Part of me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Igang
Caitlin Parks er 15-årig varulv. Efter at have planlagt sin flugt, er hun nu flygtet fra sin klan og familie. Uden at ville vække for meget opmærksomhed, prøver Caitlin at føre sit liv, som en hel normal teenager. Men snart går hendes plan dårligt, da hun forelsker sig i Archer, politi inspektørens søn. Archers far jager ikke kun forbrydere og Caitlin opdager flere og flere hemmeligheder i Archers familie, end hun har kunne drømme om.
Snart bliver hun viklet ind i løgne, mysterier og intriger.
Inden nogen får set sig om er det hele kaos.


2Likes
0Kommentarer
265Visninger
AA

2. New beginning

Jeg stod parat til at angribe mit bytte. Poterne skrabede utålmodigt i sneen. Tænderne skærpede sig, jo tættere på jeg kom. Den mindste lyd og hjorten ville løbe og jeg skulle bogstavelig talt løbe så hurtigt som den ulv jeg var. Træernes grene hvislede og for hver gren der knark eller gav lyd fra sig, farede hjorten sammen. Så tæt på. Den lille grotte som hjorten var lige under, gav mig rig mulighed for at kunne angribe dyret med et hurtigt spring og et hurtigt drab på samvittigheden. Jeg slikkede mig hurtigt om munden og ramte lidt af min sorte snude. Jeg satte mig på hug, inden jeg tog tilløbet og sprang. Hjorten gav et lille hyl fra sig inden jeg bed struben over på den. Lyden havde været en blanding mellem et smertes skrig i det at jeg havde sat kløerne i pelsen på den og nået som havde lydt som en sidste bøn.

Jeg gumlede ivrigt det friske kød i mig. Sulten som havde stået på de sidste to dage forsvandt langsomt som et åndedrag ud fra min krop. Grådigt slikkede jeg resterne op, inden jeg fortsatte gennem det sne kolde landskab. Hvis jeg forvandlede mig nu til min normale skikkelse ville jeg ikke kunne holde kulden ud i mere end en dag eller to før jeg langsomt ville svinde ind eller blive spist af de andre dyr efterfølgende. Intet tegn på forår var endnu kommet til syne, grenenes grene var stadig lige så tabt for farver og liv, bortset fra når vinden tog godt fast i skovens træer. Som barn legede jeg med de andre fra stammen fangeleg mellem træernes tætte stammer.

En kuldegysning løb gennem mig da jeg tænkte tilbage på det som plejede at være mit hjem, min skole, mine venner, min familie, mit alt. En fejltagelse eller sandhed og det hele kunne bare slutte så pludseligt. Walt, Ally og Daisy-Red. Min lille flok som nu var tvunget til at vende mig ryggen.

Sådan fortsatte jeg gennem skoven til at jeg pludselig kiggede op. Skovens træer flød langsomt og langsomt ud til et par træer der stod flere meter mellem hinanden. Endelig. Tænkte jeg en smule mere optimistisk, da jeg langsom bevægede mig ned ad bakken. Byen som havde taget mig flere uger at gå til stod nu endelig et par kilometer højst, væk fra mig i et tåget glimt af brune høje huse, såvel som små, som man kun lige kunne ane. Byen som ligger ud for alt andet. En tilfældig prik på kortet, som ingen lægger mærke til. Det er hvad jeg havde brug for. Da den første chance havde vist sig for mig, var jeg stukket af. Hævet penge fra familiens bankkonto, som var alt for stor til at nogen overhovedet lagde mærke til det som jeg syntes var et højt beløb.

Men nu var jeg her. Byen Ares, opkaldt efter den krigeriske gud i græsk mytologi. Jeg forvandlede mig hurtigt tilbage, for at være sikker på at ingen så mig som ulv. Det ville vække en masse spørgsmål op rædsel på min første dag. Byen var større end jeg havde regnet med og mere moderne, i hvert fald den del af byen, som jeg kunne se herfra.

Mennesker gik med travle skridt og bilerne susede forbi. Dagen var næsten gået med at gå de sidste kilometer til byens torv. Ingen ulveskikkelse, ingen ordentlig hurtighed at gøre godt med. Mine fingre var efterhånden ved at fryse til is, trods mine vanter. Hvor lå posthuset? Min flugt havde været planlagt noget tid, så jeg havde haft rigeligt med tid til at pakke ting en ad gangen ned i tasker. Nu var det bare at finde posthuset. Det kunne betale sig at stikke en lavtlønnet stik i rend dreng for at transportere den hele vejen her til Ares.

