Knuste glas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Verden er bygget op af rang. Nederst er børn og handicappede (Ground). Så kommer kvinder, mænd, normale civile (Earth) mens de berømte og kloge bor i Glashuset. Det er derfor en stor overaskelse da en teenager, Harmony fra Glashuset tager ned i ground, for at bo her. Få år efter beslutter regering en udrensning i Ground, for at det ikke skal blive overbefolket. Hvilket gør at de to højeste i Glashuset, sætter et spil i gang. Et spil der vil vare de næste mange år, og hvor barmhjertighed, kærlighed, og fortid sættes på en ultimativ prøve, på et spil på liv og død. Og da Harmonys tidligere trolovede, og hendes gamle flamme sættes ind i spillet, begge med den tro at det kun er dem hun elsker, sættes hun på det hårdeste spil nogensinde. For kun en kan slippe ud, og for at gøre det skal hun vinde spillet.

4Likes
1Kommentarer
274Visninger
AA

2. Spillet

"Mor.."

Hendes mund var let åben, og det sorte hår sad løst ned af hendes skuldre. Hendes ansigt var i rynker. Uendeligt mange rynker. Hun var næsten ugenkendelig. Jeg krammede mine hænder om hendes krop. Tusindere af tåre ramte det klinisk hvide gulv. 

"Min lille Harmony. Kom tilbage til os. Kom tilbage til glashuset" Jeg slap hende afvigende og vaklede tilbage. "Jeg beder dig min lille pige"

"Hvorfor?" min stemme virkede hård, og gjorde hende usikker. Hendes krop var skrøbelig, men de lyseblå øjne skinnede i gennem, og gjorde hende fuldt af styrke. Alligevel så skrøbelig. Som om hele hendes sind kan smuldre sammen, på få sekunder. Vælte sammen som glasskår fra en vase. 

Tussen gled over papiret. Hun var tre år. Hun tænkte ikke på den vase der stod vedsiden af hendes venstre skulder. Hun havde altid kendt far, som den venlige mand, og mor som mor. Hende der trøstede hende vær dag. Håret var bundet i en pariserfletning, med lyserøde elastikker og de blå øjne brød farven. Hun smilede. Hendes smil var hyggeligt og smukt.

Hun hørte næsten ikke vasen ramme gulvet. Det der ville ændre hendes liv forevigt. Glasskårerne faldt for hinanden, og spredte sig på gulvtæppet.

"HVAD FANDEN HAR DU GJORT DIN LUDERUNGE" Farens stemme var høj, og han løb mod hende, og tegningen faldt ud af hænderne på hende. "DEN MINGVASE HAR KOSTET MILIONER!"

"Mikey. Vær nu sød. Harmony er kun 3 år. Hun kunne ikke gøre for det, skat"

Hånden faldt mod hendes hud, og skriget bredte sig. Morens bedende hvisken kunne høres lavere og lavere. Til sidst forsvandt den, ligesom alt pigens mod. Denne vase ændrede hendes liv forevigt. 

"Harmony. Harmony?"

"Jeg fucking hader dig dit svin"

Min hånd rammer hendes blege kind, inden jeg selv når at opfatte hvad jeg gør. Som det var rent instinkt. At jeg lige nu stod og tæskede min mor. Det var som om jeg knuste glasset.

"Og så tror du jeg vil tilbage!"

"Du ved ikke hvad du gør" snerrede min mor. "Du skal vide at vi ikke kommer tilbage til dig din forkælede møgunge. Heller ikke når spillet er igang"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...