Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13254Visninger
AA

13. Look the other way. (Nutid)

 

You're not good enough - Blood Orange 

 

Jeg træder ind ad dørene, og som altid spreder en nervøsitet sig i mig, da jeg mærker folks blikke. Et kort øjeblik strejfer tanken mig, om de måske ved noget om, at Harry og jeg var sammen i går, men jeg kan samtidig hverken se, hvor de skulle vide det fra, eller hvad der skulle være at tale om. Deres blikke tyder heller ikke på, at der er sket noget stort. Jeg har efterhånden erfaret, hvordan folk reagerer, hvis de har hørt en spændende nyhed om mig eller en af de andre fra gruppen. Det eneste, der måske kunne være at snakke om, ville være, om jeg og Harry er sammen igen, men det rygte har floreret lige siden sommerferien og er efterhånden blevet så gammelt, at det har mistet folks interesse. Forhåbentligt vil der dog ikke gå længe, før mit kærlighedsliv igen vil være et populært samtaleemne, men denne gang vil jeg være ligeglad. Fuldstændigt, bedøvende ligeglad.

Fordi det regnede udenfor, stod de andre ikke, hvor de plejer. I stedet finder jeg dem stående på gangen ved et fremmed skab, og selvom de står med ryggene mod gangen og de andre elever, for at skjule hvad de laver, kan jeg nemt høre de spændte lyde, der en gang imellem bliver udstødt. Jeg sætter farten op og kan ikke lade være med at føle mig lidt nysgerrig, selvom jeg er overbevidst om, at hvad end de laver langt fra er den mindste smule sjovt. Måske for dem, men stensikkert ikke for den, det går udover.

Men gamle Jess ville også have syntes, det var sjovt, husker du vel?

Stemmen har faktisk en pointe. Jeg er jo ligeglad, ikke? Det burde ikke rage mig, om det går udover nogen, for så længe man kan få et godt grin ud af det, er det jo helt ok…

”Hvad så?” Siger jeg friskt, da jeg kommer hen til dem, og stiller mig lidt på tæer for at se over ryggen på Harry. Han vender, som den eneste, hovedet mod mig og smiler kort og nærmest hemmelighedsfuldt, inden han igen vender sin opmærksomhed mod skabet. Dog rykker han sig lidt, så jeg kan klemme mig ind foran ham og komme ind i klumpen og få fuldt udsyn til det, der er ved at ske. ”Hvad sker der?”

Fordi jeg hævede stemmen, reagerer de andre endelig. Alle står de med luskede smil, og øjne, der lyser, som var det juleaften. Alle, bortset fra Louis. Han står med en neutral mund, men med øjne, der ser forpinte og ulykkelige ud. Allerede da har jeg på fornemmelsen, hvem der endnu en gang er blevet vores offer, så da Zayn beslutter sig for at svare mig, kommer det ikke synderligt bag på mig. ”Vi hælder glimmer i Paynes skab.” Et grin forlader fjoget hans læber, inden han tager endnu en pose op af lommen.

Han tager den mellem læberne og bider den åben, så lidt af det sølvfarvede glimmer sætter sig på hans overlæbe, inden han fører den mod den lille sprække i skabslågen og tømmer posens indhold ud i skabet, der må være Liams. Endnu et grin forlader hans læber, og denne gang griner jeg også, hvorefter jeg anstrengt smiler, som om jeg synes, det er en vildt fed idé. I virkeligheden synes jeg selvfølgelig ikke godt om det, og især ikke det faktum, at det er Liam, det skal gå ud over. Hvorfor er det altid ham? ”Glimmer kommer aldrig af tøjet,” Griner Sarah så og udpeger det åbenlyse. Alligevel nikker Zayn, som var det helt ny viden, der kun pyntede på pranken.

”Jess, det gør ikke noget for dig, vel? Jeg mener, du har jo haft sex med Liam, så det kunne være, at du ikke ville bryde dig om det. Ja, det var jo ikke fordi, i havde et forhold. Var det ikke bare noget, du ’kom til at gøre’? Det var i hvert fald det, du sagde til mig.” Griner Rebecca, som om hun lige havde fortalt et nuttet minde, hun huskes ved med et smil. Jeg kigger dødbringende mod hende, for hun forstår langt fra, hvad der skete, og det er så lang tid siden nu, at jeg ikke forstår, hvorfor hun skal bringe det på bane igen.

