Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13245Visninger
AA

15. I took the medicine and I went missing... (Nutid)

 

... Just let me hear your voice, just let me listen.

The National - Graceless

 

Jeg svømmer. Mine arme kører frem og tilbage i svømmetag, og det er som om, jeg kan skubbe til luften, som mest af alt føles som candyfloss. Jeg udstøder et grin, da jeg næsten snubler over mine egne fødder, og det runger som et ekko i mit hoved. Men hvorfor ikke grine? Alt ser jo sjovt ud.

Jeg stopper op og kigger ned på mine hænder. Jeg bøjer dem lidt, og kan mærke latteren boble i mig over følelsen. Det er som om, de ikke er mine hænder, men nogle plastic-kopier. Jeg gnider dem mod hinanden, så jeg fornemmer følelsen af gummi mod gummi, og endnu et grin forlader mine læber, der heller ikke føles som om, de stadig sidder på mit ansigt, men nærmere som om de svæver rundt om mit hoved.

Rundt og rundt og rundt…

Jeg bliver rundtosset af at se, hvordan gangen fyldt med elever bliver ved med at snurre rundt, så deres ansigter bliver tværet ud til lange, rystede linjer. Derfor beslutter jeg at dreje med, så det giver et sug i min mave og en følelse af at være i en rutsjebane. Jeg kan fornemme folks blikke og mine fødder, der hele tiden støder ind i hinanden, men jeg er ligeglad. Et stort smil sidder som naglet fast til mine læber, og latteren strømmer ud af mig, som var det bræk. Jeg kaster latter op.

”Jess?” Ordet bliver gentaget tre gange, før det går op for mig, hvad det betyder. Jess betyder jo mig. Jeg stopper min snurren, så hele min verden for et øjeblik kører baglæns, og langer ud efter personen, der snakkede til mig, i et forsøg på at holde balancen. ”Hvad sker der for dig?”

Jeg griner bare som svar, og tager hænderne frem for at røre ved personens ansigt. Mine plasticfingre kører rundt i ansigtet, så jeg kan mærke alle detaljer: Urenhederne, skægstubbene, furerne og knoglestrukturen. ”Er du fuld?” Endnu et spørgsmål. Hvorfor stiller dette væsen så mange spørgsmål? Og hvorfor sidder svarene fast i halsen på mig, som små bobler af luft, der kilder og kun kommer ud som latter? ”Jess.” Der bliver knipset foran mine øjne, og lyden flænser for et kort øjeblik hele verdenen som et kolossalt lyn.

”Gør det igen.” Siger jeg og prøver at fokusere på fingrene, der lavede det magiske lyn, som kort fik mig til at føle en blanding af smerte og chok. ”Igen.” Forventningsfuld venter jeg på den øreskærende lyd af to fingre, der glider mod hinanden, som en tændstik mod rød fosfor. Langsomt lukker jeg øjnene i, og bag mine øjenlåg er det som om, alting er mere farverigt og klart. Fremmede ansigter flyder sammen til en masse af konstant bevægelse, hvor regnbuens farver danser mellem hinanden.

”Harry, hvad sker der med Jess?” Endnu en stemme kommer til og flyder over i den anden, som en symfoni af fortvivlelse og forvirring, der blidt summer i min øregang og er som en eufori. De er også fortvivlede. Så er jeg ikke helt alene.

”Jeg ved det ikke. Hun gider ikke svare mig.” To par hænder tager fat i mig og ryster mig, så det føles som om, der er et jordskælv i min krop. Jeg slår øjnene op til en verden, der ryster og ligner noget, der er blevet filmet med et håndholdt kamera.

