Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13375Visninger
AA

14. She's brave but it's trapped inside. (Datid)

 

Little Mix - Little Me 

”Hvad er det, det går ud på? Hvorfor kunne hun finde på at gøre det mod dig?” Niall sad ved siden af mig på en hård seng, som vi delte. Vi ventede på, at mine forældre hentede mig, så jeg kunne komme hjem efter den her forfærdelige nat.

Vi havde brugt to timer på at vente på, at jeg kunne blive undersøgt, og i den tid havde mine forældre ikke taget telefonen. Egentlig ville jeg slet ikke have, at de skulle vide, hvad der var sket, og at de skulle hente mig, men jeg var godt klar over, at de ville finde ud af det lige meget hvad: det var ikke sådan, at jeg kunne skjule min pande, hvor jeg i øvrigt var blevet syet med et par sting.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg ligegyldigt Niall. Han rynkede frustreret på panden. ”Jamen, hvis I var venner, og du så havde gjort et eller andet mod hende, ville hun da ikke gøre det – der må være et eller andet. Hader hun dig i forvejen?” han lagde en arm rundt om mine skuldre, og jeg fjernede den igen lidt anspændt. Jeg var for forvirret over, at han overhovedet var her, til at jeg kunne håndtere, at han lagde en arm om mig.

”Det er lige meget, okay? Hun var vel garanteret bare fuld, tror du ikke? Du kender Lexies temperament, så det er garanteret bare-” ”Hold nu op med det der, Jess! Det er helt vildt, som du altid prøver at beskytte andre, selv når de har gjort intet for at fortjene det!” udbrød han. Han skulle til at sige noget mere, men da der kom nogen frem i døren, stoppede han.

Jeg drejede hovedet væk fra ham og fik øje på min far, som var den eneste, der åbenbart var kommet. Det var også klart, når det var så sent.

”Jess, skat! Hvad er det dog, der er sket?” udbrød han mere forfærdet, end jeg nogensinde havde hørt ham. Jeg gik også ud fra, at jeg ikke var det kønneste syn lige nu. I det mindste var jeg mere ved bevidsthed nu, end jeg havde været, lige da Lexie havde slået mig.

”Det.. jeg kom bare til skade, fordi jeg havde fået for meget at drikke,” løj jeg. Jeg kiggede advarende på Niall, og jeg kunne se, at han var irriteret over, at jeg ikke fortalte min far sandheden. Men hvordan kunne jeg på nogen måde det?

”Jeg vil meget godt vide, hvordan det kan lykkedes dig at komme så meget til skade, at du skulle sys, men det må vi tage i morgen. Nu skal vi vidst bare have dig hjem,” han gik helt hen til mig og lagde en arm om mig for at hjælpe mig, som om jeg ikke kunne gå.

Jeg rystede armen af mig, så det var anden gang den dag, at jeg gjorde det med en.

Min far virkede skuffet over det, men vendte sig i stedet for mod Niall.

”Skal du have et lift hjem, knægt? Klokken er trods alt 5 om morgenen,” spurgte han. Jeg fortsatte ud mod bilen, men det tog mig meget viljestyrke ikke at sige, at han ikke skulle kalde ham ’knægt’. Det lød som om, at han var.. ja, jeg kunne ikke sætte ord på det, jeg brød mig generelt bare ikke om det ord.  

”Nej, ellers tak, Mr. Hayes. Men der er dog en ting, jeg godt lige vil snakke med dig om, hvis det er okay?” han kiggede på min far med respekt, og det undrede mig. Min far var ikke ligefrem en, hvor man umiddelbart ville få respekt for ham.

”Selvfølgelig,” min far lød forundret. Jeg lukkede dem ude og skubbede døren op for at komme hen til bilen. Jeg var træt, og nu ville jeg bare rigtig gerne hjem og sove. Mit hoved gjorde ondt også, for at det ikke skulle være løgn.

 

***

 

”Jessica, du bliver nødt til at fortælle det. Hvad der skete,” min mor kiggede mig lige i øjnene med berøvede øjne, som om hun håbede på, at de ville få mig til at åbne op. Jeg bed mig i læben. Jeg ville ikke give efter og fortælle dem det.

”Nej. Mor, det er, som jeg siger! Jeg var fuld, og jeg snublede, så jeg faldt hen i Lexie, og så var det bare uheldigt!” jeg vrissede udelukkende, fordi jeg prøvede at overbevise dem.

Min far sukkede og tøvede kort, før han åbnede munden: ”Skat, jeg ved præcis, hvad der skete. At du sad oppe ved bartenderen og snakkede med ham, og at Lexie så pludselig kom stormende. Jeg ved det godt. Hun slog dig med en flaske. Og vil du være sød ikke at blive sur på Niall over det her? Han sagde det kun til mig, fordi han ved, at det er vigtigt for os at vide sådan noget,”

Var det det, Niall havde villet sige til min far på hospitalet for et par dage siden? Hvordan kunne jeg være så dum ikke at tænke over det med det samme? Næste gang jeg så ham, ville jeg med garanti flå hovedet af ham.

