Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13208Visninger
AA

3. I need another story. (Nutid)

 

One Republic - Secrets

 

Jeg elsker at sove.

Når jeg sover, får jeg en pause fra mit liv. Jeg kommer hen til et sted, hvor jeg bare kan være mig selv. Hvor alle ser mig, som den jeg er.

Jeg forestiller mig, at det er sådan, det føles, når man dør. Som om man sover for evigt. Den eneste grund til, at jeg ikke har lyst til at dø, er fordi jeg er bange for, at jeg ville ende i et mareridt i stedet for en drøm. Så ville det jo være det samme som at leve.

For tro det eller ej, mit liv er som et mareridt. Et af dem, hvor man ved, man drømmer, men ikke kan vågne. Et af dem, der føles uendelige. Men en dag slutter mit liv, og jeg forsvinder helt. Jeg slipper væk fra mit mareridt og lever forhåbentligt videre i min drøm.

Jeg står og kigger overfladisk på Angelina, og hører ikke et eneste af de ord hun spytter ud. Jeg kan mærke hvordan skældsordene giver mig lussinger, hvordan små perler af spyt lander i mit ansigt, og hvordan min puls stiger. Men jeg hører dem ikke. Jeg har lært at lukke det ude, for ordene betyder intet mere. Jeg er ligeglad.

De har gjort mig ligeglad.

Jeg forstår ikke en gang, hvorfor hun flipper ud. Kan hun ikke være ligeglad med, at jeg spildte min drink? Det var jo kun minimalt der røg på hendes kjole, og resten ligger nu på gulvet, hvor det langsomt siver ned i det gamle træ. "Jeg skal nok tørre det op."

Jeg afbryder hendes talestrøm og går hurtigt forbi hende, så jeg med vilje går hårdt ind i hendes skulder. Hun udstøder en høj lyd og vender sig så rundt. Hendes iskolde brune øjne, jeg ellers en gang havde syntes virkede så varme, stirrer direkte ind i mine. Bag hende står Rebecca og Sarah og ser mindst ligeså forargede ud. "Se dig for, bitch. Og du betaler selv for en ny kjole."

"Undskyld, du er bare så bredskuldret…" Jeg smiler sarkastisk til hende og trækker på skuldrene. Tilfreds vender jeg mig rundt og fortsætter ud mod køkkenet. Bag mig kan jeg høre de tre piger råbe noget, men jeg fortsætter bare.

Det er jo ikke mig, der har lyst til at være her. Det er ikke mig, der spændte ben for mig selv, så jeg faldt og tabte min filur. Intet af det, jeg gør, er noget, jeg vil. Men er der noget nyt i det?

Jeg skimmer det meget brune køkken og spotter hurtigt den klud, der hænger på vandhanen. Den er allerede fugtig, så jeg gider ikke at gøre den våd igen.

Med kluden i hånden går jeg tilbage til den lille gang, hvor jeg spildte. Pigerne er væk, hvilket udløser en glæde i mig. Jeg sætter mig på hug og giver mig til at gnide mod den store, mørke, nu lettere klistrede plet på gulvet. Jeg har det som om, jeg er Askepot. Får jeg så også en prins til sidst?

"Jess? Hvad laver du?" Harrys stemme får mig til at kigge op. Han kigger nærmest medfølende ned på mig, så det giver mig kvalme. Han kan godt stoppe med at se sådan på mig, for jeg ved, at hverken han eller nogen anden har ondt af mig.

"Hvad ser det ud til?" Mumler jeg og kigger igen ned på pletten. Jeg kan ikke se, om det overhovedet hjælper, da pletten bare forbliver mørk og våd, men alligevel fortsætter jeg med at gnide, så jeg ikke behøver at kigge på Harry og have en samtale med ham.

