Den fortabte sjæl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Dette er endnu en historie jeg har skrevet for nogle år tilbage... denne historie er fra 2009 hvor jeg selv gik igennem nogle barske tider. Igen er den ikke videre fantastisk, men vil gerne dele den med jer! Håber den giver stof til eftertanke selvom den er skrevet af en fortabt 14 årig ^^


Historien handler om hvordan mobning virkelig kan give skrammer. Det er en klar overdrivelse, men jeg ved nogle folk virkelig har forfærdelige tanker som de ikke kan slippe af med. Den handler også om hvordan familier i mest drastiske situationer kan vælge at håndtere tingene forkert.
Mest af alt har jeg prøvet at fange den populære vinkel, hvordan den populære pige ikke altid har det lige så godt med sig selv som folk tror.

2Likes
1Kommentarer
202Visninger
AA

1. Den fortabte sjæl.

I udkanten af Århus bor jeg i et stort hvidt hus, med kæmpe baghave, kæmpe terrasse, pool i haven, alt i alt en rigtig blærerøvs hytte. Mine forældre er stinkende rige og arbejder altid.

Jeg hedder Sara og er 15 år, jeg er skolens mest populære pige, med langt lysebrunt hår og smukke grønne øjne. Det er hvad folk altid siger til mig, men der er ikke nogen der kender til den sorg jeg bære inden i, mine forældre er aldrig hjemme, de arbejder altid, og hvis ikke så er de på forretningsrejse, jeg er altid alene, og mest af alt er jeg bange. Bange for at jeg vil blive opdaget, bange for at folk på skolen vil se mig være så skræmt som jeg virkelig er, for jeg har nogle drømme, de handler altid om hvor stor en taber jeg vil blive hvis nogen finder ud af, at jeg er så skrøbelig.

 

”Hey Sara, se lige prinsessen, hun slæber på alle sine lektier” det var min ene veninde Klara, vi grinede af Annastacia, det er derfor vi kalder hende prinsesse fordi hendes navn er det samme som hende i filmen, hun så ned i jorden.

Vi grinede og gik over til hende, min anden veninde Cecilia skubbede til hende så hun tabte alle sine ting, vi grinede, ”aj altså Anna, kan du ikke engang holde dine egne ting, du har altså ikke tjenere her til at samle dem op for dig” Jeg så overlegent på hende, hun satte sig på knæ og begyndte snøftende at samle sine ting sammen mens alle de andre der stod i nærheden fnisede, jeg så fnisende på Klara og Cecilia. Den følelse jeg får når jeg driller de andre gør mig høj, jeg bliver uovervindelig og jeg får det til at se ud som om andre har større problemer end jeg har, jeg trådte på Annas hjemmeopgave til fysik, ”ups, undskyld” vi grinede og gik videre.

Vi satte os sammen inde i klassen som vi altid gjorde, vi var 3 kløveren, alle respekterede os og ingen kunne skille os ad, selv lærerne forstod os, hvis det var arbejde to og to sammen fik vi altid lov til at være tre.

 

Efter skole gik vi hjem til mig, vi sad og så MTV på vores kæmpe fladskærm og drak smoothies, vi snakkede og grinede, ”så i Sebber og Niller, de fløjtede efter Anna og irriterede hende” vi grinede, ”Ja, hun rødmede total” vi grinede igen.

 

Sådan gik der flere dage, vi mobbede flere mennesker, men Anna er og bliver vores første prioritet, hun var nemlig nemmest at mobbe, men en dag da vi sad hjemme hos mig og så ”made” på MTV hørte vi et brag, vi styrtede ud i køkkenet, der lå en sten smurt ind i noget rødt. ”jeg tror der står noget på den” Klara gik stille mod stenen, ”ja se her, der står noget med sort tusch over blodet” Vi gøs, ”Din idiot, min søster er død og du fik hende fucking til det! Jeg skal nok få min hævn, du er den næste der dør! ” Jeg stivnede, den besked var ment til mig, men hvem var død? Det fik vi svaret på den næste dag. Annastacia havde begået selvmord.

Jeg sad køligt i min stol, som om det var min skyld?

I det sidste frikvarter sad vi og snakkede om det, Klara, Cecilia og jeg, ”tror i det er vores skyld?” spurgte Klara med en lav stemme, ”nej, det er bare idioten der havde fået total kuk i hendes lille blondine hjerne!” Både Klara og Cecilia så overrasket på mig da jeg svarede, ”sikke nogle kyllinger jeg omgås med” svarede jeg køligt til deres usagte spørgsmål, Cecilia rystede på hoved og Klara svarede ”nej vi er ikke kyllinger, hun var bare en spade, det er sikkert ikke engang rigtig, det er med garanti bare for at skræmme os!” Cecilia og jeg nikkede.