Hvis du overhovedet må snakke med ham, når du ser ham igen, Jess.

Jeg skubbede stemmen væk.

”Okay, fint. Hvis du - hvis I - alligevel ved det, hvorfor sidder jeg så her og skal fortælle jer, hvad der er sket? Det forstår jeg sku ikke helt,” jeg var sur, fordi jeg følte mig sårbar – mere sårbar, end eg havde gjort længe, og jeg hadede det. Jeg kunne ikke lide, når folk så mig som den svage, som en, der skulle passes på. Det var jeg ikke normalt, så det var svært at være i den situation lige pludselig.

”Fordi vi vil vide, om du lyver for os, og det kan vi så se, at du gør. Vi er dine forældre. Hvorfor vil du ikke fortælle os sådan nogle ting? Det er os, der skal passe på dig, hvorfor føler du, at du ikke kan snakke med os?” han lød såret, og på trods min dårlige samvittighed, kiggede jeg kort på ham, før jeg vendte om og gik ud af stuen. Hvorfor var jeg sådan en bitch?

 

***

 

”Har I hørt det?”

”Se på Jessica Hayes.”

”Hvad har hun mon lavet med panden?”

”Jeg ved vidst, hvad det er..”

”Blev hun ikke overfaldet eller sådan noget?”

”Hvad er der sket?”

”Jeg tror, det var Lexie..”

Det var sådan, det havde lydt hele vejen ned af gangen, imens jeg prøvede at finde mit klasselokale. Det var forfærdeligt at få så meget opmærksomhed, for det var virkelig den slags, som jeg ikke gad have. Alles øjne var rettet mod mig, fordi jeg havde det åndsvage sår i min pande.

Jeg havde igen time med Niall, og jeg fik øje på ham som det første, da jeg trådte ind. Han sad ved et bord alene og klappede på pladsen ved siden af sig. Jeg bed mig i læben og kiggede splittet på pladsen og et andet tomt bord.

Til sidst sendte jeg ham et undskyldende blik, før jeg satte mig for mig selv ved et andet bord. Jeg var sur på ham, og desuden måtte jeg jo egentlig ikke ses med ham, vel? For de andre, mener jeg. Den eneste grund til, at det var acceptabelt i weekenden, var, at de ville fucke ham op – det lykkedes så bare ikke, fordi jeg kom til skade, og så var deres sjov ødelagt.

Det var lige før, at jeg kunne mærke, hvordan hans blik borede sig ind i min ryg, og jeg skulle anstrenge mig for ikke at kigge tilbage og så sætte mig ved siden af ham. Jeg kunne så godt lide, at han snakkede med mig igen – lige meget hvad grunden til det så var. Men det blev jeg, som altid, vel nok nødt til at fucke op igen.

Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor mange mennesker, der kastede et blik på mig og lod det hvile i lige et par sekunder for meget, og jeg skulle gang på gang minde mig selv om, hvad grunden var; det åndsvage sår i min pande. Jeg ville med garanti få et ar der, for det var altså rimelig slemt.

Da Mr. Morrison kom ind, lod han som sædvanligt blikket glide over klassen, men som alle andre lod han blikket hvile på mig. Han hævede et øjenbryn.

”Jessica?” sagde han med en spørgende stemme. Mod min vilje kiggede jeg op og nikkede. ”Mhmm?” svarede jeg blot og kiggede på et punkt bag ham, så jeg slap for at kigge ham i øjnene.

”Hvad er der sket?” der. Der var det. Det spørgsmål, som alle havde brændt for at spørge mig om, men som ingen havde haft modet til at gøre. Jeg sukkede.

”Hvorfor spørger du om det? Er det ikke normalt at være kommet til skade?” jeg kunne ikke lade være med at kigge hen på Niall, imens jeg sagde det, for jeg var alt for opmærksom på, at han godt vidste, hvad der var sket.

”Men hvis det er så normalt, hvorfor fortæller du mig så ikke bare, om du er faldet på en cykel eller gået ind i en dør, når nu jeg spørger dig?” svarede han flabet, og jeg kunne mærke irritationen stige op i mig. Kunne han ikke bare lade det ligge?

”Jeg var fuld og faldt og slog mit hoved på en kantsten,” løj jeg. Min stemme klingede af, at det var løgn. Hvorfor skulle jeg også lige være blevet så dårlig til at lyve? Det hele var kommet med min usikkerhed, der stort set for hver dag blev værre og værre.

Mr. Morrison rystede på hovedet af mig, og min indre stemme fortalte mig, at han ikke troede en meter på det, men alligevel ikke vidste, hvad han skulle sige. Han gik nok ikke ud fra, at det var Lexie, der havde slået mig med en flaske.