"Angel sagde, at du havde hældt din drink udover hendes nye kjole. Du ved godt, at Zayn lige har købt den til hende, ikke?" Se, han havde ikke ondt af mig. Det var bare Angel, eller rettere sagt Devil, der havde fortalt endnu en løgn. Jeg forstår stadig ikke, hvordan folk ikke kan gennemskue hende. Men måske er det kun noget, man kan, hvis man selv er et forfærdeligt menneske… Og for at få noget på det rene, hældte jeg altså ikke min drink udover hende. Det var hende, der spændte ben for mig, så jeg faldt, så lang jeg var. Selvfølgelig tabte jeg min elskede filur, og selvfølgelig fik hun den på sin kjole. "Jess, hvorfor kan du ikke bare styre dine følelser?"

Jeg bider hårdt tænderne sammen, da Harry tager pædagogstemmen på og sætter sig på hug ved siden af mig, for ikke at slå ham. Styre mine følelser? Styre mine følelser!? Jeg laver ikke andet end at prøve at styre mine fucking følelser. Alle mine følelser er så indelukkede, at jeg snart ikke ved, hvad jeg skal føle. Jeg har brug for at blive hørt og passet på. Jeg har brug for at græde ud hos nogen. Det burde han, af alle, vide…

"Jeg har sagt undskyld til hende, okay? Og nej, jeg vidste ikke, at Zayn havde brugt sine penge på den latterlige kjole." Siger jeg, og prøver at lade som om, jeg ikke er sur på Angelina, men ender alligevel med at snerre det sidste. Hvis bare jeg kunne sige, hvad jeg synes om den heks…

"Hey, rolig nu. Jeg tror ikke, den plet går væk lige foreløbigt. Bare lad det være, jeg er sikker på, at Angel bare fjerner det i morgen. Kom nu med ind til os andre, ikke?" Han klapper mig kort på ryggen, inden han rejser sig op igen. Hans hånd efterlader brændende mærker, og jeg ville ønske, at han bare ville tage mig og holde om mig. Fortælle mig, at det hele nok skal gå.

Jeg lader kluden ligge, så den forhåbentligt vil efterlade et aftryk, der ikke kan gå væk - bare som en lille gave til Angelina. Derefter følger jeg efter Harry ind i den lille stue. Røgen fra folks smøger er steget op og danser legende i lyset fra lampen, der er boret fast i loftet. Hvis det her ikke var et rygerhjem, ville jeg beundre hvordan Angelina ville kunne skjule lugten for hendes mor.

Harry smiler skævt til mig, inden han drejer hovedet igen. "Horan, kan du ikke lige rykke dig lidt? Du fylder kraftedeme hele sofaen ud."

Niall, der ellers sad og snakkede med en eller anden, jeg ikke er klar over, hvem er, skuler irriteret hen mod os. "Egentlig ikke. Jeg sidder lige så godt." Han smiler sarkastisk til Harry, der bare sukker lavt og mumler noget, jeg ikke helt kan tyde, hvad er. Jeg står lidt og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Selvom folk snakker videre, kan de umuligt undgå at bemærke dem, selvom det er blevet normalt, at de taler sådan til hinanden.

Jeg kigger mig lidt rundt, inden jeg beslutter mig for at stille mig over til Louis, der står alene i hjørnet med sin telefon. Jeg går over til ham med hastige skridt, så jeg slipper for at høre på Niall og Harry, selvom de sikkert ikke siger noget til hinanden, men bare sender deres sædvanlige blikke.

Louis løfter kort hovedet, men da han ser, det er mig, retter han blikket mod sin skærm igen. I det mindste snakker han ikke til mig eller rykker sig, da jeg stiller mig ved siden af ham. Et suk forlader mine læber. Jeg kan mærke hvor hårdt det tager på mine kræfter, at jeg skal gå igennem det her hver dag. Jeg er træt af, at jeg ikke bare kan slippe væk fra dem. Jeg er træt af alt.

