this love is too strong ⎟Justin Bieber ❤

Dette er toeren til "its like an angel came by"
Så jeg ville anbefale at læse den først :)

15Likes
14Kommentarer
775Visninger
AA

2. ✭ Hvad fanden vil du her?

Jeg havde bedt dem om at jeg kunne stå sidst i køen, så ligemeget hvad ville Justins humør ikke påvirke de beliebers der var efter mig. For hvis han nu blev skide sur, ville de ikke gå udover deres møde med deres største idol. Det kunne jeg simpelthen ikke tillade, at hvis det var første gang de nogensinde mødte ham, så han bare var et kæmpe svin overfor dem. Okay, måske var han også sur i forvejen, men det ville måske blive meget værre efter mig. Okay, det her var faktisk pænt dumt af mig, alt for uovervejet, hvad fanden skulle jeg stille op? Hvad havde jeg overhovedet regnet med? At med det samme når vi så hinanden alt ville være godt? Vi ville ende som det håbløst forelskede par? Vi bare i det mindste ville være venner igen? jeg havde ingen idé, og det var det der skræmmede mig allermest. Jeg vidste det bare ikke. 

     Jeg, som sagt, havde fået mig bagerst i køen, hvilket slet ikke var svært eftersom alle ville være den første, så den plan var i hvert fald lykkes mig. Og selvom jeg havde oplevet så meget sammen, jeg havde aldrig været så tæt med nogen før, og alligevel være blevet knust så meget, så havde jeg stadig en nervøs følelse i maven. Jeg havde ikke engang sommerfugle i maven, jeg havde virkelig dræberbier. Jeg var virkelig nervøs, for det første fordi jeg ikke havde set, eller snakket, med ham så længe. Bare fordi det var ham. Den dreng der havde gjort mig så ufattelig lykkelig. Havde fået mig op på den lyserøde sky femhundredmillioner af gange. Og alligevel havde været den der havde knust mig flest gange. Men udover alt det dårlig, så var jeg stadig håbløst forelsket. 

      Jeg var ikke selv klar over om det var det typiske 'fangirl'-forelsket, eller om det var det samme som før? Altså sådan rigtig forelsket. Der havde været en lille periode hvor jeg ikke havde tænkt så meget over det. Over ham. Men det var som sagt bare en lille periode. Jeg nævnte ham heller ikke særlig meget mere, men jeg tænkte på ham hele tiden. Hver eneste af min tanke var om ham. I skolen, derhjemme eller hvor jeg end var, jeg kunne bare ikke få ham ud af hovedet. Eller i hvert fald det gamle ham, det der havde det lykkeligste smil i verden, den dreng der kunne gøre en foreskel, den dreng var i mit hovede, ikke ham der ikke smilte, ikke ham der virkede som om han bare ville have den koncert overstået. Ikke ham han var nu. Nej. Ikke den Justin. Men min Justin.  

     Okay, jeg var vidst lige meget forelsket stadig. Men hvem ved? Måske ændrede det sig når jeg så ham. Og uden jeg egentlig havde opdaget det var køen rykket mere tættere på. Og allerede nu kunne jeg regne ud, at i forhold til den sidste m&g jeg var til, dengang jeg mødte ham, gik det meget hurtigere, det vil sige hver eneste fan havde ikke særlig lang tid med ham, mindre en før. Og allerede der brød jeg mig ikke om det, "i don't care about your money, i just wanna see your smile" kan i huske da han sagde det? Det kan jeg, og jeg havde hele tiden troet på det. Men nu var jeg begyndte at tvivle en del. Var alt der her bare for pengene?

     At han overhovedet lader dem være derinde i SÅ ufattelig kort tid, havde han helt glemt at nogle af dem der var her havde været der for ham lige siden starten. At de støtter ham i alt. Køber hans musik. Skriver søde tweets. Beskytter ham. Havde han virkelig ikke tænkt over det mere? Han havde forandret sig, og jeg kunne allerede nu mærke at det ikke var på den gode måde. Og det gjorde mig virkelig frustreret inden i. Især fordi jeg gav så meget af skylden over til mig. Var jeg skyld i at han var blevet sådan? Var jeg skyld i at han behandlede andre sådan? At hans knuste hjerte knuste andres hjerter? Var jeg årsagen til al den her smerte? Var det det jeg havde gjort ud af mig selv, ud af ham, ud af os? Var jeg centeret for al den smerte jeg gav andre. Var det mig der var skyld i det? Og med det samme vidste jeg slet ikke om det her overhovedet var en god idé..

