Knuste glas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Verden er bygget op af rang. Nederst er børn og handicappede (Ground). Så kommer kvinder, mænd, normale civile (Earth) mens de berømte og kloge bor i Glashuset. Det er derfor en stor overaskelse da en teenager, Harmony fra Glashuset tager ned i ground, for at bo her. Få år efter beslutter regering en udrensning i Ground, for at det ikke skal blive overbefolket. Hvilket gør at de to højeste i Glashuset, sætter et spil i gang. Et spil der vil vare de næste mange år, og hvor barmhjertighed, kærlighed, og fortid sættes på en ultimativ prøve, på et spil på liv og død. Og da Harmonys tidligere trolovede, og hendes gamle flamme sættes ind i spillet, begge med den tro at det kun er dem hun elsker, sættes hun på det hårdeste spil nogensinde. For kun en kan slippe ud, og for at gøre det skal hun vinde spillet.

4Likes
1Kommentarer
269Visninger
AA

1. Et eventyr

"Kan du huske hvordan der ser ud Barn"  Agnete så sørgmodigt mod mig, og lænede hoved op af hendes rynkede arm. Hendes hud lignede en indtørret rosin, og hendes livlige eventyrlige blå øjne lå indsunket i det rosinlignede ansigt. Det var knogleskørhed. Dog kun i svag grad, og man kunne stadig se friskheden og lysten, og ja, eventyrerne i hendes smukke øjne. Jeg beundrede hendes øjne. De var så smukke og fantastiske. 

"Ja. Jeg kan huske det. Det er kun 3 år siden jeg forlod det" Jeg hældte teen ned i den snavsede kop. "Jeg husker hvert minde så klart, som da jeg rejste derfra"

"Jamen Barn. Må jeg så ikke høre en historie"

"Jeg tror du har hørt dem alle"

"Nej" Hendes stemme lød truende, og hun knuede næverne. Hun fik mig til at gispe, men det lykkedes mig at gribe den antikke tekande, inden den ramt kalkgulvet. "Fortæl en" beordrede hun. 

"Men det er historier om mig"

"Så lad mig høre en historie om dig"

"Men det er ikke sikkert de ville kunne lide dem" Hun fangede mine grønne øjne, og holdt dem mod hendes. 

"Gør det"

Jeg satte mig på den slidte sofa vedsiden af hende. Mine hænder sank opgivende på mine knæ, og jeg forsøgte at smile. Hun slog et let smil ud, og en venlig mumlen, inden hun rystende og langsomt greb min hvide hånd. Hun strammede den så meget at det næste gjorde ondt. Hendes fingre var kolde og krogede. Men hvad kan man forvendte om en 83 årig kvinde, der var født her, og højt sandsygeligt kom til at dø her. 

"Det røde tæppe lå på glaskuplens gulv. Den var purpurrød, og jeg kan huske hvordan far og mor kom ned af dem. De kom med en ung mand..."

Jeg blev afbrudt af Agnete, der udstedte en pigefnisen, og rodede i min mørke hestehale, med hendes krogede fingre.

"Var der nogen der blev lidt forelsket var? Var han lækker?"

Jeg ignorerede hende.

"Jeg var 12 år, og blev 13 om 2 uger. Der hvor man skal se om man er egnet til at være i Glashuset, Earths, eller Ground, og jeg glædede mig vildt. Min mor holdt et glas med champange, og hendes hår var i hendes sædvanlige pariserfletning. Hun kom over til mig. Jeg tror ikke hun var helt ædru. Hun lagde munden hen til mit øre så jeg kunne lugte hendes alkoholånde. Så åbnede hun munden, og sagde grunden til at jeg frivilligt tog herned"

"Det er din trolovede. I skal giftes i morgen"

Det var ikke mig der sagde sætningen. Heller ikke Agnete. Stemmen var hæs, men venlig. 

"Mor!" skreg jeg. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...