En Fortælling - Skoleopgave

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Det handler om en mand, der bor i en verden med alle mulige former for magiske væsner. Han har altid været alene og er altid blevet drillet. Han ved ikke, hvor han kommer fra. Det eneste, han ved, er, at han er anderledes. Alle de andre kan alle mulige specielle ting, og han kan intet - lige indtil, han møder selveste Døden.
Det er en skoleopgave, som jeg skrev for, jeg tror, ca. et halvt år siden. Det er fra en fsa, og det er opgave 3, som er "En Fortælling." Det eneste, der var kravet til fortællingen, var, at uddraget af en tegneserie - "Lykkebarnet" af Brødrene Grimm - var centralt for historien. Og så skulle overskriften være "En Fortælling", så det er altså ikke fordi, jeg er fuldstændig uopfindsom eller noget.

Fik 10 for den. :-)

3Likes
3Kommentarer
419Visninger
AA

2. En Fortælling

Han løber så hurtigt, han kan. Han kigger sig ikke tilbage. Han trækker vejret hurtigere og hurtigere. Han prøver at undgå grenene fra skovens træer, men det lykkes ikke. Han kan mærke rifterne svier, men prøver at undgå at lægge mærke til det. Han er bange. Hvad vil de gøre ved ham, hvis de indhenter ham? Kaste sten efter ham, forvandle ham til sjove dyr og lave grin med ham, gøre grin af ham, som han er, hænge ham op i et højt træ? Han ved det ikke, men han ved, at det umuligt kan være noget godt. Gid han havde nogen kræfter. Han har ingen chance mod nogen af dem, der er efter ham. Troldmanden er virkelig klog og kan trylle. De to nisser kan gøre sig usynlige og forvandle sig selv til dyr. Og kæmperne er store og stærke. Han er hverken klog, stor eller stærk. Han kan ikke trylle, forvandle sig til et dyr eller gøre sig usynlig. Intet kan han! Hvorfor skal han dog være anderledes? Kunne han ikke bare være som de andre? Han er bare tynd og ranglet. Han vil være hvad som helst. Dværgene er utrolig gode håndværkere. Troldene har evnen til at gøre folk glade, hvis de er sure. Hekse kan trylle og også flyve, så længe de har en speciel kost. Feer kan trylle ved hjælp af naturens kræfter og flyve, da de har vinger. Han vil gøre alt for at få bare en af de egenskaber.

Da han er kommet et stykke ud af skoven, vælger han at kigge sig tilbage og se, om de stadig er efter ham. Pludselig mærker han et dunk mod sin krop, og før han ved af det, triller han ned af en lang trappe. Det er mørkt dernede. Kun en lille smule lys, kommer ind ad åbningen ovenfor trappen.  Han kan se, der er en dør deroppe. Det er den, han ramte, før han faldt ned ad trappen. Han sætter sig op ad muren derinde. Der er koldt. Han har rifter overalt, fra træernes grene og fra faldet på trappen.

"Dexter," hvisker en stemme.

Han kigger rundt i rummet. "Hvem der?" spørger han bange. Han ser en mørk skygge, mørkere end rummet, træde frem bag nogle tremmer.

"Hej Dexter. Du er ventet," siger skyggen.

"Hvorfra kender du mit navn?"

"Jeg kender alle væsner i denne verden, Dexter. Jeg er Døden. Jeg kan kigge ind i dit sind og se din fortid, nutid og fremtid."

"Hvad er død for noget?"

"Død. Død er noget, der fandtes for mange år siden. Indtil jeg blev spærret inde i dette lille fængsel. Når man dør, så betyder det, at man ikke er her mere."

"Jamen, hvordan kan man ikke være her mere?" spørger Dexter uforstående.

"For længe siden, da døden stadig fandtes, døde folk, når de var blevet gamle, så der var plads til, at nye kunne komme til. Og efter noget tid, bliver man selv genfødt. Men uden folk, der dør, er der lige pludselig ikke plads til os alle sammen."

"Okay. Men hvorfor har de så spærret dig inde?"

"Folk har ikke lyst til at dø. De mener, at alle er meget lykkeligere, når døden ikke findes. Men jeg kender en måde, hvorpå døden kan komme til at eksistere igen.

"Hvordan?" Han er blevet meget nysgerrig.

