Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13245Visninger
AA

7. You need to push them back. (Nutid)

 

Veto - This Is Not

 

Jeg kigger hurtigt fra side til side, mens jeg knuger den lille flaske, der nu kun indeholder halvt så meget, som den gjorde til at starte med, i min hånd. Jeg kan mærke rusen af adrenalin, der pumper rundt i min krop og nærmest gør mig helt høj. Det er rart, hvordan det får mig til at kunne føle noget.

Da jeg når hen til en skraldespand, smider jeg diskret den lille flaske ud og fortsætter så videre. Folk kigger på mig, men det burde ikke komme bag på nogen. Jeg er jo Jessica Hayes, og snart må det gå op for dem alle, at jeg er på vej tilbage.

I går havde de andre virket skræmte men stadig afvisende overfor mig. Som om de ikke troede på mig. Men de har jo ikke været inde i mit hoved. Hvis de havde det, ville de måske forstå hvor alvorligt, jeg mener det her.

Mit blik glider ned på min hånd, som jeg forgæves prøver at tørre af i mine bukser. Den mørke farve er stadig tydelig, så jeg ender med bare at tage hånden i lommen og fortsætte min gang.

Jeg ved godt, hvor barnlig min prank er, men det, at jeg selv har fundet på og udført det, må da have en eller anden overbevisende effekt. Må det ikke?

Jo Jess, bare vent. Det bliver det hele værd i det lange løb, stol på mig.

Stemmen gør min selvtillid større, så da jeg smækker dørene til kantinen op, er det luskede smil på mine læber 100% ægte. Mit blik låser sig ved vores bord, men underligt nok er det tomt. Mit smil falmer lidt, og forvirret stopper jeg kort op. Altså, klokken ringer til frokost lige om lidt... Hvor er de?

Langsomt og en smule mistænksom bevæger jeg mig hen mod det tomme bord. Det virker helt forkert at være den første, der sidder her. Altså, jeg har prøvet det før, men der var jeg sammen med en eller anden. Nu er jeg jo bare alene.

Jeg kigger rundt i rummet, og hvert blik jeg møder bliver hurtigt flyttet. Lige indtil mine øjne låser sig fast til de velkendte brune. De øjne, der kan se lige igennem mig. De øjne, der næsten tiltrækker mine som en magnet. Liams øjne.

Jeg har lyst til at fjerne blikket, for vores øjenkontakt skaber billeder, jeg prøver at slette, minder jeg prøver at glemme, og ord jeg prøver at fortrænge. Men det er som om, jeg er fanget, og før jeg ved af det, står han lige foran mig.

"Liam." Min hals er tør, så ordet kommer ud som en lille, pibende lyd, og jeg bliver nødt til kort at rømme mig. Han kigger på mig med det evigt varme blik, og hans øjenbryn bliver svagt rynkede, da han kigger nærmere på mit tøj.

"Fryser du ikke?" Han hentyder tydeligvis til mine bare ben, der næsten er blevet følelseløse af kulden. Jeg prøver at samle mig selv og ryster hurtigt på hovedet.

"Nej. Var der ellers andet, du ville?" Det sidste kommer flabet ud, og jeg hæver udfordrende øjenbrynet. Af en eller anden grund kommer han til at udstøde et lille grin, mens et svag smil spiller på hans læber. "Hvad?"

"Jeg ville egentlig bare sige hej." Han smiler stadig, og det begynder så småt at irritere mig. Det, at være i hans nervær, gør mig anspændt og nervøs, for jeg ved ikke længere, hvordan jeg skal have det med ham.

"Jamen hej." Svarer jeg, og kigger væk fra ham, for at få ham til at forstå, at han godt bare måtte gå nu. I stedet bliver han stående og rømmer sig kort.

"Hvordan går det?"

"Liam, hør her, nu siger jeg det, som det er. Du skal gå nu, og hvis du ikke er forsvundet indenfor 20 sekunder, vil jeg gøre dit liv til et levende helvede, så du ville ønske, du aldrig havde mødt mig." Jeg stirrer stift frem for mig, mens jeg visler ordene ud mellem mine tænder. De må tydeligvis forvirre ham, for jeg kan høre hvordan hans åndedræt bliver nervøst.