     Jeg kunne stadig nå at løbe ud og give min billet til en anden belieber. Men nej, det her havde været mit valg, og jeg skulle stå ved det. For jeg blev nød til at snakke med ham. Men jeg var bare så ufatteligt bange. Bange for at jeg ville gøre det værre? Hvad fanden skulle jeg overhovedet sige? "Hey Justin, jeg følte lige for at sige hej, selvom vi ikke har snakket sammen i flere måneder, så synes jeg det var på tide, så nu besøger jeg dig i et m&g" nej vel.. Hvad siger man i sådanne situationer? Jeg har aldrig været god til sådan noget. Og jeg tror ikke at jeg nogensinde ville blive det. Jeg var alt for nervøs. Og inden jeg nåede at se mig for, var der kun fire foran mig i køen. Panikken begyndte at sprede sig i min krop. Fuck. 

         Min hals havde med det samme snørret sig fuldkommen sammen, og hvis den ikke havde gjort det havde jeg alligevel ikke kunne sige noget fordi min mund var så tør som sahara og en kæmpe klump som mount everest havde dannet sig i min hals. Jeg kunne ikke få et eneste ord frem. Og jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle sige? Ville jeg overhovedet få taget billede med ham? Ville jeg kramme ham? Give ham hånden? Eller var vi blevet til sådan et par der gav hinanden onde blikke og ikke var på talefod mere? Ville jeg blive glad eller sur? Jeg var ved at få stress af min hjerne. Hvorfor skulle jeg også tænke så meget ligenu. Kunne jeg ikke være en af de der seje piger, der bare kunne håndtere sådan en situation. 

       Kun én pige tilbage foran mig. Jeg kunne mærke mine øjne blive fugtige af al den stress der byggede sig op i mig lige pludselig, af den rene og skære angst jeg havde i mig. Kunne han kende mig? Okay Jasmine ikke vær dum nu, selvfølgelig vil han kunne kende dig, i har jo altså været kæreste i et pænt langt stykke tid. Men vil jeg kunne kende ham? og med det mener jeg ikke det ydre, for selvfølgelig, det perfekte udseende er ikke til at tage fejl af. Men hans indre, hans personlighed, havde den, som det så ud til på billeder virkelig taget så meget skade eller var han bare træt? Var det hele for hårdt for ham, eller var han virkelig meget ødelagt... Og med det gik den sidste pige foran mig ind. Shit is gettin' real... 

     Jeg kunne ikke engang koncentrere mig om at trække vejret ordenligt, jeg snappede efter luft med små korte stød, hvilket resulterede i at jeg blev godt og grundigt svimmel, hvilket langt fra gjorde min situation nemmere. Nej vel. Og med dét gik døren op foran mig og jeg fik et kraftigt puf i ryggen af en utålmodig sikkerhedsvagt. Hvad var det dog for en opførsel? Jeg lukkede kort øjnene og rettede lidt på min trøje. Den sad stramt ind til min krop. Som faktisk også havde forandret sig en del. Jeg havde fået flere muskler og jeg havde tabt mig. Jeg var blevet meget mere tilfreds, også angående at vise den. Mine sorte dr. denim bukser sad stramt ind til mine slanke ben. Og mit mørke hård hang naturligt ned ad ryggen. Det var virkelig blevet langt. Men i dét stoppede alle mine tanker. 

      Mit blik fangede med det samme de hasselnød farvede øjne der lyste op i et smil. Men for min store skuffelse et falskt smil. Og øjnene havde ikke realiseret hvem de kiggede på. Men da de undersøgte min krop, stoppede smilet med det samme. Og jeg havde virkelig bare lyst til at gå, for smilet stoppede ikke på en god forundret måde, men på den måde som ingen, jeg siger dig, ingen pige har lyst til at blive set på af en dreng. For det var af ren afskyelse han kiggede på mig. Og hans stemme skræmte mig virkelig, den var kold og rug, generelt bare hård "Hvad fanden laver du her?" sagde han skarpt. Jeg kunne ikke få et eneste ord frem, jeg kunde ikke engang bevæge mig. Bare af ren chok hvor sur han var over at se mig. Mit blik studerede ham kort. Han udseende, ja selvfølgelig så han skide perfekt ud, ja, efter en beliebers mening. Efter min? Nej det gjorde han ikke. Ikke inden i. 

     "Hørte du mig ikke? Hvad fanden vil du?" hans stemme var irriteret, men igen ingen ord kom frem. Jeg kiggede bare dumt på ham. At det drømmeforhold vi havde var gået så hurtigt i stykker? Det havde jeg virkelig ikke regnet med. Hans blik borede sig ind i mig. Ikke i mine øjne. Og ikke på en god måde. På en virkelig drengerøvs-arrogant måde. Føj, siger jeg dig. "Hvad er der sket med os?" hviskede jeg bare. Jeg havde ikke engang tænkt over det, inden det røg ud af min mund. Min ene hånd fór op til munden. Hvorfor sagde jeg det. Du er så fucking dum Jasmine. Og til mit store uheld havde han hørt det. "Vi er blevet voksne!" sagde han hårdt, "Justin, det her er ikke at være voksent. Det her er latterligt!" Næsten peb jeg. Jeg kunne ikke klare at se os sådan.

