fandme traumatiserende med alt det lort!" Hvorefter min "mor" prøvede at overbevise mig om at de ville redde mig først. Altså forstår jeg det sådan at de er ligeglade med alle traumerne og det der kommer efter, så længe jeg bare overleve lige nu. Desuden fik jeg vidst sagt på en eller anden måde,, at jeg ikke ville komme ud på den anden siden (på grund af alle traumerne). Her sagde min "mor" så, at de først måtte redde mig. Dét er det mest egoistiske jeg nogensinde har hørt. Ét er, at de nok skulle have fået fingeren ud meget tidligere hvis de ville have reddet mig. To er at de er ligeglade med at jeg dør (efter min egen overbevisning dør jeg enten af anoreksi eller af selvmord pga en alt for traumatisk barndom) bagefter, bare at jeg overlever lige nu. Og med lige nu, der mener jeg bogstaveligtalt lige nu. Så jeg tror at jeg har valgt at jeg vil ud herfra, og så finder jeg selv et sted at være bagefter. Ikke nok med at mine "forældre" har taget en meget dyrebar koncert fra mig, så har de taget ikke bare ét men TO job væk fra mig. De har gjort det absolut umuligt for mig at have en af de to job jeg er blevet tilbudt. De har intet gjort for at jeg kunne få jobbet, de har kun modarbejdet muligheden. De har stadig ikke fattet at et job kunne give mig en grund til at komme ud herfra. Og jeg fatter dem ikke: Hvordan kan det være så uklart og svært at forstå? Det jeg ikke forstår er, hvordan de kan få sig selv til at vælge sådanne nogle forfærdelige og umenneskelige valg for sit eget barn. Heldigvis er jeg ikke længere et barn, men jeg er faktisk 15 år, hvilket giver mig flere muligheder for at være med til at give samtykke til behandlingen. Ja, jeg skrev ikke "min" behandling, for "min" betyder noget som jeg har ansvaret for, eller selv har eller selv har valgt, men det har jeg ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...