Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13381Visninger
AA

10. I shouldn't love you but I want to. (Datid)

 

Jesse McCartney - Just so know

Det var så underligt at være i skole igen. Det var virkelig, virkelig, virkelig underligt efter det, der var sket. Jeg havde sku da overhørt/set Louis have sex. Ikke, at det var første gang, men det var bare noget andet. Jeg følte, at jeg havde taget del i noget, jeg ikke burde, og som jeg egentlig slet ikke gad være indblandet i.

”Seriøst, hvor blev du af til festen?” det var Zayn, der snakkede til Louis, imens han daskede ham på skulderen. Louis stivnede kort.

”Jeg fik det pænt dårligt og tog hjem,” forklarede han, men jeg kunne let høre, at han løj. Måske var det, fordi jeg rent faktisk vidste, at det var løgn – de andre lod i hvert fald ikke til at bemærke noget, og det var vel bare til hans held.

”Ej hvor ærgerligt. Og åh ja, hvor var det nu, Jess var? Jeg synes, at vi manglede dig lidt.. det var en fed bytur,” Lexie smilede hånende til de andre, før hun rettede blikket mod mig. Jeg kunne mærke aggressiviteten stige op i mig, og jeg måtte knytte mine hænder for ikke at sige noget. Eller gøre noget.

Det skulle jeg lade være med. Jeg brød mig ikke om at være voldelig, men Lexie kunne bare virkelig bringe mit pis i kog. Det var allerede blevet bevist dengang, hvor jeg valgte at stikke hende en, men det havde hun i den grad også fortjent.

”Ja, det var så synd. Der skete sjove ting, og jeg er sikker på, de var blevet endnu sjovere i dit selskab,” kommenterede Angelina ironisk. Det så ud til at komme bag på alle, for det var første gang, hun sagde noget på den måde direkte til mig.

Til sidst sendte Lexie hende et smil, men det spøjse var, at Angel, som hun blev kaldt, ikke smilede tilbage – hun drejede sig halvt rundt og smilede til Rebecca. Endnu engang fik jeg en underlig fornemmelse i maven om, at der var noget mellem de to. Noget, de havde gang i, som ikke kunne være godt. ikke, at det ville være meget værre, end hvordan tingene var nu.

Det ringede ind, og jeg fløj nærmest væk fra gruppen. Denne gang stoppede de mig ikke, fordi det var et fag, som jeg havde alene, uden nogen af dem til at distrahere mig. Derfor var det også logisk, at jeg gik alene.

Okay, det med, at jeg ikke blev distraheret i dette fag, var nok løgn, for gæt, hvem jeg havde time med? Det var da Niall. Og hell no, om jeg kunne koncentrere mig og holde fokus, når han var der – det var jo fuldstændig umuligt.

Da jeg kom ind i det lokale, jeg skulle være i, kiggede jeg kort udover klassen for at skabe mig et overblik, hvorefter jeg styrede mod den bagerste ende af klassen, hvor der aldrig sad nogen.

Måske var det dumt, for da jeg var ”gode gamle Jess”, ville jeg aldrig sætte mig der, bare fordi jeg var alene, men jeg kunne ikke lade være nu. Jeg måtte bare krydse fingre for, at de andre ikke fik at vide og regnede ud, at jeg satte mig bagved, som var jeg et mobbeoffer. Det var jeg heller ikke – kun for dem, selvfølgelig.

Jeg nåede kun at sidde på min plads i et minut, før en slags skygge lagde sig over mig, og jeg kiggede forvirret op og kiggede lige ind i de velkendte, blå øjne, der frembragte en klump i min hals.

”N-Niall?” jeg stammede hans navn ud, fordi jeg var så chokeret over, at han stod her. Og det chokerede mig endnu mere, at han havde et smil på læberne – ikke fuldstændig over stort smil, men et lille et.

”Må jeg sætte mig her? Alle pladser er taget,” forklarede han. Jeg tog mig ikke tid til at nikke, men rykkede blot mine ting og min stol lidt til højre op mod væggen, så der var gjort plads til ham.

”Tak,” svarede han venligt, og det gjorde mig mildest talt mundlam. Hvorfor var han sådan der? Var han ude på noget?

”Hvad er det, du helt oprigtigt vil?” spurgte jeg med et suk, da jeg havde taget mig sammen til at få gang i min stemme i gang. Jeg kunne dog ikke kigge ham i øjnene, for så ville jeg blive alt for svag til overhovedet at snakke til ham – ja, jeg lød ynkelig og barnlig, men hvad var der at gøre ved det?

”Hvad mener du?” spurgte han forundret og forvirret. Jeg himlede med øjnene, så jeg ikke var i tvivl om, at han så det. ”Du snakker aldrig til mig- nej vent, du hader mig, så hvorfor skal vi til at sidde sammen og snakke sammen, som om vi er bedste venner?” spurgte jeg og stirrede stift ud for mig.

