Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13376Visninger
AA

22. Just because I'm losing... (Nutid)

 

...Doesn't mean I'm lost.

Lost? - Coldplay

 

Jeg glor lamslået på hende. Lexie står foran mig. Lexie er tilbage. Lexie. Det føles syret og urealistisk, men af en eller grund også trygt og rigtigt. Som om hun er den eneste, der kan rette op på dette rod. For siden hun forsvandt, er alt blevet om end endnu mere kaotisk og ude af kontrol.

”Jessica Hayes…” Sukker hun og smiler så lidt, som var vi bedste veninder, der ikke havde set hinanden i flere år. ”Hvor er det godt at se dig igen. Du ser godt ud! Har du det godt? Hvordan går alting?” Spørger hun nysgerrigt, så jeg undrende rynker brynene.

Min reaktion får hende til at udstøde et grin, som jeg ikke rigtigt kan gennemskue. ”Jeg kan se på dig, at jeg skal droppe det her crap og gå direkte til sagen. Har jeg ret?” Klangen i hendes stemme får det til at lyde som, hun snakker til et lille barn, og jeg føler mig med det samme dummere og mindre værd end hende. Man må give hende, at hun har en enestående evne til at hæve sig over alt og alle.

Jeg nikker som svar på hendes spørgsmål, for jeg er langt fra i humøret til julelege. ”Hvad laver du her Lexie? Hvordan er du overhovedet kommet ind?”

Endnu en gang griner hun, som var jeg den største idiot til dags dato. ”Åh Jess, du har altid fået mig til at le…” Det sidste hæver jeg et øjenbryn over. ”Det er meget simpelt: Jeg er kommet for at få min krone tilbage.” Det sidste hvisler hun iskoldt ud mellem tænderne, mens hun knuger sine fremstrakte hænder sammen. Jeg smiler svagt, for jeg havde næsten savnet hende. Kun næsten.

”Lad mig gætte: Du vil have din hævn?” Spørger jeg, stadig med et smørret smil. Hvor min selvtillid kommer fra, har jeg absolut ingen idé om, men den har den ønskede effekt på hende, for i samme sekund ruller hun med øjnene. Jeg bliver nærmest nostalgisk over at kunne irritere hende igen.

”Hævn er så meget sagt. Jeg vil nærmere rette op på alting.” Hun slår armene ud, ”Kan du ikke se, hvor forkert det her er? Sådan går det, når man lader en magtsyg, lille nybegynder komme til tronen.” Hun snerrer det sidste.

Hendes øjne fjerner sig fra mig til et punkt bag mig, så jeg vender mig rundt, kun for at se Harry, Niall og Rebecca nærme sig, alle med et chokeret udtryk malet i ansigtet. ”En kæde er ikke stærkere end sit svageste led, Jess. Husk på det: Skil dig af med den rådne frugt, før den forpester alting.” Betror Lexie mig lavt og hentyder tydeligvis til Rebecca, der da også godt og grundigt dolkede hende. Måden, hun siger det på, er lettere komisk, for det er tydeligt at mærke, at hun lige nu opfatter sig selv som en slags sensei.

”Lex!? Oh my God!” Hviner Rebecca, da hun kommer tættere på. Hun småløber det sidste stykke hen til Lexie og sørger for at skubbe mig til siden, inden hun slår armene om hende. Lexie er dog hurtig til at skubbe hende væk og ser med væmmelse ned ad sig selv, som om hun lige var blevet beskidt. ”Lex, hva-”

”Søde skat,” Afbryder Lexie Rebecca og kigger iskoldt på hende, mens smilet på hendes læber bliver mere og mere væmmeligt. ”Du vover på at røre mig efter det, du gjorde. Jeg er udmærket klar over, hvad du har gjort, din lille slange.” Spytter hun arrigt i hovedet på en nu mundlam Rebecca, hvis smil hurtigt falmede.

Jeg kan ikke lade være med at stå og fryde mig over det, for endelig bliver Rebecca sat på plads. Det var fandeme også på tide.

”Lexie?” Zayn går hurtigt ind foran mig med Angelina lige i røven. Det er som om, at han, ligesom jeg, ikke tror på, at hun virkelig står der, for han rækker forsigtigt sin hånd ud for at røre ved hende. Han ligner en, der har set et spøgelse, da hans fingre fascineret glider over hendes skulder.