      "Skal du kalde mig latterlig?" lød det hårdt og heftigt fra ham. "Nej, det var ikke det jeg sagde!" Forsvarede jeg mig selv, for det var det ikke. "Hvad sagde du så?" Ej, han kunne da ikke blive mere arrogant. "Den her situation er latterlig!" "Du kunne bare have ladet være med at komme," lød det koldt fra ham, "jeg blev jo nød til at gøre et eller andet? Du har ikke ville svare mig, du har bare afbrudt kontakten!" Jeg hævede stemmen en del. Og bare for at provokere mig, hævede han diskret det ene øjenbryn "Jeg ser ikke nogen grund til at svare dine sms'er.." Jeg havde næsten tabt kæben. "Så du ser ingen grund til, at svare mig når jeg er fucking bekymret for dig?!" Hvordan kunne han få sig selv til at sige sådan noget. "Der er intet at være bekymret for, jeg har det fint!" Jeg tror næsten at han ville have sagt det i et mere blødt toneleje, men kommentaren kom flyvende hårdt ud af hans mund. 

         "Fint Justin, fint? Du har det ikke fint!" "Hør her, jeg ved fucking godt selv hvordan jeg har det, jeg har ikke brug for din mening til at fortælle mig om jeg har det fint eller ej, det kan jeg fucking godt selv bedømme!!" Han hidsede sig virkelig hurtigt op. Jeg vidste jo godt at Justin havde temperament. Men at han så hurtigt ikke kunne styre det. Nej det var ikke normalt. "Har du set dig omkring Justin? Har du set alt det du gør? Hvordan du gang på gang såre folk omkring dig? Denne gang snakker jeg ikke om mig, men om dem der har været der siden starten, dem der er mest loyale!" Okay, den ramte vidst pænt godt. Og jeg fortrød næsten at jeg havde sagt det, men han havde brug for at vide sandheden, og hvis ingen fra hans crew vile fortælle det. Så måtte jeg vel gøre det! "Hvad fanden snakker du om Jasmine? Jeg såre ikke nogen. Det er er dig der såre folk, det er dig der bare skrider fra en!" Jeg havde vidst såret ham mere end jeg havde regnet med, siden han bragte det op nu. 

       Jeg smagt lidt på ordene: "Hvad fanden skulle jeg have gjort, du var mig utro to gange Justin, tror du at jeg bare ville lade det gå og bare være som alle andre. Og behandle dig som en fucking uskyldig popstjerne som stadig er et barn, som bare mener alt godt? Nej, det så jeg ingen grund til, jeg ved godt at det var dumt bare at skride, men hvad skulle jeg gøre. Du smadrede mig fuldkommen gang på gang. Og du så det åbenbart ikke selv, da du gjorde det igen og igen. Undskyld mig, men hvis du siger jeg er grund til din sorg så burde du fucking tænke dig om. For det er dig der er skyld i din egen sorg. Så lad være med at spille så fucking hellig!" 

   Det var som om at han ikke vidste hvad han skulle sige efter det. Men den havde han virkelig også fortjent. Han havde fortjent at få det at vide. "Det ikke kun dig der havde det hårdt i det her forhold, eller hvordan det endte." Hviskede jeg svagt, men jeg vidste han hørte det. Jeg kunne se det i hans øjne. Men han sagde ikke noget, og eftersom han åbenbart var færdig med at bitche, og jeg også var, så så jeg ikke nogen grund til at blive længere. Jeg kiggede kort op på ham "Det var godt at se dig igen," sagde jeg og forlod rummet. Jeg kunne mærke folks blikke brænde i min ryg. Især Justins. 

 

___________________________________________________________________________________________

 

Så er første kapitel skudt igang!! 
Hvad synes i? 

Kapitlerne bliver på ca. 2000 ord, så de bliver ikke mega lange, men så er der større sandsynlighed for at jeg opdatere oftere ;) Jeg regner med at opdatere ca 1 gange om ugen, måske engang imellem mindre, måske bare to, eller hvis i er mega heldige så 3, men ikke få for store forventninger. 

Jeg er rigtig glad for at endelig at være kommet igang med at skrive to'eren, og jeg håber virkelig ikke at jeg går død i den!!! (!!!!!!!!) 
I skal holde godt øje med om kapitlet (navnet på kapitlet) starter med en "✭" eller et "❄" 

Hvis det er ✭ så er det jasmines synsvinkel 

og hvis det er ❄ så er det justins synsvinkel

HUSK

Nå men mange tak hvis i vil læse med, husk at kommentere og like + favoritlisten!
Og i må meget gerne tjekke min anden movella ud der hedder "say you love me" 

 

knus xx


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...