”Seriøst, Jess, jeg ved godt, jeg har været hård overfor dig. Da du valgte at sige alle de ting ud i højtaleren.. du fik forklaret for folk, at du var skyld i det med min bror, og det var det, jeg forlangte, før jeg ville tro, at du elskede mig, eller hvad det var, og da du havde gjort det, skyndte jeg mig at finde noget andet galt. Måden du sagde det. Det var min lamme undskyldning. Og undskyld mig, men jeg kender dig rigtig godt og kender til dine inderste tanker, og det ved du, jeg gør, og jeg kan simpelthen se, at der foregår et eller andet, siden du er sammen med dem der igen. Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at du er sammen med dem af fri vilje,” han lød bestemt, som om han prøvede at overbevise sig selv om det.

Havde han virkelig siddet og tænkt og lagt mærke til de ting, der skete her, efter vi var kommet tilbage?

”Så.. tror du på mig nu?” jeg svarede ikke på noget andet af den lange sætning, han havde sagt. Jeg kunne ikke åbne mig direkte op.

”Hvad?” spurgte han forvirret.

”Tror du på mig nu? Nu når du ved, at jeg sagde det.. at altså.. at jeg..” jeg tav, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at fuldføre min sætning.  Et blidt smil gled over hans læber, der gjorde mig alt for blød i knæende.

”Om jeg tror på, du elskede mig? Ja,” svarede han og kiggede direkte hen på mig. Jeg lod ham ikke fange mit blik. Da læren trådte ind, kiggede jeg op mod tavlen.

”Elsker..” rettede jeg lavt Niall, men da jeg så ham smile, vidste jeg, at han havde hørt det.

                                           

***

 

”Hvad har fået dig til at live op og være Miss Sunshine?” spurgte Harry henvendt til mig, da vi igen var sammen efter timen. Jeg skævede hen til ham og trak på skuldrene. Ikke tale om, at jeg skulle fortælle dem om min lille samtale med Niall.

Jeg vidste ikke engang, hvad den betød, og hvad formålet med den var. Og i princippet kunne han godt bruge det mod mig, men jeg var lige glad, for lige nu var det det bedste, der var sket i så lang tid, som jeg kunne huske tilbage. Nærmest siden jeg var i et forhold med ham. Okay, der havde også været gode ting i mellem uden tvivl, men alligevel. Vi kunne vidst godt blive enige om, at størstedelen var dårlige minder, ikke?

”Har jeg nu ikke lov til det eller hvad?” spurgte jeg ham mut. Han hævede et øjenbryn. ”Jo, det undrer mig bare, fordi du plejer at rende rundt og surmule, så hvad er grunden?” gentog han.

”Der er ikke nogen grund. Jeg havde bare en god time, fordi jeg rent faktisk forstod det, der skete i den,”

Et hånligt grin kom fra Lexie. ”Som om du nogensinde har gået op i, om du forstår noget eller ej,” grinede hun.

Jeg gav hende et iskoldt blik – hvor mit mod til at gøre det kom fra, vidste jeg ikke. ”Men det var den gamle Jess, remember? Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det vidst jer, der sagde, at jeg er en helt anden nu, ikke?” svarede jeg med monoton stemme.

Hun valgte ikke at svare mig, og det var jeg blot glad for. Jeg gad slet ikke det pis med, at de skulle til at gøre mig i dårligt humør, når nu Niall (/Niall/) havde fået mig i et nogenlunde humør.

”Hvor er Angelina og Rebecca?” spurgte Zayn de andre om, da han kom luntende fra hans time af. Hans taske sad kastet over ryggen, og han havde glemt at lyne den. I gamle dage ville jeg nok have grint og spurgt, hvorfor fanden han ikke havde lukket den, men nu kunne jeg ikke gøre andet end at stå og kigge på det. Og det irriterede. Kender I ikke det? Hvor der bare er nogen ting, der irriterer en helt vildt meget? For eksempel, når der er en prik på tavlen med kridt, som læreren ikke fik hvisket ud? Det er det værste, og sådan havde jeg det med Zayns taske.

”Aner det ikke. Jess, kan du ikke gå ud og finde dem?” Lexie smilede sødt til mig og lagde armen om mine skuldre, i det der var et par yngre elever, der kom gående forbi os. De kiggede på os med respekt stående malet i øjnene, og jeg fik ondt af dem. De gik garanteret rundt og håbede på, at de engang ville være ligeså ’seje’ som os.

”Jo, det kan jeg,” skyndte jeg mig at svare ivrigt – og det var endda oprigtigt ivrigt, fordi så slap jeg da i det mindste for at stå der i en ubehagelig stemning, imens vi ventede på de to hoveder.

