Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1298Visninger
AA

9. De Manglende Ord

Næste dag, da mor kaldte på mig nede fra køkkenet, smækkede jeg hårdt døren i, og fandt Merits dagbog frem igen. Jeg havde ikke rigtig kunne sove i nat, en eller underlig tanke forstyrrede mig hele tiden, jeg ved bare ikke hvad det ved. 

"Jeg stirrede bare tomt på papiret i WORD. Jeg anede helt hudløst ærligt ikke hvad jeg skulle skrive. Åh, undskyld! Jeg er i gang med at skrive min konfirmationstale, altså i gang med at skrive en lille takke-ting til hver af mine bedsteforældre, inklusiv mine forældre. Men jeg er gået i stå... Meget grundigt og personligt har jeg skrevet til resten, bare ikke mor og far. Jeg aner ikke hvad jeg dog skal skrive? Hjælp mig... Jeg kunne jo godt undlade at skrive noget, men nej.... Der skal stå noget PÆNT om dem... Og I have no idea of what!

 Far, du er altid fuld af sjov! Du griner altid og du smiler altid! Du er der til at lave sjov med ting, som godt kan være lidt svære, og det lysner jo alt en smule. Når du kommer hjem fra arbejde, er du altid glad og fyrer tit en sjov vits af. 

Dét skrev jeg om far. Hvad kan jeg ellers skrive? Virker det ikke upersonligt? Eller hvad...? Seems to me, that when I die. These words will be written on my stone.  Normalt er jeg slet ikke til One Direction, men den linje siger så meget. Godt nok var jeg til koncert med dem for et par måneder siden sammen med min veninde, men fan... næh nej du, det er ikke lige det ord der beskriver mig. For nogle år siden var jeg fan, men nu finder jeg dem arrogante og de virker som om at pengene og berømtheden har taget lidt over. Nu virker de bare lidt rich-kids agtige. 

Jeps, jeg hører musik. Inderst inde håber jeg på at det vil hjælpe mig. Men det gør ikke. Jeg sidder stadig og kigger tomt, koldt og følelsesløst ned på det blanke papir. All though I am broken. Ja, jeg er ked af det. Ked af alt, ked af at være uvenner, ked af at have tillid, ked af at tænke, ked af at trække vejret, ked af at være født. Dér fik du endnu et indblik i mine tanker. Husk dem, for jeg har allerede glemt dem. For hver eneste dag forsvinder de lidt efter lidt. Jeg forsvinder lidt efter lidt. 

Tilbage til talen! Om mine bedsteforældre havde jeg ingen problemer overhovedet med at skrive noget, det eneste problem var at formulere det sådan at folk ville forstå det på en lidt anden måde end den jeg mente det. Aldrig har jeg rigtig brudt mig om at rejse mig op foran en masse mennesker og fortælle dem noget, men jeg følte mig overhovedet ikke nervøs med min konfirmationstale. Det virkede som om det intet problem var og at jeg bare skulle slå blidt på glasset, presse tåspiderne let net i gulvet, presse tilbage med låret og rette mig op. Og mere kompliceret var det ikke. Selv er min holdning at det er utaknemmeligt hvis man ikke rejser sig op og siger tak til alle gæsterne ved sin konfirmation, også selvom man er meget genert. At skrive en sang virker som om man ikke gad rejse sig op og det er langt fra det fleste konfirmander der selv har skrevet deres takkesange. Forrige år var jeg til to konfirmationer. En hos min bedste veninde, som jeg nok skal fortælle dig mere om senere Milli, og en hos noget familie kan man vel kalde det. Min venindes konfirmation var rent faktisk min bedste venindes konfirmation. Hende mødte jeg da jeg gik til ridning. Ja, kan du huske det, hva' Milli? Den gang jeg gik til ridning, for godt 1½ år siden? Du var helt sikker på at man bare sad og dovnede den oven på en hesteryg, det var slet ikke gået op for dig hvor mange muskler man kunne (nogen gange skulle) bruge og hvor gode lårmuskler og legmuskler man kunne få. Jeg elskede det SÅ meget. Den aller første gang jeg var til ridning, kom jeg på et hold en tirsdag. Dér mødte jeg min bedste veninde. Hvad skal vi mon kalde hende her i min dagbog? Sille? Lad os det, jeg har aldrig rigtig kaldt hende det, men jeg tror at dem i hendes klasse og dem hun omgås kalder hende det. Men hendes navn er så smukt, så jeg benytter det i stedet for.

Nå men altså, jeg kom hen i stalden en juni-dag, sammen med min far, og mødte en sød dame som hjalp mig med at sadle op og da vi var færdige, gik min far og jeg over i ridehuset og min ridelærer kom. Lidt stor var hun, ikke fordi jeg skal snakke, men hun virkede sød. Da jeg kom op på hesten, som forresten var en nordbagge og hed Lasse, begyndte han at skridte, og jeg fik hurtigt fat i tøjlerne og min ridelærer hjalp mig med at holde ordentligt på dem. Da vi havde skridtet i nogle få minutter, hørte jeg en lav stemme bag eller foran mig. "Skal vi...." mere kunne jeg ikke høre, men jeg var ret sikker på at det var hende den ældste på holdet der spurgte om noget. 2 piger gik der på holdet: en lille og en der så ud til at være på min alder. Jeg smilte alt hvad jeg kunne til pigen og sagde: "undskyld, hvad sagde du?" på den sødeste og mest uskyldige måde jeg kunne. Hun virkede så sød, og jeg ville ikke skræmme hende væk. "Skal vi, være venner?" Spurgte hun, med en underlig kort pause imellem vi og være. På en måde kunne jeg mærke en varm følelse i mit bryst og jeg svarede hurtigt ja. Hun smilede og sagde at hun hed .... (Sille. Husk nu, Milli, i min fortælling hedder hun Sille) Derefter sagde jeg mit navn og min alder. Det viste sig at Sille var et år ældre end mig, og at den lille pige var hendes lillesøster. Men hun virkede til at være sin egen og til at være nede på jorden, lidt ligesom mig (rolig nu Milli, jeg er ikke begyndt at tegne endnu, haha. Dumme Milli, jeg er kommet ud af min latterlige, lille børne-fantasi verden men ikke så langt endnu, det startede først senere, så hav tålmodighed! Du er trods alt ikke engang begyndt endnu, så du burde ikke hakke ned på mig) Nå, men vi blev venner og vi red sammen i en fantastisk time og så snakkede vi lidt bagefter, hvorefter vores ridelærer sagde at vi skulle rykke op på et bedre hold, hvilket gjorde os begge to meget glade. Sådan mødte jeg Sille, hvilket faktisk allerede er 5 år siden. Lidt mere, for at være helt præcis. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...