”Så det der er min sølle erstatning? Virkelig?” Hvæser Lexie, som var hun ved at brække sig ved synet af Angelina. Hun står bare og ser bleg ud, fordi der for en gangs skyld skete noget helt uventet. ”Lille ven dog, har du snart indset, at du ikke kan fylde mine sko ud?”

”Kommer det fra diktatoren, der var så let som ingenting at vælte?” Svarer Angelina koldt tilbage og har hurtigt fundet fodfæste i situationen igen. De dræber hinanden med øjnene, men ingen rykker sig ud af stedet. Derfor får jeg også et lille chok, da Louis hårdt og voldsomt tager fat i Angelina.

”Din fucking, ignorante møgkælling!” Brøler han ind i hovedet på hende. Hurtigt er Zayn henne og prøver halvhjertet at få Louis væk fra sin modbydelige kæreste. ”Du er nok det klammeste, der findes! Hvordan i helvede kunne du tro, at det der var i orden!? DIN FUCKING BITCH!” Han skriger nærmest, mens han rusker så hårdt i Angelina, at hun faktisk ser bange ud.

Lige bag ham kommer både Liam og Sarah styrtende. Desperat flår de Louis fri fra Angelina og bliver nødt til at holde godt fast i ham, for at han ikke skal gå lige i kødet på hende igen. Liam kigger ham dybt i øjnene og siger noget, jeg får til at være ”rolig skat.”

Midt i det hele står jeg, og jeg ved virkelig ikke, hvad der sker. Alting er sket så hurtigt, og jeg føler mig som en tilskuer. Som om dette var en serie, jeg så i fjernsynet på en grå søndag aften. Det føles langt fra virkeligt, og det er også som om, min tilstedeværelse absolut ingen indflydelse har. Som om at dem, der ikke siger noget, bare forsvinder og bliver i et med baggrunden. Jeg føler mig næsten opløst, da to hænder samler mig igen. Fire par øjne er foran mig: Et par blå, et par grønne. Harry og Niall er helt oppe i ansigtet på mig, og da de åbner munden, siger de sætningen i kor. ”Hvem vælger du?”

Jeg har det som om, jeg ikke længere trækker vejret. Alt vender tilbage til mig. Alt det gode og alt det dårlige. Da Niall sang for mig. Da Niall råbte af mig. Da Harry kyssede mig for første gang. Da han afviste mit kys. Da Niall holdt mig ind til sig og beroligede mig. Da han sagde, jeg var forfærdelig. Da Harry flettede sine fingre sammen med mine på gangen. Da han råbte af mig på gangen. Da Niall forsvarede mig og tog sig af mig, da Lexie smadrede en flaske i hovedet på mig. Da han sagde, at jeg var syg. Da Harry erklærede sin kærlighed til mig. Da han kastede blomster i hovedet på mig.

Alt snurrer rundt og blander sig sammen, så jeg bliver nødt til at klemme øjnene sammen. Men da jeg åbner dem igen, bliver det klart for mig, hvem jeg aldrig har stoppet med at elske. Det bliver helt klart for mig, hvem mit hjerte tilhører, og at jeg aldrig har kunnet få det tilbage igen, uanset hvor hårdt jeg har prøvet på det.

”Jeg… Jeg elsker dig, Niall.” Jeg siger det med øjnene som svejset fast til hans. En varm følelse spreder sig i mig, da jeg siger det. Det føles rigtigt. Et smil vokser frem på mine læber, der hurtigt bliver gengældt af et ligeså varmt og stort et fra Niall. Ude i min øjenkrog bliver Harry opløst og fordufter som røg. Som om han lige blev visket ud for øjnene af mig.

Jeg når ikke at tænke mere over det, før Nialls læber møder mine. De er varme og bløde og præcis, som jeg huskede dem. Det føles som fyrværkeri i min mave. Et underligt fyrværkeri, der nærmest løfter mig op, så jeg svæver et lille stykke over gulvet.