 

Senere om aftnen da jeg var på vej i seng kom endnu en sten, denne gang i gennem mit værelses vindue, ”Du er død søster! Og når du kommer i helved så håber jeg du bliver pint for evigt!” Jeg lå længe i min seng og rystede, ikke fordi jeg fryste, men fordi jeg var bange. Der var nogen efter mig.

 

Jeg kiggede på uret, klokken var kun 2, jeg sukkede og trak dynen lidt ned så jeg kunne se rundt i rummet, jeg var bange og kunne ikke sove. Gid tiden ville gå lidt hurtigere!

Der lød en mærkelig lyd nede fra stuen, jeg lå som frosset i sengen. Jeg begyndte at ryste igen, lyden fra stuen blev ved.

”Helt ærligt, der er da ikke nogen der kan skræmme dig er der? Er du bange for to små sten? Sikke en kylling!” Det var min indre stemme, den syntes jeg var barnlig. Jeg tog mig sammen, helt ærligt hvad kunne det også være der skulle være så skræmmende?

 

Jeg gik langsomt ned af trapperne til stuen, og der midt i sofaen sad hun, Annastacia, jeg stod som frosset for enden af trappen, jeg ville spæne tilbage til mit værelse eller ud af hoveddøren men mine ben adlød ikke, hun stirrede ondt på mig, ”Du sagde det jo selv Sara, jeg var intet værd, jeg var udulig, det er din skyld Sara, det er din egen skyld at min bror er efter dig”

Jeg rystede på hoved, ”jeg...jeg har ikke gjort dig noget!” Hun grinte ondt og tomt, hendes øjne var døde og onde. Hun rejste sig, jeg kunne se mærkerne på hendes hals, hun havde prøvet at kvæle sig selv, og så var der det kæmpe kødsår der gik fra hendes hals til hendes hofte, jeg skælvede. Hun gik hen til mig, hun stod ikke andet end en halv meter fra mig, ”Du sagde det til mig dagen inden, hvorfor går du ikke hjem og kvæler dig selv, det ville give os andre fred, så jeg prøvede som du nok kan se, men det hjalp ikke, så jeg tænkte, hvorfor ikke prøve med en kniv?” Hun gik nærmere og nærmere, jeg skreg, og så blev alt sort.

Jeg vågnede den næste dag, jeg så mig bange om i værelset, sukkede lettet, der var ingen Anna, ”det var bare en drøm” sagde jeg til mig selv, jeg gik ned i køkkenet, på vejen tjekkede jeg lige sofaen, nej der var ikke noget eller nogen. Men der lå endnu en sten, ”I nat bliver din død, så nyd din dag og fortryd intet!” jeg så lamslået på den blodige sten, jeg var altså dødsdømt?

Jeg sparkede til stenen og løb op på mit værelse og gemte mig i mit skab, der sad jeg i et stykke tid, jeg åbnede stille døren, der var ingen, jeg tog stille min taske og gik hurtigt i skole.

 

”Helt ærligt, hvad er der med dig?” Cecilia så bekymret på mig, ”ikke noget” svarede jeg lidt for hurtigt, Klara så på mig, ”du har fået os ind til den fest i aften ikke?” Jeg nikkede bare, men var i panik inden i, hvordan kunne jeg glemme festen? ”vi gør os klar hos dig ikke?” Jeg så på dem lidt, tænkte. ”Nej mine forældre kommer hjem fra en rejse i dag så de skal have fred og de vil gerne have jeg bliver hjemme indtil festen starter, så i må komme og hente mig”

De nikkede skuffende, jeg sukkede lettet, for hvis det var i aften jeg skulle dø, skulle de ikke se det.

 

Resten af dagen gik jeg rundt der hjemme, jeg kunne ikke fortage mig noget, var bange for at der skete mig noget, indtil telefonen ringede, det var Cecilia, ”hey tøs er du klar til festen?”

”ja jeg er klar om en halv time, så vi ses bare der, hey hvad har i lavet her i dag?” Hun begyndte at snakke om alt muligt, jeg hørte kun de to første sætninger, min opmærksomhed blev vendt, for i min stue stod pludselig tre store fyre, jeg stivnede.

Den ene stod med et baseball bat, og en af de andre med en hammer, de gik hurtigt hen mod mig, de holdte mig for munden og smadrede telefonen, jeg mærkede hvert et slag, hver gang de rev fat i mit hår og hev det ud af mit hoved, jeg kunne mærke blodet der strømmede ned at min krop, alt var forbi nu, efter omkring en times banken, lod de mig ligge midt på gulvet, de spyttede og sparkede en sidste gang til mig inden de forsvandt. Jeg satte mig halvt op, jeg havde ingen kræfter, kunne mærke mit liv var forbi nu. Jeg lænede mig op af vægen førte min blødende finger over væggens hvide maling og skrev mine sidste ord i dette liv:

Min sjæl har altid været fortabt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...