”Jess?” Jess, Jess, Jess. Kan de ikke snart sige noget andet? Jeg er træt af at høre på det ord. Jess. Det er et underligt ord. ”Se hendes pupiller,” Grønne og blå øjne bliver jongleret som fire bolde for øjnene af mig, ind og ud imellem hinanden. ”Hun må have taget et eller andet…”

”Hvad fanden har hun gang i…?” Et suk omslutter mig langsomt, og verdenen står for et øjeblik stille. Og dér ser jeg Harry, der skuffet sukker, og Niall, der hjælpeløst betragter mig. Det er dem, der styrer mit hjerte, og så står de bare der og gør ingenting?

”Jeg elsker dig.” De tre ord glider ud af munden på mig, og det føles, som om jorden forsvinder under mig, og jeg falder ned i et uendeligt mørke, hvor de tre små ord lænker sig sammen til noget af den største betydning overhovedet. Ordene kryber tilbage i halsen på mig og kvæler mig.

Med et sug bliver jeg hevet op af mørket og tilbage til nuet, hvor Niall og Harry står som statuer. Deres ansigter glider ud, og alle detaljer falder ud af proportion, så de ser skræmmende ud. Deres øjne bliver stikkende og deres tænder sylespidse. ”Nej…” Mumler jeg bange, da de nærmer sig. Overbevist om, at de vil gøre mig ondt, vender jeg rundt på hælen.

Alt kører dobbelt for øjnene af mig, da jeg sætter den ene fod foran den anden og løber. Luften, der føltes så let og fantastisk før, føles lige pludselig som candyfloss, når det klæber sig til ens fingre: klistret, hårdt og stikkende.

Med et hårdt dunk støder jeg direkte ind i en person. Og endnu en. Forvirret kigger jeg på de vrede ansigter, der alle tårner sig op over mig og bider efter mig, hver gang jeg støder ind i dem. Det er som om, jeg er fanget i en labyrint af mennesker, hvor jeg bliver ved med at gå ind i blindgyderne. Mit åndedræt blander sig med lyden af mit hjerte, men kører ikke i takt, og min puls stiger, da jeg endnu en gang hårdt støder ind i nogen. To varme hænder holder på hver af mine arme, men de brænder mod min hud, så jeg hjælpeløs prøver at vride mig ud af det skoldende greb. ”Jess.”

”Slip mig!” Skriger jeg, men min stemme kommer ud som en hæs lyd, og min krop vil ikke reagere. ”Slip.” Gentager jeg, men stadig uden succes. Mine øjne bliver fanget af nogle brune, der virker velkendte, som planter en gammel ro i mig. Den spreder sig ud til min fingerspidser, hvor alle følelserne sitrer og knitrer som hvid støj. De varme, brune iriser begynder at snurre rundt om sig selv. Rundt og rundt og rundt.

Det føles som om, jeg bliver revet med, og jeg mister mit fodfæste. Lyset fra lamperne i loftet bliver tværet ud til skinnende, hvide striber i mørket, da mine øjne lukker i, og jeg kollapser i armene på personen med de brune øjne.

 

***

 

Jeg spytter i kummen, selvom det ikke fjerner den sure smag, og tørrer mig om munden med mit ærme. Tungt sukker jeg og tager hænderne mod mit dunkende hoved. Tårerne truer med at vælde op i mine øjne, men jeg prøver at holde mig selv samlet og ryster kort på hovedet. ”Undskyld.” Siger jeg og rynker endnu en gang på næsen, da jeg tænker på hvor mange gange, jeg har brækket mig foran Liam, og i det hele taget bare hvad jeg lige har udsat ham for. Faktisk bare alt jeg nogensinde har udsat ham for.

Han rækker mig en flaske med vand og smiler svagt. ”Det går nok.” Siger han stille og trækker lidt på skulderen. Jeg sukker tungt, inden jeg tager imod flasken og sætter den for munden. Resterne af bræk og spyt lægger sig som et klamt lag i min gane, da det iskolde vand glider igennem og giver mig en følelse af at kunne trække vejret ordentligt igen. ”Jess, du bliver nødt til at sige, hvad du havde taget.”