Jeg slår øjnene op og opdager, at jeg rent faktisk svæver. Under mig bliver de alle sammen mindre, mens de er frosset fast i den stilling, jeg forlod dem i. Jeg betragter dem lidt. De står der alle sammen, bortset fra Harry, der ikke længere findes: De mennesker, der har styret mit liv. Hvorfor er jeg overhovedet sammen med dem? Hvorfor lige dem?

Jeg når ikke at tænke videre, før jeg lige pludselig ikke svæver længere. I stedet styrter jeg med fuld fart mod gulvet, som jeg hårdt rammer. Jeg når lige at ane duften af roser på gulvet, inden alt bliver sort.

 

***

 

”Jess? Jess, er du der?” Besværet åbner jeg øjnene ved lyden af en stemme, jeg synes, jeg kan genkende. Da lyset trænger ind til mine øjne, skærer det som hundredevis af små knive. Lidt for tæt på mit ansigt sidder Rebecca og ser utroligt bekymret ud.

Synet af hende gør mig forvirret. Der er noget forandret ved hendes udseende… Noget, jeg ikke kan sætte fingeren på. Hvorfor tager Rebecca sig af mig? Og hvor er jeg overhovedet? En ubehagelig følelse sniger sig ind på mig, da jeg opdager, at jeg ligger i min seng på mit værelse.

Langsomt vender minderne om vinterballet tilbage til mig, men de virker forvrængede og underlige. Med den tanke kommer frygten for, at jeg igen har taget stoffer. Men jeg kan bare ikke gennemskue, hvornår jeg skulle have gjort det, for aftenen startede jo ganske normalt ud. ”Jess?”

Rebecca fanger igen min opmærksomhed. Jeg tøver lidt, inden jeg forsigtigt nikker. Min mund er helt udtørret, og det føles som om, min stemme er langt væk. ”Er du sikker på, at du er okay? Du ser stadig lidt bleg ud…”

”Hvad-” Jeg bliver nødt til at hoste, og selvom det hjalp lidt, er min stemme stadig utroligt hæs, da jeg endelig får færdiggjort min sætning. ”Hvad er der sket?” Min hjerne kører på højtryk, men jeg kan absolut intet huske mellem følelsen af, at jeg faldt, og så nu.

”Du besvimede igen, da vi kom hjem. Kan du slet ikke huske noget?” Et usikkert grin flyver ud af hendes mund, mens hun forsigtigt tager noget af sit løse hår om bag øret. Jeg sætter mig halvt op, så alt min vægt hviler på mine albuer.

”Besvimede igen?” En kuldegysning går igennem mig, da det går op for mig, hvad det er, jeg synes er underligt: Alt føles som et kæmpe déjà vu. Denne her samtale minder mig ubehageligt meget om en, jeg har ført før.

”Ja? Du besvimede lige inden, du skulle have lavet din tatovering, så jeg besluttede mig for at følge dig hjem. Du var halvt ved bevidstheden på turen herhen, men da vi kom ind ad døren faldt du om. Du har været væk i flere timer, Jess…” Bekymret kigger hun på mig, men jeg kan langt fra tage mig af hendes bekymring, for min egen er nærmest paralyserende. Med det samme vender det hele tilbage til mig, og jeg bliver overbevist om, at jeg har oplevet det her før. Det her er sket før.

”Hvilken dag er det i dag?” Panisk rejser jeg mig op og venter ikke en gang på svar. I stedet styrter jeg ud i køkkenet, så min krop kort bliver tung og alting snurrer, fordi jeg har ligget ned så længe. Mine strømpesokker glider mod gulvet, så jeg hamrer armen ind i væggen, inden jeg kommer ud i køkkenet. På vores køleskab hænger en kalender, og da årstallet viser sig for mig, bliver jeg for alvor svimmel. 2013. Et år tidligere, end det burde være, for så vidt jeg ved, var der i går vinterbal, som altså bliver holdt i februar.

”Jess? Hvad fanden er det, der sker?” Spørger Rebecca undrende. Jeg tager mig selv til hovedet og lader mine negle bore sig ind i min hovedbund, så det til sidst gør ondt. Det her sker ikke, det er en ond drøm. Kvalmen og gråden stiger i mig, så jeg grædefærdigt vender mig om mod Rebecca.

”Hvilket år har vi?” Spørger jeg med en rystende stemme. Jeg klynger mig til det spinkle håb om, at vi bare ikke har fået skiftet vores kalender ud endnu.

