Kære mor -tak for INTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Igang
Millicent er søster til den, nu, afdøde Merit. Merit var Millis storesøster, men tog sit eget liv for ikke så forfærdelig lang tid siden, og det irriterer stadig Milli at hun ikke ved hvorfor. Da forældrene næsten har ryddet alle Merits ting ud af hendes værelse, finder Milli en dagbog: Merits dagbog.
Millis nysgerrighed er for stor, hun kan ikke lade være med at læse i den. Selvom Merit flere gange, i dagbogen, forsøger at overtale Milli til at lade være, kan hun ikke. Millicent bliver ved og ved og til sidst fortryder hun at hun startede, for Merits dagbog gemmer på så mange hemmeligheder, at Millicent ikke ved om den største og farligste af dem alle, er sand!?

17Likes
16Kommentarer
1237Visninger
AA

14. Ambivalens

Når man har anoreksi, så føler man sig nogle gange ambivalent: altså man kan se tingene fra 2 synspunkter, det normale og det anorektiske. Det opstår for det meste, hvis man skal tage et valg: hvilket som helst valg. Det kan være om man skal tage en gul eller grøn bluse på, eller om man skal spise jordbær, fordi der kun er 37 kalorier i, eller om man skal spise brombær, fordi man har lyst, selvom der er mange flere kalorier i: altså 66 kalorier. For det meste kan man kun se det fra det anorektiske synspunkt, men en gang imellem kan man se det fra det ”normale”, altså jeres. 

Alt jeg kan lige nu er at stirre. Min hjerne er så underernæret at min synssans er beskadiget. At stirre på egetræsbordet, hvorpå der står morgenmadsprodukter og tændte stearinlys. Det bord jeg hader, fordi det er her jeg indtager mine måltid. Jeg ved ikke hvorfor jeg stirrer, måske fordi jeg føler en hvis form for tomhed. A cold and emotionless bitch. En tomhed, der kun kan beskrives med ét ord. Død. Regn. De fleste forbinder regnvejr med noget sørgeligt eller noget trist. Men giver regnvejr i virkeligheden ikke en form for ro? Ikke en dyt det gør. Eller skaber en form for hygge?  Måske har vi alle sammen misforstået grunden og meningen med at det regner. Det regner udenfor, og regndråberne har en lang og skrå form. Regnen pisker ned, og dråberne bliver slået mod jorden i det de rammer jorden. Når de lander, bliver dråben slået til tusindvis af dele og bliver spredt i hver sin vej. Til sidst tager regnen af: stille og roligt forsvinder lyden af dråberne, der nu lander blødt på den kolde forårsjord. Til sidst drypper der en sjælden gang, eller to, dråber fra tagrenden. Kan man beskrive min tomhed bedre? Nej. Nej, det kan man ikke. Jeg kan ihvertifald ikke. For der er ingen der forstår mig.

Andre menneskers selskab, er noget jeg helst ikke har lyst til at være en del af. Og det er fordi at ingen kan lide mig, og aldrig har kunnet. Fordi uanset hvad, så kommer ”besøgstiden” til at gå oveni et måltid. Men mest af alt har jeg lyst til at krybe ned i en æske, hvor ingen, heller ikke Monstret, kan se mig. En æske, hvori murene er så tykke, at jeg kan skrige og banke i væggen uden at nogen erklærer mig for sindssyg. Jeg har lyst til at skrige til mine lunger sprænger, og til at mit stemmebånd knækker. En geléagtig bund, som jeg kan bore mine negle ned i, i stedet for mine håndflader. En æske, hvor ingen behøver at høre på mig, og ingen behøver at blive belastet med om hvorvidt jeg er her eller ej. En slags usynlighedsæske måske? Bare et sted hvor mine tanker ikke forfølger mig.

Min mave føles udspilet og mit hoved fyldt. Ja, jeg føler at jeg bliver kvalt i mit åndedrag. Der sidder én i min mave og dømmer mig, ja ligefrem tæller ALT der bliver indtaget. Og det kan jeg bare ikke klare. Mit hoved skal være tomt, og det kan det kun hvis min mave også er. Underlig kombination. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal tømme mit hoved. Faktisk ved jeg det godt men det inkluderer selvskade, altså at slå sit hoved ind i væggen, sovesofaen eller slå sig selv i hovedet. Allermest slår jeg baghovedet ind i ting, for jeg håber sådan at jeg vil besvime eller noget andet, der kan tage mig væk herfra. Apropos ondt, så har jeg de her blå mærker på mine ben, især knæene, som jeg ikke ved hvorfra kommer. Måske er det fordi at jeg slår mig selv. Jeg slår mig selv meget hårdt på benene for at slippe af med Monstret. Måske er der kun én vej. Ind i ud af sygdommen.

”Dine forældre er dine behandlere.” Det siger lægerne på spiseforstyrrelsesklinikken (her kalder jeg det for ”klinikken”). Men hvad gør man så når ens forældre ikke længere magter opgaven som mine behandlere ens forældre er vel en slags livsbehandlere, er de ikke? fordi de gerne vil hjælpe med at spise mig med at spise mine måltider men at de ikke vil tvinge maden i mig. Men det de ikke forstår er at jeg vil have dem som mine rigtige forældre ikke som dem der er sure hele tiden og ikke stoler på mig eller gider snakke med mig. Mange gange har de sagt og truet med at jeg skulle indlægges og alt det der lort. Men i går, der gik det vidt for sig. For som sagt altså det jeg skrev tidligere: ”Som den gang mor pakkede en taske med mit tøj og mine toiletartikler, og far holdte fast rundt om mig. Desuden blev de også nød til at trække og skubbe mig ind i bilen, og da jeg endelig rent faktisk kom ind i bilen, nægtede jeg at tage sikkerhedsselen på. Jeg blev ved med at fortælle dem, at hvis de indlagde mig, ville jeg ikke komme ud igen. Til alle jer der ikke forstår dét, betyder det selvmord.” Min mor kørte sin lille Up! altså bilen, og min far sad omme på bagsædet sammen med mig. I starten prøvede min far at holde fast i mig men jeg rev mig løs med alle mine kræfter uasnet om det betød at jeg ville komme til at slå ham. Misforstå mig ikke: jeg elsker min far. Jeg ser op til ham, og det er som om at han ligesom har ”båret” stolperne der holder min verden, igennem det her sygdomsforløb jeg har ihvertifald ikke selv gjort det. Og min far græd i bilen. Han blev ved med at sige disse ord med gråd i stemmen: ”så se dog på mig!?!” eller ”hvordan tror du det er som forælder at høre sit barn sige det?” og med ”det” der mener han da jeg sagde at jeg ikke ville komme levende ud fra en indlæggelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...