Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13217Visninger
AA

8. My eyes are so tired. (Datid)

 

Christina Perrie - My Eyes

Jeg ville allerhelst sige, at jeg kunne slappe af i den her weekend også, som var den efter Lexies fest, men problemet var bare, at det kunne jeg ikke.

Som sagt var det bedst, at jeg var sammen med alle de andre, når de sagde, jeg skulle, for det var en del af den ’aftale’, der var blevet indgået mellem os. Og den gjaldt, når vi var i skolen, hvor folk med garanti kunne se os, men også når de andre/vi skulle i byen, for der var jo en chance for, at det kunne blive set, og så ville folk måske nok undre sig over, hvorfor jeg ikke var der, når jeg var en del af gruppen.

Så ja, derfor var jeg nu på vej hen til Louis’ hus i en bus. I en meget klam bus vel og mærke, for her stank kraftigt af McDonald’s mad – nok grundet den 14-15 årige dreng, der sad foran mig og spiste det.

Jeg havde ikke taget mit festtøj på endnu, heldigvis, men jeg havde det allerede forfærdeligt ved tanken om, at jeg skulle til at være dullet op i dag. Det eneste, jeg ville have, var en weekend, hvor jeg kunne slappe af og være for mig selv, men jeg burde vide, at det ikke ville ske, når jeg skulle være sammen med de andre også.

Ti minutter efter løsrev jeg mit blik fra drengen med McDonald’s maden, som han nu havde spist færdigt og lagt på sædet ved siden af ham, og trådte ud af bussen.

Det var til mit held, at bussen stoppede lige foran Louis’ hus, så jeg ikke skulle gå andet end et par meter, og jeg ringede hurtigt på.

”Jess.” var det eneste, han sagde, da han åbnede op. Jeg lavede blot et lille nik som svar, fordi jeg dels ikke vidste, hvad jeg skulle svare, og fordi jeg dels heller ikke følte for at svare ham med et smil og et hej. Det fortjente han sku egentlig ikke.

Han rykkede sig til siden, så jeg kunne gå ind, hvilket jeg så gjorde. Ude i entréen var jeg hurtig til at smide mine sko hen til siden, for derefter at gå ind på Louis’ værelse. Alle de andre sad derinde, men der var ikke nogen af dem, der kiggede op, da jeg trådte ind med Louis bag mig.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad der var værst: at blive ignoreret fuldstændig, som om min eksistens intet betød, eller om det var at få al opmærksomheden ved, at folk bare sad og gloede på en.

Stille satte jeg mig ned på Louis seng, imens de andre sad i deres cirkel og snakkede. De havde alle sammen gjort sig klar, kunne jeg se, så det betød vel, at jeg også burde gå i gang med at få mig selv klar til byen.

Derfor åbnede jeg min taske og fiskede min sorte kjole frem, som jeg havde besluttet mig for at tage på; det var den mest komfortable festkjole, jeg havde (var der overhovedet nogen helt komfortable festkjoler?).

”Har du noget alkohol med?” det var Lexie, der snakkede til mig. Jeg skævede ned til hende, imens jeg hev min trøje over hovedet, så jeg kun stod i bh og bukser.

”Nej,” svarede jeg køligt og åbnede mine bukser. Jeg kunne ikke undgå at bemærke Harrys og Zayns øjne, der løb ned af mig, da jeg tog dem af, og jeg fik lyst til at grine. Det beviste så meget, hvor meget de alligevel måske stadig ville have mig, hvis I forstår. Zayn havde jo prøvet på at få mig med i seng igen, efter hans, Louis’ og min trekant, men det var skam ikke lykkedes ham. Og det ville det bestemt heller ikke nu, for så ville det bestemt ikke falde i god jord hos alle de andre.

”Og hvorfor ikke det? Du går vel ikke ud fra, at vi skulle give dig alkohol, når du med garanti ikke har råd til det i byen?” lød det skarpt fra Sarah. Hun stod og sprayede tonsvis af hårspray i det hår, der garanteret allerede var fuldstændig stift af hårprodukter.

”Nej, det går jeg ikke ud fra. Måske har jeg bare ikke lyst til at drikke i dag, er det ikke okay?” spurgte jeg og satte mig ned, da jeg have fået kjolen på.

