Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1266Visninger
AA

15. "Du Er Bare Teenager - Det Er Normalt!"

Jeg tror aldrig jeg har været så ked af det, som da min far senere på aftenen sad på mit værelse, mens han omfavnede mig, græd og hulkede på min skulder. Men jeg kunne ikke klare det: så jeg udbrød ”jeg kan ikke mere” og rykkede mig væk fra ham. At se den person der løfter ens verden en lille smule op hele tiden, græde… det kan jeg bare ikke holde til jeg skulle have dræbt mig selv, så havde jeg aldrig set ham græde.

Kender du det, hvor at man virkelig desperat prøver at overbevise nogen om en ting, men at de ikke tror på dig, selvom det er rigtig nok? Altså måske kan man selv høre at det lyder lidt underligt, men det er sandt nok? Det har jeg prøvet mange gange i løbet af denne sygdom. Ser du, det kan godt være at psykiaterne og lægerne tror de ved noget om den her sygdom, hvilket de jo gør, men de forstår ikke at anorektikere har brug for en ”bagdør” altså en flugtvej. Det er jo klart de ikke gør det, vores flugtvej er jo, groft sagt, døden. Men vi har brug for plads i hovedet, og den plads skaber hver enkel person ved hjælp af ting der er op til den enkelte. Jeg vil gætte på at luft og eventuelt motion og gerne massere af det er den hurtigste vej til at tømme førstesalen. Men når man så sidder ved sin ugentlige vægtkontrol/samtale som alligevel føles som spild af tid og man nævner at man gerne vil have lov til, i mit tilfælde, at gå eller svømme en tur, så føler man sig dum. Rigtig dum. For så glor dine behandlere på dig og tror at man gør det for at forbrænde kalorier, og kan man overbevise dem om at det ikke har noget med kalorier at gøre? Nej. Der er på ingen måde udsyn til at de ville tro på en anorektiker, der prøver at tømme sit hoved i form af luft, i stedet for selvskade. Desværre er deres system så uforstående og fucked up. Men altså, min gamle læge var lige så fucked op uforstående, for da jeg var til samtale en gang i november, med hende, og jeg fortalte, virkelig åbent og ærligt, omkring mit liv, mine følelser, selvskade og selvmordstanker, så siger hun i slutningen af samtalen følgende:”Det er bare en del af at være teenager.” For at være ærlig blev jeg så sur at jeg kunne have sparket stolen hvorpå jeg sad, langt væk, råbt af mine lungers fulde kraft: ”Kan du ikke se jeg skal have hjælp, kvinde?” og banket hårdt i bordet meget skuffet over hende, for i starten synes jeg at hun var en læge af nutidens standard. Men dum og loyal som jeg er, gik jeg bare roligt ud i venteværelset til min mor for meget mere hjælp havde lægen sgu egentlig ikke at tilbyde. End of the case.

Efterfølgende var vi så hos en anden læge, dog i samme lægehus, og få taget blodprøver, men desværre var det hende vi ikke kunne lide som skulle fortælle os svarene på blodprøverne. Og da vi ankom og hun havde fortalt os lidt om prøverne, var mine forældre nok lidt i vildrede: for de mente at jeg havde tabt mig betydeligt meget og min menstruation var udeblevet i næsten 7 måneder. Men lægen kiggede bare på mig, stillede mig et par åndsvage spørgsmål som en hver idiot kender svaret på og så mente hun ikke, at der var noget om det. Men mine forældre var desperate, så de fik lægen til at veje mig, og efter alt for lang og kostbar tid indså dér indså den fat svage læge lægen altså at jeg havde tabt mig cirka 5 kilo. Ups, det må godt nok have været en pinlig situation for lægen. Sådan går det når man bare sidder på sin flade og skriver lidt i WORD en gang i mellem, i stedet for at passe sit arbejde som læge. Men lægen sendte os så videre til ”Børne & Ungdomspsykiatrisk afdeling”, hvilket først var 1½-2 måneder senere, alt for lang tid men lige tid nok til at redde mig inden jeg døede af underernæring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...