Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13247Visninger
AA

4. I'm smiling but I'm dying. (Datid)

 

The Script - Nothing

I går havde været trættende og udmattende, og jeg var faldet i søvn lige så snart, jeg var gået i seng om aftenen. Tanken om, at det skuespil, jeg kørte i går, kun var starten på det, gjorde mig ked af det. Virkelig ked af det.

Efter Lexie havde snakket med Angelina, havde Angelina prøvet sit yderste på at ignorere mig, men det virkede som om, at hun ikke brød sig om det. Noget sagde mig, at hun var den søde type, der ikke var vant til nogen som os, men hun lyttede til Lexie.

Hvis jeg var heldig, ville hun måske snakke med mig, Angelina altså, men jeg tvivlede – hvem turde sige Lexie i mod? Ikke særlig mange, vel?

Det bankede på døren, og jeg drejede hovedet hen mod den for at se, hvem der kom ind. Det var min mor.

”Skat, klokken er ved at være mange, og du skal i skole. Var det ikke rart at se de andre i går?” spurgte hun med milde øjne. Jeg kunne ikke bebrejde hende for at spørge om det, for så vidt jeg vidste, havde hun ikke nogen anelse om det, der var sket.

Godt nok var vi blevet mere tætte efter den gang, hvor jeg havde fortalt dem om, hvordan jeg havde det, men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle hele situationen med de andre til dem. Det kunne jeg simpelthen bare ikke. Det var for tæt på og for ydmygende, og urg..

De vidste, at jeg havde sagt det, men ikke, at vi var uvenner, mig og de andre.

Jeg følte mig syg ved tanken om at skulle i skole igen. Dog klistrede jeg et smil på.

”Jo, det var rart, jeg har jo ikke set dem hele sommeren!” svarede jeg og hev dynen til side for at komme ud af sengen. Min mor smilede af mig to sekunder mere, før hun igen forsvandt fra mit værelse.

Jeg åndede ud, da hun var væk, og mit smil forsvandt hurtigt. For at være ærlig, havde jeg lyst til at græde, og tårerne pressede sig næsten på. Så slem var tanken om at skulle i skole. Det var ikke normalt, men jeg kunne ikke gøre noget ved det.

I en tåge fik jeg iklædt mig noget tøj, som passede til den stil, vi havde i gruppen: et par stramme, sorte, højtaljede bukser og en trøje, der gik mig til midt på maven, så den afslørede lidt; det var trods alt sommer, og vi skulle se stilede ud. Jeg tog en sort hue på med gule smileyer rundt i kanten og et par sorte sko med en sål, der var et par centimeter høje og i turkis.

Jeg så nogenlunde ud; jeg så mere skole-Jess agtig ud, end jeg havde gjort hele sommerferien, og nok også den sidste tid af sidste skoleår, og det var vel godt, ikke? Det var det, de ville have, så jeg kunne godt prøve, selvom jeg ikke lignede den Jess, som jeg engang var. Det blev jeg nok aldrig igen..

”Du behøver ikke at lave morgenmad til mig, jeg er ikke sulten,” mumlede jeg til min mor, da jeg kom ud i køkkenet. Hun kiggede op og stoppede det, hun var i gang med.

”Nu har jeg jo lige stillet det frem..” hun lød skuffet over det, og jeg mærkede et stik af dårlig samvittighed.

”Jeg ved det godt, men jeg har det ikke så godt, så jeg tror ikke, jeg vil spise endnu. Jeg tager et æble med, hvis jeg bliver sulten,” forklarede jeg hende, imens jeg gik ud på badeværelset. Hun svarede ikke, men jeg vidste, hun havde hørt mig.

Ærlig talt var jeg sikker på, at jeg ville kaste det hele op igen, hvis jeg først tog noget ind.

Med et suk fandt jeg en mascara, der lå og flød ved vasken, og tog lidt på mine øjnevipper, bare for at friske mit udseende lidt op, for jeg så virkelig træt ud og lignede bestemt ikke en, der skulle forestille at være populær og have det hele. Langt fra, faktisk.

Derefter børstede jeg mine tænder, imens jeg stirrede mig selv ind i øjnene, hvilket i øvrigt ikke var nogen spændende oplevelse, kunne jeg hilse og sige.

”Okay, jeg smutter i skole nu. Hvis jeg er heldig, kommer jeg lige til tiden,” mumlede jeg til min mor. Hvor min far var, anede jeg egentlig ikke, men jeg blev overrasket, da jeg så, at hun stod og snakkede med nogen. Og ikke hvem som helst; det var min storebror, Nick.

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set ham, for han havde af en eller anden grund aldrig tid til at se os mere.