En stilhed sænker sig over os, og jeg har ikke den mindste smule lyst til at skulle møde hans blik, der synes at bore sig ind i mig. Sandheden er, at jeg ikke ved det. Jeg kan ikke huske noget, og det skræmmer mig virkelig. Det eneste, jeg kan huske lige nu, er følelsen af candyfloss og det forvrængede billede af Harry og Niall. ”Jess?” Siger han igen, og jeg kan mærke, hvordan min læbe ukontrolleret begynder at bævre, så jeg bider fat i den, selvom det ikke hjælper.

Liam, der før sad overfor mig i toiletbåsen, rykker sig over ved siden af mig, hvor han vælger at lægge sin arm beroligende om mig. Hans tommelfinger stryger blidt mod min hud, og spreder så meget dårlig samvittighed i mig, at jeg har det som om, jeg skal kaste op igen. ”Hvorfor gør du det her?” Min stemme er ru, så jeg kort bliver nødt til at rømme mig.

”Undskyld, skal jeg lade være?” Han fjerner hurtigt sin hånd og ser skræmt på mig. Skræmt. Jeg skynder mig at ryste på hovedet, for hans berøring var rar og beroligende. Det er først, da hans finger igen nusser min arm, at jeg fortsætter.

”Hvorfor hjælper du mig?” Jeg holder kort inde, inden jeg stille tilføjer: ”Du hader mig jo…” Han ryster lidt på hovedet, og uventet udstøder han et lille grin. Ud af øjenkrogen skimter jeg, hvordan han kort lader sit hoved falde, mens endnu et grin runger i den lille toiletbås. Mit blik er som limet fast til væggen overfor, hvis gråblå maling er så godt som forsvundet: Enten er den overmalet med ting, folk har skrevet med tusch, eller skallet af.

”Hvornår fatter du det, Jess?” Siger han så og kigger direkte på mig, så jeg automatisk og fejlagtigt også vender hovedet mod ham. Der sidder stadig et smil på hans læber, men det ser mere ironisk ud end glædesfyldt. Han får et drag om munden og kigger om end endnu mere indgående på mig. ”Når man først elsker dig, kan man ikke holde op igen. Du er ligesom en sygdom – en dødelig sygdom. Når man først har fået den, er man dømt til for evigt at holde af dig…” Endnu et grin famler usikkert ud af munden på ham, og han kigger væk, inden han kører sin frie hånd gennem det korte hår.

Jeg lader ordene summe i mig, men har ikke lyst til at acceptere dem. Det passer ikke. Det ikke passe og kan ikke passe. Jeg skubber jo folk væk – især dem, der påstår, de elsker mig. Men hvordan kan man overhovedet elske et følelsesløst monster?

Jess, du ville jo gerne være følelsesløs, ikke? Ligeglad? Lyt til mig: Han lyver. Ingen elsker dig, og det ved du godt. Uanset, om de selv tror, de gør det, vil de i sidste ende hade dig, for du er så ødelagt, at du også ødelægger alt og alle omkring dig.

Stemmen. Den er tilbage.

Jeg tager mig til hovedet og jager mine negle ind i hovedbunden. Intet giver mening. Han burde hade mig. Hade mig. Og så fortæller han mig det der? Hvordan skulle det på nogen måde hjælpe? ”Man kan ikke elske mig, Liam. Jeg er ikke det værd, for jeg kan ikke give det samme tilbage. Jeg ødelægger alt.” Det sidste kommer grådkvalt ud, og en tåre slipper løs. Den sætter gang i alt, jeg har at græde over, og før jeg ved af det, ryster mine skuldre, og to vandfald af tårer glider ned ad mine kinder.

