Eufori; en fiktionbiografisk historie om Frederikke Reventlow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 9 aug. 2013
  • Status: Færdig
En gennemgang af Frederikke Reventlows liv, primært med husbonden Christian Reventlow; Blanding af fortællinger og konkrete øjeblikke.
Tidsspændet går fra 1764-1813.

32Likes
37Kommentarer
1143Visninger
AA

2. Eufori

Jeg var atten år, da jeg traf Christian. Vi havde vores bolig i Sorø, mens han netop var kommet fra gymnasiet i Altona, samme by som daværende gehejmekabinetsminister Struensee var bosat, inden han kom til hoffet. Han besøgte mig ofte, Christian, og selvom det aldrig blev bragt på tale, tror jeg, det var tydeligt, at dette var fremtiden. Vi var. Før hver af vore aftaler, fandt jeg mig selv i mit lille kammer. Jeg ville sidde foran spejlet og rede mit krøllede hår til orden, inden han bankede på ude fra gaden, og jeg med hastige skridt strøg gennem det ydmyge hus for at lukke ham ind.

 

          Jeg betragtede kort mit spejlbillede på bagsiden af sølvbørsten, på trods af det noget større spejl lige foran mig. Et subtilt smil bredte sig på mine læber, alle tanker på ham. Det var stadig kun ganske få gange, jeg havde set ham, men der var noget ved ham, der fik mig til at føle som jeg ikke har gjort før. Hans intellekt var imponerende, hans umiddelbare charme dragende. Jeg sad få øjeblikke endnu, før mine tanker blev revet væk ved lyden af de velkendte fire bank på dørhammeren. Det subtile smil blev øjeblikkeligt erstattet af et udtryk af ren glæde, der skyllede gennem mig samme sekund. Det var denne følelse, han bragte med sig, en snurrende, boblende varme, der spredte sig fra maven og ud i hele kroppen, indtil man intet andet kunne føle end lykke. Eufori.

 

Et møde blev til mange, men følelsen forblev den samme hver eneste gang. I 1969, da jeg var toogtyve, og i ulykkelige omstændigheder stod alene efter min moders død, flyttede jeg til Vallø Jomfrukloster, stiftet af enkedronning Sophie Magdalene, en kær ven af min familie. Med megen frygt for hvad jeg kunne forvente af mine kommende bofæller, var jeg noget nervøs, da først ankom til slottet. Jeg nikkede korrekt til de piger, der var kommet frem fra deres kamre for at byde mig velkommen, og snart forstod jeg, at ydede jeg selv en indsats, var venlig og proper, blev jeg belønnet med deres venskab. De blev som en familie for mig. Gennem alt dette havde jeg stadig min Christian, som jeg i mellemtiden var begyndt at elske.

 

          Mit blik var blødt rettet mod jorden under mig. Mine fødder trippede forventningsfuldt i gruset, og den typiske danske vind rev blidt i min kjole. Buddet plejede at komme med klostrets post omkring denne tid, og jeg kunne ikke blot vente ved vinduet i mit værelse mere, jeg måtte få det med det samme. Mine kinder blussede en smule ved tanken om det sidste brev jeg modtog, fyldt med smukke, dybfølte ord. Og netop da synede jeg buddet længere nede af stien. Min hals straktes forventningsfuldt, som han nærmede sig, og da han endelig kom i taleafstand, nikkede han høfligt og sagde: - Ja, jeg har et brev med til Dem i dag, før han satte sin sæk på jorden og fandt mit brev blandt de øverste. Han rakte det høfligt til mig, og jeg nikkede taknemmeligt som svar, inden jeg gik tilbage mod mit værelse, fingre ivrige efter at åbne brevet.
Jeg brød forseglingen, så snart døren var lukket bag mig, og bare synet af hans håndskrift var behageligt. Som i alle hans andre smukke breve til mig, strålede både hans intellekt og charme gennem blækket på papiret. Han fortalte mig om hans ture rundt i København, hvordan han gennem butiksruderne havde set på kjoler til mig, men, som han selv skrev straks bagefter, ”aldrig kommer jeg til at elske nogen kjole som dig.” Brevet blev gradvist smukkere, og jeg var tæt på åndeløs, da jeg læste hans underskrift, kunne blot sænke papiret. Den var der igen, følelsen. Euforien.