”Nå, men det er den sidste time, I har herhenne til at lave opgaven, for den er jo ikke særligt krævende og burde ikke tage jer særlig lang tid at lave,” sagde han, da han havde sluppet mig med blikket. Det lod til, at alle også havde lyttet med, for den normale summen begyndte først igen, da han sagde det.

Det slog mig også der, at det betød, jeg var nødt til at snakke med Niall, som jeg akkurat havde afvist ved at sætte mig her i stedet for der, hvor han havde spærret en plads til mig. 

Der gik kun to sekunder, før han dumpede ned på stolen ved siden af mig.

”Hvad er der galt med dig?” spurgte han direkte ud. Jeg sad med min blyant og lod den glide frem og tilbage henover det lyse bord. Hvis Mr. Morrison opdagede det, ville han højst sandsynligt hugge hovedet af mig, fordi ’det var en af de nye borde, som skole har betalt mange penge for at få’.

”Der er ikke noget,” svarede jeg kortfattet og lagde blyanten fra mig, kun for at åbne min computer. Jeg kunne lige så godt få lavet den opgave, for vi blev nødt til at have den klar, til at vi skulle aflevere den, hvilket der kun var to dage til. Og det ville så sige, at jeg var nødt til at lave den nu med ham, for ellers var vi tvunget til at ses i fritiden, og jeg var ikke helt sikker på, hvordan det ville fungere, hvis jeg skulle være helt ærlig.

”Jeg er ikke dum, Jess,” han trak på skuldrene som for at sige, at det ikke var hans problem, at jeg skulle opføre mig så latterligt. Jeg svarede ham ikke, men åbnede i stedet dokumentet.

”Vi skal have lavet det her, og det må gerne være nu. Tror du ikke godt, vi kan nå det?” spurgte jeg og kiggede for første gang rigtigt på ham. Han kiggede lidt på mig, før han trak på skuldrene. ”Så skal vi virkelig være hurtige til at få skrevet,” konstaterede han.

Det var lidt ironisk. Man skulle nærmest tro, at jeg var ekspert i at skrive hurtigt, eftersom jeg stort set ikke havde gjort andet end at sidde på min computer hele sommerferien, da jeg ikke rigtig havde nogen venner der. Deprimerende, ikke?

”Fortæl mig, hvad der skal skrives, så gør jeg det med rekordhastighed,” svarede jeg tørt. Han hævede et øjenbryn, før han nikkede lidt for sig selv, og så gik vi ellers i gang.

 

***

 

Der var ikke nogen hjemme, da jeg kom hjem, og af en eller anden grund gik det mig virkelig meget på. Som om jeg slet ikke kunne slappe af, når jeg var den eneste her, og jeg turde ikke lukke mig inde på mit værelse, som stort set var længst væk i huset.

Hvad var det, der skete med mig? Det kunne godt være, det havde været slemt sidste år, men der havde det været lidt mere muligt for mig at kontrollere det, og nu virkede det som om, at det var ved at slippe ud af hænderne på mig, og det var det mest frustrerende, jeg nogensinde havde prøvet.

Og det var så grunden til, at jeg nu sad for mig selv klokken halv ni om aftenen, hvor der endnu ikke var nogen hjemme (de havde i øvrigt ikke fortalt mig, at de ikke var hjemme), med min computer på skødet og tv’et tændt, selvom jeg hørte musik. Og alligevel følte jeg mig alt for overvåget, som jeg sad der.

Ærlig talt turde jeg ikke rigtigt kigge mig til siderne, for jeg havde den forestilling om, at hvis jeg kiggede rundt, stod der en karakter fra en forfærdelig gyserfilm, jeg igennem min tid havde set, og kiggede på mig.

Hvorfor bildte jeg mig de her ting ind? Eller var det overhovedet mig og ikke bare mine tanker? Okay, hvis det var mine tanker, var det mig, men jeg kunne ikke finde rundt i det.

Jeg var på Tumblr på min computer, men det var som om, jeg ikke rigtig så de ting, mit blik gled over, og det var med til at gøre mig overbevist om, at jeg slet ikke var mig selv.

Til sidst lagde jeg computeren for mig, selvom der skulle tvang til af den frygt, der fuldstændigt havde grebet mig. Hvor håbede jeg dog meget, at mine forældre bare snart ville komme hjem. 

--------------------------------------------------------------------------------------------

Hej venner. 

undskyld for, at jeg har brugt så lang tid på at publicere dette - jeg har fuldstændig glemt det. altså, kapitlerne ligger i udkast, og jeg har tit tænkt "nå ja, jeg skal publicere", men har lavet noget hver dag siden onsdag :( 
BUT HERE IT IS GUYS, hope u like it 

møsser fra mirah x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...