Da jeg åbner munden, siger jeg noget, jeg allerede på forhånd fortryder. ”Skulle du ikke hellere spørge Louis om det?” En stilhed sænker sig med det samme over os, og alle skuler lidt mod Louis, der kigger på mig med de evigt triste øjne. Efter alle de gange, jeg har bragt det yderst følsomme emne på bane, forstår jeg godt hvorfor, han er trist, for han må jo have det så svært. Men det er som om gamle, hæmningsløse Jess nogle gange overtager, og jeg kan aldrig nå at stoppe hende i at sige ting som det. Hurtigt slår jeg en latter op og smiler stort, som om det var en joke. ”Det var altså bare for sjov… Lou, hvem var hende pigen, jeg hørte noget om, du havde gang i, i weekenden?” Jeg prøver at redde den og sender Louis et blik, der beder ham om at spille med på den.

Hvad fanden har du gang i Jess?

Et øjeblik ser han forvirret ud, inden han skynder sig at nikke. ”Åh, det var… Hvad fanden var det nu, hun hed? Jeg kan sgu ikke en gang huske det.” Imponeret over hans skuespil betragter jeg ham, mens han begynder at grine et drenget grin, og oven i købet formår han også at få et kækt glimt i øjet. ”Men Zayn, har du mere glimmer?”

Zayn siger et lille ”nå ja,” inden han hiver endnu en pose, denne gang med pink glimmer, frem af sin lomme og åbner den. Jeg har ikke lyst til at kigge på Louis igen, selvom jeg kan mærke hans blik brænde sig ind på mig.

Da den sidste pose er tømt, børster Zayn tilfreds sine hænder af og vender sig mod os andre. Hurtigt kigger jeg på forsamlingen, for at skabe et kort overblik over, hvem der faktisk er til stede. Det kommer ikke bag på mig, da jeg opdager, Niall ikke er her. Han hader stadig alle de forfærdelige ting, vi gør, og jeg kan stadig ikke helt gennemskue, hvorfor han faktisk er sammen med os. Han er så meget bedre end det.

Ufrivilligt glider mit blik hen på Rebecca – pigen, der er hovedkulds forelsket i Niall. Det ville næsten have været helt Romeo og Julie agtigt, hvis man bare lige ser bort fra Rebeccas forfærdelige personlighed, og Nialls fortid med mig.

”Må jeg lige komme ind til mit skab?” Mine tanker bliver afbrudt af Liam, der kort for hovedet taler til os. Da jeg kigger hen på ham, mødes vores øjne kort, inden han irriteret flytter blikket mod sit skab.

Et lille suk forlader hans læber, da han maser sig forbi Louis og Sarah, uden så meget som at værdige Louis et blik. Jeg lægger mærke til, hvordan de blå øjne i et nanosekund prøver at fange de brune, inden Louis neutralt kigger væk.

Zayn, der før var gået lidt ned i knæ, retter sig op, inden han griner på en måde, der er alt andet end diskret. Liam ser lettere skræmt ud, da han går det sidste skridt mod sit skab.

Alle rykker sig lidt væk, som ville vi gå, men holder stadig godt øje med hver enkel af Liams bevægelser. Jeg kan mærke hvordan folk omkring os må have fornemmet, der er noget i gære, for flere og flere stopper også op med blikkene rettet mod det samme som os: Liam.

Han fumler lidt med sin lås, inden den endelig går op, og han åbner lågen til sit skab. Det er som om, jeg ser i slowmotion, hvordan der ryger glimmer ud i luften omkring Liam og langsomt daler mod jorden. Lyset spejler sig i alle de små stykker, og det ser næsten smukt ud.

Men kun næsten, for før jeg ved af det, bliver gangen fyldt med latter, mens Liam slukøret tager en af sine bøger ud og puster på overfladen, selvom det slet ikke hjælper. ”Gaaaaaay!” Lyder det bag mig, og præcis som den gang, hvor jeg flippede ud på Liam, starter en enkelt kommentar haglene af skældsord og smarte bemærkninger, der sekundet efter regner ned over Liam.