”Tror du, at det er det? Så tror folk jo, du er kedelig,”

”Hold nu kæft, gider I? Jeg har ikke lyst til at drikke, og det er det mindste, I kan give mig lov til, når nu man tænker på, at jeg render rundt med jer konstant, for at I kan beholde jeres omdømme, okay?” råbte jeg ind i hovedet på Zayn, som var den, der havde ladet ordene slippe ud af hans mund.

Der var stilhed i et par sekunder.

”Hvor vover du..” ”HOLD KÆFT! Okay? Jeg skal nok lade være med at opføre mig kedeligt, hvis I bare lader mig være, så meget I kan,” jeg kiggede ikke på nogen af dem. For a være ærlig vidste jeg godt, at jeg var gået lidt over stregen med hensyn til alt det her, men jeg havde bare virkelig brug for at sige det. De kunne ikke bare behandle mig, præcis som de havde lyst til. Det ville jeg simpelthen ikke acceptere.

De svarede ikke, hvilket overraskede mig; havde jeg formået at få dem til at tie stille på den måde? Wow. Det var nyt.

Klokken var kun otte nu, så der var omkring en halvanden time til, at vi skulle hen i byen, og jeg magtede det bare ikke. Jeg kunne ikke overskue at være her med dem alene så længe, for i byen kunne jeg i det mindste finde på en undskyldning for at smutte væk med en fyr eller nogen andre.

Det bankede på døren til Louis’ værelse, og vi drejede alle sammen hovedet hen mod hans far, der stod i åbningen. Han kiggede rundt på os alle sammen og sagde hej til os hver i sær – der i blandt også mig – og til sidst lod han blikket hvile på Angelina.

”Dig synes jeg ikke, at jeg har set før?” spurgte han og trådte hen mod hende. Hun rejste sig fra Zayns skød og holdt hendes hånd frem mod ham.

”Jeg har heller aldrig været her før,” smilede hun sødt, ”jeg er Angelina, og jeg er lige.. flyttet her til,” smilede hun sødt. Han nikkede. ”Ja, jamen jeg er Louis’ far. Hyggeligt at møde dig. Kendte du nogen af de her i forvejen eller?” han kiggede undersøgende rundt på os alle, og jeg sørgede for at holde mit blik nede mod gulvet.

”Jeg mødte Zayn i sommerferien, og han.. intro.. sørgede for, at jeg mødte alle de her mennesker,” forklarede hun. Jeg bed mærke i, at hun stoppede sit sætning midt i ordet ’introducerede’, og det beviste bare endnu engang, at hun ikke var den allerbedste til engelsk. På den anden side var det vel også fair nok, når man tænkte på, at hun hele tyden flyttede rundt alle steder. Det var vidst hendes første gang i England, hvis ikke jeg tog helt fejl.

”Hvor hyggeligt. Nå, men jeg vil bare lige bede jer om, at I ikke larmer for meget, for din mor og jeg ser film, Louis, og vi vil godt kunne høre, hvad vi selv tænker også, okay? Og husk nu, at I ikke skal drikke for meget,” han blinkede, og vi grinede alle sammen – jeg grinede dog kun, fordi det ville være underligt, hvis jeg ikke gjorde. Inderst inde fandt jeg det ikke den mindste smule sjovt.

Som tiden gik, blev folk mere og mere fulde i takt med, at jeg blev mere og mere irriteret over, at de opførte sig så latterligt. Den meget lille gode fornemmelse, jeg havde haft omkring Angelina, var forsvundet nu, for hold kæft hvor opførte hun sig latterligt. Også overfor mig, og hun kendte mig ikke engang.

”Jess, du er så kedelig,” udbrød hun i samme sekund, som jeg sad og tænkte på, at jeg absolut ingen respekt havde for hende. Jeg hævede et øjenbryn. ”Okay? Jeg har ikke drukket, nej, men jeg har sagt, at jeg nok skal opføre mig som om, at jeg har, når vi kommer af sted,” svarede jeg irriteret og kiggede hende i øjnene.

Et grin gled over hendes læber, før hun lænede sig hen mod Lexie for at sige noget til hende. Hun skulle garanteret sige noget om mig, og det gad jeg ikke lytte til, så jeg valgte at lukke ørene. Det varede dog kun få sekunder, inden Lexie sagde mit navn.

