Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13377Visninger
AA

21. Searching for a sweet surrender... (Datid)

 

...but this is not the end.

Ed Sheeran - I'm A Mess

Selvom jeg ville ønske, at det havde været en mulighed for mig at tage hjem og bare blive der hele dagen, skete det desværre ikke. Mine forældre var hjemme, da jeg var kommet efter min første time. Lige nu sad jeg i bilen med min far, der insisterede på, at jeg skulle tilbage i skole.

”Det går ikke, at du pjækker, Jess. Det er ikke godt – hvad vil du gøre, når du skal op til eksamener til foråret, og du så slet ikke har fulgt med? Det kan du jo ikke bruge til noget, vel?” han prøvede at opmuntre mig og motivere mig, men det havde den modsatte effekt.

Jeg rystede på hovedet og himlede med øjnene. Min finger trykkede på siden af min mobil, så jeg kunne skrue op for musikken, der strømmede ud gennem høretelefonerne.

Min far stoppede op ude foran skolen. ”Vi ses senere, skat. Gør mig en tjeneste og bliv her, til du har fri, for jeg er hjemme hele dagen. Desværre.” han klappede mig på låret med et smil. Jeg svarede ham ikke, men fjernede blot mit ben og steg ud af bilen.

Den første, der faldt mig i øjnene, var Niall. Han stod udenfor sammen med nogle mennesker, jeg aldrig havde set før.

Hårdt smækkede jeg døren i – så hårdt, at de nærtstående mennesker kiggede hen mod mig med et underligt blik, før de vendte tilbage til den samtale, de havde haft gang i før. Jeg stormede ind på skolen, forbi Niall, der så på mig med et blik, der indikerede, at han ikke følte sig særlig godt tilpas. Den var han selv udenom.

Jeg var ikke selv helt klar over, hvor jeg var på vej hen, for der var ikke noget at komme efter inde på skolen, men jeg sørgede bare for at kigge ned på gulvet og blive ved med at gå, så jeg lignede en, der havde travlt og skulle nå et eller andet.

Dog viste det sig ikke at være nogen specielt god idé; jeg nåede lige akkurat at dreje om hjørnet, før jeg stødte direkte ind i kroppen på en modgående person. Jeg kunne have slået mig selv, og som om det ikke var nok, røg min mobil ud af hånden på mig og skurrede hen langs gulvet.

”Hey, undskyld,” fyren, der viste sig at være en voksen mand og en lærer på skolen, samlede min mobil op og rakte den til mig. Jeg tog i mod den med et anstrengt smil.

”Det er okay. Det var mig, der havde for travlt med at gå til at kigge,” forklarede jeg. Før han nåede at svare, skyndte jeg mig at gå videre forbi ham og rundt om hjørnet.

Jeg satte mig ind i det tomme klasselokale, jeg skulle have time i om lidt og åndede lettet ud. Her var der i det mindste ikke nogen til at forstyrre mig, og jeg kunne sidde alene med mine tanker – dog var jeg ikke sikker på, at det var så god en idé, men det var slog at være tæt på Niall eller nogen af de andre.

Jeg havde inderligt ikke lyst til at være her i dag.

Håbet om ikke at blive forstyrret forsvandt, da jeg hørte fodtrin komme i retningen mod mig. Jeg kiggede op og blev meget overrasket, da det var læreren, jeg var gået ind i før.

Han stod med krydsede arme og kiggede på mig med hovedet på skrå. Forvirret kiggede jeg ham i øjnene.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” endte jeg med at sige med en spydig undertone, selvom han ikke fortjente det. Han rynkede lidt på panden. ”Det er vel egentlig det spørgsmål, jeg kom for at stille dig,” indrømmede han, ”du virkede ikke ligefrem okay, da vi stødte ind i hinanden, og du forsvandt hurtigt, så jeg ville lige tjekke op på dig,” forklarede han.

En trang til at grine steg op i mig. Der var en, der ville tjekke op på mig, fordi jeg ikke var okay? Jeg kunne ikke huske sidste gang, jeg var okay, og ingen havde tjekket op på mig før nu. Skulle jeg virkelig gå ind i folk, før de bemærkede mig.

