Goodbye my lover

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 19 aug. 2013
  • Status: Færdig
En ung teenage piges liv kan ændres af de mindste ting. Hendes forældres skilsmisse tager på hendes kræfter og et dødsfald slår hende ud.
Goodbye my lover fortæller hendes historie. Hendes drømme der fører hende på afveje. Hendes tid på den lukkede afdeling og hvordan de mindste ting kan spolere lykken.

0Likes
0Kommentarer
565Visninger
AA

8. SKRID!

Jeg gad ikke cykle da jeg skulle hjem så jeg trak bare cyklen, jeg så mig over skulderen da jeg vinkede farvel, døren stod åben men Rasmus og Bjarne kunne jeg ikke se.

Jeg nød den friske luft og følte virkelig et øjeblik at verden kunne være lykkelig midt i et mareridt, men jeg var dårligt nok komme ud fra vejen før jeg så dem, to pisse fulde mænd.

Ham den ene gloede på mig og smilede, jeg gyste og min hjerne vidste allerede hvor den skulle få mine ben til at løbe hen hvis de prøvede på noget. Det var bare at smide cyklen og så løbe alt hvad jeg kunne tilbage til Rasmus’ lejlighed, men så langt nåede jeg slet ikke.

Da jeg så op fra fortovet stod den ene mand lige foran mig, jeg prøvede at styre udenom men han gik i vejen. Jeg smed cyklen og vendte mig om for at løbe tilbage til Rasmus og Bjarne, men den anden mand stod bag mig og jeg kunne ikke løbe nogle steder. Jeg valgte det eneste jeg havde at gøre. Jeg kunne kun håbe at døren stadig stod åben, for nu skreg jeg på livet løs, og jeg håbede bare at jeg nåede at skrige længe nok før den ene holdte mig for munden. ”Så, så lille pige du behøver jo ikke vække de mennesker der bor her lige nu” vrøvlede han.

Ham den anden så på min frakke, ”Svedere du ikke i den store frakke du har på?” Han begyndte at rive i min jakke, jeg vred mig og prøvede, at bide ham der holdt mig for munden.

Så hørte jeg en stemme der fik mig til at tro jeg var i himlen, det var Bjarne der råbte af mændene. De så bare fjoget på hinanden og grinte så, ”skal den lille fims der forstille at kunne redde dig hva’ den lille fjims” Bjarne gik over og begyndte at hive i ham der ikke holdte i mig, og så dukkede Rasmus op, han så meget alvorlig ud.

”Slip hende nu, vi behøver ikke bruge vold!” Han lød faktisk helt fornuftig, ja tænk hvis min far havde hørt ham sige det, han ville ikke tro sine egne øre. Manden grinte bare, ”skal jeg slippe hende?” Rasmus nikkede bare, manden rystede voldsomt på hoved, ”nej hun er min nu, du må ikke få hende, hun er min!” Jeg spærrede øjnene helt op, hvad fanden bilder han sig ind, jeg tilhøre INGEN! Rasmus stod helt stille og rolig, ”hør her, hvis ikke du slipper hende inden jeg har talt til 5, så slår jeg dig” manden rystede igen på hoved. Da han gjorde det fik jeg et syn til Bjarne og den anden mand. Bjarne holdt ham i øret og nu sad manden lige så pænt på fortovet og så ned. Se det var sådan noget jeg ikke havde forventet at se! Så skete der noget, der kom et ryk i manden da Rasmus slog ham på skuldrene der holdte mig fast, men det var forsent, det sidste jeg registrerede var Rasmus der greb mig inden jeg besvimede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...