Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1297Visninger
AA

19. Besøgstid

Når du så skriver en sms og spørger ”vil du have besøg af mor og far i dag”, ikke engang noget spørgsmålstegn, ved du hvad… skrid. Jeg gider jer fandme ikke. I har ikke skrevet i en uge (det har jeg så heller ikke), så kan du ikke bare komme når det lige passer ind i din fissefornemme kalender, du. Næ nej, mit liv, mine regler nu. Hold dig væk. Men kom med mit kreditkort og kontanter, jeg kunne få brug for dem. Men ikke for jer, ikke så længe I gør ingenting, men bare glor imens jeg spilder tiden her. Spilder? Om jeg spilder den? Ja! For det handler jo ikke om at spise det her lort! Det er fucking familien der ikke fungerer! Og jeg er bare stærk nok til at reagere på det! så nej, fucking nej, hold dig væk indtil du kan bidrage med noget der rent faktisk hjælper! Jeg skal ikke længere lide! FOR JEG ELSKER MAD! JEG ELSKER FRUGT, JEG ELSKER KØD, KARTOFLER, POMFRITTER, KETCHUP, IS, SLIK, CHIPS, RACLETTE, PANDEKAGER, GNOCCHI, SUPPE! Det er min tur, til at blive rask! Og hvis du bare bliver ved med, at glo fra sidelinjen af, så er du ude af mit liv (hvilket du faktisk også er indtil videre ha ha!)

Hun går derude: iført sin grå tshirt der tydeligt fremhæver hendes tydelige og knoglede skulderblade, og en ankellang nederdel. Det er komisk, at det er en Nike tshirt, hvis man holder det op imod at det re en sportsbluse og hun ikke må dyrke sport. Hun såtr dér, så fin som hun virkelig er, og læser i sin bog. Solen skinner på hende, og hendes sølvkreoler af øreringe giver gensær i mine øjne. Der er en lille vind som blafrer i hendes lange, lyse og flotte fletning. Hun er virkelig yndig, og sød. Hun burde bruge sit liv på noget andet end denne lorte sygdom. Men jeg kan jo ikke bebrejde hende: for jeg er ikke bedre selv. Personalet går rundt efter hende, som om hun har fået en hale. Jeg går ud fra at de er bekymrede for hende, og for hvad hun kan finde på. Det tror jeg godt, at jeg kan følge dem i, for hun har et kæmpe sår i panden og en masse dybe, og store rifter på armene. Stakkels pige. Gid jeg bare kunne åbne vinduet og give hende et kram. Men det er som om, at vinduerne adskiller os, og adskiller min sygdom fra hendes. Det er som om, at den raske side af mig bliver beskyttet mod hendes syge. Jeg ved det ikke. Men det faldt mig ind. Jeg har virkelig lyst til bare at smøre hende ind i Aloe Vera, så sårene heler. Jeg ved at de indvendige sår aldrig vil hele, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men de ydre kan jeg måske hjælpe på vej. Gid jeg måtte hjælpe hende. Hun læser i en bog, og jeg spekulerer over, hvilken bog hun mon læser. Der er en bænk lige bag hende, men hun står stadig op. Jeg tror at hun er træt af at sidde ned på sin flade, for det tror jeg at hun gør det meste af dagen. Hov, der vendte hun hovedet. Gad vide om hun snakkede med én på den anden side af hækken? Det tror jeg at hun gjorde. Jeg selv ville blive endnu mere sindssyg hvis jeg blev lukket inde bag en låst dør. Det har jeg prøvet og det var forfærdeligt. Virkelig, jeg blev så.. vred og frustreret. Nu kommer der en anden én hen til hækken, og hun får lov at række hånden hen over hækken, og deres hænder mødes og knuges. Ikke fordi de har noget særligt sammen, bare af høflighed og som et tegn på forståelse. Nu stikker de begge to hovedet ind i hækken så de kan snakke sammen. Jeg har virkelig ondt af hende. Og jeg ville ønske at jeg kunne gøre et eller andet for hende… bare hvad som helst… Faktisk troede jeg slet ikke vi måtte have kontakt med hende… men hun står da og snakker med én af de andre lige nu… forvirrende. Hun plukker nogle blade fra hækken og river dem håbløst og opgivende itu. Der er et lille smil på hendes læber, men det er falskt. Hun er opgivende, det er tydeligt at se på hende. Hun løfter sin arm og kigger på den. Rifterne er meget tydelige at se nu… det ser, ærligt talt, forfærdeligt ud. Nu står hun på tæer for at kigge over på den anden side af hækken -det ser sødt ud. Hun prøver at løfte stemningen lidt, og sætter bogen på hovedet imens hun balanceer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...