Mads Langer koncerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2014
  • Status: Færdig
Mads Langer....
Når du synger føler jeg, at jeg er i en helt 3. dimension, hvor din musik spredes over alt og høres over alt.
Der findes stort set ikke noget bedre end at komme til dine koncerter, hvor jeg kan skråle lige så højt med på sangene, som jeg har lyst til, og føle at jeg kan være mig selv i selskab med din skønne musik og mit selskab, som jeg elsker at stå til dine koncerter med. Af hjertet tak, for at give mig minder for livet.

4Likes
5Kommentarer
768Visninger
AA

1. Odense Magasinet 13/4

Jeg sidder i bilen og kigger ud af et dugget vindue, hvor sneen på markerne glimter af solens forårs stråler. Bilen kører i et tilpassende tempo, mens den susende lyd fylder rummet, og P4 Fyn høres i forgrunden, hvor værterne snakker om alt mellem himmel og jord. Min skønne kusine ved navn, Mathilde, sidder på bagsædet i selskab med mig. Vi er på vej over til hendes farmor og farfar, hvor vi skal overnatte natten over på deres fine rødmalede værelse.
Vi ankommer til Odense by og drejer ind til et rødt murstens hus med fine blomster i forhaven. Hendes farmor åbner døren, og vi bliver taget i mod med åbne arme. Hendes farmor har været så sød at gemme nogle af hendes velsmagende kager til os. Jeg føler mig hurtigt velkommen. Vi sætter os til bords og guffer i os af de lækreste kager, chokolade og hyldeblomst sodavand, og inden vi ser os om er vi fuldstændig mætte. Min mave er så oppustet af alle godterne, at det er lige før jeg kan fremvise en ølmave. Jeg lægger mine ting ovenpå, og min kusine og jeg bliver enige om at finde det tøj frem, som vi har valgt til dagens anledning. Dagens højdepunkt. Jeg tager en blå nederdel på, knæstrømper og en sort strik trøje med hvide snefnug på, som minder meget om Mads' egen trøje. Mathilde tager en hvid t- shirt med print på, en sort lang cardigan samt sorte, højtaljede bukser. Vi sætter også vores hår, men heller ikke for fint. Hun laver en fin knold, mens jeg så tager nogle hårtotter om til baghovedet til en lille hestehale, da min passion for håropsætning er meget lav. Jeg kigger mig hurtig i spejlet for lige at se min bøgle an, men da ser jeg til min store skræk at plastiktråden er blevet gul. Vi spiste karry dagen før, og der var jeg ikke obs på at det ikke var en god ide. ''Hvad skal jeg dog gøre!'', siger jeg med en urolig tone. '' Bare rolig, så slemt er det heller ikke'', siger Mathilde optimistisk.

 

Dagen flyver af sted, som en fugl. Nu er det ikke lige så lyst længere. Vi sidder ved spisebordet sammen med Mathildes to yngre søskende og deres farmor og farfar. Bordet er dækket op med ægte dansk mad. Bøf med løg, kartofler og brun sovs. Mathilde og jeg er ikke kommet os over kage bordet, men vi tager hver en portion. Under maden snakker vi om alt muligt, og hendes farmor og farfar spørge om vi glæder os til koncerten. Der svarer jeg hurtigt og afklaret: Ja!  
''Tak for mad, det smagte rigtig dejlig'', siger jeg venligt.
 ''Skal du ikke have lidt flere kartofler?'', spørger farmoren smilende.
''Ellers tak, jeg er stadig mæt oven på kage bordet''.
Eller er jeg egentligt det? Måske er det en blanding af spænding og mæthed. Vi tager vores tallerkener ud i køkkenet, og sætter os op på værelset, og lytter til musik imens vi snakker om, at lige om lidt skal vi til koncert. Jeg kan allerede mærke sommerfuglene i maven.
 ''Jeg kommer nok til at knibe en tåre'', siger jeg med smil på læben.
 ''Det kunne jeg også komme til tror jeg, siger Mathilde.
'' Vi kører nu'', råber hendes farmor, og på få sekunder er jeg i mine sko og på med min vinterjakke. Vi er der 3 kvarter inden åbning, men allerede der er der ca. 15 mennesker i kø. Vi stiller os i kø. Nu begynder sommerfuglene for alvor at flyve rundt...

 

Køen bliver længere og længere for hvert minut der går. En masse forskellig typer mennesker fylder pladsen op med latter og snakken. Som den nysgerrige person jeg er, lytter jeg forsigtigt med i en samtale, to piger har kørende. De står og venter på to andre piger, som de skal dele denne oplevelse med. Jeg betragter deres tøj og kan godt se, at jeg mere ligner en, der skal til fødselsdag. Den ene har cowboy jakke på med Disney print på ryggen, sort nederdel og den anden har det jeg ville kalde retro. Jeg tænker ikke mere over det, og synes nu jeg er tilfreds med mit valg. Nu kommer de sidste to piger. Jeg betragter folkemængden og ser både kæreste par i 20'erne, ældre ægtepar, veninder og en gruppe venner. Mads kan dele musik ud til alle aldre og typer.