"Jess-"

"18, 17, 16," Tæller jeg ned, med den samme monotone stemme jeg snakkede med før. Jeg løfter mit blik, da det går op for mig, at det ikke var Liams stemme. Derimod møder mine øjne Louis'.

"Åh, Liam. Hej, jeg så dig slet ikke..." Mumler han, da han kigger på Liam. Stemningen bliver endnu mere akavet end den var før, så jeg kan mærke hvordan det giver et sug i min mave. Louis hoster kort, inden han slår sig ned på stolen overfor mig. Han fastholder sit blik på Liam, men jeg kan ikke helt tyde det. Til sidst ryster han svagt på hovedet, og jeg ville ønske, jeg ikke vidste de ting, jeg ved. Ellers ville det her ikke være så akavet.

"Jeg skulle vidst også til at gå nu. Ses Jess," Mumler Liam, og klapper mig kort på skulderen, så jeg klemmer øjnene sammen, bare for at undgå Louis' blik, der nu hviler på mig i stedet.

Liam er forsvundet, og endelig åbner Louis munden. "Hvorfor snakkede du med ham?"

"Jeg kan kun spørge dig om det samme." Svarer jeg igen og stirrer direkte tilbage, mens et smil ufrivilligt glider over mine læber. Jeg ved ikke hvad der går af mig, men før jeg ved af det, sender jeg ham et sigende blik. Et blik der siger, at jeg ved noget. Noget, han for alt i verdenen ikke vil have nogen til at vide.

Jeg kan se hvordan han synker en klump og fjerner sit blik fra mit. Det føles som en sejr, for det er tydeligt, at jeg har en vis magt over ham, og nu ved han det. "Men Louis," Fortsætter jeg. Han kigger ikke på mig, men jeg kan fornemme, at jeg har hans opmærksomhed. "Den prank der. Hvordan går det med den? For jeg er så klar på at gøre noget."

"Jess, nu skal du høre," Han vender brat hovedet, og jeg tror, dette er en af de længste samtaler, jeg har haft med ham i lang tid. "Vi er ikke sådan længere. Jeg har ikke nogen genial idé, for hvis du ikke har lagt mærke til det, er intet det samme. Og det kan du kun takke dig selv for." Han kigger koldt på mig, men jeg smiler bare hult tilbage.

"Nej, Louis, det kan i takke jer selv for. Det er jer, der har skabt mig. I har skabt et monster, som i ikke længere kan styre." Jeg tager hånden op og viser ham den mørke farve på mine fingre. "Kan du se det her? Sådan går det, hvis i ikke giver mig noget, jeg kan lave. Og det går også udover jer."

Han stirrer undrende på min hånd, men ser langsomt ud til at fatte hvad det er, jeg har gjort. "Er det hårfarve?"

"Det kan du bande på. Et af de mest barnlige trick, men jeg tvivler stærkt på at Mrs. Penson vil sætte pris på, at hendes lyse hår bliver grønt."

"Hvad snakker i om?" Lyder Zayns stemme bag os. Jeg vender mig rundt, og der står de alle sammen. Jeg vinker kort med min farvede hånd, så de alle glor underligt på den.

"Jeg har hældt hårfarve i shampooen i lærer-badet." Svarer jeg, så de kigger rundt på hinanden.

"Jessica, er det ikke lidt-"

"Barnligt? Ondt? Tjoh... Bare rolig, det går jo ud igen om en måned eller to..." Jeg smiler uskyldigt til Sarah, så hun lukker munden igen.

De siger ikke mere, men tager i stedet alle plads ved bordet. Jeg ender med at sidde mellem Niall og Harry, og det føles som om, jeg bliver mast imellem dem. Som om de hver især formår at suge luften ud af mig, og efterlade mig tom og hjælpeløs.

Jess, stop. De betyder ikke noget for en, der er følelsesløs.

Det er vel rigtigt. Men hvorfor kan jeg så stadig mærke noget, når min arm snitter Harrys, eller mit ben rør Nialls under bordet?