Alt i mig skriger, at jeg skal hjælpe ham. Alt, bortset fra stemmen.

Jess, hvordan kan du overhovedet overveje det? Var det ikke meningen, at du skulle være ligeglad? Og apropos det, hvordan går det så med planen om at få Niall og Harry mod hinanden? Du er simpelthen så uorganiseret! Hvordan vil du gennemføre det her, uden en plan at holde dig til!?

Stemmen har ret. Lige nu famler jeg i blinde, med et mål for øje, uden nogen anelse om hvordan jeg skal nå derhen. Jeg bliver nødt til at have en plan. Men jeg vil ikke spørge Angelina til råds igen, for så må hun da tro, at jeg er totalt handlingssvækket.

”Hvad fanden laver i?” Stemmen flænser luften og stopper grinene. Niall maser sig forbi folk hen til Liam, der ser ud til at være på grådens rand. Først glor Niall undrende på glimmeret, inden han lægger to og to sammen og med afsky kigger ud mod os igen. ”Hvorfor er det, at i altid skal nedgøre andre? Er det for at få det bedre med jer selv? I er modbydelige.” Det kommer bag på mig, at han ikke kigger mod mig en eneste gang.

”Niall, hvad fanden laver du?” Hvæser Rebecca lavt, men langt fra lavt nok til, at folk ikke ville kunne høre det. Hun prøver at dække det med et smil, men irritationen står malet i hendes ansigt. ”Du er sammen med os nu søde, så du skal da ikke hjælpe ham der.” Forklarer hun, men det var nok noget, hun ikke skulle have sagt. Hvis hun kendte Niall bare den mindste smule, ville hun vide, at det der var et totalt no go.

Ham der?” Gentager Niall vredt, ”Han har et navn: Liam. Men i er måske også helt ligeglade med hvem, det går ud over, så længe det går ud over nogen…?” En sidste gang kigger han ud mod os, inden han vender sig mod Liam og sætter sig på hug ved siden af.

Sammen begynder de at tage alle ting ud af skabet og prøve at få glimmeret af, så godt de nu kan. Jeg står og stirrer på dem: Liam smiler taknemmeligt til Niall, der svagt smiler tilbage og siger noget, jeg kan mundaflæse til at være ’det var så lidt’.

En hånd på min skulder får mig til at rive blikket væk, så det i stedet bliver fanget af Harrys øjne, der spørgende kigger på mig. Det er som om lyden er forsinket, for jeg ser ham forme ordene, inden lyden kommer. ”Jess, er du ok? Kom, vi har time.”

Jeg nikker hurtigt og smiler svagt. Uden at kigge mig tilbage, går jeg med de andre hen ad gangen og prøver så godt som muligt at skjule min modstand mod det, der lige er sket. Hvorfor støttede jeg ikke hverken Niall eller Liam?

Fordi de skal ned. De skal forsvinde.

”Hvad fanden tror han, han laver!?” Udbryder Zayn surt, da vi er kommet lidt væk fra klumpen af folk, Liam og Niall. ”Han skal fandeme passe på, ellers ryger han i farezonen igen…”

Det sidste kommer sammenbidt ud, inden Angelina skynder sig at flette sine fingre ind i hans. ”Rolig nu skat, han har sikkert en god forklaring til os.” Jeg kan lige forestille mig, hvordan hun må tænke ’han har bare at have en forklaring til os, for ellers går min plan i vasken’. Hun kigger stjålent hen mod Rebecca, der også ser nervøs ud over Zayns ord.

Hele hendes plan, om at komme sammen med Niall, er nu på meget tynd is, hvis det ikke lykkes hende at tale ham op igen. Det ville nu passe mig fint, hvis Niall ikke var en del af vores gruppe, for han distraherer mig, og hans nærvær bringer alle de følelser frem, jeg prøver at lægge låg på.