"Jeg skal bruge din hjælp. Du får kræften til at dræbe. Den eneste betingelse, der er, er at du skal dræbe dem, jeg beder dig om. Og vi må indgå en pagt. Bliver en pagt brudt, dør man. Er du klar på det?"

Han tænker sig lidt om. "Må jeg dræbe akkurat dem, jeg har lyst til?"

"Ja," svarer døden, velvidende om, at Dexter ikke vil kunne styre det, men han ved også, at det er den eneste måde, han kan få døden indført igen.

"Hmm... Okay," svarer Dexter.

"Godt. Jeg er godt nok spærret inde, men jeg kan føre nogen af mine kræfter gennem denne stav," siger han og trækker en lille stav frem, lignende dem troldmænd og hekse bruger. Han lukker øjnene og klemmer om staven. Et stort lysglimt kommer et kort sekund. Han rækker Dexter staven. "Du kan enten rette staven imod personen, der skal dø og sige død. Personen vil så dø i samme sekund. Ellers kan du slå personen to gange med staven, og de vil også falde døde om. Du bestemmer selv."

Døden giver Dexter hånden. Han bliver ved med at holde den.

"Du skal nu sige: Jeg indgår en pagt med Døden om, at jeg vil dræbe de folk, han befaler mig. Hvis ikke jeg overholder denne pagt, vil jeg dø," siger Døden.

Det gør han så, og de har indgået en pagt.

Dexter går op ad trappen med staven i hånden. Han kan ikke fatte det. Han har endelig fået en speciel egenskab. Og så endda den største af dem alle! Ingen andre har den - udover Døden, som ikke kan bruge den til ret meget, da han er blevet spærret inde. Han går hjem og sidder og venter på, at det bliver mørkt. Han bor alene på trods af, at han kun er 12 år. Rygterne i byen siger, at hans forældre ikke ville have ham, fordi han var et misfoster, der ikke kunne noget som helst. Ha! Gid de kunne se ham nu. Så kunne de rigtig få lov til at fortryde det. Og bagefter skulle han nok komme efter dem.

Mørket kommer og han går hen til den første nisses hus. Nissen sidder i en lille lænestol og læser, kan han se fra vinduet. Dexter retter staven mod nissen og hvisker "død". Og nissen dør på stedet. Dexter kan ikke lade være med at grine. "Ha!" siger han. "Så fik du den!" Han går derefter videre til den næste nisses hus. Her kan han ikke se nissen ind ad vinduet, så han må bryde ind. Han prøver døren, men den er låst. Han bestemmer sig så for at smadre vinduet med en sten. Og det gør han så. Til sidst har han fået det smadret så meget, at han kan kravle ind. Han lister af sted, men kan godt høre, at nogen i huset har hørt ham. Nissens far kommer gående ned ad trappen, og før han får kigget sig om, har Dexter sigtet og sagt "død". Dexter går derefter videre ovenpå, hvor nissens mor står og skælver. "Død," siger Dexter og hun falder også død om. Han går videre ind på nissens værelse. Han ligger stadig i sin seng og sover. Her går Dexter hen foran nissens hoved og siger: "Bøh!"

Nissen vågner med et sæt. "Hvad, hvad sker der!?"

"Det er tid til tilbagebetaling," siger Dexter og holder staven foran nissens hoved. Han sænker den langsomt til den til sidst rører nissen og nissen falder død om. Dexter nyder, at han endelig kan få hævn.

Sådan fortsætter Dexter, til han til sidst har dræbt alle dem, der nogensinde har drillet ham.

 

***

 

Dexter har dræbt mange folk gennem de næsten 20 år. Hver gang, der har været en, der har hentydet til, at han ikke er som alle andre, er han taget til personens hus, når det blev nat, taget sin stav og dræbt personen. Og han har endnu ikke fortrudt et eneste af drabene. De havde alle fortjent det.

Han går ned ad trappen, ned til Døden.

"Goddag Dexter," siger Døden. "Der er i dag blevet født et barn. Det barn må dø."

"Javel," siger Dexter og går hjem igen.

