Love Hate - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2013
  • Status: Igang
Mivra Queens, gennemgår en meget svær tid. For blot et år siden, mistede hun sin elskede kæreste, i en bilullykke. Lige siden har hun været indelukket, og ingen har kunnet trænge igennem det mur, hun har bygget op.
Da hun en dag, forvægsler en dreng med Brad, tager hendes liv en stor drejning. For drengen er ikke bare hvem som helst. Han finder Mivra meget tiltrækne, men siden Mivra har bygget den mur op, opgiver han hurgtig at forføre hende. Derfor er han fast besluttet på at bryde den mur, få hende til at stole på hende også udnytte hende. Men lykkedes missionen? Finder hun ud af det? Og hvad hvis Harry for følser for hende?

9Likes
0Kommentarer
607Visninger
AA

2. My true love is gone forever


Jeg så bilen komme med høj hastighed imod os. Jeg så hvordan manden i bilen, drejede kraftigt.  Jeg så hans ansigtsudtryk. Hvor skræmt han var. Jeg så det hele, og alligevel gik det så hurtigt. Jeg fik alle detaljer med. Men jeg kan ikke huske det rigtig, for det skete på få sekunder. Jeg så hvordan han skreg. Jeg kunne næsten høre det, blandet sammen med mit eget. Jeg skreg. Højt. Jeg bukkede mig ned og skjulte mit ansigt bag mine arme. Jeg undslap et lille skrig, inden et højt brag lød og langsomt forsvandt alting. Alle lyde, alle skrigene, alt. Jeg vågnede op efter hvad, føltes som timer, men alligevel kun var fem minutter. Mandlige skikkelser stod bøjet over mig. De sagde noget til mig, men jeg kunne ikke høre det ordenligt. Jeg havde ondt inden i. Jeg følte en stor trang til at græde. Ikke begrund af smerte, nej det var noget andet. Men hvad? Hvad gjorder at jeg havde lyst til at lade tårende glide ned af min kind? Jeg prøvede at overbevise mig selv om at det var smerten i hovedet. Men inderst inde viste jeg godt at det ikke var det. Det var noget jeg havde mistet. Noget som betød rigtig meget, men jeg viste ikke hvad. Jeg viste bare at mit liv vil tage en stor vending.

Jeg vågnede op med et skrig og badet i sved. Jeg havde haft mareridt igen. Man skulle tro at jeg er van til det, siden at jeg har haft det vær nat siden hans død. Brad. Min eneste ene. Ham som jeg skulle leve resten af mit liv sammen med. Hvilket ikke længere er muligt. Jeg elskede ham. Jeg elsker ham. Det vil jeg altid gøre. Jeg vil aldrig nogen sinde komme over ham. Han var mit livs kærlighed. Men siden han ikke længere er her, så tror jeg ikke på kærligheden. Den findes ikke. Man mister den person som man elsker allerhøjst på et tidspunkt. Uanset hvad. For verden er ond, og gud holder ikke længere hånden over os. Det har han aldrig gjort. For hvis han har eller gør så var jeg ikke endt her. Så var Brad ikke død. Eller også var jeg kommet med ham. Og alt det pis med at der måske er en grund til at han er død, det tror jeg ikke på. Brad var den jeg vil dele alt med. Og kun ham. Der skal ikke være en anden. Der kan ikke være en anden.  Jeg kommer aldrig over ham. Hvorfor lever jeg så stadig, hvis jeg ikke kan komme over det? Jeg har givet Brad, et løfte at uanset hvad der sker, uanset hvor hårdt livet er, så må jeg ikke gå for langt. Jeg må ikke tage livet af mig selv. Jeg skal blive ved med at rette ryggen og kigge fremad. Det svært og jeg har prøvet, men det går ikke. Jeg har opgivet. Jeg vil bare holde et løfte. Ikke at tage mit eget liv. `Der er en grund til at man har fået livet. Det er en gave, som man ikke må ligge fra sig´ Sagde han altid. Jeg ved ikke hvorfor, men han elskede det citat. Han havde læst det i en bog eller noget. Han havde skrevet det ned og hængt det op på væggen i vores soveværelse. Og det hænger der stadig. Jeg har ladet det blive, så jeg ikke glemmer hvad jeg har lovet ham. Jeg ved hvor meget det citat betød for ham. Han havde selv været så langt nede at han havde overvejet det, men det blev ikke til noget.

