this love is too strong ⎟Justin Bieber ❤

Dette er toeren til "its like an angel came by"
Så jeg ville anbefale at læse den først :)

15Likes
14Kommentarer
770Visninger
AA

4. ❄ Det hele gentager sig hver nat

Jeg åbnede døren til Scooters hus. Ingen hjemme. Scooter havde ringet for en halv time siden og havde sagt at han lige skulle ordne noget. Jeg kunne bare tage hjem til ham selv, han kom om en times tid. Jeg boede hos ham inden touren fortsatte. Jeg tog min taske i hånden og gik langsomt forbi den store trappe og om bagved. Der var en hvid dør. Jeg skubbede den langsomt op og det velkendte værelse som jeg altid boede i når jeg var hos Scooter kom til syne. Jeg smed tasken på sengen og satte mig ved siden af den. Okay, en halv time inden han kom tilbage.. Hvad kunne jeg give mig til? Da en tanke slog mig: Scooter plejede aldrig at være særlig glad for at have mig oppe på første etage, som om der var noget han ville skjule. Perfekt.

     Jeg listede, hvilket faktisk var underligt eftersom jeg var alene hjemme. Jeg kiggede ind i nogle forskellige rum, nogle var kontor, så var der Scooters værelse, et badeværelse, nogle andre, men da jeg skubbede døren op til det sidste værelse, som jeg ikke havde været inde på endnu, men som jeg vidste var et gæsteværelse undrede det mig. Sengen var redt og klar til brug. Som om at nogen skulle sove her, men måske var det bare fra hans sidste gæst. Egentlig havde jeg ikke rigtig behov for at tænke videre over det. Jeg strøg med den ene hånd hen over mine tatoveringer da jeg hørte noget, eller nu mere nogen, stå og fumle med døren nedenunder. Det var nok bare Scooter der endelig kom hjem. 

Jeg gik stille hen til toppen af trappen og gik nogle trin ned da døren blev skubbet op. Jeg satte et falskt smil på så han ikke skulle mistænke mig for noget. Men mit smil forsvandt da en pige trådte ind af døren. Og en følelse af ubehag steg i mig. For jeg vidste præcist hvem denne pige var. I starten havde hun heldigvis ikke fået øje på mig. Men da hun kiggede op og hendes blik fangede mit følte jeg et stik af had i mig. Hvad fanden skulle hun her? "Scooter!!" Nærmest råbte jeg ned til døren, han måtte jo også være her et sted. Og selvfølgelig kom han så stille og roligt gående ind ad døren som om intet var sket. En dårlig smag bredte sig i min mund. Han kiggede op til mig, "hvad fanden skal hun her?!" spurgte jeg ham frustreret. Han smilte bare og sagde: "Justin, hun er min gæst, du skal behandle hende ordenligt!" Jeg kiggede først på ham, så hende. Og rystede på hovedet. "Som om!" Mumlede jeg. Hvorfor skulle jeg behandle hende ordenligt når hun ikke havde behandlet mig ordenligt. Hvorfor skulle jeg vise hende respekt når det her var mere mit hjem end hendes. Som om, jeg kan fandme ikke vise hende noget som helst. 

Jeg gik lige forbi dem og ind på mit værelse, jeg kunne mærke Scooters irriterede blik i min nakke. Var han dum eller sådan noget? Han vidste jo udmærket godt at jeg ikke gad at have hende i nærheden, han vidste jo godt at jeg afskyede hende. Så kunne han fucking heller ikke bede mig om at bo i samme hus som hende. Hvad skulle hun også her?

Jeg gad ikke engang være i samme rum som hende. Nej vent, samme hus. Jeg gad bare ikke have hende i nærheden af mig. Hvad havde Scooter også tænkt sig. Jeg hørte døren åbne og så Scooter komme ind af hende. Han gav mig et alt sigende blik på at jeg skulle beherske mig. Men det kunne han fandme ikke forlange af mig. Jeg kunne behandle hende som jeg ville, som det passede mig, og han kunne ikke tvinge mig til andet. Jeg løftede det ene øjenbryn. "Justin.." Jeg sendte ham et tomt blik. Han skulle ikke komme her og fortælle mig om hvor sød en pige hun er, det kan han stikke derop hvor solen ikke skinner. Han blev stående i stilhed, "hvad vil du?" sagde jeg mens jeg vente mig rundt og rullede med øjnene. 