Da mørket kommer, går Dexter hen til huset med det lille barn. Han kigger ind. Han kan ikke se nogen. Gennem årene har han lært at låse døre op ved hjælp af staven. Han træder ind i huset og lister sig ind i soveværelset. Han ser, at det lille barn ligger helt alene. Det er først da, han ser det. Barnet her, er ikke som andre. Barnet ligner... ham selv. Det er derfor, Døden vil have barnet dræbt. Barnets fremtid er så dårlig, at det er bedre, hvis det dør. Dexter tøver. Han vil gerne give barnet det bedste, men det er et barn, der er ligesom ham selv. Det er den første, han har set, der ligner ham. Men hvis ikke han gør det, vil han selv dø, og så vil barnet også være helt alene i verden. Han tager en hurtig beslutning og dræber barnet med staven. Alligevel vil han ikke bare lade barnet ligge der. Han tager hjem og finder en kasse, en hammer, nogle søm og nogle træbjælker. Så går han tilbage til huset. Han tager barnet og putter ned i kassen, og bærer den derefter med ud af landsbyen. Han går ned ad en lang stentrappe. Kassen har han i hænderne. Han prøver, at lade være med at kigge ned på det døde barn. For enden af trappen, står hans karet. Han slår hestene med en pisk, så de vågner. Først sætter han kassen op i kareten, så træder han selv op i den. Han kører ud til en lille flod. Han sætter kassen ned på jorden, tager hammeren i hånden og nogle søm i munden, og banker så træbjælkerne i kassen, som et låg. Vandet er beskidt. Langs det, er der mange træer. Nogen af dem er væltet, så de ligger halvt nede i vandet. Han lukker øjnene, da han smider kassen ned i vandet og vender sig derefter hurtigt om. Han hører plasket bag sig. Han går tilbage til kareten og kører hjemad, mens kassen med det lille barn flyder væk.

 

***

 

Hans øjne går op og han sætter sig op med et sæt. Hans vejrtrækning er hurtig. Episoden med det lille barn, han lige har dræbt, gengives i hans drømme. Han ser, hvordan det lille barn ligger der, ude af stand til at gøre noget som helst. Hvordan dets liv så pludseligt var endt. Han ser ham selv tage livet af den lille dreng. Hvordan kunne han gøre sådan noget? Hvorfor ser han ikke før nu, hvor ond og koldblodig han har været? Dexter var en lille dreng, der ingen evner havde. En lille dreng, der ville hævne sig. Men hvordan er det kommet så vidt? Engang var landsbyen fyldt med glade børn, der legede, forældre, der turde lade sine børn gå alene på gaden, folk der var stort set frygtløse og folk der levede i harmoni med hinanden på trods af deres forskelligheder. Hvordan kunne han ødelægge det hele, bare fordi han ikke selv havde det så godt? Hvordan kunne han være så egoistisk? Nu er landsbyen halvfyldt med bange folk, der aldrig lader sine børn gå alene på gaden. Gaderne er stort set altid tomme. Folk tør ikke åbne deres mund, i frygt for at det kan koste deres liv. De lever ikke længere i harmoni med nogen. For hvem kunne finde på at gå rundt og myrde folk på stribe? Deres egen art? Eller en af de andre arter? Én mand har skabt dette kaos. Og det er ham. Intet af det her er Dødens skyld. Døden ønskede, at der blev indført død i verden igen. Ikke at en massemorder kom. Døden gav ham godt nok tilladelse til at dræbe, hvem han ville. Men kun så dem, der skulle dræbes, også blev dræbt. Døden er retfærdig og dræber kun dem, der har brugt deres tid her i verden, og dem, der vil få en grusom fremtid. Døden bad ham jo ikke om at gå rundt og dræbe nærmest uskyldige mennesker.

Han smider dynen af sig, står op, tager sin stav og går udenfor. Han går hen til den mest magtfulde troldmands hus. Det er troldmanden og hans råd, der vedtager lovene i landsbyen. Dexter banker så hårdt på døren til huset, at det gør ondt i hans knoer.

Han hører en dør gå op indenfor og ser lyset blive tændt. Nu går døren op foran ham.

"Goddag Dexter," siger troldmanden. Han står i en blå badekåbe med morgenhår. Han træder til siden og rækker armen ud. "Kom da indenfor." Dexter går ind og troldmanden lukker døren.

"Sæt dig bare ned," siger troldmanden.

