Darkest hour just before the dawn

Kærlighed er en stærk ting. Kærlighed er smertefuldt. Denne gang vil jeg fortælle dig om, hvordan kærlighed er dødeligt.
Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle jer, at denne historie har en lykkelig slutning, men det ville være løgn.
Vores historie begynder i en fremtid, måske slet ikke så fjern som du tror. Vores historie handler om en dreng og en pige, en mand og en kvinde, og hvordan de begge to endte i en situation uden nogen udveje, hvordan de begge to endte et sted hvor tingene umuligt kunne ende godt. Men mirakler finder sted, og den mørkeste time er lige før solopgang.

5Likes
8Kommentarer
486Visninger
AA

4. Høstdagen.


Høstdagen var skabt til at være en festdag. Det var meningen at det var en af de lykkeligste dage på året, folk skulle danse og feste og have det fantastisk - den dag hvor de ikke behøvede at arbejde, for netop denne dag havde de brugt hele året på at gøre forbindelserne klar til, for at være sikre på at elektriciteten nåede rundt i alle hjem i alle distrikter - folk kunne blive hjemme, holde fri. Istedet var det den dag, folk i distrikterne frygtede allermest, og dette var ikke foruden Cornelius Day og Maryaine Moretz.

Natten tilbragte Mary hjemme hos sin kæreste, i hans arme, lukkede verden ude og tanken om dagen der fulgte. Mareridtet der vækkede hende var hurtigt glemt, da hendes kærestes arme lukkede sig tættere om hende, og hun skubbede tankerne om arenaen, Capitol, de sultende, døende børn, blodet der flød, langt væk. Hun sov til den næste morgen, og da lyset stod ind af det klare vindue, viklede hun sig ud af Cornelius' favn, trak sin kjole på og efter at have skrevet en lille note til ham var hun nede af trappen og ude af døren med retning imod sit eget hjem. Hun åbnede køleskabet og trak mad ud, slik, kager, og da hun var sikker på at ingen af hendes forældre var i nærheden listede hun ud af huset.

Mary havde altid elsket sit distrikt. Selvom det var meget kunstigt og det hele var lavet af beton og ikke var hverken særligt naturligt eller særligt smukt, var det hendes hjem, og hun holdt af det. Hun holdt af de velkendte ansigter, hun holdt af børnenes øjne der lyste op ved synet af hende. Hun holdt af at gå igennem gaderne, gå ned på knæ og stryge de små piger over håret, give dem en lyserød muffin med et hjerte på. Hun holdt af deres oprigtige, lykkelige smil, deres små kroppe når de kastede sig om halsen på hende. Hun holdt af at komme hjem til det samme trygge værelse, de samme forældre, den samme kæreste - hun holdt af at gå på den samme skole, se de samme venner hver dag. Hun ville ikke have noget problem med at blive der resten af sit liv, ligesom distriktet ikke ville have noget imod at hun blev.

Høstdagen var helt særlig. Frygten stod malet i alles ansigter, lige fra dem i fare for at blive trukket til deres ældre søskende, deres forældre, deres yngre søskende. Selv de små børn uden for fare kendte godt til princippet og hadede at skulle møde op på torvet, hadede at se børn og forældre og søskende græde. De vidste godt at den tunge stemning der lå over deres forældre og alle andre var et dårligt tegn og tårer var ikke et sjælendt syn denne dag. Men selv på trods af kulden og frygten, kunne Marys kager og hendes skønhed, hendes rigdom og hendes lange lyse hår få de små børn til at skinne af glæde og grine og smile. Derfor var det tradition, lige siden hun var ni år gammel har hun gået igennem byen med slik og mad og kager til børnene, fordi hun spredte glæde og fordi det lettede noget af hendes egen frygt og smerte.

Specielt for fem år siden, var det forfærdeligt. Hun var fyldt tolv, og det var hendes første høst - det er ikke nødvendigt at nævne, at hun var paralyseret af angst. Cornelius havde været med i høsten to gange forinden, og hans opførsel der ikke ændrede sig den mindste smule selv på høstdagen, hans afslappede holdning og arrogante bemærkninger beroligede hende, for hvis han kunne overleve sin første høst, kunne hun også. Hendes frygt endte også med at være ubegrundet, det år blev en syttenårig pige trukket, og hun kunne ånde lettet op. Men hvert år siden skød frygten op i hende, hvert år uden fejl, og det eneste der lindrede den var Cornelius' ord og børnenes glade ansigter, da hun bragte dem gaver.