Da Liam lægger to arme om mig og hiver mig ind til sig i et stærkt greb, har jeg lyst til at vride mig fri, for det virker på mig som om, han ikke forstod, hvad jeg lige sagde, men jeg har langt fra kræfterne til det. Hele min krop ryster og sveden pibler frem på min pande. Mit hoved dunker og er tungt, og jeg får et sug i min mave, der er tømt for alt. Jeg hiver efter vejret og bliver et øjeblik bange for, hvad fanden det er, der sker. Hvad sker der?

”Jessica…” Hvisker Liam beroligende, så jeg kan mærke hans varme ånde i min nakke. ”Rolig. Jeg er lige her, og du er okay. Du er okay.” Forsikrer han mig og knuger mig endnu hårdere ind til sig. Jeg lukker øjnene i, og sådan sidder vi lidt, indtil mine tårekanaler er tømte og en ro endelig får overtaget i min hjemsøgte krop.

”Tak.” Jeg rykker hovedet op mod hans, så min næsetip strejfer hans kæbe, der kort bliver spændt. Han rykker hovedet ned mod mig og smiler som svar. Jeg smiler tilbage og får modvilligt sat mig ordenligt op igen. ”Hvad sker der med mig?”

”Kan du intet huske?” Spørger han bekymret med rynkede bryn. Endnu en gang bryder jeg min hjerne, i en søgen efter et eller andet form for minde fra tidsrummet inden jeg kom i skole, men ingen klokke ringer, og jeg må opgivende ryste på hovedet. ”Hvad med fra i går? Kan du huske noget?” Endnu en gang må jeg ryste på hovedet. ”Har du tjekket din mobil? Måske har du fået beskeder fra nogen eller taget nogle billeder, der kunne give dig en idé om, hvad fanden, der er sket.”

Håbet sætter sig kort i mig, da jeg hiver min telefon frem fra min bukselomme. Det er først nu, jeg lægger mærke til hjerterne, der med rystede streger er blevet tegnet med sort tusch på mine cowboybukser. Undrende hæver jeg øjenbrynet og går ind på telefonen. Liam kigger med over skulderen, da jeg går ind under mine beskeder, men der er ingen nye. Opgivende går jeg ud af det, og skal lige til at lægge min telefon væk igen, da Liam stopper mig. ”Tjek billederne.”

Uden at tøve klikker jeg på fotoalbummet, og kommer straks ind på et billede, jeg ikke genkender. Godt nok består det af udtværede streger af lys, fordi billedet er rystet, og det samme gælder for de næste fem, men så begynder der at ske forandring. Der sidder jeg, blandt en masse mennesker, der alle hæver sine drinks. Alle smiler stort, og jeg bemærker, at de alle ser lidt ældre ud end mig, men jeg kan ikke spotte et eneste genkendeligt ansigt. En underlig følelse spreder sig i mig, da Liam spørger mig om, hvem de er. ”Jeg aner det ikke.” Svarer jeg ham monotont, og går næsten hypnotiseret videre til næste billede.

På billedet sidder jeg ved siden en person, jeg ikke ved, om jeg skal betegne som mand eller dreng. Hans kæbe træder frem i blitzen, men fregnerne, der er strøget udover hans næse og kinder, giver ham et drenget udseende, og kontrasterne gør det svært for mig definere hans alder. Vi sidder begge med det samme, svømmende blik og et kæmpe smil klistret på vores ansigter. Hans arm ligger henslængt over mine skuldre, og mit hoved hviler mod hans kind.

Min hånd ryster lidt, da jeg går videre til næste billede, og det er som om, mit hjerte slår et slag over. Der sidder jeg og kysser den fremmede person. Og det er ikke et sødt kys, men sådan et kys, der skriger, at man er alt andet end ædru. Kvalmen stiger i mig igen, og jeg mister pusten fuldstændig. ”Jeg må væk herfra.” Siger jeg lavt, mens jeg desperat prøver at komme på benene igen, selvom de mest af alt føles, som var de lavet af gele.