”Åh Jess dog, du kommer ikke sted af sted. Vi tænkte, at vi kunne bruge lidt.. hvad skal vi kalde det, people?” hun kiggede rundt på dem alle, ”sjov? Og desuden overlever vi nok, at du ikke er med en gang – vi kan jo bilde dem ind, at du drak for meget til at kunne tage med. Det ville alligevel lyde som den Jess, du engang var,” Lexie smilede vidende til Angelina, som blot smilede igen.

Okay, der var noget i gang, som jeg overhovedet ikke brød mig om, kunne jeg konstatere. Og det omhandlede mig – det var nok mig, der ville ende med at blive offeret.

”Seriøst, drop det der? Hvad nu?” jeg rejste mig fra sengen og trådte tilbage, væk fra dem, da de begyndte at gå frem mod mig.

Louis og Harry så forvirrede ud, men Sarah, Becca og Zayn havde åbenbart fattet, hvad der var sket – og det opdagede jeg også, at jeg så Zayn åbne døren ind til Louis’ tøjskab. Der gik det vidst også op for ham, for hans ansigtsudtryk ændrede sig, men jeg kunne ikke finde ud af, om det var, fordi han synes, det var en god idé, eller fordi han ikke helt brød sig om idéen.

Men lige meget hvad rejste han sig fra sin plads og gik usikkert hen mod os – men så gjorde han heller ikke mere.

”Stop, vil I ikke nok? Please? Bare ikke det her..” udbrød jeg og kunne mærke tårerne presse sig på. Af mange ubehagelige ting jeg havde oplevet, kunne jeg godt skrive under på, at det her var noget af det mere ubehagelige, for det var virkelig, virkelig ikke sjovt.

”Nååå, er du ved at græde, Jess?” Sarah lavede et sad face til mig, før hun skubbede til mig, så jeg var ved at falde bagover. Hurtigt, før jeg nærmest kunne nå at registrere det, sad jeg på min røv inde i et meget trangt skab. Det var sygt. Det var sygt, at de kunne finde på at gøre sådan noget, ganske enkelt. Intet andet end sygt.

Det sidste, jeg fik øje på, inden Lexie lukkede skabet i, var Harry. Han kiggede mig direkte i øjnene, og jeg nåede kort at se hans mund forme et undskyld.

 

***

 

I starten havde jeg grædt – og det var ikke lidt. De andre var gået meget, meget kort tid efter, at de havde lukket mig inde i her skab, og så syntes de, at jeg bare skulle blive her. Blive her, indtil de ko hjem. Hvis de huskede mig her.

Men som sagt havde jeg grædt, men det havde været dæmpet, for jeg ville ikke have, at hans forældre skulle opdage det. Louis havde ikke engang direkte været med til det (ikke, at det skulle beskytte ham), men jeg ville bare ikke have det.

Efter omkring tre kvarter var mine tårer stoppet, fordi det gik op for mig, at det ikke ville hjælpe mig på nogen måde at græde mine øjne ud. Så der besluttede jeg mig for, at jeg skulle få tiden til at gå, og det gjorde jeg ved at få fat på min mobil for at ringe til nogen – kun til det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen at ringe til, overhovedet.

Nu sad jeg her, og jeg havde ikke nogen anelse om, hvad klokken var. Min mobil var gået ud efter to-tre timer, fordi jeg havde siddet på Tumblr og bare scrollet og scrollet og scrollet i alt den tid, og det tog jo utroligt meget strøm.

Jeg havde prøvet at sove også, men det var fuldstændig umuligt at finde en stilling at ligge i, fordi her var så trængt.

Som sagt sad jeg nu stadig her og kiggede ud i rummet, imens jeg prøvede at gætte på, hvad klokken var. 4 stykker måske? Det kunne vel godt passe? På den anden side kunne det også godt passe med 3 eller 5.

Jeg vrikkede lidt med min fod for at få den til ikke at sove, hvilket den gjorde, fordi jeg havde siddet i den samme stilling i så lang tid.

En lyd fik mig til at stoppe mine bevægelser, og jeg spidsede ører.