Denne høst missede hun heller ikke sin tradition. Hendes skridt var lette da hun begav sig ned igennem det rige kvarter, fyldt med luksusvillager og ikke langt fra Vinderbyen, ned imod det sted hvor de mindre heldige tilbragte deres dage. Hun betragtede hvordan de hvide hegn blev til sten, hvordan husenes facader blev mere slidte, malingen begyndte at skalle af - hvordan græsset i haverne blev mere og mere udtørret og slidt, for tilsidst slet ikke at være der. Hun så hvordan vejen går fra fin asfalt til en slidt grussti og tilsidst bare nedstampet jord. Husene blev mindre, børnenes tøj blev mere slidt, glimtet i deres øjne forsvandt. Hun stoppede op, gik ned på knæ, og gav en lille dreng en skrive franskbrød med et tykt lag postej og grøntsager på toppen - hans øjne lyste op og han gav ikke sig selv tid til at takke hende før han satte sine tænder i maden. Hun brugte flere timer på dette, at glemme høsten og nyde at glæde alle, men tilsidst var kurven tom og hun endte med at begive sig tilbage til sit hjem. Høstdagen forsvandt hurtigt. Måske skulle hun havde tilbragt den sammen med Cornelius istedet for bare med sig selv, hun burde have tilbragt den med sin familie, i tilfælde af at hun nu endte med at være så uheldig at blive trukket. Men det gjorde for ondt at tænke på, at sidde i sin kærestes arme og tænke 'hvad nu hvis jeg bliver trukket? Hvad nu hvis han gør? Hvad nu, hvis det er den sidste gang vi sidder sådan her?' Hun kunne ikke holde tanken ud om at sidde med sin familie, og tænke 'hvad, hvis det er sidste gang vi sidder sådan her?' Så istedet glemte hun det hele, høsten, og nød andres glæde, glemte sin smerte.

 

Da Cornelius endelig vågnede, var Mary væk. Hans øjne var hævede, og hans hår der ellers altid var strøget syrligt tilbage var ét stort rod, da han rakte ud efter papiret der lå på puden ved hans side. 

'Jeg er gået en tur. Jeg kommer tilbage til dig senere, elskede. 

- Din Mary.'

Udmattet faldt han tilbage på sengen, tog en dyb indånding og rodede op i sit hår. Han elskede virkelig Mary, utroligt højt, og selvom han ikke ligefrem ville sige at hendes vane med at tilbringe sine dage nede i den fattige del af distriktet føjede ham, så forstod han hende godt. Delvist, i hvert fald. Hun var skruet helt anderledes sammen end ham, selvom deres opdragelse var meget ens. På trods af at hans hus var fyldt med hans søskende, og hendes kun var hende og hendes forældre, var de begge to forkælede. De var rige. De havde aldrig behøvet at kæmpe for at holde sulten for døren. De havde det bedste liv, man kunne ønske sig i distrikterne. 
Men forskellen på dem var, at Mary elskede at begive sig ned i byen og hjælpe de mindre heldige. Cornelius hadede tanken om overhovedet at nærme sig det sted. De få gange han har været der, følte han sig malplaceret, hadet, på grund af sit lette liv. Han følte folks misundelse og deres vrede imod ham, fordi han havde så meget og de havde intet. Men Mary gør en god gerning, folk sætter pris på hende. Alligevel forstår han ikke, hvordan det kan bringe hende så meget glæde.

Han vendte sig tungt om på madrassen, og efter at have ladet sit blik glide over uret på hans sengebord, satte han sig op, svang sine ben ud over sengekanten og rejste sig op. Efter at have fået noget anstændigt tøj på, en anelse pænere end det han plejede at gå i, bevægede han sig nedenunder, til hans søskende og forældre, der sad rundt om bordet og spiste i tavshed. Hans stol var larmende tom, og det samme var tallerknen der stod foran den. Ingen så op på ham, da han trådte ind og satte sig ned, ingen sagde noget. For selvom der ikke var store chancer for at nogen af dem var i fare for at blive trukket, så var det sket. Og oven i købet for nylig.