Spørgende kigger hun på mig, inden hun tøvende svarer ”2013?” Hun glor på mig, som var jeg sindssyg, og det er vel lige præcis også, hvad jeg føler mig. Det forklarer alting, og alligevel gør det mig helt igennem forvirret. Det forklarer, hvorfor Rebecca ser anderledes ud: Hun ser yngre ud. Men hvordan kan jeg så være overbevist om, at det altså i går var 2014?

Det må være en drøm. Det hele, alting, må have været en drøm. En vision, et fremtidssyn, en hallucination. ”Rebecca, hvor lang tid var jeg besvimet?”

”Et par timer tror jeg… Men Jess, gider du at forklare mig, hvad fanden det er, der sker?” Rebecca lægger armene over kors og glor granskende på mig, men jeg tager mig bare til hovedet og ryster lidt på det. Alle tankerne bliver for meget for mig til at kunne tage stilling til at skulle forklare dem til nogen. ”Jeg tror bare, jeg er lidt forvirret, fordi jeg var væk i så lang tid…” Ender jeg med at mumle, mens minderne tager form i mit hoved.

Jeg bliver suget tilbage gennem alle oplevelserne, helt tilbage til denne dag, og med et kan jeg huske den. Og dagen efter.

I dag var dagen, hvor jeg måtte spise pizza alene, fordi de andre skulle spise sushi sammen. På pizzeriaet var Liam også… Det var før, vi blev venner. I morgen er dagen, hvor Niall redder mig fra at blive kørt ned foran skolen.

Et gys går igennem mig, da jeg åbner munden. Jeg bliver nødt til at finde ud af, om det her virkelig sker, eller om det bare er noget, jeg bilder mig ind. ”Men Becca, skal du ikke snart mødes med Lexie og spise sushi?” Rebecca glor undrende på mig, og jeg kan se chokket gå igennem hende, da det jo ikke var meningen, jeg skulle vide det.

”Øh, jo…” Svarer hun tøvende, inden hun nervøst snor noget af sit hår om sin ene finger. ”Hvor ved du det fra?”

Jeg trækker på skuldrene og smiler hemmelighedsfuldt, selvom mit smil langt fra når op til øjnene. Ubehaget sidder konstant og stikker overalt i mig, mens jeg prøver at finde ud af det hele. Har de sidste par måneder alt sammen været en drøm? Er intet af det sket? Skal jeg opleve det hele igen? Spørgsmålene har ingen ende, så jeg prøver at placere dem bagerst i mit hoved, selvom det er svært. I stedet lægger jeg mit fokus på at huske i dag så godt som muligt, for lige pludselig har jeg en magt, intet menneske burde være givet: Jeg ved, hvad der kommer til at ske. Og det er jo ikke ligefrem fordi, Rebecca er en af mine yndlingspersoner – hun er faktisk en af dem, jeg mindst kan lide.

Irritationen og vreden mod hende stiger i mig, så jeg rynker lidt på næsen af væmmelse da mine øjne møder hendes ellers så ’uskyldige’. ”Du må hilse de andre fra mig.” Siger jeg monotont og fortsætter så. ”Og du må hellere gå nu – Lexie ringer alligevel til dig om lidt for at høre, hvor du bliver af.” Denne gang lægger jeg ikke skjul på mit falske smil.

Rebecca skal til at åbne munden og sige noget til mig, men bliver afbrudt af sin telefon. Bange kigger hun på den og ligner en, der har set et spøgelse, da hun tager den og siger: ”Hej Lexie-mus!” Hun hviner det, men stirrer samtidig på mig for at finde svar i mit blik. Hun ender dog blot med at ryste forvirret på hovedet.

Jeg vinker til hende, da hun bevæger sig ud af min lejlighed, mens hun fortsætter sin samtale med Lexie. ”Blev den flot? Jeg glæder mig totalt meget til at se den!” Jeg er sikker på, at de snakker om Lexies latterlige tatovering. Rebeccas talestrøm fortsætter mens hun skynder sig at få sin jakke på ude i entréen. Jeg spidser ører. ”Hun er okay, tror jeg. Men Lex, det er totalt psycho – hun opfører sig helt vildt underligt! Og hun vidste, hvornår du ville ringe… Der er seriøst et eller andet galt med hende…” Hun griner højt, men hendes grin bliver cuttet af min hoveddør, der lukker sig bag hende.