 

Nu begynder folk at løbe, hvorfor løber de? Jo selvfølgelig. De har åbnet den magiske port. Mathilde og jeg følger med, får jakkerne af og løber ellers op ad trapperne og ind i salen.
''Yes vi står tæt på, men vi kunne have stået tættere. Bare jeg kan se ham'', siger jeg med en meget glad tone.
''Smil Emma'', siger Mathilde, og rækker hendes telefon frem og vi gør klar til at lave vores glade, spændte, nervøse og lykkelige smil.
Der går ikke lang tid, så er salen fyldt op med foventningsfulde, glade folk. Opvarmnings bandet går på, og forsangeren sætter sig ved klaveret med to mænd ved sin side. Den ene på guitar og den anden styrer noget elektro musik af en art.
''Hello, my name is Ásgeir Trausti'', får han lige så stille sagt.. Han går i gang med at trykke på tangenter og ud kommer der en blanding af noget akustisk, pop, elektro. Mig og Mathilde bliver enige om at det lyder virkelig godt.  ''This is our last song before Mads....... og inden han når at sige mere, skriger og klapper folk. Ikke fordi vi vil af med ham, men fordi at lige om lidt kommer selveste Mads. Han får sunget den sidste sætning og folk klapper og hujer og skriger af fulde lungers kraft. Det har han også fortjent.
De går af scenen og ind kommer en mand som tjekker om instrumenterne lyder som de skal. Pludselig høres indlednings musikken til Dire Straits og frem kommer en præsentations video af Mads Langer. Jeg skriger, klapper og frem kommer de tårer som jeg havde regnet med. Mathilde giver mig en knus. Ind kommer han. Med det skønneste smil på læben går han over til mikrofonen i hans lækre slangeskinds sko, læder jakke og cowboy bukser. ''Tearing pages out of my diary''. Hvor lyder det smukt, årh jeg kan ikke få øjnene af ham. Jeg synger med, det bedste jeg kan. Publikum synger med på Heartquake, No gravity, København, Poem With no rhyme, riding elevators, Fact fiction/silverflame mashup med skønne Tim C og alle de andre smukke sange. Jeg kan ikke få smilet af mig. Halvejs igennem Elephant rækker han mikrofonen ud til os og vi synger for fulde lungers kræft: ''And she is so beautiful
And I'm afraid of breaking her
And I feel like
I am an elephant in a porcelain shop
I wanna lay her down in a s...... der kikser den lidt for os og vi griner mens vi slutter sætningen af. '' Tak Odense!', råber han ud til publikum. Nej Mads du må ikke gå, du skal blive her, siger jeg til mig selv. Men jeg ved at lige om lidt kommer han ind igen. Og det gør han. Han har taget læderjakken af og står nu i den fedeste t- shirt. Det ligner tegneserie print. Han synger, Overgir' mig langsomt. Der er jeg også tæt på at græde, men hvorfor gør jeg næsten ikke det? Det ligger inde i mig. Det sidste nummer inden han går af scenen er det elskede nummer, Fact - Fiction. Alle i hele salen synger med. ''And i fell in love wiiiith yyyyoouuu. Salen bliver fyldt til loftet med skrig, klappen og råben til ære for Mads og selvfølgelig hans band. ''Tusind tak Odense, det har været en stor aften!''

 

Mathilde og jeg skynder os ud og på vejen passerer vi Anders fra Wasteland, og der er nogen der hurtigt får taget et billede med ham, men jeg skal hen til Mads. Lige nu! Jeg får købt en t- shirt med ham på i fuld profil. Vi stiller os i kø og ind kommer han, og allesammen klapper. Der bliver taget billeder og skrevet autografer, og lige pludselig er der kun to piger foran os. Jeg var lige efter dem, og jeg var virkelig nervøs. Jeg går hen mod ham, og med en glad tone får han sagt: ''hej''. Jeg siger  smilene, men også nervøst hej, og ligger et papir, som jeg rev ud af min dagbog og mit kamera på det runde bord. '' Hvad hedder du?''. ''Emma'', siger jeg stadig smilende tilbage uden at kigge op. Hvorfor kigger jeg ikke op? Jeg vil se hans ansigt, tænker jeg til mig selv, men jeg kan ikke få mig selv til det... Han skriver på papiret: Til Emma kh Mads Langer. '' Nå det var lidt større end en mobil det kamera'', griner en dame, som skal tage vores billede. Jeg stiller mig ved siden af Mads og han tager hans arm om min skulder og jeg tager min om hans ryg. Jeg skriger af glæder inde fra. Hun tager billedet, men hun siger at billedet blev meget utydeligt, så hun tog et igen. Det var både lidt pinligt, men så står jeg her ved Mads! Hun fik taget billedet, og nu er det Mathildes tur. Damen spørger om jeg ville tage billedet denne gang, da hun regner med jeg nok har lidt mere styr på det. Jeg tager kameraet op til mit øje. og kigger Mads direkte i øjnene uden han vidste det! Det var lige før jeg glemte at tage billedet... Det blev taget og vi sagde farvel til ham og takkede for en rigtig god koncert.

Vi gik ud i mørket med svagt lys fra gadelygterne. Vi sætter os ind i bilen til Mathildes farmor, og snakker ikke om andet end koncerten på vej hjem.
Jeg glemmer aldrig denne dag!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...