Det år var Cornelius' sidste år i lodtrækningen. Det var få måneder siden at han fyldte atten år, og han var lettet over at han ikke længere skulle have den minimale chance, den snert af frygt hvert år til høsten. Selvom det betød at han flyttede ud, at han skulle finde et hus selv og få et arbejde, så var det bedre end det helvede det var at være med i høsten. Han viste det ikke, for sine små søskende, for Mary, men ligesom alle andre var høsten hæslig for ham. Ikke mindst fordi han vidste, at chancen for at blive trukket var... om end meget lille, så ikke umulig. 

To år siden. Det var så længe det var siden, at Alexander blev trukket. Kun tolv år gammel dengang, hans første høst. De var fem fra hans søskendeflok i lodtrækningen - Cornelius selv, seksten år gammel, hans ældre søster Caroline og hendes tvillingebror, Arthur - begge to atten år gamle, hans lillesøster Isolde, det var dengang hendes andet år i høsten med en alder på tretten, og så Alexander. Matthew, den ældste, var tyve på det tidspunkt og for længst uden for fare, og de to mindste piger var henholdsvis ti og otte år gamle, hvilket betød at de kun behøvede at frygte for deres søskende. 
Alexander var skrækslagen - selvfølgelig var han det. Cornelius huskede selv tydeligt sit første år, før han var ligeglad og kold, før han kunne drukne sin frygt og sine tanker i store mængder af alkohol. Ikke at Cornelius var til stor hjælp for sin lillebror, men både Caroline og Matthew holdt om ham, beroligede ham, sagde at der ikke ville ske ham noget, at han ikke ville blive trukket. De kyssede ham på panden og fik ham til at stole på deres ord. De troede alle på at det var sandheden, at der ikke ville ske deres yngste bror noget, lige indtil navnene skulle råbes op.
Det var forfærdeligt. Som sædvanlig, blev pigerne råbt op først, og en pige på Cornelius' egen årgang, dog en som han vidste havde mange lodder i trækningen, trådte op på scenen, sagde hulkende sit navn. Lettet over at det ikke var Mary var Cornelius overbevist om at intet kunne gå galt, men så råbte kvinden den mandlige deltager fra Distrikt 5 op, og han er rimeligt sikker på at han ikke var den eneste der stivnede. Alexander Day. Hans kun tolvårige lillebror vaklede op på scenen, nægtede at græde, og da de spurgte om der var nogen frivillige fandt Cornelius Arthurs blik i mængden. De var godt klar over, at en af dem blev nødt til at gøre det. De var godt klar over, at de ikke havde noget valg, de kunne ikke lade deres lillebror gå direkte i døden. Men de ventede begge to på, at den anden reagerede, og tiden fløj for hurtigt - muligheden for at redde hans liv var forsvundet, og de var begge to fuldstændigt frosset til stedet. De så deres lillebror forsvinde, og Cornelius gik fuldstændigt i panik, så snart de fik lov til at gå råbte han længe af Arthur - sagde at han var den ældste, den med størst chance af de to, hvorfor han ikke havde gjort noget. Hvorfor han ikke havde meldt sig, eller i det mindste givet Cornelius tegn til at han ikke ville gøre det, så han selv kunne træde frem, og det endte med at Caroline måtte berolige ham. Da de fik de få minutter med Alexander, undskyldte de begge to mange gange til den grædende dreng, men det ændrede ikke at Cornelius lige siden har haft det endnu værre med Spillet, med sig selv. Alexander døde som den tredje i blodbadet, blev spiddet af en ambisoner fra Distrikt 4 - ikke noget, som de ikke kunne have forudset. Han var trods alt den af de alleryngste i hele spillet, havde aldrig trænet til det - fik et tretal til træningen, og var ikke særligt charmerende til interviewet. Hans dragt til paraden var bare en masse ledninger viklet rundt om hans ellers næsten nøgne krop, ikke facinerende eller bare bedårende overhovedet. Han var dømt til døden fra det øjeblik, der ikke længere var nogen til at træde ind istedet for ham.