Alle bygningerne havde den samme kedelige og grålige murstens farve, med et billigt skilt med butikkens navn. Selvom nogle af butikkerne var ret eksklusive var der ikke gjort særlig meget ud af dem. Menneskerne gik med nærmest maniske skridt hen ad fortovet, kun nogle på min egen alder, så rent faktisk ud til at more sig, i hvert fald skreg de højlydt op, da de nået en af de lidt mere eksklusive butikker. Da de andre på torvet bare så travle ud, besluttede jeg mig for at spørge den larmende flok, i håb om at dette kunne være det første skridt på vej til at falde til. Med et tøvende blik, fik jeg benene til at virke igen.

Nervøs for at de skulle opdage min sande natur eller for at dumme mig, blev jeg pludselig helt mundlam da jeg gik ind i butikken. Da jeg stod et par meter fra de tre piger, der ivrigt spejlede sig, blev jeg pludselig mundlam. Der kom intet andet end et par lyde ud, som når man har smagt noget virkelig grimt og du bare ikke kan komme af med smagen.

Det var som om at jeg først havde fanget deres opmærksomhed først nu, for den ene havde et hånligt smil på de røde læber, som ivrigt var blevet smurt ind i læbestift. Det lyse hår lå bølgende ned langs ryggen på hende og hun var en af de der høje tynde piger, med designertasker og hele molevitten. Derfor var det først gået op for mig nu, at det nok ikke var sådanne typer, man skulle spørge om vej.

”Er du ny?” Hun kiggede intenst på mig og hendes blik gled lige op og ned af mig for et øjeblik. Jeg vidste ikke rigtig hvad hun forventede af mig. I stedet nikkede jeg bare, da det tydeligvis ikke var gået godt med at tale. Jeg ville ikke vække alt for meget opmærksomhed, som disse tøser havde gjort ude på gaden. Jeg kiggede utålmodigt på hende.

”Hvad hedder du?”

Igen kiggede hun intenst på mig, som var jeg en trussel og hun havde åbenbart også fået de andre med på vognen for jeg var pludselig en del af dem alles spotlys, nået de åbenbart ikke var vant til at dele med andre.

”Caitlin Parks.” sagde jeg roligt og rakte hånden frem. 5 sec, 10 sec, 20 sec. Jeg tog hånden tilbage langs siden, en smule irriteret over den uhøflige gestus fra hende.

”Irina Redford.” sagde hun nonchalant uden så meget at værdige mig et blik, jeg var pludselig ikke så interessant mere.

Jeg vendte mig irriteret om og gik. Hvis jeg skulle spørge de her hekse om noget som helst ville jeg nok komme på afveje. Det sidste jeg ville lige nu var at tiltrække mig mere opmærksomhed, som dullerne havde formået at give mig de sidste ti minutter. Jeg ville ikke kunne holde længe i denne her fremmede by så.

 Et par timer mere eller hvad der føltes sådan, fandt jeg endelig posthuset. Jeg tog automatisk bagdøren og fandt mine tasker imellem nogle papkasser som jeg havde aftalt med den betalte stik i rend dreng. Jeg fik slynget de to sportstasker rundt om begge skuldre og trak kufferten efter mig. Da jeg nåede bagdøren, åbnede jeg hurtigt døren. Uden at tænke en eneste tanke, faldt jeg hårdt ned på det beskidte trægulv. 

Jeg ømmede mig og følte mig helt begravet i taskerne. En hånd fik fat om min arm og fik uden problemer hejst mig på benene. Omgivelserne fandt langsomt på plads. Jeg stirrede på en noget solbrændt hals, inde jeg med besvær kiggede en anelse op. En dreng med brunt hår og flotte grønne øjne kiggede bekymret på mig.

”Er du okay.”

Sikke en idiot. Tænkte jeg irriteret over den opmærksomhed jeg havde fået tiltrukket mig så hurtigt.

”Ja, fint, fint.” sagde jeg og prøvede at komme forbi ham i døråbningen.

”Jeg hedder Archer.” Han børstede sin langærmede trøje.

”Okay.” nikkede jeg og prøvede at puffe mig forbi.

”Du er ny.”

”Ja, godt se sherif:”

Jeg fik skubbet ham til side og mødte den kolde luft.

”Hvad lavede du derinde?”

Ville den dreng dog ikke bare lade mig være?

Desperat arbejdede min hjerne på højtryk for at finde den perfekte undskyldning.

”Hvad kommer det dig ved.” Flot træk Cat. Super tænkt. Uden så meget at kigge mig tilbage løb jeg, selvom han en hver tid lignede en der kunne overhælde mig, stod han bare med et smil på læben nede ved posthusets bagdør.

Nu var spørgsmålet bare hvor jeg skulle bo.

------------------------------------------------------------------------

Det her er min første historie herinde og derfor vil jeg gerne have ris og ros. Håber i kan lide historien indtil videre, men bare rolig der skal nok komme mere spænding :D

tak på forhånd :D 

-A

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...