Lexie nikkede tilfreds og skyndte sig med lynets hast at fjerne hendes hånd fra mig, og jeg skyndte mig mindst ligeså hurtigt at gå væk. I det jeg gik, kunne jeg høre Zayns stemme:

”Ej se hende lige. Hun er så ynkelig, at man skulle tro, det var løgn,”

Jeg ignorerede det og skyndte mig i stedet ind på skolens område. Der, hvor jeg umiddelbart ville gætte på, at de var, ville være i den klasse, de havde haft deres time i, så jeg styrrede derhen. De havde sagt, at de begge skulle have tysk, og heldigvis vidste jeg godt, hvor det lå henne. Dog mislykkedes mit forsøg på at finde dem, da der var helt tomt inde i lokalet, da jeg kom frem.

Med et suk trådte jeg ud igen og kiggede op og ned af gangen uden held. I stedet satte jeg min kurs mod toilettet, fordi jeg ligeså godt kunne få det overstået, når nu jeg var indenfor og i nærheden.

Det viste sig dog, at jeg ikke ville komme så langt, for jeg blev stoppet ved lyden af Rebeccas stemme. Hvorfor var det, at jeg var så god til at opsnappe samtaler, som hun var med i? Det viste sig hurtigt, at modparten endnu engang var Angelina.

Jeg stoppede op og tog min mobil frem, så folk, der gik forbi mig, ikke ville tro, at jeg stod og lyttede til dem. Jeg var ikke engang sikker på, hvilket lokale jeg var stoppet ud for, men det var lige meget.

Rebecca: ”Jeg tror, det er en rigtig dårlig idé,”

Angel: ”Nej, seriøst, du kan jo ikke bare bakke ud på den der måde. Fortæl mig en ting, Rebs. Hvem er det, du er forelsket i?” (hvad var det for et kælenavn, Angelina havde givet Becca?

Rebecca: ”H-hvad? Jeg aner simpelthen ikke, hvad det er, du snakker om. Jeg er ikke vild med nogen,”

Angel: ”Det lyder mere som om, du prøver at overbevise dig selv end mig. Kom nu med det, for helvede, jeg dømmer ikke, okay?” hun vrissede af hende.

Rebecca: ”Okay, det er Niall. MEN, der er sket nogle ting i fortiden, der gør-” ”Jeg ved sku godt, at Niall ikke er velset i den her gruppe, men lad mig fortælle dig noget: Hvis vi kan gennemføre det her, så kan jeg tilbyde dig, at jeg får Niall med ind i gruppen, så det er okay, hvis der er noget i mellem jer. Det lover jeg dig,” hun lød overbevisende, og jeg var forvirret.

Punkt 1: Hvad var det, de skulle gennemføre?
Punkt 2: Hvorfor havde Becca så meget i mod det?
Punkt 3: Hvordan fanden ville Angelina bære sig ad med at få overtalt Niall til at være med os?

Stilhed.

”Okay,” lød det så fra Becca; hun havde overgivet sig. Angelina hvinede glad. ”TAK, min skat! Nu skal vi så se, om det kan lykkedes. Jeg vil straks gå i gang med at få dit tilbud bragt til live,”

Da hun sagde de ord, fik jeg travlt med at springe frem og lade som om, at jeg ikke havde stået og lyttet. Jeg krydsede fingre for, at der ikke var nogen andre, der havde lagt mærke til min pludselige reaktion og det faktum, at Becca og Angelina kom ud lige efter, jeg havde rykket mig.

Jeg kom kun lige uden for døren, da min mobil sagde en lyd og indikerede, at jeg havde modtaget en besked, og jeg fik et hjertestop, da jeg så, hvem den var fra.

”Jeg sagde til Mr. Morrison, at vi godt kunne lave opgaven sammen alligevel. Håber, du har det fint med det,” fra Niall.

Jeg smilede, men samtidig blev jeg sur. Han kunne ikke bare komme anstigende og sige alt det der, når han ikke havde givet mig nogen forklaring på, at han havde været sammen med Rebecca. Eller givet hende sugemærker, eller hvad fanden det var, han havde lavet, der hvor vi havde opdaget det.

Da jeg kiggede mig rundt, fik jeg øje på ham henne ved en bænk. Han kiggede på mig med et smil, og jeg kunne ikke lade være med at spille lidt kostbar. Derfor hævede jeg blot et øjenbryn som tegn til, at jeg havde set beskeden, før jeg låste den og lagde den ned i min lomme.

Han så overrasket ud over min måde at tackle situationen, men sådan var det – han var ikke den eneste, der kunne finde ud af at være overraskende.

--------------------------------------------------------------------

sorry peeepzzz! det her kapitel skulle have været publiceret i går but i forgot everything about it!!!! men nu får i det, og så håber jeg big time, at I nyder det, imens jeg skal til at gå i gang med en tysk stil :( wish me luck! 

xxxxxxxx mirah

(ps har ikke tid til at rette det :( ) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...