Så Cornelius vidste godt, at muligheden for at han blev trukket, ikke var umulig. Lille, ja, men det kunne ske, og hvad der er endnu værre, at det er det samme med Mary. Selvom han hvert år forsikrede hende om, at det ikke kunne ske, at selvfølgelig blev hun ikke trukket, så var muligheden der, med hendes fem lodder - det er alligevel en del imod hans lillebrors ene lod, som blev trukket. Han havde selv syv, men ærligt talt var han ikke særligt bange for selv at blive trukket. Det var mere chancen for Mary, eller hans lillesøstre - det var hans næstyngste søsters første år i Spillet, og i det tilfælde at hun blev trukket kunne han ikke gøre det godt med Alexander, for han kunne ikke træde ind istedet for hende, eller Mary, for den sags skyld. Det skulle bare overståes, og to år endnu, så var Mary også uden for fare. Det var med det i tankerne at han forlod huset, fem minutter før trækningen på torvet, efter at have hældt et glas gylden alkohol eller to ned i sin tomme mave. Han havde ikke set noget til Mary, men regnede med at han bare ville møde hende på torvet, hvor hun ville være ubeskriveligt smuk som sædvanlig.

 

Han endte med at få ret. Da han stod nede på torvet var hans kæreste der også, med et nervøst smil om hendes røde læber og hendes lange lyse hår i en sofistikeret knold - hun var klædt i en lys kjole og selvom at alle klædte sig pænt til høsten, var hun uden tvivl den smukkeste pige i hele Distrikt 5. Han smilede stort da han fik øje på hende, og en smule af hendes egen nervøsitet lettede, samtidigt med at hendes smil blev større og mere oprigtigt. Ikke et ord blev vekslet imellem dem, før hans hænder var om hendes liv, hendes i hans hår og deres læber blev presset blidt imod hinanden. Få sekunder, så trak hun sig væk og hendes lysende blågrønne øjne mødte hans.

"Hej," sagde hun stille, hendes fingerspidser løb ned over hans skjorte. "Du ser godt ud."

Smilet på hans læber voksede en smule, og han trak sin kæreste tættere ind til sig, kyssede hende blidt på næsen. "Du skal vidst nødigt snakke. Det ville være en skam at sende så kønt et ansigt ind i arenaen."

Hans ord var efterfulgt af et kærligt, beroligende smil for at understrege at han ikke mente det, for at berolige hende, for han vidste godt at hans ord var lige på kanten, specielt på høstdagen. Han strøg hende kærlig over håret og hun pressede et sidste kys imod hans læber, før de slap hinanden, og uden yderligere ord begav sig hen til lodtrækningerne.

De hadede det begge to, men det var bare noget, der skulle overståes - de skulle bide tænderne sammen og ignorere indhegningerne, glemme faren indtil det var slut. De skulle holde ud af høre på borgmesterens tale om De Mørke Dage og grunden til Dødsspillet, høre på hvor fantastisk Capitol er og at de i hvert fald ikke skal vove på at prøve at lave et oprør, for det ville bare være ynkeligt. De skal bare holde ud at to børn som de kender, som de har set næsten hver dag hele deres liv, bliver dømt til døden, så er det slut. Mary pillede nervøst ved hendes negle og Cornelius' hoved var bøjet forover, han betragtede tavst jorden foran ham. Og så kvidrede den forfærdeligt overfladiske kvinde at det var 'damerne først,' og tippede i sine højhælede sko over til den ene store, hæslige glasbowle, den hvor Marys navn lå i fem gange. Alle er tavse. Hele distriktet holdt vejret. Cornelius så ikke op, Mary holdt ikke op med at pille lakken af sine negle. Det hele gik så langsomt. At kvinden trak den lille lap op, åbnede den, og med sin tykke Capitol-accent udtalte navnet helt forkert - alligevel var ingen i tvivl om hvem, der nu skulle dø.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...