Det efterlader mig i en omklamrende stilhed, kun omgivet af alle tankerne. Minderne hugger og stikker i mig, og jeg har det som om, jeg har skrevet en stil, der lige er blevet slettet igen. Tanken om, at alt stadig er, som det plejer, giver mig en trang til at græde. Jeg kan mærke hvor opgivende min vejrtrækning bliver. Jeg vil ikke det her – det er ikke fair. Og udover det forstår jeg stadig heller ikke, hvad der er sket.

En tåre triller ned af min kind, da jeg kommer i tanke om, at Niall stadig hader mig i denne verden. At jeg stadig er ’venner’ med de andre. At jeg ikke har Liam at snakke med. At mit forhold til mine forældre stadig er fucked. Alt er tilbage hvor jeg startede. Det er som om, alt er blevet lige meget, for jeg ved, hvad der kommer til at ske, og den følelse er så absolut heller ikke rar.

Men samtidig forklarer det alle de oplevelser, der er sket med så korte mellemrum. Det forklarer de ting, jeg aldrig fik forklaret. Det hele var et mareridt, men samtidig også en drøm. For der skete jo ikke kun dårlige ting.

Jeg bliver fuldstændigt overvældet, så jeg til sidst havner på gulvet, hvor jeg tomt stirrer frem for mig. Med et bliver det klart, at jeg bliver nødt til at dele det her med nogen. Jeg bliver nødt til at forhindre historien i at gå sin gang. Jeg hiver min telefon frem og starter med at ringe til Harry. Der lyder nogle bip, der kun gør mine dårlige nerver værre. Da han tager telefonen, har jeg allerede lyst til at bryde sammen. ”Hey Jess, hvad så? Er du okay?” Harry lyder bekymret i den anden ende, og nu ved jeg jo så, at det rent faktisk er fordi, han bekymrer sig for mig.

”Hej Harry, jeg…” Min stemme dør ud. Hvad skal jeg sige? ”Harry… Du behøver ikke at lade dem styre dig, okay? Du er så godt et menneske, som fortjener så meget mere end mig og alle de andre. Jeg ved, at du har følelser for mig, men jeg lover dig, at jeg i sidste ende kun vil såre dig. Så giv din kærlighed til en anden pige. Glem de andre, for du er for godt et menneske til dem.” Ordene snubler nærmest over hinanden, og endnu en tåre har fundet vej ned ad min kind. Af en eller anden grund gør det ondt i mit hjerte at sige.

”Jess, hvad fanden snakker du om?” Han griner usikkert i den anden ende, hvilket gør det tydeligt for mig, at han rent faktisk godt ved, hvad jeg mener. ”Du-”

”Jeg elsker dig Harry.” Jeg afbryder ham, og straks efter, jeg har sagt ordene, lægger jeg på. Mit hjerte hamrer i brystet på mig, og adrenalinen skyder rundt i hele min krop, men faresignalerne er langt fra nok til at stoppe mig i at taste næste nummer.

Denne gang går der ikke lang tid, før mit opkald bliver besvaret. ”Det er Louis?”

”Hej Louis, det er Jess…” Mumler jeg hurtigt. Jeg kan huske, jeg havde lydt glad første gang, vi havde ført denne samtale, men jeg orker ikke noget spil for galleriet.

”Hey Jess, hvad så?” Spørger han glad, og jeg kommer i tanke om, at denne Louis jo ikke har noget imod mig endnu. Denne Louis er ikke gået igennem alt det forvirrende lort, han snart vil komme igennem.

”Du er sammen med Sarah, ikke?” Spørger jeg hurtigt, og han svarer med et lille ”ja.” Jeg tøver lidt, inden jeg fortsætter, for kan jeg virkelig tillade mig at sige det, jeg har tænkt mig? Ja, det kan jeg blive nødt til. ”Louis, lyt til mig: Drop Sarah. Hun har været dig utro et par gange og vil være det i fremtiden også. Du er mere værd end det, og jeg ved, at du ikke føler den samme følelse for hende, som du kommer til at gøre for Liam. Liam Payne. Du hørte rigtigt, ja… Louis, stop med at lyve for dig selv og indse, at det, I havde, ikke er der længere. Hvis I stadig elskede hinanden, havde I ikke været hinanden utro. Du kommer til at fortryde alting, hvis du ikke bare stopper det nu. Følg dit hjerte og vær ligeglad med hvad andre tænker, okay?” Igen snakker jeg hurtigt og hektisk, som om jeg er ved at løbe tør for tid.

