Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13214Visninger
AA

19. There's a silent storm inside me... (Datid)

 

...looking for a home. I hope that's someone gonna find me and say that I  belong.

Carl Espen - Silent Storm.

 

Allerede fra starten af kunne jeg mærke, at der var noget, der var anderledes. Realiteten var vel nok efterhånden, hvornår der ikke var noget, der var anderledes, men det var en anden snak.

Jeg fik min mistanke bekræftet, da jeg kom hen til skolen og bemærkede de underlige blikke, som folk sendte mig. De forvirrede mig en del, men jeg valgte ikke at kommentere på dem og kiggede ned i jorden, imens jeg gik ind på skolens bygning og hen til den klasse, jeg skulle være i.

”Se, der er hun,” var der en, der sagde. Jeg gik ud fra, at hun prøvede på at lyde diskret, men det lykkedes hende ikke særlig godt. Jeg kiggede på hende med et hævet øjenbryn, så hun kiggede væk – dog stadig med et underligt smil.

På vejen til klassen smuttede jeg ud på toilettet for at se mig selv i spejlet – måske var det noget, jeg havde på, der gjorde, at jeg lod til at være centeret for opmærksomheden.

Desværre var der ikke noget, der virkede underligt ved mit udseende; mit hår sad i en hestehale, min makeup var, som den plejede, og jeg var som altid klædt i sorte, tætsiddende bukser og i dag en hvid- og sortstribet trøje, som engang i mellem afslørede en centimer eller to af min mave, hvis jeg bevægede mig for hurtigt.

Jeg rynkede på  panden til mit eget spejlbillede. Hvis det ikke var det, hvad var det så? Så vidt jeg vidste, havde jeg ikke gjort noget for nyligt, der ville få folk til at tænke underligt om mig.

På den anden side vidste jeg aldrig, hvordan mine handlinger blev mistolket ind til ting, der var vigtige for folk at vide, så jeg kunne aldrig vide mig helt sikker.

Efter jeg havde rettet en smule på min makeup, svang jeg igen tasken over skulderen og marcherede ud fra toilettet og ind i klassen, jeg skulle være i.

Omhyggeligt sørgede jeg for ikke at kigge folk i øjnene; så ville jeg ikke blive ved med at mindes om, at alle synes at kigge på mig. Jeg kunne slet ikke overskue det i dag – eller andre dage for den sags skyld.

Jeg sørgede for at finde et bord, der var bagerst i hjørnet, i håb om, at jeg kunne gemme mig lidt for folks nysgerrige og undrende blikke. Jeg nåede akkurat at tro, jeg kunne sidde alene gennem denne time, men det skete selvfølgelig ikke; Niall kom ind og satte sig ved siden af mig med et smil.

”Hej, Jess,” hilste han. Jeg kiggede lidt på ham, men svarede ikke med andet end et lille ryk i mundvigen. Det var tydeligt, at han ikke var tilfreds med min respons, men han svarede ikke og pakkede i stedet i stilhed sine ting ud, da vores lærer kom ind i klassen.

Hans handlinger mindede mig om, at jeg også burde få mine ting ud af min taske – de ville ikke gøre meget godt for mig, når de lå der.

Jeg fik lyst til at sukke højt, da jeg huskede på, at vi havde om Romeo og Julie. I den her time skulle vi vidst analysere den, hvilket var det, jeg havde mindst lyst til.

For at være ærlig havde jeg ikke lyst til meget andet end at ligge i min seng med min computer for tiden. Trist men utroligt sandt.

Jeg lyttede kun halvhjertet, da min lærer begyndte at spørge ud i klassen om forskellige analyser, som folk havde lavet. Det blev med det samme til noget pissedybt og poetisk pis om, hvor meget de elskede og holdt af hinanden, og at det hele var en stor misforståelse, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det indvendigt. Det blev vendt om til noget smukt og poetisk, at de ville dø for hinanden, når det i virkeligheden var en dybt skrækkelig historie.

Ved siden af mig lod Niall dog til at være yderst optaget af det og fulgte opmærksomt menneskerne, der snakkede, med øjnene.

”Synes du, det er spændende?” spurgte jeg ham lavt om uden at kigge på ham. Mit blik var rettet direkte lige ud mod tavlen, hvor der blev skrevet forskellige ting op. Han drejede hovedet og kiggede mod mig med et skævt smil. Jeg kunne lige akkurat fornemme det ud af øjenkrogen. Til min overraskelse svarede han ikke, men tog i stedet fat i sin kuglepen og begyndte at skrive nogle notater ned.

Lidt efter skubbede han et stykke papir hen mod mig. I et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg kunne tillade mig at lade den ligge i håb om at kunne undgå en samtale, men min nysgerrighed vandt over fornuften.