 

Dagen kom snart, små tre år senere, hvor min ven, Carl Wendt, kom og besøgte mig. Jeg husker stadig, at han bar et roligt ansigtsudtryk, der alligevel røbede en vis andenhåndsglæde. Hvorfor det var sådan, vidste jeg dog ikke endnu, da jeg bed mærke i det. Snart blev det dog afsløret, hvad ansigtsudtrykket skyldtes. – Christian Ditlev Frederik Reventlow har anmodet om Deres hånd i ægteskab, sagde Carl endelig, og trods den umiddelbare overraskelse, var det alligevel ikke komplet uventet. Det var sådan, jeg havde tænkt mig, det ville gå fra starten. Selvfølgelig sagde jeg ja; jeg vidste inde i mig selv, at vi i sandhed var perfekte for hinanden. Den enogtyvende august kunne vi officielt kalde os forlovede.

Christian kunne give mig alt, jeg havde brug for. Sikkerhed. Økonomisk såvel som socialt. Familie. Status. Men vigtigst af alt, kunne han give mig sin kærlighed, og den har betydet mest for mig i mange år nu. Den økonomiske del af denne forpligtelse, vi snart indgik, faldt på plads i maj 1774, da ægtepagten blev underskrevet, og vi var et skridt tættere på vor fælles lykke. Det magiske bryllup, der blev afholdt den fireogtyvende juni samme år.

 

          Jeg stod i et baglokale i Tirstrup kirke, min krop sitrede af nervøsitet. Udenfor var et strålende vejr. Ikke varmt, det var det sjældent, men behageligt lunt og solen skinnede. En perfekt dag for vort perfekte bryllup. Jeg tog en dyb indånding, sendte en tanke til Christian, som sikkert stod ved alteret, og kiggede ned ad mit skørt. Louise hjalp mig med at finde kjolen, en smuk sag, manteau og skørt. Den var syet af en smuk, varm gul silke og brystet var broderet i alle de livlige farver, man måtte bære for at følge moden. Straks begyndte orglet at spille, og med en sitren i kroppen trådte jeg ud af baglokalet og kom til syne på kirkegulvet. Gæsterne, bestående af vor familier og store fælles vennekreds, vendte sig på bænkene og gispede betaget, men jeg havde kun øjne for min Christian. Det var svært ikke at skynde sig til alteret for at være ved hans side, men jeg afholdt mig og fortsatte i det propre tempo.
Præsten talte, det var bestemt smukke ord, men jeg var for spændt til fuldt at værdsætte dem, så da vi endelig blev spurgt, om vi ville vies, var det et lettelsens ”ja” der forlod mine læber, glædestårer i mine øjne. Få øjeblikke senere lænte Christian, kinderne glinsende våde af tårer, sig mod mig og kyssede min mund; dette udløste rørte suk fra kirkebænkene. Jeg så ned et kort øjeblik derefter, så ham så i øjnene og da gik det rigtigt op for mig. Vi skulle være sammen for evigt, og den åbenbaring var dét, som udløste den snart velkendte følelse; eufori.

 

 Ser I, vor fælles lykke havde en tendens til gang på gang at nå nye højder, når vi ikke troede, det var muligt. Året efter vort bryllup blev vi forældre til en velskabt, lille dreng. Hans fødsel var kort tid efter Christians faders død, så sønnen blev døbt Christian Detlev efter ham. Med al lykken fulgte naturligvis også ulykke. Kort tid før Christian fyldte tre, da vor anden søn Christopher var halvandet år, gik vor tredje søn, Conrad Ditlev Einert, bort i sin vugge. Det var en barsk realitet, men på trods af, at sorgen aldrig forsvandt, blev Christian ved min side, trøstede mig når jeg græd, ligesom jeg ville trøste ham. I vore år på Aalstrup Herregård, inden vi flyttede fast til København, fik vi fem børn.