     "Behandel hende ordenligt," jeg sukkede: "Gud vil jeg da ej, hvad bilder du dig egentlig ind?!" Jeg vendte mig om og kiggede på ham, "Justin, tal pænt. Hun er min gæst, og det er du også." Jeg satte armene over kors, "Det er ikke mit problem at hun er pisse irriterende, hvorfor er hun her overhovedet?" Scooter rullede kort med øjnene, men svarede ikke, som om der var noget han skjulte for mig. Som om der var noget han ikke ville sige, "Hun er her bare for at besøge mig." jeg kiggede på direkte på ham, "Yeah, right! 'bare for at besøge dig'" Jeg trak vejret dybt, "Dude, du har ikke snakket med hende i mega lang tid, hvorfor skal hun komme forbi nu. Kunne du ikke have gjort det i en anden ferie eller mens du var væk fra mig." "Nej Justin, det kunne jeg ikke." jeg kunne ikke fatte ham. Hvad bildte han sig ind. "Jeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke dig. Gør du det her for at provokere mig?!" 

Han hævede stemmen og kiggede strengt på mig. "Du tror jeg gør det her for at provokere dig..." han nåede ikke at slutte sætningen inden jeg afbrød ham, "Det er lige det jeg tror," "Oh God Justin, vågn nu op, jeg gør ikke det her for at provokere dig. Jeg er din manager, jeg er her for dit bedste." "Så du tror det du har gjort er det bedste valg?" jeg blev så yderst provokeret af hans flabede måde bare at stå der og stirre på mig, som et eller andet uskyldigt barn. Som om han ikke gjorde det her med vilje. Så fucking egoistisk som han nu var. "Justin," afbrød han mine tanker hårdt, "jeg vil have du går op og snakker med hende lige nu." Jeg kiggede irriteret på ham, "Hvad er det næste, du vil have jeg bliver venner med hende igen? Drop det." Og denne gang var jeg ikke et sekund i tvivl om at hvis jeg ikke gjorde som han sagde så vankede der. Han ville virkelig flippe ud. Igen. "Gå op til hende nu, Justin. Snak med hende. Er det forstået." Jeg nikkede flabet og åbnede døren hårdt. 

 

Jeg slæbte mine ben hen ad gulvet og op ad de hvide trapper. Som om jeg gad at snakke med hende lige nu. Jeg gad ikke engang at se på hende. Jeg stod foran den også hvide dør. Jeg skulle bare få det her overstået. Jeg bankede ikke engang på men rev bare døren op. Gud hvor gad jeg virkelig ikke det her. Hun stod med ryggen til mig, jeg smækkede døren i og hun vendte sig forskrækket rundt. Og inden jeg nåede at tænke mig om sagde jeg: "Hvad vil du her?" hun kiggede forbavset på mig. Men jeg var ligeglad, hvis Scooter ikke ville svare mig så skulle hun jo, "jeg er Scooters gæst, Justin." Jeg kunne tydeligt se på hende at hun prøvede at holde sin stemme i ro. Og det var langt fra det jeg prøvede, jeg var fandme ligeglad. 

"Det er jeg ligeglad med!" Jeg så hvordan hun trak sit ene øjenbryn op i luften. Hun prøvede at virke som en der havde styr på det hele, men jeg vidste udmærket godt det bare var en klam rolle hun spillede. Hende og Scooter havde gang i et eller andet de ikke ville have mig blandet ind i. "Jeg spørger igen, hvad vil du her?" Jeg hævede denne gang stemmen mere. "Kan du ikke være skide ligeglad?" svarede hun mig igen med en kold stemme, som hun troede påvirkede mig til at slappe af, men nej. Jeg havde bare lyst til at råbe ad hende. "Nej, det kan jeg faktisk ikke. For jeg er her også, og jeg gider ikke at bruge min rid her med dig." I et kort øjeblik så hun virkelig såret ud, og på en underlig måde påvirkede det denne gang også mig. Men den følelse forsvandt da hun spillede det over med hendes klamme kolde facade. "Tro mig, det her var ikke mit valg!" sagde hun, denne gang med sin stemme lidt mere i ro. 

"Hvis var det så?" snerrede jeg ad hende. "Kan det ikke være ligemeget," svarede hun mig igen, hvorfor fanden kunne de ikke bare fortælle mig hvad det her lort gik ud på. Hvorfor skulle det hele være så fucking provokerende. "Nej det kan sgu ej, jeg gider ikke at have dig her," sagde jeg ærligt til hende, for det gad jeg ikke, hun skulle kraftedeme ikke være her. "Justin, hold dig op med at være så skide egoistisk, det hele handler ikke om dig, og hvordan den lille søde popsensation har det, okay. Hele verden drejer sig ikke om dig." hvæsede hun af mig. Så nu var vi begyndt at lege det spil. Som om at jeg troede at hele verden handlede om mig. Bare fordi jeg var vigtigere end hende. Og det kunne hun åbenbart ikke klare. "Jeg kan ikke forstå at du kun er her for at provokere mig." Hun løftede igen det ene øjenbryn og kiggede målløst på mig. Klamt. 