De andre har gang i en samtale, der ikke inkluderer mig, og lige nu passer det mig fint. For selvom jeg prøver at overbevise mig selv om, at det her bliver skide let, så er jeg stadig lidt usikker. Jeg kan bare ikke se andre udveje, når jeg er fanget i deres spil. Og regel nummer 1 er, at hvis man bliver ved med at tabe i andres spil, må man lave sine egne regler.

Men hvordan kan det gå, hvis jeg er totalt splittet, og nu ikke kun skal holde en facade oppe for andre, men også for mig selv?

Jeg bliver nødt til at stoppe med alle de spørgsmål, for jeg kan ikke få svar på dem. Ikke før jeg har erfaret hvordan det her ender.

Medmindre jeg spørger nogen til råds. Nogen, der ved hvordan man kan blive iskold og ligeglad.

Automatisk glider mit blik hen på Lexie, der i samme øjeblik griner af sine egen spydige kommentar. Hendes øjne har altid et iskoldt glimt, og siden øjnene er vinduer ind til sjælden, må det vel vise, at hendes hjerte er frosset til is. Men hun ville aldrig hjælpe mig - hvorfor skulle hun det?

Mit navn bliver nævnt, hvilket får mig til at spidse ører. "Jess? Hallo?" Det er Lexie, der åbenbart har prøvet at sige noget til mig.

"Undsk- Hvad?" Jeg stopper mig selv i at undskylde, for det er ikke et ord, jeg nogensinde har tænkt mig at sige til Lexie.

"Jeg ville bare høre, om du gad at fjerne dit blik fra mig. Du stirrer." Hun rynker kort på næsen, da hun siger det sidste, som om jeg var totalt klam, og bare det, at jeg kigger på hende, kunne få noget af min klamhed til at smitte.

"Det er da klart, hun stirrer, når din trøje er nedringet." Lyder det fra Sarah, så Lexie forarget kigger hen mod hende. Jeg kan ikke lade være med at give et lille grin fra mig over kommentaren.

"Undskyld mig, sagde du noget?" Klangen i Lexies stemme understreger tydeligt, at man ikke skal lægge sig ud med hende. Alligevel fortsætter Sarah bare.

"Jeg tror godt, du hørte, hvad jeg sagde."

Stilheden omfavner os som et tæppe, men det er ikke et rart et. Det er et af dem, der irriterende kradser mod huden, og efterlader røde mærker.

"Jeg tror hellere, du skal bruge dine kommentarer på luder nummer 1 derovre." Lexie nikker mod mig, og grinene, hun modtager fra de andre, forøger tydeligt hendes selvtillid. Hendes klamme smil giver mig en lyst til at slå hende, men det er der jo ikke ligefrem noget nyt i. Hun har bare sådan et indbydende fjæs, der godt kunne bruge en lussing eller ti. Men i stedet for vold, må jeg vel bare bruge mine ord.

"Er den ikke ved at blive lidt gammel? Jeg mener, hvor længe har du kørt på luder-kommentaren nu, hva' Lex?"

"Du ved godt, du ikke skal svare tilbage."

"Watch me." Svarer jeg og kigger udfordrende på hende. Det irriterer og forvirrer hende tydeligt, at jeg tør være så flabet, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

"Jess - det er det, vi skal kalde dig, ikke? Okay Jess, du bliver nødt til at fatte nu, at du ikke bare kan lave alt om på et par dage, for ting vil aldrig blive, som de var. Du vil aldrig blive, som du var. Du vil forlive, hvad du altid har været: En lille, klam bitch, der tror hun er noget, hun ikke er." Hun siger det lavt, så de folk der går forbi os, ikke hører det, selvom jeg er sikker på, at alle ved, at tingene ikke er, som de burde.

Og igen er vi tilbage til emnet med, at intet kan blive, som det en gang var, og at det er min skyld. Men jeg kan ikke se, hvordan det er min skyld. Hvis de ikke havde presset mig så meget, var jeg aldrig kommet så langt ud og så langt væk, fra den, jeg vil være. Det er deres skyld, ikke min, og derfor fortjener de alt det her. Jeg må glemme mig selv, for fuck det hele, de skal ned. Lexie skal ned.