”Jess, tag det roli-”

”Liam, hold din kæft. Jeg har brug for luft. Nu.” Gisper jeg, og støtter min hånd mod væggen, for ikke at vælte mod det beskidte toiletgulv, der lige nu sejler under mine fødder. Mine ord får Liam til at reagere, og han tager hurtigt vandflasken og min jakke, der ligger på gulvet, i sin favn, inden han kommer på benene og hjælpsom tager sin arm rundt om mig. Haltende bevæger vi os ud af det toilet, vi sad på, og i det øjeblik, jeg kommer ud på gangen igen, vender alt tilbage til mig: De sure ansigter, verdenen, der drejede rundt og Harry og Niall. Det får en angst til at sætte sig i mig, så jeg betuttet læner mig endnu tættere ind mod Liam. Lige nu er jeg fuldstændig ligeglad med mit ry, og om det spolerer noget, at jeg bliver set gå sådan med Liam.

Pludselig stopper vi op, og det går op for mig, at jeg havde lukket øjnene i. ”Flyt jer.” Hvæser Liam, og da jeg slår øjnene op, ser jeg ingen mindre end alle mine ’venner’  stå lige foran os. De kigger alle sammen direkte mod mig, men jeg har ikke lyst til at kigge nogen af dem i øjnene – især ikke Harry eller Niall.

”Aw, vil Jess endelig have dig igen? Du gav simpelthen ikke op efter første gang, hun udnyttede dig? Du er jo heller ikke den eneste, hun udnytter, så vidt jeg har forstået…” Griner Angelina let og kigger mod Harry og Niall, der begge kigger væk. Louis stirrer paralyseret på os, og med ét vender minderne, fra den gang jeg var fanget i Louis’ skab, og overværede dem have sex, tilbage til mig. Han er jaloux. Det står malet i hans ansigt.

”Hold din fucking kæft, din imbecile kælling. Flyt jer nu. Kan i ikke se, hun har det dårligt?” Knurrer han, inden han hårdt skubber sig forbi den måbende gruppe af mennesker. Et grin glider over mine læber, da fryden over hans ord og deres reaktion bobler i mig. Også han udstøder et grin, og vi sætter farten op med fornyet energi.

Det føles underligt at grine, men samtidigt som om det er det eneste rigtige at gøre lige nu. Vi slår døren op til det kolde landskab, hvor vinterens komme har gjort luften sprød. ”Her,” Liam tager min jakke frem og hjælper mig med at få den på. Kort efter spreder en varme sig i mig, og mine tænder stopper med at klapre. Jeg betragter Liam, hvis øjne hviler på et punkt længere henne.

Jeg skal til at spørge, om han ikke fryser, da jeg lægger min telefon, jeg havde i hånden hele vejen, tilbage i min jakkelomme. Mine fingre støder mod noget ukendt. Jeg samler hånden om genstanden og hiver den frem, så den nu ligger blottet for vores øjne. Glæden, der kort havde overtaget min krop, forsvinder som dug for solen, da det går op for mig, hvad det er, jeg har i hånden: Stoffer.

I en lille, gennemsigtig pose med zip-lukning, ligger en enkelt, farvestrålende pille, og ved siden af den ligger en sammenfoldet seddel. Uden at tøve, åbner jeg posen, og får fisket sedlen op. Mine fingre er allerede blevet kolde af luften, så de er stive i det, da jeg folder papiret ud. ”1,2,3, her er lidt opmuntring til en dårlig dag.” Læser jeg højt. Nedenunder er en tegning af en smiley, der er blevet lavet med samme, rystende linjer, som hjerterne på mine bukser. Uroen spreder sig i mig og kvæler mig indefra, så jeg får svært ved at få vejret. Hvis der lå tre piller i, vil det sige, at jeg indenfor det sidste døgn har formået at tage to af dem. To. Og jeg aner ikke en gang, hvad det er.