 

          Solstrålerne dannede lyse områder på køkkengulvet i Aalstrup Herregård. Det var en typisk sommerdag, og dog. Dette var en af dagene, Christian var hjemme i stedet for at befinde sig i København, dybt begravet i sit politiske arbejde. Jeg har altid beundret ham meget for det, han har gjort, siden han blev greve efter sin far. Han har altid været et godt, empatisk menneske, og nu hvor han havde mere magt til at gøre en forskel, benyttede han sig af det, gjorde bønderne ved Christiansæde så frie, som han kunne tillade sig, forbedrede deres forhold og udstyr. Jeg lænede mig let over køkkendisken for at se af vinduet ud til haven, hvor Christian sad og iagttog vor ældste søn, der ihærdigt prøvede at mestre den top, han havde fået i gave fra København få timer forinden. Christopher sad på sin faders skød og pillede ved en nål i hans jakke. Lille Sophie Charlotte sov i sin vugge få meter derfra, og dette idylliske syn fik mig til at smile. Da vendte jeg mig om igen og spurgte en af køkkenpigerne om kirsebærtærten, vi snart ville nyde. – Tærten vil straks blive bragt ud til Dem, Deres Højhed, gå blot ud til Deres familie og nyd sommervejret, svarede den unge pige prompte og nejede. Jeg smilede taknemmeligt, forlod så lokalet for at tilslutte mig min mand og vore børn. – Det er et smukt vejr, sagde Christian straks, da jeg satte mig ved hans side på bænken. Jeg sagde intet som svar, nikkede bare og vendte så blikket mod lille Christian, der nu havde fået sin top til at snurre. Hans små hænder klappede i ekstase, og min mand sagde ham et par stolte ord, da jeg tog hans hånd og strøg  Christopher over håret med den ledige. Dette idylliske øjeblik sammensluttede sig i mine minder om ét ord. Eufori.

 

Den dag vidste vi selvfølgelig ikke at vi om få år ville have mistet både lille Christopher og den datter, vi fik efter Ludvig.

I starten af det nye årti, fyldte min ægtemands arbejde så meget, at vi besluttede permanent at flytte til vor bolig i København. Det var ikke uden at gøre mig mine egne overvejelser, der senere førte ud i nervøse skænderier. Moralen ved det danske hof var lav, og det ville ødelægge mig at se min mands synke, når han kom tættere derpå. Christian og jeg vidste, at vi var hinandens eneste ene, men det vidste hofdamerne ikke; hvad kunne de få min mand ind i, når nogle af disse havde lokket Hans Kongelige Højhed Christian VII i unåde? Efter flere uoverensstemmelser, gjorde Christian det dog klart for mig, at det aldrig ville forekomme ham at så meget som tænke på andre kvinder end mig. Dette varmede mit hjerte nok til at støtte ham i hans fordelagtige flytning.

Jeg husker stadig hans tilstand af strålende lykke, da han efter lang tids planlægning med nære venner samt Hans Kongelige Højhed kronprins Frederik endelig, ved brug af et succesfuldt statskup, var kommet til magten. – Nu skal tingene forbedres, havde han sagt ved middagsbordet, tydelig stolthed i både hans stemme og øjne. Jeg vidste, hvor meget han brændte for denne sag, og jeg var lykkelig på hans vegne, selvom det skar i mig, at han nu sikkert igen ville tilbringe meget tid væk fra hjemmet som dengang, vi boede på herregården. Mine bange anelser vidste sig at være med god grund, for han brugte meget af sin dag ved hoffet, udarbejdede sine politiske syn. Måske dette var usundt for ægteskabet, vor nærhed, og dog sundt for mine andre relationer. De efterfølgende år brugte jeg i stigende grad tid på selskaber med mine veninder, både i og udenfor København.