Imens Niall kiggede væk, tog jeg sedlen til mig og foldede den langsomt ud, omhyggeligt så det ikke larmede og tiltrak andres opmærksomhed. Jeg rynkede på panden, da jeg læste det:

”Jeg kan godt lide Romeo og Julie – ikke alle er så kold som dig. Måske er det grunden til, jeg holder af dig, selvom jeg ikke vil.”

Det gav mig en underlig følelse indeni. På en underlig måde gjorde det mig vred, at han skulle smide sådan en kommentar til mig midt i det hele. Hvad skal det betyde? ’Jeg holder af dig, selvom jeg ikke vil.’ – hvad fanden skulle jeg bruge det til?

Jeg spændte i hele min krop, da jeg oprevet rev sedlen over, før jeg krøllede den sammen og smed den ned på jorden. Niall så det, og det var som om, der kom en eller anden mørke over hans øjne. Han spændte i kæberne og kiggede lige ud med et hårdt blik.

Pludselig lod tiden til at gå langsomt, og jeg tog mig selv i at sidde med en blyant og tegne ligegyldige streger over mit papir.

”Niall, jeg kan godt se, hvad du laver. Så enten deltager du, eller også går du ud og sms’er færdigt,” sagde læreren pludselig. Det gav et sæt i mig såvel som Niall, og han kiggede op. En let rødmen spredte sig i hans kinder.

”Undskyld,” svarede han og lagde mobilen tilbage i hans lomme.

”Du kan jo fortælle os, hvad du er kommet frem til,” foreslog læreren så med et smil, der indikerede, at det kun var for at ydmyge ham. Det var lige før, jeg fik ondt af ham, men jeg slog hurtigt følelsen hen.

Det var ikke, fordi jeg nød, at jeg sad ved siden af ham – alles blikke var rettet mod ham nu og dermed også mig. Skønt.

Niall svarede ikke det første stykke tid, og jeg troede, han ledte efter noget at sige, men det viste sig, at jeg tog fejl; det lod til, at han mere overvejede, om han skulle sige noget eller ej. Til sidst rømmede han sig.

”Der er så meget at relatere til nutiden, selvom det lyder underligt. Romeos kærlighed til Julie er bundløs; endeløs; ustoppelig – selvom de kommer fra to forskellige verdener, vil de ikke lade sig skilles. Men hvis Julie ikke lyttede så blindt til sine forældre og turde gøre noget ved det – turde gøre oprør – ville det måske have haft en anden ende. Det kunne have endt anderledes og godt. Hvis hun nu bare turde tage en chance og flygtede med Romeo, da hun havde muligheden – hvis man nu bare gav hinanden en chance til!” han tav lidt for at tage en indånding.

Jeg rynkede på panden. Det lød som om, at han havde sporet sig ind på noget andet end Romeo og Julie. Han fortsatte:

”Julie har jo også lavet en masse lort i fortiden, ligesom Romeo også godt ved, at han har lavet lort, men hvis han kan tilgive hende, så kan hun fandeme da også tilgive ham! De er jo perfekte for hinanden – det kan alle se, og Julie ved det godt inderst ind-” ”Niall?” læreren afbrød ham.

Der var blevet stille omkring os, og der var ikke en, der ikke kiggede hen mod os (eller ham – what do I know?).

Men det var ikke der, der var vigtigt i dette øjeblik. Det var den reference, han havde lavet, som jeg umuligt kunne overse. Jeg var så vred.

Han kiggede hen på mig og fangede mit blik. Han så undskyldende ud, men samtidig kunne jeg se, at han ikke fortrød at have sagt det, og at han ville stå fast ved det. Uden et ord rejste jeg mig fra bordet og svang min taske over skulderen. Med et sidste blik rystede jeg på hovedet af ham, før jeg med lange skridt gik ud af klassen og smækkede døren i efter mig.

Jeg følte ikke, at jeg kunne trække vejret ordentligt. Det her var, hvad jeg for noget tid siden ville have givet alt for at få at vide, men nu virkede det næsten meningsløst.

Alt virkede meningsløst. Tingene var meningsløse. Nu virkede det hele meningsløst. Jeg var et meningsløst menneske på en meningsløs skole i en meningsløs familie i en meningsløs verden.

Jeg mindedes ikke nogensinde at have været så forvirret, som jeg havde været det sidste års tid. Jeg havde ikke lyst til at være her – det her var ikke noget, jeg havde lyst til at gennemgå. Og hvis det her var noget, som man bare gik igennem som teenager, var det fucked up.

Frustreret tog jeg min hånd op til panden i håb om, at det ville klare mine tanker. Det gjorde det ikke. Døren gik op bag mig.

”Jess..” begyndte Niall. Jeg snurrede rundt og kiggede på ham. Mine øjne virkede pludseligt fugtige, og jeg blinkede et par gange i et desperat forsøg på at forhindre det.

