Knuste glas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Verden er bygget op af rang. Nederst er børn og handicappede (Ground). Så kommer kvinder, mænd, normale civile (Earth) mens de berømte og kloge bor i Glashuset. Det er derfor en stor overaskelse da en teenager, Harmony fra Glashuset tager ned i ground, for at bo her. Få år efter beslutter regering en udrensning i Ground, for at det ikke skal blive overbefolket. Hvilket gør at de to højeste i Glashuset, sætter et spil i gang. Et spil der vil vare de næste mange år, og hvor barmhjertighed, kærlighed, og fortid sættes på en ultimativ prøve, på et spil på liv og død. Og da Harmonys tidligere trolovede, og hendes gamle flamme sættes ind i spillet, begge med den tro at det kun er dem hun elsker, sættes hun på det hårdeste spil nogensinde. For kun en kan slippe ud, og for at gøre det skal hun vinde spillet.

4Likes
1Kommentarer
269Visninger
AA

3. Købte Brownies

Debra Hanson. Det gav et sæt i mig hver gang jeg gik hen af den støvede gang mod hendes rum. Hendes chance for at overleve var 1 ud 10. Hun virker så uskyldig, og man ønsker heletiden at kunne smide sygdommen over på en anden. Hvem som helst. Det virker uvirkeligt at hun skal dø af sygdommen. Det burde hun ikke. Det burde være en anden. Ikke den generte, forsigtige, autistiske, Debra. Hendes øjne var store og brune, og det lysebrune tynde hår i en lille fletning. Den lille 11 årige pige, der tænkte mere alvorligt end de fleste voksne, og vidste en del. Det var leukæmi.

Hver eneste dag kunne sygdommen tage Debra fra mig. Debra var en slags lillesøster, mor, og bedsteveninde. Hun ændrede konstant alder. Og hun var så smuk at hun kunne have boet i første rang på glashuset. Nogengange er Cancer så uretfærdig. Hvor skulle den akkurat have udset sig at tage smukke Debra. Min Debra. 

Nummer 318. Debras nummer. Jeg åbnede døren forsigtigt, for ikke at vælte den varme chokolade der tonede sig op på mit fad. Debra elskede varm chokolade. Desuden blev hun 12 idag. Det skulle fejres. Det havde mig og Debra aftalt. Jeg har kendt hende siden hun var 8 år, og hun er ikke blevet en smule mindre nuttet siden.

"Debs?"

Lugten fra chokolade og købte brownies slog op mod min næse, og blandede sig med den syntetiske lugt, fra de kridthvide vægge, der slog sig op, overalt i Ground. Måske var hvid en nationalfarve? Måske bare sat op for at provokere. Jeg ved det ikke. 

"Jeg er her Mony" Jeg kan næsten fornemme det lille smil. Hendes stemme er altid hæs. "De flyttede om i stuen i dag. De siger vi trænger til forandring"

Hun er blevet rykket hen mod en minipalme, og en radiator, som hun akkurat selv kan nå. Jeg går forsigtigt over mod Debra, som om jeg er bange for at den lille fine autist skal gå i milliarder af små stykker. Jeg ligger hurtigt mærke til et billede af en tulipan, men er ret sikker på at ingen ved hvad det er, og tænker at det nok er abstrakt. Det er det ikke.

De gule blade er orange mod de brune frø, og bladene bølger ud i luften, så hovedet let hænger mod den ene side. Der er 2 blade på stilken, og jeg kan næsten lugte den friske duft for den smukke tulipan. Ikke fordi jeg er tulipanpige. Men alligevel. Jeg savner Glashuset en smule. 

"Hvad er det?" Hendes stemme lyder nysgerrig, og hendes nu 12 årige barneøjne bliver rettet mod mig. "Har du set det før Mony"

"Ja.. Jeg mener nej"

Hun lo blidt. "Sæt dig ned ved mig"

"Hvorfor?"

"Fordi du har kage. Jeg kan jo ikke nå forhelvede"

Jeg satte mig ned ved hende, og hun lavede et stort smil, da hun gravede fingrene frem, og tog den største brownie, på millimeters forskel, og åd den i en mundfuld. Hun smilede, da chokoladesmagen bredte sig i den mund, blandt de klinisk hvide tænder. 

"Det smager godt. Er det hjemmebag?"

"Nej. Jeg havde kun penge til købe..."

Hun sukkede, og proppede endnu en brownie i munden. Hun smilede let, og charmerende, samt slog sin hestehale en lille smule til siden.

"Det smager ikke godt"

"Det sagde du lige før"

"Købe brownies smager ikke godt"

"Det har du lige sagt" jeg lænnede mig frem over hende, med et drilsk smil. "Ved du hvad? Jeg tror du lyver din lille kvalitetspige"

"Nej. Og jeg er ikke kvalitet"

Hun ragede sin arm op, og hev fat i endnu en brownie og proppede den grådigt ind i munden. Kagekrummerne faldt fra hendes mund, og det lykkedes hende at grine med munden fuld af brownie, uden at spilde særligt meget på hendes dyne og trøje.

"Vel er du så"

"Mød op på pladsen i morgen. Der begynder spillet" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...