Et fnøs undslap mig. ”Jeg har det fint, det skal du ikke bekymre mig om. Det gør ingen andre alligevel,” det sidste sagde jeg med en mere skrøbelig stemme mere henvendt til mig selv end ham.

Han satte sig ned foran mig, og jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham, selvom jeg ikke ville. Tanken om, at der var nogen, der rent faktisk kunne se, at jeg ikke var okay, var.. rar på en sær måde.

”Det er forkert, at der ikke er andre, der gør noget. Du er Jess, ikke? Jessica,” rettede han hurtigt sig selv og så flov ud over at kalde mig et navn, som folk på min alder kaldte mig – ikke lærere.

”Jess er bedst,” skyndte jeg mig at sige; jeg fik lidt ondt af ham, ”men jo, det er jeg, går jeg ud fra. Måske bare ikke den Jess, folk forventer, jeg er,” sukkede jeg og begravede kort hovedet i hænderne.

”Du burde snakke med nogen om det. De fleste lærere kender godt den gruppe, du er med i, og de fleste kan også se, at ingen af jer rigtigt har det helt godt. Eller det mistænker de. Du er den eneste, jeg rigtig har mærket det på. Kan du huske dengang, du sagde alle de ting i højtalerne udover skolen? Kom ud med sandheden om alle tingene?” spurgte han.

Endnu engang fik jeg lyst til at grine. Om jeg kunne huske det? Det var nok noget af det, jeg huskede bedst af alting, selvom jeg gjorde alt for at glemme det.

”Det er ikke noget, man glemmer,” svarede jeg med et halvhjertet smil. Det fik ham til at grine lidt, før han tog sig sammen.

”Det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at det var der, jeg egentlig opdagede, hvor svært du har det, men også hvor stærk du er. Den dag prøvede du på at gøre det rigtigt ved at fortælle folk alt – ved at klare rygterne. Det var et forsøg på at starte på en ny, fordi du ikke ville finde dig i mere og ikke kunne klare det. Og da jeg hørte de ting – da alle hørte de ting – tror jeg, det gik op for dem, at du ikke er Jessica Hayes, der kan tåle alt og er med i toppen. Det gik i hvert fald op for mig, at du bare er Jessica, en pige, der er bange for, hvad verden har at byde på og bange for det, der sker. Og det, der er sket for nyligt med, at du troede, der var en i dit hus-” ”Øh.” afbrød jeg ham.

Han smilede.

”Jeg hører også rygter, okay? Men det gør mig ked af det, at du går ting som det i gennem, og der går det bare op for mig, hvor stærk du er. Selvom der sker sådanne nogle enorme psykiske ting, bliver du ved med at klare dig igennem dagen. Vær sød at husk på det,  når tingene virker uoverskuelige, okay? Og husk: der er altid en vej ud. Det er dit liv, og du er dit eget livs forfatter; du skriver bogen, ord for ord.”

Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde over det, han sagde. Grine, fordi han var en lærer, jeg kun havde haft som vikar en enkelt gang, og at det var så latterligt, at han havde bemærket så meget og fortalte mig alt det her. Græde, fordi han bemærkede, at mit liv var noget rod, og jeg ikke kunne finde en vej ud? Græde, fordi han havde så meget ret. Jeg endte med at trække på skuldrene.

Da jeg ikke svarede, endte han med at sige, at jeg kunne gå til alle lærere på skolen, hvis jeg havde brug for hjælp. Det var ikke et tilbud, jeg havde tænkt mig at tage i mod, men jeg nikkede. Så forsvandt han.

Klokken ringede, og kort efter strømmede det ind med elever. Jeg tørrede mine nu fugtige øjne og puttede endnu en modig maske på. Falsk smil, falsk energi. Alt ved mig var falsk.

 

***

 

Jeg havde for første gang nogensinde ikke lyst til, at timen skulle stoppe. Enden af timen betød starten af spisefrikvarteret, hvilket betød, at jeg skulle sidde med de andre og spise frokost. Det var en uskreven regel. Vi spiste aldrig, men vi var der altid.

Folk fløj ud af lokalet, da timen var slut. Jeg tog mig god tid med at pakke mine ting sammen i min taske, hvorefter jeg svang den over skulderen.