"Tak," siger Dexter og sætter sig ned i en af stolene. Hans hjerte banker. Er han nu helt sikker på, at han vil det her? Han tænker lidt ved sig selv. Der er en larmende stilhed i rummet.

"Nå, hvad har du så på hjerte?" siger troldmanden.

"Jo... Ser du..." Han begynder at svede og kan næsten ikke få ordene ud. "Jeg er ikke helt den person, som I alle sammen går rundt og tror jeg er. Jeg er... Jeg er morderen."

Troldmanden løfter øjenbrynene i et par sekunder. "Så det er dig, der har gået rundt i al den her tid og myrdet. Alle dem? På egen hånd?"

"Ja."

"Hvordan kan det gå til? Hvordan har du kunnet få den kræft?"

Og så fortæller Dexter. Han fortæller om, hvordan han var faldet ned af trapperne til Døden, hvad Døden og ham havde aftalt og om, hvordan han havde myrdet alle de folk.

"Javel. Og hvad er den præcise grund til, at du kommer her og fortæller mig om det?" spørger troldmanden.

"Jeg vil ikke dræbe mere. Jeg har besluttet mig for at bryde pagten og lade mig selv dø. På én betingelse: I skal lade Døden komme fri igen og lade ham beslutte, hvem der skal dø. Det kan være, at I ser mørkt på det at dø. Men det er en naturlig del af livet. Selvom der nogle gange er nogen, der dør, mens de er helt små, så er der altid en grund."

Troldmanden tager noget ordentligt tøj på og indkalder derefter alle i rådet til møde. De diskuterer frem og tilbage om, om Døden skal slippes løs igen eller ej. Da de er færdige, henter Troldmanden Dexter og fortæller ham om, hvad de har besluttet.

"Vi har besluttet, at vi lukker Døden ud igen."

"Mange tak."

Dexter og troldmændene går ned til Døden og han bliver lukket ud. Dexter fortæller, at han har besluttet sig for ikke mere at dræbe, også selvom det betyder at hans eget liv må ende. Han giver Døden staven tilbage.

Dexter går tilbage til landsbyen. Han har indtil midnat, før han skal dø. Først går han hen og siger undskyld til alle folk i landsbyen, som har mistet familie eller venner. De er alle sammen stadig sure på ham over, at han kunne gøre sådan noget. Han forstår det godt. Derefter går han hjem og lægger sig i sin seng. Tænker på, hvordan hans liv har været. På trods af, at han gerne vil bevise, at han ikke kun er ren ondskab, men at der også er noget godt i ham, er han glad for at han skal dø. Hvis han skulle gå i mange år endnu og tænke over alle de mennesker, han har slået ihjel - det ville han ikke kunnet holde ud. Han indgik en pagt for mange år siden, og han har valgt at bryde den. Og det er det bedste. Han kunne jo også bare have valgt at blive ved med at dræbe, men kun dem, som Døden bad om. Det er han bare ikke sikker på, at han ville kunne holde ud. Han vil blive hadet af alle folk. Det er fejt bare at dø, det ved han. Han burde blive og lide. Men det kan han ikke.

Men en ting som han ikke kan få sine tanker væk fra, er den lille ting, han har spekuleret på hele sit liv.

Døden træder ind ad døren. Det er midnat. Døden tager hænderne op over hovedet og peger på Dexter med dem.

"VENT!" råber Dexter pludselig. "Jeg kan ikke dø uden at vide det her. Du kunne se alles fortid, nutid og fremtid, ikke? Så må du jo også kunne fortælle mig, hvilket væsen jeg er."

"Hmm..." siger Døden. "Det er faktisk meget interessant. Du er et menneske. Et folk fra en hel anden dimension. I få tilfælde, kan der ske en krydsning mellem dimensionerne, som gør, at folk som du havner her ved en fejl."

"Så mine forældre har ikke forladt mig? Jeg er ikke et misfoster? Jeg er bare havnet det forkerte sted."

"Korrekt."

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det her før?"

"Jeg ventede på at du selv spurgte," svarer Døden.

"Og der er ingen måde, hvorpå jeg kunne være kommet tilbage til den dimension, jeg skulle have været i?"

"Nej, desværre."

"Okay." Han tager en dyb indånding og lukker øjnene. "Jeg er klar. Jeg er klar til at dø."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...