Vi skal i skole i morgen, og klokken er ikke særlig meget, men alligevel er der alkohol overalt. Som om at hygge er lig med alkohol. Den filur, der nu er endt på Angelinas kjole i stedet for i mig, blev bare stukket i hånden på mig, og for at være ærlig, havde jeg ikke specielt meget lyst til den. Mine forældre tror, at vi bare laver lektier, så jeg har ikke lyst til at være påvirket af alkohol, når jeg kommer hjem.

"Du, Louis?" Spørger jeg stille, bare for at få startet en eller anden form for samtale.

"Du skal ikke tale til mig…" Svarer han i en syngende tone, inden han sukker stille og går væk fra mig. Mut kigger jeg mod gulvet og ned på mine slidte New Balance.

Det var ikke fordi, jeg havde regnet med, at han ville snakke med mig, men… Jeg ved ikke… Han har det ligefrem heller ikke overdrevet fedt i gruppen, efter alt det, der er sket og blevet sagt. Alligevel vælger han også at afvise mig.

Men det er lige før, at deres afvisninger ikke har betydning for mig længere. Som jeg sagde før, har de gjort mig ligeglad. Jeg har bare lært at bide det i mig, for det har jeg kunnet blive nødt til.

Mit blik glider rundt i rummet og stopper kort ved alle de velkendte ansigter. Der er også folk her, jeg ikke kender, men langt de fleste er bare de sædvanlige: Sarah, Rebecca, Harry, Louis, Zayn, Niall og Angelina.

Måske tænker du over, hvor Lexie er, men så vidt jeg ved, er hun ikke blevet inviteret. Det gør hun næsten aldrig, når det er Angelina, der holder noget "hygge". Ikke at det gør mig noget - tid uden Lexie har en positiv virkning på mit humør. Hun plejer altid at fylde så meget, med hendes personlighed. Første gang vi alle var sammen uden hende, havde det føltes helt tomt og nærmest… befriende.

Jeg kommer ud af min trance, da en vred Angelina kommer gående hen mod mig, med Zayn lige i røven. "Jess, hvorfor fuck har du hældt din drink udover Angel?" Zayn ser anklagende på mig.

Måbende glor jeg på Angelina, der bare sender mig et arrogant smil tilbage, inden hun tager den uskyldige maske på og kigger op på Zayn. Også jeg flytter igen mit blik mod ham, inden jeg irriteret klemmer øjnene sammen, i et forsøg på at kontrollere mig selv, så jeg ikke siger noget forkert.

"Undskyld, det var ikke med vilje…" Mumler jeg, og prøver at lyde så angrende som muligt, mens jeg stikker ham et undskyldende blik. Han er ved at trække på smilebåndet, men kommer sikkert i tanke om, hvem det er, han snakker med.

"Zayn, det er helt fint, hun har sagt undskyld nu…" Siger Angelina sukkersødt til Zayn og smiler svagt, så jeg får lyst til at vride halsen om på den falske, lille gås. I stedet smiler jeg bare anstrengt, da hun igen vender hovedet mod mig. "Jeg vil faktisk gerne lige snakke med dig om noget," Forvirret kigger jeg fra hende til Zayn og tilbage på hende igen.

"Skal jeg hj-"

"Zaaayn, det er en pige-ting!" Griner hun, og smiler stort til ham, inden hun bider sig i læben og blidt puffer sin albue mod ham, som tegn til, at han godt kan smutte nu. Det får ham til at udstøde et fjoget grin, inden han giver hende et kort kys på kinden og efterlader os. Jeg kigger afventende på hende og ser, hvor hurtigt hendes ansigtsudtryk ændrer sig.

Hun griber hårdt fat om mit håndled og trækker mig efter sig ud i den lille gang, hvor kluden stadig ligger på gulvet og svømmer sammen med filur.

"Og hvad skal det der forestille? Ville du ikke tørre det op eller hvad?" Hvæser hun og skubber mig hen mod pletten. Irriteret tager jeg kluden og sætter mig på hug igen. "Du kan fandeme heller ikke finde ud af noget…"

Jeg lukker hende ude og forestiller mig, at pletten er hendes dumme accent, som på mystisk vis meget hurtigt forsvandt.