Jeg gik så langsomt, som jeg kunne tillade mig, uden det så underligt ud, på vej hen til kantinen. De sad alle sammen derhenne allerede, og jeg smilede stort til dem, da de fik øje på mig. Indeni ville jeg græde. Niall stod der også. Han var nærmest blevet en større del af det, end jeg var.

Becca snakkede med ham, imens hun snoede sit hår rundt om hendes finger. Det var helt afgjort flirten, hun havde gang i. Det værste var, jeg ikke kunne tillade mig at få den her jaloux følelse, når jeg lige var blevet sur på Niall over hans stunt i første time.

”Hvad så, Jess?” sagde Zayn med en drillende undertone, da jeg kom derhen. Jeg sukkede. Hans tonefald indikerede, at han havde noget i ærmet.

”Hey,” svarede jeg og satte tasken på bordet ved siden af Harrys.

”Jeg hørte om et rygte her i morges,” begyndte Zayn, som jeg havde forventet, ”du ser mennesker, der ikke er der? Det må jeg sige, Jess. Den er ny. Jeg troede, du ville komme op med noget bedre – medmindre det passer?” han kiggede nysgerrigt på mig.

Jeg svarede ikke, men kiggede i stedet ned i gulvet. Zayn slog en høj latter op.

”Det passer, gør det ikke? Du er sindssyg! Du hører ting, der ikke er der! Det her er bedre end forventet,” grinede han, ”åh nej, vent, skat. Du skal ikke til at græde, skal du?” tilføjede han, da jeg sank hårdt.

Becca grinede af det, og jeg kiggede op. Jeg fik kort øjenkontakt med Niall, men det varede ikke længe, før han kiggede væk med et ulæseligt blik.

”Kom,” sagde Harry pludselig. Først troede jeg, han jokede, men da han tog sine ting fra bordet, gik det op for mig, at han mente det. Hurtigt tog jeg min taske og fulgte efter ham ud af kantinen.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte jeg mystificeret. Han stoppede op og kiggede lidt på mig. Så trak han på skuldrene.

”Zayn var ikke helt fair der. Jeg blev træt af det, og det gjorde du tydeligvis også. Skal jeg følge dig hjem?” tilbød han. Jeg blev næsten blæst bagover af hans tilbud.

”Jeg er allerede taget hjem en gang i dag, og min far er hjemme hele dagen, så han ved, hvis jeg pjækker,” mumlede jeg.

”Vi siger bare, at modulet blev aflyst. Jeg skal nok spille med, hvis det er,” forsikrede han mig om. Jeg havde ikke nogen undskyldning for at sige nej, så jeg endte med at takke ja, og vi begyndte at gå.

Da vi var helt ude fra skolens grund, følte jeg endelig, at jeg kunne trække vejret igen – heldigvis.

”Så.. hvilken time havde du før?” spurgte Harry, da vi havde gået i stilhed i et par minutter. Jeg rynkede på panden over hans spørgsmål, men kommenterede ikke på det.

”Historie. Kedeligt, men sådan er det. Hvad med dig?”

”Fysik. Jeg kunne brække mig.” grinede han. Jeg smilede. ”Hvordan har du det så? Altså.. du ved.. hvorfor går piger egentlig med neglelak?” pludselig ændrede han sit spørgsmål, og jeg fik lyst til at grine. Hvad var det for at spørgsmål?

”Fordi det er flot og får dem til at føle sig feminine, tror jeg. Det har et eller andet over sig, I guess,” jeg trak på skuldrene.

Sådan fortsatte vores samtale, indtil vi kom til mit hus. Han skulle til at stille mig endnu et irrelevant spørgsmål, men jeg stoppede ham.

”Harry, hvad fanden sker der? Det her er ikke en ordentlig samtale, det er bare underlige spørgsmål, du fyrer af. Hvad sker der?” det lød hårdere, end det var ment, men jeg var bare så træt af alting.

”Okay..” mumlede han og gjorde tegn til, at vi skulle sætte os på min trappesten, hvilket vi så gjorde.

”Du har ret, det er ikke en ordentlig samtale, og det er underligt, men der er, fordi der er noget, jeg gerne vil sige til dig. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal sige det, uden det lyder dumt eller åndssvagt. Det gør det nok, lige meget hvordan jeg formulerer det,” indrømmede han.

