Always mine - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Ekskærester giver ikke altid kun gode minder. Det har Emmelie snart fundet ud af, synes hun i hvert fald selv. Hun har altid boet i London og har aldrig nogensinde været i udlandet. Hele 18 år har hun brugt i det samme hus, i samme by og i samme land. Da tilbuddet kommer om et 6 ugers langt ophold i LA, for at arbejde, kan hun ikke sige nej. Endelig sker der noget nyt! Den ellers så fantastiske sommer, udvikler sig hurtigt til noget hun i hvert fald ikke havde regnet med. I de 6 uger sker der mere end hun kunne forestille sig og følelser som hun ikke troede havde, dukker pludselig op. Dette er sommeren, hvor alt kan ske.

9Likes
12Kommentarer
691Visninger
AA

3. "Im Kyle Dawson"

Efter 10 timer i et fly, var det befriende at bevæge sig og trække vejret normalt. Utålmodigt stod jeg og ventede på at min kuffert skulle komme på det mærkelige rullebånd. Jessie havde givet mig sit mobilnummer, så vi kunne mødes og måske shoppe lidt. Hun var åbenbart også directioner, som jeg nu også udgav mig for at være. Vi havde i lang tid sat og snakket om drengene, selvom jeg ikke rigtig havde lyst, men jeg var jo directioner nu. "Ej se, der er min kuffert! Vi ses Em, husk nu at skriv eller sådan noget." Jessie gav mig et hurtigt kram og småløb mod udgangen. Gid det var mig, hadede at vente. Jeg havde altid været utålmodig. Da jeg var mindre, var det så slemt, at jeg knap kunne sidde stille, så blev tjekket for ADHD og sådan noget. Men jeg var helt normal. Ifølge undersøgelserne i hvert fald. I det fjerne,  som var 10 meter væk, kunne jeg skimte noget der lignede min kuffert. Den kom nærmere. Og nærmere. Og nærmere. Og det var min! Lykkeligt kunne jeg traske mod udgangen og kunne finde den person, der skulle køre mig til hotellet. Havde faktisk på en måde en privatchauffør. Godt nok kun i 20 minutter, men det er bedre end ingenting. Jeg var næsten fri. Fri som fuglen. På vej hen til sit arbejde. Det gav jo næsten mening, eller noget. Jeg opdagede at man skulle igennem et toldområde. I et kort øjeblik følte jeg, at jeg stivnede. Hvad nu hvis de tog mine ting? Hvad nu hvis jeg havde noget ulovligt med? Gennem det lille toldområde prøvede jeg ikke at vække opsigt eller virke mistænksom. Det fik mig sikkert til at virke meget mistænksom, men jeg slap forbi uden alt for mange blikke fra de der told arbejdere. Da jeg kom ud stod mange mennesker og ventede på dem der ankom. Enkelte stod med skilte og på et af dem så jeg mit navn. Jeg gik hurtigt hen mod den mand der holdte skiltet, som nok var min chauffør. Jo tættere jeg kom, jo yngre så han faktisk ud. Og han blev mere og mere lækker. Jeg smilede stort. Det her skulle nok blive godt, hvis alle chaufførerne var unge og lækre. "Emmelie Ross?" Han kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede voldsomt og rødmede lidt. Det var sådan en træls ting jeg havde. At rødme hver evig eneste gang en sød fyr snakkede til mig. "Lad mig tage din bagage, så kan vi gå ud til bilen." Han gjorde tegn til at stille bagagen fra mig, nærmest hypnotiseret stillede jeg bagagen fra mig og fulgte efter ham. "Øhm, altså jeg skal arbejde, jeg er altså ikke gæst?" Jeg blev nød til at sige det. Hvad nu hvis de troede jeg var gæst, havde jo ikke råd til at bo på det hotel. 5-stjerner var jo ret så meget. Han grinte af mig. Åh et kært grin han har. Jeg rødmede lidt. Igen. "Det er bare for at du kommer godt herhen, bare rolig." Han blinkede til mig og fortsatte igennem lufthavnen. "Nå," han brød tavsheden, men det gjorde ikke noget, han var jo lækker, "hvad synes du så om USA?" Jeg havde regnet med sådan et spørgsmål på et tidspunkt, bare ikke når jeg kun havde været her et kvarter eller sådan noget. "Altså, jeg er jo først lige kommet?" Jeg kiggede dumt på ham og så grinte han igen. Hvad var der sjovt ved det spørgsmål? "Du må da have hørt og læst lidt om landet?" Jeg havde lyst til at grave mig ned i et hul. Jeg gjorde mig jo totalt til grin overfor ham, og han var jo lækker og ret sød faktisk. "Nå, på den måde," det føltes lidt akavet, "altså jeg kan jo godt lide spareribs." Han kiggede på mig med store øjne og var nær væltet af grin. Aldrig har jeg hørt nogen grine så højt. Det var virkelig, virkelig højt. "Og jeres kultur. Den er ret speciel!" Han stoppede stille med at grine og kiggede smilende på mig. "Nå, hvordan er vores kultur så?" Hans blå øjne borede sig nærmest ind i mine. Han var vidst ret seriøs omkring det her spørgsmål. "Dødbringende." Hvad fanden? Hvor kom det svar fra. "Dødbringende?" Han lignede, forståeligt nok, et stort spørgsmål. "Altså med jeres våben og sådan." Han var stadig forvirret. "Bare glem det, jeg ved ærlig talt ikke særlig meget om USA. Udover at her er spareribs og de kommer her fra." Og så grinte han igen. Hans søde latter var så sød. Selvom den grinte af mine mærkelige svar.