”Dav,” sagde han med et smil og kiggede hen på mig, over min mors skulder. Til min forvirring var der noget tøvende over hans smil, som om han ikke vidste, om han kunne tillade sig at smile eller ej.

”Øh.. hej?” røg det spørgende ud af mig, imens jeg blev ved med at stirre på ham, ”hvad laver du her?” fortsatte jeg. Min taske, som jeg lige havde taget over skulderen, stillede jeg ned og gik hen til ham og min mor.

”Siger hej. Jeg skulle alligevel forbi, og jeg er i god tid – jeg skal først møde på arbejde om en time,” forklarede han og blev ved med at kigge på mig med det underlige smil. Det var underligt.

”Fedt nok, at du kommer, når jeg skal gå. Det er rart, at jeg ser dig så tit,” den hårde tone røg ud af mig ved en fejltagelse, og jeg fortrød det bagefter. Det var jo ikke helt hans skyld, at vi ikke så hinanden så meget, for jeg tog heller ikke ud til hans hus og sagde hej. Til mit forsvar var det utroligt besværligt, når man ikke havde en bil eller kørekort.

Han undlod at svare på det, men sagde i stedet noget andet: ”Skal jeg køre dig i skole? Så kommer du ikke for sent,” påpegede han. Jeg var i to sind med hensyn til, om jeg skulle sige ja eller ej, for jeg ville ikke komme for sent, men alligevel..

”Ja tak,” endte jeg med at svare med et indvendigt suk. Det ville være idiotisk af mig at sige nej til det, det kunne enhver idiot se.

”Okay. Vi ses, ikke mor?” han gav min mor et kys på kinden, og jeg gik hen for at tage min taske fra gulvet, hvor jeg havde lagt den.

Der var stilhed, da vi sad i bilen, indtil Nick afbrød det.

”Hvordan går det?” spurgte han, og der var oprigtig bekymring i hans stemme. Jeg rynkede på panden. ”Hvad mener du?” jeg hævede et øjenbryn mod vejen, i stedet for at kigge på ham.

Han sukkede. ”Du ved godt, hvad jeg mener, Jess. Efter det, der skete sidste år.. Du havde det ikke godt,” han sørgede for at sige det så skånsomt som muligt, men det irriterede mig alligevel stadig. Det irriterede mig, at han også havde fået at vide, hvad der var sket, for det var ikke nødvendigt.

”Jeg har det fint, tak,” fik jeg sagt med en alt for hård tone, så jeg endnu engang fortrød mine ord. ”Jeg bekymrer mig bare om dig, du ved. Du behøver ikke svare på den måde. Men for lige at gøre det klart for dig, var folk altså bekymrede for dig, her i familien, for det var nogle rimelig.. voldsomme ting, du kom med. Både med hensyn til de andre og deres oplevelser, men også dine egne.. erfaringer, du fortalte om,”

Kvalmen steg op i mig, da han sagde det, for jeg vidste godt, hvad det var, han hentydede til, og jeg hadede det. Han hentydede til den åndsvage trekant, jeg havde haft med Zayn og Louis, og det havde åbenbart ændret hans syn på mig helt. Sådan virkede det i hvert fald.

Af en eller anden grund pulserede vreden rundt i mig. Måske var det, fordi jeg blev mindet om det konstant. Som om jeg nogensinde ville glemme det, selvfølgelig.

”Tror du ikke, at jeg fortryder, at jeg kneppede med Louis og Zayn, hva? Tror du, jeg har det godt med det? Tror du, at jeg vil mindes om det hele tiden? At jeg lod to fyre, mine venner, røre ved mig, og at jeg rørte ved dem? Guess what, det har jeg ikke! Det er det klammeste, jeg nogensinde har gjort, og jeg er frastødt af mig selv, bare rolig. Du behøver ikke at gøre det værre, end det er, ved at have det så svært ved det. Bland dig uden om. Nu er det ikke dig, der har været i seng med to fyre.. Håber jeg,” det sidste var ude af kontekst at tilføje, men jeg kunne ikke lade være.

Nick prøvede at holde masken, men kunne ikke lade være med at komme med et lille grin, og til min ærgrelse smittede det af på mig. Det var nok også lidt sjovt, at jeg havde sagt det.

”Okay, fair nok. Undskyld, at jeg gravede i det, det var ikke min mening. Jeg vil bare ikke have, at du render rundt og er ked af det,” svarede han, da han fik taget sig sammen.

Du skulle bare vide.

Jeg havde lyst til at sige det, men for mit eget bedste lod jeg være. I øvrigt stoppede han også op ude foran skolen sekundet efter, så jeg kunne ikke nå at sige noge.t

”Tak for turen,” jeg bed mig i læben, ”ses vi snart, eller skal der gå måneder, igen?”