 

          De stegte sild var stadig dampende varme, da værtindens køkkenpige satte dem på bordet. – Jeg håber, retten behager dem. Kartoflerne kommer straks, stammede hun og forsvandt så ud i køkkenet igen. Da alt var sat på bordet, bad vi sammen en bordbøn, mine fire veninder og jeg, hvorefter værtinden bød os ”vær så god”. Der blev sladret frem og tilbage over bordet, mens sildene gradvist forsvandt fra serveringsfadet. – Jo, det er rigtigt, Marie, nu kan bønder bare låne penge uden videre, lød det fra Louise, som efter alt at dømme var i færd med at forklare den nye kreditkasse, Christian har taget del i at grundlægge. Jeg vendte mig for at lytte med til samtalen, og mine veninder var tydeligvis ikke helt tilfredse med deres svindende fordele af fæsteforholdet. Jeg rømmede mig en smule og afbrød så: - Lad os da ikke diskutere politik nu. Kan vi se de franske sofaer, du har fortalt om? Jeg vendte hovedet mod værtinden, som nikkede hastigt og rejste sig for at vise os ind mod dagligstuen.

Da jeg trådte ind ad døren til gården på Amaliegade, var ilden i pejsen næsten gået ud. Jeg lagde lidt nyt brænde ved og gav ilden nyt liv med blæsebælgen, før jeg fortsatte ind i vort sovekammer og iførte mig min natdragt. Det var blevet sent, solen var for længst gået ned på denne vintermåned, kun et svagt, blegt måneskær lyste værelset op udover stearinlyset på kommoden. Min arvede perlekæde blev lagt nænsomt i et smykkeskrin, før jeg krøb ind under gåsedunsdynen. Den ene halvdel af sengen var endnu tom; jeg kunne ikke rigtigt få mig selv til at falde i søvn. Christian måtte snart komme hjem.
Jeg var faldet en smule hen alligevel, da en højlydt knirken igen gjorde mig lysvågen. Døren trænger til at blive smurt, tænkte jeg for mig selv, før jeg åbnede øjnene og så den velkendte skikkelse i døråbningen. Synet af ham var nok, var med det samme lykkelig, rolig i sjælen, euforisk.

 

På trods af, at Christian vægtede sit arbejde højt, og brændte for hvad han gjorde, var han altid først og fremmest ægtemand og fader, dernæst politiker. Mens jeg nød landlivet om sommeren, et liv der altid havde fascineret mig, simple værdier og landidyl, kom Christian på besøg så ofte, som han havde mulighed for det, medbragte fine gaver til børnene, somme tider kjoler til mig, og fuldendte den landlige lykke.

 

          Uden ord betragtede jeg Christian ved skrivebordet i stuen på Favrholm. Han havde siddet med sin store stak vigtige dokumenter siden først på eftermiddagen. Solen var ved at gå ned over søen nu. Koncentrationen dannede en fure i hans pande, mens hans læste og skrev på papirerne. På gulvet lige ved siden af bordet sad Louise Sybille og broderede, som hun netop var blevet lært. Sophie Charlotte sad i lænestolen ved siden af mig og læste op ad en eventyrbog; hendes brødre lyttede interesseret med. Lille Einar var netop faldet i søvn i mine arme, og efter få minutter blev han overladt til vor barnepasser, Martha. – Der vil blive bragt en mazarin ind om et øjeblik, Deres Højhed, sagde hun henvendt til mig, men Christian rørte da på sig, sukkede lettet og rejste sig. – Jeg henter den, svarede han som de første ord, han havde sagt i timevis, og vendte sig så om mod børnene; - Vil en af jer hjælpe? Dette bragte smil på børnenes læber, som sammen jublede, inden Conrad løb til sin fader, og blev svunget op på skuldrene. Han hvinede af lykke, da Christian løb ud gennem stuen, mens jeg rystede let på hovedet. – Mor, se hvor langt jeg er nået, udbrød Louise Sybille så og viste sin broderi-ring til mig, motivet en have lignende den bag Christianssæde. – Det er meget smukt, min kære, svarede jeg med et smil, som straks fik hendes ansigt til at lyse op. Snart derefter kom Christian og Conrad tilbage med mazarinen, som Conrad stolt havde i hænderne. – I kan få ét stykke hver, men så må I i seng, henvendte jeg mig til børnene og begyndte at skære kagen ud. De spiste det hurtigt, og snart derefter tog vor ældste, Christian, ansvaret for sine yngre søskende. Vi kyssede dem godnat, før de sammen gik til deres gemakker. – Travl dag? Spurgte jeg så, da Christian og jeg var alene. Han nikkede og forklarede om de nye reformer, der var ved at tage form. Da tog han min hånd og så mig i øjnene under flere minutters stilhed. Som aftenen randt ud, slog vi hænderne sammen og Christian bad en bøn af taknemmelighed som så mange gange før, og tårer blev synlige i begge vore øjenkroge. Gud havde i sandhed velsignet os, hvordan ville det ellers være muligt at føle en sådan lykke? En guddommelig eufori.