Jeg når at tænke tanken i samme øjeblik, som mit blik møder Angelinas. Hun smiler snedigt til mig, og i hendes øjne kan jeg se, at hun spørger mig, om jeg er sikker på, at det er det, jeg vil. Det føles i hvert fald som om, hun har læst mine tanker. Derfor nikker jeg kort til hende.

Hun klasker sin søde maske på og rømmer sig lidt, inden hun åbner munden. "Nå, jeg skal lige ud og have en smøg. Jess, vil du med?" Hun kigger hen på mig, og jeg skynder mig at nikke. Inden nogen af de andre kan nå at sige, de vil med, hiver Angelina fat i mig, og vi forsvinder med hastige skridt fra kantinen.

Jeg kan mærke hvor spændt jeg er, men samtidigt giver det mig et fantastisk adrenalinsus at vide, at jeg skal til at gøre noget slemt. Noget, jeg sikkert vil fortryde, men som lige nu føles klogt.

Vi går ud på pigetoilettet, og da Angelina har sikret sig, at alle båse er tomme, stiller hun sig lige foran mig og kigger mig direkte i øjnene. "Hvad så?" Siger hun, som om vi bare skulle have en lille hyggesnak.

"Angelina, du ved, jeg kender til dine planer. Jeg ved, hvad du er ude på. Jeg vil tilbyde min hjælp..."

"Fortsæt." Hun nikker lidt, men hendes smil forbliver koldt og nådesløst.

"Hvis du til gengæld kan hjælpe mig. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal få formuleret det her, men..." Ordene sidder fast i min hals, og jeg har det som om, jeg er ved at indgå en pagt med djævlen. "Jeg vil gerne have, at du hjælper mig med at blive kold og følelsesløs. Jeg vil fortrænge min samvittighed." Da ordene har forladt mine læber, føler jeg mig tom. Jeg kan ikke fortryde noget nu, for nu ved hun, hvad mit mål er, og hun vil til hver en tid kunne bruge det mod mig. Men lige nu bliver jeg nødt til at stole blindt på hende.

"Fortrænge din samvittighed. Kært. Men jeg forstår dig godt. Det må være hårdt for dig..." Hun lyder alt andet end medlidende, og hendes sukkersøde smil fordufter lige så hurtigt, som det kom. "Men siden du siger, du vil hjælpe mig, lyder det da kun fair, hvis jeg også kan hjælpe dig. Jeg lover at hjælpe dig med dit mål, når mit eget er nået."

"Men dit eget, det-"

"Du får kun dette tilbud en gang. Og du ved, at jeg vil nå mit mål uanset hvad. Så nu er dit valg bare, om du vil se på, mens det langsomt sker, eller om du vil hjælpe det uundgåelige på vej, og selv få noget ud af det." Måden hun stiller det op på, fjerner min tvivl. Min hånd ryster ikke en gang, da jeg rækker den frem, og kort trykker hendes.

"Vi har en aftale."

__________________________________________________________________________________

Hvad siger i så? Elsker at læse jeres tanker i en kommentar, selvom jeg stinker til at svare på dem... (undskyld)

alt movellas-relateret står ret stille for mig for tiden, så ja... det må i virkelig undskylde! føler bare, at der er så uendelig mange andre ting, der kommer i første række! 

 

OMFG SÅ LIGE AT VI ER PÅ FORSIDEN UNDER "FLOTTE COVERS" OG JEG HAR LAVET COVERET OG NU ER JEG VIRKELIG STOLT OH SHIIIIT

 

jeg savner mirah som bare fanden, og føler ikke at jeg har set hende i 130789416743928 år.. :( men har samtidigt ikke tid (er fx i gang med franskstil, samfundsfag, dansk essay og 12 siders historie samt en rolle, jeg skal kunne til på onsdag, lige nu - på en gang. har meeeeget svært med at tage mig sammen atm...)

Men ja, håber at i kunne lide kapitlet!

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...