Jeg var forvirret. Hvad kunne det være, han ville snakke med mig om? Det kunne jeg ikke forestille mig.

”Bare sig det. Jeg har hørt så mange underlige ting i dag, at jeg er ret sikker på, jeg godt kan tage det,” forsikrede jeg ham om. Når en lærer kommer med en tale af poetiske ord, og ens ekskæreste fortæller, at de elsker en, er der ikke så meget, der kan overraske mere.

”Lover du?” jeg nikkede, og han fortsatte:

”Okay. Du ved jo, at vi havde et forhold på et tidspunkt, ikke? Det gik godt. Indtil det blev fucket op. Jeg holdt virkelig meget af dig, og jeg har prøvet at lyve for mig selv om det her, men sandheden er, at jeg stadig holder af dig. Jeg elsker dig stadig, og jeg har prøvet at lade det gå og ignorere det, men det kan jeg bare ikke mere. Hver gang jeg ser dig, er det som om, der kommer det her sus igennem mig, og jeg har lyst til at gå hen og tage dig i mine arme og kysse dig. Jeg har lys til at gå med dig hånd i hånd rundt på skolen og rundt i byen. Jeg har lyst til at kalde dig min, for sandheden er, at du er den eneste, jeg har været rigtigt forelsket i, og lige nu føles det som om, at du også er den eneste, jeg kommer til at være forelsket i. Er der overhovedet en chance for, at du ville kunne give mig en chance til?”

Jeg løj, da jeg sagde, jeg ikke kunne blive overrasket mere. For det her overraskede mig i den grad, og jeg var mundlam. Hvad svarer man?

Selvom jeg ikke ville indrømme det, kunne jeg mærke, at jeg blev varm indeni. Hans ord lød oprigtige, som om han virkelig mente det – som om han virkelig elskede mig.

”Jeg…” begyndte jeg, men tav. Hvad skulle jeg svare?

”Det kommer meget uventet, ja, det ved jeg godt, men jeg vil så gerne være der for dig og være den støtte, du har brug for. Jeg vil utroligt gerne være der for dig med hensyn til de ting, du ser, selvom de ikke er der, og jeg vil gerne hjælpe dig med at komme ud af den fase, så du kan blive normal igen,” tilføjede han.

Jeg trak alt tilbage. Nu føltes det ikke som om, han elskede mig mere. Jeg sendte ham et dumt blik blandet med vrede og rejste mig op. Han gjorde det samme.

”Du vil have mig tilbage, og du vælger at sige, at jeg ikke er normal? Harry, du er så dum! Hvor vover du overhovedet at nævne det!” råbte jeg lige ind i hovedet på ham.

Han var så dum. Han var så forvirret. Hvordan kunne han være så dum, at han ikke kunne regne ud, hvad det var, der gjorde mig vred?

Surt skubbede jeg døren op ind til mit hus og skulle lige til at gå ind. Det var som om, at vreden blev fordoblet inden i mig, og før jeg kunne tænke mig om, vendte jeg mig rundt og gav ham en lussing med alle mine kræfter.

”Jeg hader dig,” var det sidste, jeg sagde, før jeg gik indenfor og smækkede døren hårdt i efter mig.

Da jeg kom ind, var det umuligt for mig at holde tårerne ind mere. Jeg hadede det, mit liv var kommet til. Jeg hadede den her følelsesløshed. Jeg havde mig selv. Jeg var træt af det hele, og der var intet, jeg kunne gøre ved det.

Jeg slog vredt min hånd mod væggen på vej ind på mit værelse og ignorerede smerten, der med det samme gik som et stød igennem den. Jeg fortjente det. Eller også var jeg bare for vred til at opdage, hvor ondt det egentlig gjorde.

Var alt det her virkelig noget værd mere? Jeg tvivlede det. Intet kan umuligt være noget værd, når det ikke får dig til at føle dig levende – selv ikke livet.

***

Hey guys. undskylder for de fejl, der må være, for jeg har simpelthen ikke tid til at læse vildt grundigt igennem, fordi 2.g er en dræber, og det kan jeg allerede mærke her i uge 2, AHA :)))) 

Men går da ud fra, at det er læseligt og forståeligt, og det ville være nice med nogle kommentarer osv

God dag! 

Mirah x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...