Der bliver helt stille i den anden ende. Så stille, at jeg kan høre mit hjerte, der fortsat banker derudaf. Så bliver der lagt på. Intet svar, ingenting. Hans reaktion får mig til at overveje, om det var forkert gjort, men samtidig er jeg også lidt ligeglad. For det, jeg har tænkt mig, vil få mig til at bryde fri fra deres klør.

Imens jeg har snakket med Louis, har Harry prøvet at ringe to gange. Jeg ignorerer opkaldene, for det, jeg skal til at foretage, er langt vigtigere. Jeg finder kontakten og ringer ham op. Det føles som om, der går flere år mellem hvert bip, inden de endelig bliver afbrudt. Til min skuffelse er det en telefonsvarer, der lyder. ”Hej, det er Niall. Jeg kan desværre ikke snakke lige nu, så læg en besked, og så vil jeg ringe tilbage hurtigst muligt.” Fumlende får jeg lagt på, for jeg skal ikke nyde noget af at lægge en telefonsvarerbesked.

I stedet går jeg ind for at skrive en SMS til ham, og som mine fingre glider over tasterne, føler jeg mig utroligt dum, fordi jeg bliver ved med at være i tvivl om, om han overhovedet vil gå med til det.

’Kære Niall. Jeg ved godt, at du ikke vil snakke med mig, men jeg bliver nødt til at se dig. Jeg bliver nødt til at forklare alting til dig, for… Jeg kan ikke beskrive det i en besked. Men jeg mener det helt alvorligt: Jeg har virkelig brug for at snakke med dig. – Jess’

Da jeg trykker på ’send’, sidder jeg lidt og stirrer på skærmen, helt indtil den slukker af sig selv. Da lyset forsvinder, bliver det erstattet af mit spejlbillede. Jeg får nærmest et chok, da jeg tydeligt kan ane de mørke ringe under mine øjne. Jeg ligner en zombie, og jeg har det egentlig også som om, jeg lige er stået op fra de døde.

Hele min situation har jeg stadig svært ved at tro, men det føles så virkeligt. Det føles så ægte, at det skræmmer mig. Det er netop derfor, jeg har taget den beslutning, som jeg har.

Stadig siddende på gulvet i mit køkken åbner jeg atter for min telefon. Hurtigt finder jeg min mors nummer og skal til at ringe hende op, da jeg bliver afbrudt af en besked, der tikker ind. Endnu et adrenalinsus går igennem mig, da Nialls navn skriger mig op i ansigtet.

’Hej Jess. Vi kan godt ses – har fri om en time, så der kan vi hurtigt lige mødes. Men du skal vide, at jeg ikke gider mere pis. Den eneste grund til, at jeg går med til det her, er fordi du virker oprigtig… Jeg kan ikke beskrive det… Men bare kom hen til mig om cirka halvanden time, ok?’

Smilet på mine læber spreder sig til hele min krop, der for et kort øjeblik lyser. Det er som om, at det lige gjorde alting lidt lettere, at han rent faktisk vil se mig. Men chancen, for at han tror på mig, er så lille, at det næsten føles ligegyldigt. Alligevel er det chancen værd.

Med fornyet energi ringer jeg til min mor, og da hun tager den, er jeg helt sikker i min sag. ”Mor, jeg vil skifte skole.”

 

___________________________________________________________________________________

Så kom sidste kapitel endelig - vil lige undskylde, at det kommer så sent, men har haft travlt med gymnasium...... 

Men anyways, hvad siger i så? Var det lige et plottwist eller hvad?

Uh, og btw, hvis I er i tvivl om hvornår den dag, hun genlever, skete, er det kapitel 3 i den første Lost (ja, så langt tilbage røg vi - holy fox)

Men I får min hilsen i næste kapitel, så for allersidste gang nogensinde herinde:

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...