Vi var kommet hen til bilen og han havde allerede smidt min bagage i bagagerummet. Vi sad lidt i tavshed. Jeg havde lyst til at bryde den, men hvad skulle man lige sige til en fremmed, lækker, sød, nuttet, kær og dejlig fyr? Okay Emmelie, turn down your feelings, han er bare en almindelig dreng. "Jeg hedder forresten Kyle Dawson." Oh my god! Kyle var nok det sødeste navn nogensinde, cute! God dammit Emmelie. Jeg havde en mindre indre kamp med mig selv lige nu. Jeg nikkede bare som et slags svar. Det føltes virkelig, virkelig akavet det her. Hvorfor skulle han også lige være lækker? Og hedde Kyle? Kyle var jo bare det sødeste navn nogensinde. Udover Harry. Nej, stop dig selv Emmelie! Ugh, kunne virkelig hade mig selv nogen gange. Kyle rømmede sig lidt og fik derfor min opmærksomhed. "Vil du med ud at spise spareribs en dag?" Han gik fra selvsikker til ret forlegen, sikkert fordi jeg gloede mærkeligt på ham. "Altså fordi du elsker spareribs og jeg tilfældigvis kender det sted, med de bedste spareribs. Og så skal du vel også have en slags mini rundvisning i området?" Og jeg gloede stadig på ham. Han så mere nervøs ud nu. Faktisk så han virkelig nuttet ud når han var nervøs. Måske jeg skulle svare ham? "Jamen, jeg ved jo ikke hvornår jeg har fri endnu?" Flot svar Emmelie, flot svar. "Jamen, så får du mit nummer. Hvis du altså gerne ville?" Han smigrer, charmetrold. "Selvfølgelig vil jeg da det!" Okay, det lød lidt mere begejstret end jeg egentligt ville have det. Han lyste op i et smil og så suste vi videre igennem LA. Havde egentligt forventet lidt mere af LA. Her var jo bare huse, veje, gågåder, store centre, lækre fyre i bar overkrop og de lækreste caféer. Ej okay, der var faktisk bare huse. Og veje selvfølgelig. Og træer. Mest palmer faktisk. Men det er egentligt lige meget, havde bare forventet noget lidt mere, glamourøst. Det er jo trods alt LA.

Hotellet var enormt. Det var som de hoteller man så i film og på Tumblr. Se, det var det jeg forbandt med LA! Kyle kørte om til bagindgangen af hotellet, hvor personaleindgangen var. Jeg ventede utålmodigt, mens han fik mine kufferter ud af bagagerummet. Jeg tog selv min håndbagage og så gik vi ellers ind i hotellet. Selv i personaleområdet var der flot. Ikke snusket som man kunne forvente, men pænt og rent. Jeg slugte alle omgivelserne mens jeg trofast fulgte efter ham. Stedet hvor vi kom ind, var vidst en masse rum til opbevaring af forskellige haveredskaber og andre udendørsting. Vi gik igennem en stor dør, som førte til et stort rum, der mindede om en slags kantine, blandet med et mødelokale. Kyle stoppede op og stillede min bagage ned. "Så Emmelie, nu bliver du overladt til dig selv." Kyle smilede og mimede "call me" mens han lavede det der tegn med hænderne ved sit øre. Så vendte han sig om og gik samme vej tilbage. En dør blev åbnet og en høj, slank dame kom ind af døren. Jeg gættede på at det var hende der var med til at styre hotellet. "Emmelie Ross?" Hun lød ret flink. Jeg troede hun ville være mere streng, når hun styrede hotellet. Jeg nikkede bare som svar. Det var så træls at være genert. "Hvor er det godt at se dig! Nu skal jeg vise dig hvor du kan gøre af din bagage og så kan jeg tage dig på en lille rundvisning." Hun smilede stort til mig. "Jeg er forresten Donna Hill, min mand, Dave Hill, og jeg driver hotellet sammen." Jeg nikkede bare igen og fulgte efter hende. Vi gik igennem  en af dørene og kom ind i en slags opholdsstue. "Det her er personalets opholdsstue. Det er her det boende personale er når i har fri eller har pause. I må selvfølgelig også være på jeres værelser. Her er også et rum med fitnessredskaber, som i frit må benytte." Vi fortsatte ned af en gang. "Her er jeres værelser og her er dit." Hun fandt en nøgle, låste døren op og åbnede døren. "Her er dit eget køkken og badeværelse. Du kan selv lave dit mad eller spise i personalets kantine, hvor vi mødtes." Jeg smed hurtigt mine ting derind og så fortsatte rundvisningen ellers.