”Han er ikke en af os, og det har han aldrig været. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor han overhovedet hænger ud med os.” Siger Harry koldt, så jeg tøvende kigger hen mod ham. Det skulle jeg ikke have gjort, for hans øjne hvilede i forvejen på mig, så mødet sender et stød gennem kroppen på mig. De ser triste og irritable ud, som om det grønne i hans blik går efteråret i møde. ”Det her bekræftede bare min holdning om, at vi ikke kan stole på ham. Vi ved ikke, hvor vi har ham.”

Sarah, Louis og Zayn nikker sig hurtigt enige, og ubevidst opdager jeg, at jeg også står og nikker. ”Men nu glemmer i lige, at Niall er vores nøgle til mængden. Hvis det ikke var for ham, ville vi være sårbare efter Jessicas lille tale, sidste skoleår.” Pointerer Rebecca, inden hun lægger armene over kors og stirrer hen mod mig.

”Luk nu røven. Alle kan se, at du er totalt skudt i Niall. Du lader dine følelser tage over Becca.” Man skulle tro, det var noget, jeg sagde, men ordene bliver affyret som pistolskud fra Harrys mund. Mundlam kigger jeg efter ham, da han vender rundt på hælen og begynder at marchere væk i et raskt tempo.

Måske bliver det her meget lettere, end jeg havde troet…

 

*

 

Det føles ubehageligt tomt. Omkring bordet mangler fire personer, alle fire med store personligheder, der plejer at fylde. Hverken Harry, Angelina eller Rebecca sidder blandt os, og jeg synes stadig, det er underligt uden Lexie.

Lexie… Tanken om hende sender et gys gennem mig. Gad vide, hvad hun går og laver nu. Hvilken skole hun går på, om hun har fået nye venner, om hun er sur…

Her er stille, og alle sidder med sine telefoner foran sig. Af en eller anden grund, jeg ikke helt kan gennemskue, sidder Niall her. Faktisk sidder han ved siden af mig, og hver gang hans arm snitter min, må jeg bide tænderne sammen og tænke på død og ødelæggelse for at undgå at føle den velkendte varme, der spreder sig fra det sted, han rører.

”Venner…” Siger Sarah pludseligt og formår at få alles opmærksomhed. Selvom jeg tvivler på, at hun placerer mig under den kategori, kigger jeg alligevel op. ”Hvad gør vi? Det her føles forkert… Og jeg ved godt, at det her er risky at sige, men… Alt føles forkert hele tiden.” Hun sukker stille, men flytter ikke sit blik væk.

Igen bliver der stille, for det er, som hun selv sagde, en meget risikabel samtale at have, især i midten af kantinen hvor sladderhanke konstant har et halvt øre med i vores samtale. ”Jeg forstår, hvad du mener.” Siger Louis så, men kigger ikke op fra bordpladen, der har fået hans opmærksomhed.

”Tidligere,” siger Zayn så, hvilket kommer bag på mig. Jeg havde ikke regnet med, at han ville tage del i den samtale, da man skal være ekstremt dum, hvis man ikke kan fornemme, hvor den vil føre hen. ”Føltes det heller ikke rigtigt. I ved, det var ligesom ikke sjovt. Det var faktisk lidt kedeligt, for… Jeg ved ikke hvorfor…”

”Fordi der ikke var nogen ny reaktion. Vi har set det hele så mange gange før.” Supplerer jeg, og for første gang i meget lang tid sender Zayn mig et oprigtigt smil, inden han nikker.

”Præcis.” Han nikker videre og kigger fra mig, kort hen mod Louis og så ned i bordpladen igen. ”Det er som om, alt har forandret sig. Det sidste år, jeg ved ikke… Det hele føles så anderledes.”

Niall rykker lidt på sig ved siden af mig. ”I må undskylde, hvis jeg ødelagde noget for jer tidligere, jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på…” Hans stemme lyder underligt tom, og jeg kigger forvirret på ham. Hans øjne lyser af, at han mener det modsatte af, hvad han sagde. Men hvorfor sagde han det så?

”Har Angelina fået dig til at sige det der?” Lyder det koldt fra Louis. Forvirret kigger jeg hen på ham. Han sagde det helt uden at tøve, velvidende om at Zayn sidder lige ved siden af ham. Alligevel ser han ikke ud til at fortryde sine ord.