                                                                                            ***

Lyset vækkede mig. Jeg blinkede kort med øjne og rejste mig. Solen skinnede lige ind og ramte mine øjne, sp jeg blev nød til at dække mit ansigt med en hånd. Jeg så væk og stod ud af sengen. Jeg gik hen til vinduet og rullede gadinet ned, å solen ikke længere generede mig. Jeg slap snoren og gik hen til mit klædeskab. Jeg tog fat om håndtaget. Langsom åbnede jeg det og tog et par grå sweetpants og en hvid undertrøje ud. Hurtig og sikkert, tog jeg det på og gik ud på badeværelset. Jeg børstede mit lange og glatte, blonde hår og satte det op i en hestehale. Jeg tog noget mascara på og så var jeg ellers færdig. Det er ikke det helt store, men jeg skal ikke noget i dag. Jeg stod og betragtede mig selv i spejlet, og gik ud igen. Hurtigt vendte jeg tilbage, da jeg havde glemt at børste tænder. Jeg fik hurtigt ordnet det og så gik jeg ud igen. Jeg grab min pung, mobil og nøgler og gik ud af min lille lejlighed. Jeg lukkede døren, for derefter at låse den. Et lille klik lød,  hvilket betød at den var låst. Jeg vendte mig om og gik ned af trappen. Jeg små løb ned og da jeg stod foran døren til gaden, pustede jeg langsomt ud og tog fat om dørhåndtaget. Jeg åbnede ddøren og da jeg kom ud, blev jeg overfaldet af den kølige vind. Jeg indåndede den friske luft, og begav mig ud på gaden. Langsomt, gik jeg hen af gaden, kursen rattet mod Starbucks.

Jeg åbnede døren og et lille `kling´ lød, som signalerede at en kunde (mig) var kommet ind i butikken. Jeg gik direkte op til disken og bestilte en kop sort kaffe. ”Drikker du den her eller tager du det med?” Spurgte pigen bag disken, mig venligt. ”Jeg tager den med” mumlede jeg. Der gik ikke særlig lang tid før jeg fik stukket min kaffe i hånden, og jeg fik betalt. Jeg forlod butikken og gik over i parken. Jeg elsker at gå der, for der er aldrig rigtig nogen. Nogle gange var der et gammelt ægtepar, eller en lille familie, men ellers ikke det helt store.

Jeg satte mig ned på en bænk og tog en tår af min kaffe. Jeg satte kaffen ved siden af mig og gav mig til at studere omgivelserne. Parken ser ud som parker gør. Der er træer, buske, en lille dam og en lille plæne. Der er ingen legeplads, eller sandkasse. Det hele er bare enkelt og ikke for overdrevet. Ligesom jeg kan li´ det. Jeg tog en tår af min kaffe, da jeg fjernede den fra munden, var der ikke mere i. Jeg gik hen til en skraldespand, som ikke var særlig langt væk og smed det tomme plastikkrus ud. Jeg gik hen og satte mig på bænken igen og lukkede øjnene. Alle minderne med Brad kom. De fløj rundt i mit hoved og da episoden fra den aften ved bilulykken, åbnede jeg øjne. Det var for meget. Det er ikke meningen, at jeg skal få de tanker. De skal ikke være der. Jeg rystede på hovedet og rejste mig op. Jeg kiggede kort rundt, og gik hjem.

Da jeg stod foran det velkendte lejlighedskompleks og skulle til at gå ind, tabte jeg alle mine ting. Jeg sukkede højlydt og bukkede mig ned for at det samle det op. ”lækker røv, skat” Kunne jeg høre en dreng råbe. Jeg vendte mig om, for at se hvem det var. Hurtigt fik jeg øje på en dreng, med kort sort hår, og stort tøj. Han prøvede at ligne en hår type, hvilket ikke gik så godt. Jeg sendte ham dræberblikket og gav ham fuckfingeren. ”perverse stodder” mumlede jeg. Jeg vendte mig om og kig ind i komplekset. Jeg susede op af trapperne, og da jeg stod foran min hoveddør fumlede jeg lidt med nøglerne. Efter lang tids fumlen fik jeg låst døren op og gik ind. Jeg smed mine sko ind til siden, og gik ind i stuen for at ligge alle mine ting på sofaborderet. Jeg satte mig i sofaen og tændte fjernsynet. Jeg zappede lidt rundt, men da der ikke var noget som jeg gad at se, valgte jeg at slukke det og gå i bad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...