Goodbye my lover

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 19 aug. 2013
  • Status: Færdig
En ung teenage piges liv kan ændres af de mindste ting. Hendes forældres skilsmisse tager på hendes kræfter og et dødsfald slår hende ud.
Goodbye my lover fortæller hendes historie. Hendes drømme der fører hende på afveje. Hendes tid på den lukkede afdeling og hvordan de mindste ting kan spolere lykken.

0Likes
0Kommentarer
562Visninger
AA

14. Sindssyg

Jeg sad og så mig i mit spejl, min sorte makeup var rendt, så jeg havde sorte striber ned af kinderne. Mit hår var uglet og jeg så forfærdelig ud. Jeg bed tænderne hårdt sammen, jeg ville ikke det her mere, der måtte være en bedre måde at komme videre på!Tårerne løb stadig ned af mine kinder. ”Hvor dum er du? Komme videre? Jeg dør hvis der ikke snart sker noget!” Jeg rejste mig og gik hen til spejlet, jeg lagde en hånd på det og mærkede det kølige glas. ”En fortabt sjæl der vandre rundt, ingen der ligger mærke til den, eller ser den. Alle er ligeglade med den, derfor er den fortabt, fordi ingen elsker den.” Jeg citerede hvad jeg havde læst i en bog der handlede om en pige der begik selvmord, jeg sukkede, ”men døden er vel ikke min løsning vel?” Jeg lagde hoved på skrå og så pigen i spejlet gøre det sammen, jeg mærkede vreden og sorgen boble i mig. Det her var alt sammen min fars skyld! Hvis han ikke var død, så havde jeg ikke haft de her problemer! Jeg kneb mine øjne sammen og bed hårdt sammen, ”hvorfor skulle du også dø?” Jeg smadrede hånden ind i spejlet. Der fløj glasskår rundt i rummet, jeg stod selv helt chokeret over at jeg havde gjort det. Min hånd blødte kraftigt og det gjorde ondt, men jeg var ligeglad, jeg mærkede smerten fysisk men ikke psykisk, jeg var alt for langt væk. Jeg tog et af de store skår op fra gulvet og satte det på ved min overarm, jeg tøvede kort men pressede så ned og skar en fin revne i min hud. Tårerne flød fra mine øjne og verden begyndte at smelte sammen, jeg tog en trøje og viklede den om hånden og et halstørklæde om armen, jeg så mig omkring, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Alt blodet og de mange tusinde reflekterende glasskår overalt i rummet gjorde mig svimmel, jeg faldt og ramte gulvet med et bump.

Da jeg vågnede var der stadig rødt, jeg satte mig op og så en pige i de sidste rester af spejlet, hun så forfærdelig ud. Så ked af det og så sørgmodig, men bange og chokeret, hvem var hun egentligt? Jeg så ned af mig selv, og opdagede at det var mig. Jeg var stadig svimmel og det dunkede i armen og i hånden, var det virkelig sådan her det føles når man er ved at dø? Nej, jeg fik rejst mig langsomt, jeg gik varsomt ud i køkkenet og drak noget vand. En dør smækkede bag mig og der stod min mor med en fremmed mand. Min mor skreg, jeg stod bare og kiggede på hende som om hun ikke var der, at det bare var min fantasi. Hun begyndte at græde og råbe af mig, manden tog sin telefon op og ringede til en eller anden, min mor hev i mig og råbte af mig. For mig var det bare fantasi alt sammen, jeg gjorde som min mor bad mig om og satte mig ned på en stol, og da der kom ambulance folk fulgte jeg også villigt med, det var jo ikke virkeligt.

Jeg blev indlagt på den lukkede afdeling, de sagde jeg var blevet sindssyg. Min mor græd og græd og manden trøstede hende og holdte om hende. Det generede mig, hvorfor holdte han om min mor? Der gik mange uger før jeg vågnede op, jeg var til psykolog og i terapi, men jeg sagde aldrig noget, jeg var ikke til stede. Min krop var tom, for min sjæl var allerede væk. Men da jeg vågnede op var alt så anderledes for mig, min mor og manden kom og besøgte mig den dag, og jeg glemmer det aldrig!

”Skat, er du ok?” Jeg nikkede bare og så på manden, han stod og holdte min mor i hånden, han bemærkede jeg så på ham og han smilede. Det var sikkert et venligt smil, men for mig var det ondskaben der smilte, min hjerne var begyndt at arbejde igen, min mor havde jo været åh så forelsket.

 ”Hej, jeg hedder Kenneth,” det var manden der havde snakket, ”og jeg skal være din nye far.” Jeg stivnede, jeg så på min mor med store øjne, hun smilede, ”ja, vi skal giftes! Er det ikke herligt?” Jeg kunne mærke noget, det kom indefra og skulle bare ud, jeg åbnede munden og sprang på ham, jeg skreg, jeg slog og bed ham, rev og sparkede alt hvad jeg kunne, hvem troede han at han var? Troede han at han kunne komme her og sige, jeg er din nye far? Jeg har en far, oppe i himlen og ham kan ingen erstatte! Jeg har en far, jeg dræbte ham, men han vil altid være min far. Der skulle tre sygepleje mænd og min mor til at få mig af Kenneth, han var chokeret og sad og rystede. Jeg kiggede på ham, jeg havde fået ham ret godt, han havde nok brækket kæben og flækket et øjenbryn, han blødte flere steder og jeg smilede ondt og koldt til ham, så kan han lærer det. Ingen kan erstatte min far!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...