”Shh, vi skal ikke vække mine forældre,” lød Louis’ let genkendelige stemme. Det viste sig altså, at det var døren, der havde givet lyd fra sig, da den var blevet åbnet. Jeg var nysgerrig omkring, hvem det var, han havde med hjem, så jeg kunne ikke lade være med at lytte ekstremt godt efter, imens jeg næsten holdt vejret for, at jeg ikke skulle gøre opmærksom på mig selv. Det var tydeligt, at Louis havde glemt, at jeg var her.

”Mhmm,” var det eneste svar, der kom, fra den anden person, og det gjorde det ret så svært at tyde, hvem det var. Jeg lod mine øjne glide rundt i skabet for at se, om der ikke var et lille hul, hvor jeg kunne se ud, og jeg fandt det.

Påpasselig med ikke at komme med en lyd, lænede jeg mig lidt frem og kiggede ud. Og synet var ikke det, jeg havde forventet, overhovedet.

Liam. Liam som i Liam Payne.

Det kom endnu mere bag på mig og gjorde mig endnu mere forvirret, da Louis lagde en hånd på hans kind for at læne sig frem og kysse Liam på munden. Var Liam også til fyre? Hvad var jeggået glip af?

Man kunne nok selv regne ud, hvad der skete, og selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at se det, fulgte jeg med, da de begyndte at afklæde hinanden. Så kunne jeg så heller ikke klare mere, og jeg lænede mig tilbage i stolen. Det viste sig så også hurtigt, at det ikke blev nødvendigt for mig at se det for at kunne følge med – man kunne med ro i sjælen sige, at deres lyde indikerede, hvad der foregik meget få meter væk fra mig.

 

***

 

Jeg var endt med at falde i søvn, da Louis og Liam var færdig med det, de havde haft gang i, men jeg var sikker på, at jeg for evigt ville have traumer over at have hørt det så tæt på. Hvorfor skulle jeg altid enten være vidne til og med i det, når der var nogen, der havde sex? Det var dog belastende og udmattende. Endnu en ting jeg blev nødt til at holde for mig selv.

Nu var der så lige et andet problem her: Louis og Liam var ikke hjemme mere, for de var stået op og gået, da de vågnede. Og de havde ikke husket mig, og jeg kunne ikke gøre noget – jeg turde ikke sidde og banke på, fordi det ville bare være.. nej, det kunne jeg bestemt ikke.

Min plan var, at jeg ville vente, indtil Louis kom tilbage, alene vel og mærke, og så kunne jeg gøre opmærksom på mig selv. Og det var på trods af, at jeg var ved at dø, fordi jeg var så sulten – jeg havde ikke spist i uendeligheder.

Okay, der var et eller andet, der konstant sørgede for, at mine planer ikke skulle gå: lige da jeg havde tænkt den tanke om at vente, blev skabet åbnet, og jeg stirrede direkte op på Louis’ mor. Hun stod med en bunke tøj i hånden og så fuldstændig chokeret ud.

”Jess?” spurgte hun efter stilheden, hvor vi havde kigget dumt på mig. ”Øh.. ja,” endte jeg bare med at sige med et halvunderligt smil.

”Hvad laver du her?” hun hævede et øjenbryn. Shit, shit, shit, jeg skulle komme med en undskyldning. Tænk, tænk, tænk, tænk, Jess!

”Øhm, jeg var fuld, da vi kom hjem i aften, og jeg ved ikke, hvordan jeg kom her, men jeg vil gerne hjem, så vi ses, ikke?” med de ord greb jeg hurtigt mine ting, før jeg stormede ud af huset, uden at give hende en chance for at sige noget yderligere.

Det gjorde ondt i hele min krop af at have siddet stille så længe, men nu tænkte jeg mere på bare at komme hjem. Fuck altså. 

---------------------------------------------------------------------------------------------

EY what do ya think huhuhuhu? 

er der noget, der er blevet afsløret, hva hva hva :D UHUHUHU det er exciting hva?!?!? 

okay jeg er bare vildt glad i dag, idk, det er så rart! 

men hey er der en, der lige er overdrevet god til naturgeografi og laver min aflevering til torsdag, som jeg virkelig ikke kan finde ud af?.......

mirah.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...