Jeg smed mig i sengen.  Jeg var virkelig træt efter flyveturen og havde virkelig lyst til at sove. Men hvis jeg sov nu, ville jeg ødelægge min døgnrytme. Jeg tjekkede det tøj ud, som jeg skulle have på når jeg arbejdede. Et sort, stram nederdel. Den var både højtaljet og gik til knæene, ret pæn faktisk. Og så selvfølgelig en hvid skjorte med hotellets navn på. Det kunne have været meget værre. De ting som jeg skulle lave var heller ikke særlig slemme. Jeg skulle dække borde 3 gange om dagen, undtagen lørdag, hvor jeg havde helt fri. Det passede mig egentligt helt fint med fri en lørdag. Så kunne jeg uden problemer gå i byen om fredagen. Eller, er det ikke i USA hvor man først må drikke og sådan, når man er 21? For så er de byture ret spoleret i hvert fald. Medmindre jeg skulle være en rigtig laban og snige mig ind? Det kunne være ret sejt! Jeg sukkede. Jeg skulle have alt mit tøj pakket ud. Det tog faktisk ikke særlig lang tid. Overdele på en hylde, underdele på en anden hylde, kjoler og buksedragter på bøjle og skoene i bunden af skabet. Kufferterne blev skubbet under sengen, der kunne de ligge indtil de skulle bruges igen om 6 uger. I den taske hvor jeg havde haft min håndbagage, kunne jeg fiske min computer og andre elektroniske dimser. De blev lagt hen på skrivebordet. Måske skulle jeg opdatere min Twitter? Jeg vidste at mine venner i London ville følge med, så hvorfor ikke?

Emmelie_Ross
Finally relaxing in my room after a loooooong flight. The hotel is awesome!

Så, nu kunne jeg dø lykkelig. Jeg tjekkede også lige Facebook og Instagram nu når jeg alligevel var i gang. Der var bare sket det sædvanlige. Lidt Starbucks billeder, hundehvalpe og hvad der nu ellers er på de sociale netværk. Jeg sukkede mens jeg scrollede ned over skærmen. Der var han igen. Harry Styles med den ukendte blondine, som der nu var kommet navn på. Carol Nelson. Halv svensker. Men hun sagde de bare var venner. Som om. Jeg måtte hellere skrive til Catherine, hun måtte nødig tro jeg var død. Jeg loggede på Skype, men hun var offline. Jeg valgte at skrive til hende alligevel, så ville hun blive glad.

Emmelie Ross
Hej Cat! Så er jeg ankommet og sidder lige nu på mit værelse på hotellet. Eller lejlighed er det nok nærmere, det er i hvert fald okay stort! Hotellet er enormt og virkelig flot, du skulle næsten komme og se det, haha. Savner dig min lille misse cat.
Forresten var det bare den sødeste dreng der hentede mig i lufthavnen. Han hedder Kyle Dawson, det siger bare alt? xoxoxoxoxoxoxoxoxoxo Emmelie

Så blev Catherine glad i morgen, håbede jeg i hvert fald. 

 

Jeg vågnede ved at nogen bankede på døren. Hurtigt rettede jeg mig op i stolen og kiggede på klokken. Den var halv 8, der var aftensmad i kantinen og jeg var faktisk sulten. Jeg rettede hurtigt på mit tøj og hår og åbnede døren. En pige stod udenfor døren og smilede stort. "Donna bad mig hente dig og sørge for at du var vågen til aftensmad. Jeg er Allison." Hun rakte hånden frem og jeg tog venligt i mod den. "Emmelie, men det ved du vel allerede?" Hun begyndte at fnise lidt og kiggede så på mig igen. "Nå, så er rygterne sande. Her er kommet en englænder!" Hun fnes højere nu. "Er der rygter på et hotel?" Jeg lignede et stort spørgsmålstegn. "Ja, blandt os personale. Vi hygger os næsten mere end at arbejde og Donna støtter det. Hun synes vores sladder og rygter er sjovt at høre på." Allison grinte nu og hev lidt i mit ærme, "kom nu, vi skal pizza i aften."

Jeg satte mig sammen med Allison, som hun hurtigt præsenterede mig for de andre. Jeg havde dog en lille fornemmelse om, at jeg kun ville blive kaldt englænder her. Indtil videre havde ingen i hvert fald brugt min navn. De var ret nemme at snakke med. De spurgte meget ind til London og England. Faktisk lavede de ret meget grin med det, men det var ikke fornærmende overhovedet og gav igen af samme skuffe. Vi hyggede os virkelig, indtil den lille pause var ovre og nogle af dem skulle arbejde. Allison havde fri og vi satte os ind i den lille stue, hvor vi snakkede lidt. Vi snakkede om næsten alt og havde en fornemmelse om, at vi kunne blive ret så gode venner, hvis det fortsatte sådan. 

 

____________________

Så, det var andet kapitel! Håber I synes om det!

Nu er hun så ankommet til hotellet og er klar til at arbejde. Der er også kommet 3 nye personer, som I kan se hvordan ser ud i Intro kapitlet :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...