”Vi ses snart, det lover jeg,” smilede han. Jeg nikkede, og med det steg jeg ud af bilen og gik ind på skolens område.

Det tog mig ikke lang tid at få øje på alle de andre, der stod og ventede. Angelina og Zayn var så ikke kommet endnu, men de andre var der.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at Louis og Sarah stod så langt væk fra hinanden, som de kunne, og af en eller anden grund gav det mig en følelse af sejr. Det beviste, at det da betød lidt, det jeg havde sagt sidste skoleår.

”Hej,” sagde jeg til dem, da jeg kom derhen, udelukkende så andre ikke ville stille spørgsmål til det. De så irriterede ud over det, men gav mig et kram på skift, før vi igen stod med mellemrum i mellem os.

Jeg kunne ikke undgå at se Liam, der kom gående ude fra vejen af og skulle ind på skolen, højst sandsynligt. Mit blik gled hen på Louis, og jeg bed mig i læben, da jeg så, hvordan hans blik diskret fulgte Liam. Fandt Louis ham attraktiv?

”For gods sake, kan du ikke fjerne dine øjne fra Liam, eller er du blevet full-time gay?” hvæsede Sarah af Louis uden at kigge ham i øjnene. Man skulle være idiot for ikke at se, at Louis blev såret af hendes ord, men han kiggede med det samme væk fra Liam, som havde nogen givet ham en mavepuster.

”Lad det ligge, Sarah. Det der var ikke fair,” det kom bag  på mig selv, da jeg sagde det, for helt ærligt: jeg beskyttede Louis. Hvorfor skulle jeg beskytte ham? Men det gjorde jeg.

Sarah rettede sine dræbende og iskolde øjne mod mig. ”Og det skal komme fra dig? Havde det ikke været for dig, havde han aldrig været biseksuel,” hun hvæsede det stadig, men sørgede for, at det var så lavt, at andre ikke kunne høre det. Ingen skulle tro, at der var noget galt i mellem os.

”Hvordan kan det være min skyld? Undskyld mig, men jeg er ikke i stand til at gå ind og ændre på ham, for det er desværre ikke noget, man selv afgør; om man er til piger, drenge eller begge,” svarede jeg.

”Det var dig, der fik ham til at være sammen med en fyr første gang, så det er nok derfra, det kommer. Havde det ikke været for dig, ville det ikke være sket,” svarede hun vredt.

Jeg skulle til at åbne munden, men blev afbrudt.

”Enig,” stemmen kom fra Lexie, og kort efter istemte de andre og satte hænderne i siden med et bebrejdende blik mod mig. Hvad fanden var det for noget? Hvordan skulle jeg på nogen mulig måde kunne sørge for, at Louis blev biseksuel?

Noget sagde mig, at hun bare havde brug for at kunne skyde skylden på nogen. Hvis hun skulle skyde skylden på nogen, så var det da også hende selv, for hun var sku ikke mere skyldig, end han var. Hun var faktisk mere skyld i, at forholdet ikke gik, end han.

”Mener I det der? Hold kæft man..” det sidste mumlede jeg lavt, så jeg håbede på, at de andre ikke ville høre det, men så heldig var jeg selvfølgelig ikke.

”Hold kæft man? Hvorfor siger du det? Var det måske ikke dig, der lod to fyre kneppe dig, og så endda Sarahs kæreste?” Rebecca lagde hovedet på skrå. Jeg kunne ligeså godt indrømme, at ordene uden tvivl skar som knive, for som sagt ramte det emne mig meget.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, for det var jo sandt, det hun sagde.

Det overraskede mig, at Louis ikke havde sagt noget, gjort sig enig med de andre, eller hvad ved jeg, og da jeg kiggede over på ham, så jeg, at han stod med blikket rettet mod jorden og med lidt røde kinder.

Han vidste, at det ikke var min skyld.

Men selvfølgelig kunne han ikke få sig selv til at sige det. Selvfølgelig ikke. Han kunne ikke gå imod dem, ligesom jeg kunne.

Med alle de vrede blikke rettet mod mig, gik det op for mig, hvor fucked up det her var. Hvor splittede vi alle sammen, og at vi kun blev holdt sammen af en ting: populariteten.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay, nu kan jeg så ikke få fat i Silke, for hun er så umulig at få fat på for tiden altså, men vi aftale, at jeg skulle publicere her i går eller i dag, såå, nu gør jeg det bare.

Grunden til, at der gik lidt tid med det her, er, at jeg var på hyttetur med min nye klasse, så jeg har ligesom ikke rigtig været hjemme, men jaaaaaaa. 

Here goes, håber, I kan lide det. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...