I'm here

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 5 aug. 2013
  • Status: Færdig
Den her er til en speciel pige. Som jeg elsker rigtig højt.
Nogengang er vi alle ikke helt på toppen. Nogen af os har flere af de dage end andre. Det her er til dage som dem. Husk dig og mig igennem alt.

Nogen gange er det som om jeg er i koma, det her er så du kan se at, selvom det virker som om jeg ikke er der. Så sidder jeg her og vil for alt i verden beholde dig hos mig forevigt.

Fordi du har lovet mig at vi skal bo på plejehjem sammen

0Likes
0Kommentarer
231Visninger

1. Undskyld

 

 

 

Jeg sidder her uden nogen form for fornemmelse for omverden. Dagene går, dag bliver til nat, lyset forsvinder og alt bliver langsomt hurtigere og hurtigere mørkt. Det er vinter. Jeg ved det kun fordi Lucie bliver ved at snakke om sneen udenfor. Men at det er vinter kan kun betyde en ting. Der er gået et år. Et helt år. Et år hvor hun blev ved med at komme hver eneste dag. Hvor hun sad her ved siden af min seng og snakkede. Nogle dage snakkede hun om vejret, andre dage kunne hun ikke stoppe med at græde.
Hun savnede mig. Jeg savnede hende. Der var ikke noget jeg hellere ville end at rejse mig op jeg holde om hende. Jeg kunne ikke holde ud at se hende sådan her, og slet ikke når nu jeg vidste at grunden var mig. Det var min skyld hendes flotte brun-grønne øjne var blanke af tåre. At hun gang på gang , irriteret tørrede hendes våde kinder med bagsiden af hendes hånd, fordi ingen måtte se hende græde. At hun forgæves prøvede at skjule sine våde kinder med sit korte blonde hår. Jeg vidste hun hadede at vise følelser, men alligevel græd hun tit ud ved min skulder.

Eller det plejede hun. Det var før alt det her, før ulykken før noget som helst. Den gang det var os to, i mod resten af verden. Ingen kunne komme i mellem os. Jeg elskede hende så højt. Det gør jeg stadig. Men som dagene af gået bliver hun mere og mere stille. Hun snakker ikke så meget. Hun sidder bare og holder om min hånd. Nogen gang slår det helt klik for hende og hun kaster sig ned i min seng og græder. Hun ligger lige som hun gjorde i starten. Helt tæt presset op af mig, og alligevel som om hun var bange for at jeg skulle gå i stykker. Men for det meste sad hun bare, hun sagde ikke noget, hun græd ikke, hun sad bare. Op mod jul havde hendes besøg været mindre og mindre, jeg forstod hende godt. Det var jo jul og hun skulle være sammen med sin familie.

Det var hurtigt blevet nytår og min familie havde holdt det hjemme, hvor i mod jul var blevet holdt på hospitalet. Altså lå jeg alene her i min kolde hospitalsseng og kiggede på fyrværkeriet. Du tænker nok hvorfor de ikke holdt det sammen med mig? Jo sagen er den at jeg ligger i koma, men jeg kan stadig se, selv om mine øjne er lukkede, jeg kan stadig høre selvom jeg ikke burde og jeg kan stadig føle.

Men som jeg sad her helt alene og nød det smukke fyrværkeri, gik døren op. Lucie kom ind. Undskyld hviskede hun. Undskyld. Hun blev ved med at gentage det. Jeg fodstod det ikke. Hvad undskyldte hun for? Hun begyndte at græde. Det ene hulk overtog det andet og kort efter klamrede hun sig til min krop. Jeg er død inden i hviskede hun mod mit bryst. Hun begyndte at grine. Sådan et helt hysterisk, højt, flask, bange grin. Hun hulkede og græd samtidig. Jeg forstod det ikke.

Hun tog sig hurtigt sammen og lagde sin mund helt op til mit øre. Jeg kunne mærke hendes varme ånde mod mit ansigt, hun stank af alkohol. Hun plantede at kys lige under mit øre før hun sagde noget. Det er ikke din skyld, jeg har brug for at komme væk. Jeg kan ikke se dig sådan her mere, det dræber mig inden i. Det var mig der skulle ligge der ikke dig! Hun hævede sin stemme ved det sidste. Hun tog en dyb indånding inden for fortsatte med en mere rolig stemme, Jeg ved godt du aldrig vågner, det ved vi alle sammen der er gået et år. Jeg skulle have grebet dig, JEG KUNNE HAVDE GREBET DIG! Det hele var min ide. Men du var frisk på det, som altid. Åh, hvis jeg bare havde vidst at det ville ende sådan, havde jeg aldrig spurgt dig. Jeg er så ked af det. Lucie græd endnu mere end før.

Hvad snakkede hun om? Det var ikke hendes skyld. Jeg kunne bare havde ladet være med at drikke så meget som jeg gjorde. Jeg kunne bare havde stoppet da hun bad mig om det. Der var ingen mulig chance for at hun kunne havde grebet mig da jeg faldt ud foran den bil. Gav hun virkelig sig selv skylden for at det der var sket?

Hun gjorde det jo kun for at få mig på andre tanker. Jeg havde virkelig haft en lorte dag den dag, jeg kan tydeligt huske hvordan det hele endnu en gang blev for meget og jeg havde kommet med en eller anden latter undskyldning for ikke at være i skole mere. Men Lucie kendte mig, hun vidste hvad der løb igennem mit hoved. Hun vidste hvilke tanker jeg kæmpede med hver eneste dag. Hun vidste der i mod også godt hvad jeg havde tænkt mig at gøre, når nu jeg kom hjem. Derfor havde hun trukket to tusinde kronesedler op af sin taske og spurgt om ikke jeg ville med en tur i byen i aften.

Modvilligt havde jeg sagt ja, men også kun fordi jeg vidste hun gjorde det kun for mig. Også selv om vi kun var 16, og ikke meget højere end en dværg kunne vi sagtens komme ind de fleste steder. Så længe kjolerne var korte nok i begge ender. Som altid fik vi aaaaaaalt for meget at drikke og da vi var på vej fra et sted til at andet faldt jeg ud foran en bil. Jeg har ligget i koma lige siden. Lucie var kommet her hver eneste dag lige siden den dag.

I mens jeg sag og tænkte var hun begyndt at snakke igen. De slukker for dig klokken tolv. Det er derfor de ikke er her. De kunne ikke klare at se det. Det kan jeg heller ikke. Derfor har jeg valgt at gøre det sammen med dig. Mit hjerte bankede hurtigere, hvis det ellers kunne det, i den her tilstand. Jeg forstod langsomt hvor hun ville hen med det her. Klokken tolv. Dør vi sammen.

 

 

 

 

Til min elskede Line, som jeg savner så inderligt. I'm here.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...