”Shit…” Mumler Liam lavt, inden han tager posen ud af mine rystende hænder og giver sig til at undersøge pillen. Mit blik er blot rettet mod ingenting, og jeg er omsluttet af en boble. Alligevel formår hans stemme at bryde igennem til mig. ”Hvad er det her?”

”Jeg har ingen idé…” Min læbe begynder at bævre, og jeg kigger skræmt ned på mine hænder, der bliver ved med at ryste voldsomt. ”Jeg er bange, Liam.”

Han kigger kort på mig, mens tårerne endnu en gang sniger sig ned ad mine kinder. Beskyttende lægger han armene om mig og aer blidt min ryg. Jeg gisper efter vejret, mens tankerne flyver rundt mellem hinanden, som en sværm af flagermus. ”Kom, lad os gå væk herfra, så du kan tænke på noget andet – du har fortjent en pause.” Bestemt tager han min hånd og begynder at føre mig væk fra skolen. Men bare det at gå hjælper, og får mig faktisk til at tænke på noget andet: Louis.

Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi jeg endelig har en chance for at snakke med Liam om det, men Louis’ blik skinner tydeligt igennem i min hukommelse: Jaloux, trist og forvirret. Endnu en gang kigger jeg mod Liam. Han ser frem for sig og virker ikke til at ænse mit blik. I stedet går han med brynene krummet i en tankefuld grimasse. Gad vide, om han tænker på Louis… ”Liam, hvad er det, der sker mellem dig og Louis?” Min stemme er stadig grådkvalt, men jeg prøver at tage mig sammen.

Jeg giver hans hånd et klem, men han slipper den. Spørgende kigger han på mig, og skal sikkert til at komme med et lamt forsvar, om at han ikke ved, hvad jeg snakker om, da han ser alvoren i mit blik. Jeg prøver at holde mit ansigt i så milde folder som muligt, for selvom det er en underlig og upassende ting at spørge ind til nu, kunne jeg ikke lade være. Til sidst smiler han skævt og har sikkert indset, at jeg ved det, og at han ikke kan gøre så meget ved det. Han giver et slukøret og opgivende suk fra sig, inden han kort kigger sig over skulderen. Derefter lægger han armen om mig og trækker mig ind til sig, så han kan hvile sit hoved mod mit.

”Det ved jeg ikke…” Siger han så, så hans stemme brummer i hans brystkasse. Endnu et suk forlader hans læber, før han fortsætter. ”Nogle gange er kærlighed så fucking forvirrende. Det er som om, alt og alle er imod en, og får alle følelserne til at fremstå forkerte, men så… Lige så snart, man er sammen med personen, så forsvinder det hele, og det føles så… Så rigtigt. Det er det, man kæmper for: De små øjeblikke, hvor alt falder på plads og giver mening. Det er de øjeblikke, man skal holde fast i.”

 

__________________________________________________________________

Hej friends,

GODT NYTÅR! Havde i en god aften? Det havde jeg i hvert fald, og jeg håber også, at i kom godt ind i det nye år, som jeg virkelig ser frem til. Har på fornemmelsen, at 2014 bliver fantastisk (håber ikke, jeg lige har jinxed mig selv.......)

 

Jeg vil gerne lige give jer en kæmpe undskyldning: Jeg har virkelig været dårlig til at få skrevet på det seneste, hvilket nu også er gået udover Searching, og det kan vi jo ikke have...

Mirah er jo bare så smart, at hun har like 2-3 kapitler i udkast, og så er der så mig, der er skyld i stort set alle forsinkelser, fordi jeg har så fucking svært ved at få taget mig sammen. Så et kæmpe UNDSKYLD til jer alle!

Oven i det, synes min computer selvfølgelig også, det var super fedt lige at slette det, jeg havde fået skrevet på kapitlet, så jeg skulle starte helt forfra - weeehu........

 

Anyways, jeg håber virkelig, at i kunne lide det, og at det var ventetiden værd... Smid en kommentar om det, for det ville gøre mig så glad! <3

 

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...