 

Som tiden skred frem udviklede vort ægteskab sig som en god rødvin; bedre år for år, men man må have kendskab til emnet for virkeligt at forstå dette. Mange par lod sig skille, ja, selv den tidligere konge, men Christian, om nogen, forstod at ægteskaber ikke kom i problemfri udgaver. Det har syntes uudholdeligt at han var så meget væk fra hjemmet, især når jeg umuligt kunne hvad han lavede i København. Og alligevel kunne han gang på gang bevise sig ”værdig til min kærlighed” som han selv før havde udtrykt det. Christians karriere som politiker skred også frem, og i 1797 blev han udnævnt som gehejmestatsminister. Han var blevet populær blandt bønderne siden stavnsbåndets opløsning, og nu var han en af landets ledere.

Han trak sig længere væk fra konseillet igen, da Kong Frederik VI gik i krig mod England, han egen moders hjemland, og efterfølgende førte landet ud i statsbankerot. Han forlod sin stilling i 1813, hvorefter vi permanent bosatte os på Lolland. Endelig kunne vi leve vor drøm om det simple liv ud til fulde.

 

          Det var midtjuni, og solen stod højt over Pederstrup. Christian og Benedicte havde taget børnene med til Pederstrup, og de var i færd med at lege gemmeleg i den store have, selvom det var svært for nogen, at tie stille eller at lade være med at kigge frem fra busken, de havde gemt sig i, en gang imellem. Til tider hørtes der også protestråb længere nede i haven; - Du snyder! Christian og jeg sad på terrassen med vor ældste søn og svigerdatter, samtalte om tiden siden vi sidst havde set hinanden. The-stellet var bragt med ud grundet det strålende vejr, og til theen nød vi en nybagt mandeltærte. Jeg tog en enkelt sukkerknald fra den lille sølvskål dertil og rakte så skålen til Benedicte. Christian var ved at forklare om udviklingen af agerbruget ved sine lollandske hovedgårde. Han havde i sin tid, da han arvede grevskabet, gået meget op i at skabe bedre drift og fremgang på stedet, og det behagede bønderne. Jeg så kærligt på min mand, tog så hans hånd og foreslog at vi kunne se markerne bag haven, når vi var færdige med theen. Den idé blev taget godt imod, så da en af tjenestespigerne havde båret vore bakker ind igen, rejste vi os og strakte benene på den korte tur til hvedemarkerne, delvist skjult af bøgetræernes stadig lysegrønne løv. Gyldne og ranke står planterne mange meter foran os. Det var endnu for tidligt til at starte høsten, men der var ikke lang tid til. Om et par måneder ville her blive fyldt med bønder i dette landskab, fuldt i gang med at høste; noget Christian og jeg plejede at iagttage.
– Det er imponerende, sagde Benedicte til os, hvortil min husbond nikkede og tog mig ind til sig. – Det er dette, vi altid har drømt om og nu endelig har nået, svarede han med kærlighed og stolthed i stemmen; - Det perfekte, landlige liv. Jeg så ømt op på Christian, da jeg følte det. Mere overvældende end nogensinde før var denne lykke. Fuldendt eufori.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...