"Det her er ikke noget jeg gør frivilligt. Hvis jeg kunne, ville jeg hellere være hjemme, så hold dog op for fanden!" Hvorfor var hun her så. Hun løj. Scooter løj. Alle løj. Alle ville bare have mig til at få det dårligt. Folk ville elske at se mig falde. For sådan er de alle. I starten vil de bare manipulere, og nu vil de bare dræbe. Inde fra og ud. Og det har Jasmine klaret bedst af dem alle. Hun startede der hvor jeg var aller mest følsom og sårbar. Lige midt i hjertet. Men det havde hun formået at smadre og få revet ud. Så jeg ikke kunne elske igen. Det her var hun helt selv skyld i. Jeg gik hen mod døren igen, kiggede på hende. "Så længe du snart tager hjem igen!" Jeg lukkede døren efter mig. 

 

Jeg låste min mobil og lagde den på natbordet ved siden af sengen. Jeg rejste mig op og gik ind i mit eget lille bad. Jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg kiggede mig selv i øjnene, og det for første gang i meget lang tid. Og først nu opdagede jeg hvor ødelagt jeg egentlig var. Jeg ved ikke om andre kunne se det. Men det var i hvert fald nu jeg lagde mærke til det. Mine øjne var røde og jeg så bleg ud. Det gjorde så ondt at se på mig selv. Ikke fordi jeg var egoistisk eller selvisk, men fordi jeg først nu lagde mærke til hvad jeg altid spillede over. Jeg spillede glad og tilfreds når jeg var på scenen, og mit skuespil havde virket så godt at jeg havde narret mig selv. Fået mig selv til at tro på, at jeg var ok. 

Men når jeg stod blottet foran kun mig selv. Vidste jeg det var en løgn. Det hele var en løgn. Intet var rigtigt mere. Venner, nej. Mig selv, nej. Jeg var en løgn. Alt var falskt og uvirkeligt. Jeg lukkede øjnene kort i. I det her lille håb om når jeg åbnede øjnene igen, ville alt være godt. Men inden jeg åbnede dem igen, vidste jeg at det ikke ville være sådan. Jeg sukkede og gik hen til døren og skubbede den op. Jeg kiggede mig kort rundt, slukkede så lyset og lukkede døren. Mørket fyldte rummet. Mørket var lige nu det eneste sted jeg følte mig som mig. Det eneste sted hvor jeg kunne se den ægte Justin. 

    Jeg lukkede øjnene i. Prøvede at ignorere smerten inde i mig. Men den tog bare til. Og mine tanker fløj rundt i hovedet. Som hver eneste nat. Og mine tanker endte altid et eneste sted, det samme sted hver eneste nat. Ved den person jeg ikke engang ville tænke på eller nævne. Eller nu mere så jeg kun et eneste billede i mit hoved. Og det var det slørede udklip af et brev jeg holdte i mine rystende hænder. Og med det kunne jeg mærke tårene trille ned af mine kinder, lydløse og smertefulde. De tåre jeg holdte inde hver dag. De tåre som kun kom frem når jeg var blottet for sandheden. Og det var sådan mine nætter var gået siden den dag vi gik fra hinanden. Det hele gentager sig hver nat. Hver time. Hvert minut og sekund. Jeg er midtpunktet for al den smerte omkring mig. 

 

 

________________________________________________________________________________________

 

Så kom første kapitel fra Justins synspunkt!
Det var ret svært for mig at skrive det, jeg ved ikke hvorfor... 

Men jeg håber i nød kapitlet❤. 
Jeg prøvede at gøre det så følelsesladet så muligt, uden at det blev det rene tuderi.

Og jeg er ikke helt sikker om jeg er tilfreds med det, 

og jeg ved stadig ikke helt hvor jeg vil ende hende i denne movella, for jeg vil ikke 

at det hele udvikler eller eskalerer for hurtigt... 
Hvad synes i? Hvad vil i ha'? ✿

 

Tusind tak for alle der læser med! ❥

 

Kys og kram, xx ❤

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...