Niall svarer ham ikke, hvilket vel er svar nok. ”Niall, du skal bare vide, at vi ikke er sure på dig. Jeg er i hvert fald ikke.” Siger Sarah, og jeg bliver mere og mere konfus. Hvad er det, der sker? Hvorfor er de lige pludselig sådan der?

”Heller ikke mig.” Siger Zayn så. Alle kigger hen på ham, for tidligere gav han udtryk for det stik modsatte. ”Jeg tænkte over, hvad du sagde, og… Du havde til dels ret. Nogle gange forstår jeg heller ikke, hvorfor vi gør, som vi gør… Det er som om, vi mangler en mening med det hele.”

”Eller nogen, til at give det en mening…” Siger Sarah så, og lader endnu en gang stilheden sænke sig over det populære bord.

”Vi mangler Lexie.” Siger Louis lavt. Det er som om, han siger det, vi alle har tænkt i lang tid, men ikke har turdet sige højt. Selv Zayn ser ud til at give ham ret, selvom han dater pigen, der umiddelbart har overtaget Lexies plads.

Sarah skal til at åbne munden, da hun bliver afbrudt af en pige, der må være en førsteårselev. Hendes kinder er helt røde, mens hun genert skubber noget af sit tydeligt afblegede hår om bag øret. Beundrende betragter hun Sarah, inden hun tager sig sammen og åbner munden. ”Hej Sarah, og Zayn, Louis og… Omg Jess og Niall! I sidder ved siden af hinanden!” Det sidste hviner hun, så jeg skæver lidt til Niall ved min side. ”Jeg vil bare lige sikre mig, at i har hørt om ballet. Vi har lavet brochurer, og i er de første, der får temaet at vide.” Hun smiler stolt, da hun rækker en bunke til Sarah, der straks giver dem videre. ”Temaet er ’Første kærlighed’…” Hun rækker en hånd frem for sig, mens hun dramatisk siger temaet, som var det det mest originale nogensinde. Derefter smiler hun stort og forventer tydeligvis en reaktion.

”Åh ja, jeg havde helt glemt alt om vinterballet…” Sukker Sarah og ser for et øjeblik trist ud, inden hun skynder sig at få sin overlegne og smilende maske på igen. Jeg forstår hende godt: Sidste gang vi var til vinterballet, var hun stadig sammen med Louis. Nu har hun sikkert ingen anelse om, hvem der skal være hendes date, hvilket nok ikke ligefrem gør noget godt for hendes image.

Jeg havde også lykkeligt glemt alt om ballet. Det holdes typisk lige inden vi går på juleferie – dog har der været enkelte undtagelser. Jeg kigger lidt på ’brochuren’, som jeg rettere sagt vil kalde en løbeseddel eller et postkort. Det er fyldt med snefnug og hjerter, hvor to silhuetter kysser, mens de bliver badet i et blegt skær, der vel skal forestille månens.

”Jeg er så spændt på at se jer der! Det bliver fantastisk!” Udbryder hun ekstatisk, så vi alle må fremtvinge et lille smil. Til sidst retter hun sit blik direkte mod mig, så jeg næsten føler mig utilpas. ”Jeg glæder mig især til at se, hvem du vælger at tage med, Jess.” Med de ord vinker hun kort farvel, inden hun fnisende løber hen til sine veninder.

Hendes ord kører rundt for øjnene af mig, mens jeg sidder som forstenet. ’Hvem du vælger at tage med’. Hvem jeg vælger… Hvem har jeg at vælge mellem? Mener hun Harry og Niall?

En plan tager endelig form i mit hoved, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt. Hvem skulle have troet, at en førsteårselev ville give mig svaret på, hvordan jeg kan slette Harry og Niall fra mit liv?

____________________________________________________________________

Hej venner!

Jeg har simpelthen den sygeste skriveblokade for tiden, så jeg vil gerne undskylde for den sene opdatering, men jeg har simpelthen arbejdet på højtryk og kæmpet mig igennem det - glæder mig til at skrive næste kapitel! 

Jeg håber virkelig, at i kunne lide det, og at i ikke synes der gik for lang tid... Kommenter endelig!

Jeg håber, i har haft en god weekend! (personligt har min haft mange ned- og opture.....)

møs møs pas på jer selv, ikke?

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...