”Du skal ikke være ked af det,” han lagde en hånd på min arm, og jeg rev den til mig. Jeg rystede på hovedet og bed tænderne hårdt sammen.

”Niall,” sukkede jeg, ”tag et hint og lad mig være. Jeg gider ikke. Hvad troede du? At du kunne komme og smide en seddel eller bruge Romeo og Julie, så jeg ville falde på knæ for dig og bønfalde dig om at tage mig tilbage? Jeg tror, vi må tage tyren ved hornene og indse, at vi havde vores tid. Og den var tilsyneladende ikke speciel nok til, at den skulle fortsætte,” det sidste spyttede jeg nærmest ud.

Jeg var så fyldt op af alle mulige forskellige følelser, som jeg ikke kunne håndtere. Jeg kunne ikke lide det, det gjorde ved mig – det var så ubehageligt. Jeg havde det som om, jeg skulle kaste op. Det var som om, at alle mennesker kun var her af en grund; for at forvirre mig. Hvordan skulle jeg nogensinde finde ud af, hvem jeg var, når jeg knap nok vidste, hvordan jeg eksisterede?

Niall nikkede langsomt. ”Det kunne vidst ikke siges mere klart,” annoncerede han med et hævet øjenbryn og gik ind i klassen igen. Jeg burde også, men jeg kunne ikke få mig selv til det. I stedet for fandt jeg mig selv i færd med at gå ud for at få noget luft. Måske kunne jeg få en smøg fra en i et håbløst forsøg på at klare mit hoved.

Da jeg kom udenfor, stoppede jeg brat op, da jeg så Angelina og Zayn sidde på to sten ved siden af hinanden.

Jeg kiggede ned og gik lige forbi dem, men Zayn tog fat i mig.

”Hey, Jess, du kan ikke bare gå forbi. Hvorfor er du ikke til time?” han klappede på stenen ved siden af sig som et tegn til, at jeg skulle sætte mig. Det var ikke rigtigt en invitation men snarere en ordre, og jeg satte mig.

”Øh..” begyndte jeg med en tynd stemme. Jeg rømmede mig for at få noget styrke tilbage, ”det var bare kedeligt, du ved. Romeo og Julie – ikke lige min ting,” jeg halvsmilede i håb om at lyde henkastet, men Zayn kiggede bare på mig med rynket bryn. Han holdte en cigaret hen til mig og holdt en lighter hen mod mig. Jeg tog i mod.  

”Du, jeg hører nogle underlige historier her omkring i dag. Er det rigtige?” han lagde hovedet på skrå og fulgte min mund, da jeg pustede noget røg ud. Jeg gik ud fra, han snakkede om det, der forårsagede, at alle syntes, jeg var spændende i dag.

”Jeg ved ikke engang selv, hvad der foregår, eller hvad folk har hørt,” indrømmede jeg. Jeg skrabede i gruset på jorden med spidsen af min sko. Han fnøs med et hævet øjenbryn.

”Der var bare en, der sagde, at hun havde hørt fra hendes far, der er politibetjent, at han havde været ude hos dig, fordi du havde meldt, at der var en i dit hus, og så var der ikke nogen – hverken var eller havde været,” forklarede han.

Jeg fik kvalme, da han sagde det, og jorden snurrede omkring mig. Tårerne sprang frem i mine øjne, selvom jeg kæmpede en brag kamp for at holde dem inde.

”Tak for smøgen,” jeg viftede kort med den, ”jeg bliver nødt til at gå,” tilføjede jeg hastigt. Zayn grinede højt, og det lykkedes ham at fastholde mit blik et sekund for længe.

”Åh, jamen lille pus, det er jo en rigtig historie. Jeg troede egentlig, det var et rygte. Men åh, du er jo ved at græde! Så må du nok hellere komme af sted, det kan jeg godt se,” han smilede falskt, og Angelina grinede højt ved siden af ham.

Med en klump i halsen lukkede jeg kort øjnene i, før jeg drejede om på hælene og skyndte mig væk. Væk fra alt. Jeg kunne ikke komme langt nok væk fra dem, fra alle, og jeg ville ønske, jeg kunne slippe væk fra mig selv. 

***

HEJ ALLE

FIRST OF ALL: I'm so terribly sorry: vi sagde, der ville komme kapitler hver dag, men jeg glemte det i går :( Sagen er den, at jeg var i Berlin (er lige kommet hjem her halv tolv mandag aften), og jeg var så gennemsmadret i går aftes, at jeg ikke havde overskud til andet end at gå i bad og sove - men nu er jeg hjemme og here ya go.

Second: har glædet mig sååååå meget til endelig at kunne publicere, fordi jeg har haft mine to sidste kapitler færdige i laaaaang tid, så håber, I kan lide det!! 

Kom med feedback og meninger, det ville være super nice. 

Mirah x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...