"Jeg ville ønske, jeg kunne lade være med at invitere dig med til sådan noget her… Jeg mener, du ødelægger jo bare ting."

"Hvorfor fanden inviterede du mig så?" Hvisler jeg ud mellem tænderne. Jeg kan høre hvordan hun tungt sukker, som var jeg jordens mest stupide menneske. Hvis jeg ikke tager meget fejl, står hun sikkert og studerer sine nylakerede negle.

"Lexie ville ikke føle sig ligeså udenfor, hvis hun ikke var den eneste, der ikke var med, vel? Og det faktum, at du, af alle, er her, men hun ikke er… Gotta burn."

Jeg bliver nødt til kort at lukke øjnene og tage en dyb indånding, inden jeg rejser mig op og kigger på hende igen. Ganske rigtigt står hun med blikket rettet mod sine negle, og kigger ikke en gang hen på mig, da jeg åbner munden og svarer hende. "Jeg er her ikke kun for at gøre Lexie jaloux. Det kunne du gøre på så mange andre måder. Jeg kunne jo bare gå, men det gør jeg ikke, for jeg tror ikke, det ville være det samme, hvis jeg ikke var her."

Mine ord får hende til sløvt at kigge op fra neglene. Hendes blik er så borende, at jeg får lyst til at kigge væk, men det er umuligt. "Hvornår fatter du det Jess? Du er ubetydelig. Alle er ligeglade med dig, for du er så forfærdeligt et menneske, at alt din personlighed er blevet ædt op. Nu er der intet tilbage. Nu er du bare en tom skal, som alle er ligeglade med."

Ordene rammer mig som kugler, der bliver affyret fra et jagtgevær. Jeg bliver skudt ned, som et hjælpeløst dådyr, der enten kan bide smerten i sig og fortsætte sin flugt, til det dør af blodmangel, eller blive liggende og vente på jægerne, der vil gøre det af med det her og nu. Men hvis jeg bare lader dem dræbe mig nu, har jeg givet op. Og hvis der en ting, jeg stadig ikke har gjort, er det at give op. Jeg kunne have givet op for længe siden, men jeg står her stadig.

Jeg beslutter mig for at bide smerten i mig og løbe. Nu skal den fandeme have alt, hvad den kan trække, inden jeg dør. Inden jeg giver op. Fuck dem, fuck alt. Jeg fortsætter, til der ikke er en dråbe tilbage. Jeg har det sidste glas vand, og det ønsker jeg fandeme ikke at dele.

"Tror du ikke, jeg ved det? Tror du ikke, at jeg er klar over, hvor ubetydelig jeg er. Jeg er ingenting. Men ved du hvad? Jeg er ligeglad. Jeg er fucking ligeglad med dig, med Lexie, med Harry, med Niall, med alt og alle. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Men," Jeg afbryder mig selv ved at grine et hult grin, "det sjove er, at i faktisk ikke er ligeglade med mig. I har allesammen stadig brug for mig. Jeg forstår det ikke, men det har i, for ellers ville jeg ikke være her lige nu. Så helt ubetydelig er jeg heller ikke, vel? Så nu skal du høre her: Kom ikke og fortæl mig noget, jeg allerede ved, for tro mig, du aner ikke, hvad du snakker om. De andre har måske fortalt dig lidt, men langt fra alt. Du har brug for mig, for jeg er den eneste, der kender sandheden. Men nu må du have mig undskyldt, jeg har noget, jeg skal, inden jeg går." Jeg smiler koldt til hende, inden jeg kyler den klamme klud hen mod hende. Uden flere ord skubber jeg mig forbi hende og ind i stuen igen.

Det er som om noget lige er gået op for mig. De kan ikke klare sig uden mig. Ellers havde de bare frosset mig ude. Men hvis jeg skal være sammen med dem, kan jeg vel ligeså godt få det til at blive som i de gode, gamle dage, ikke?

Fuck det hele, jeg er færdig med at lege lille, usynlige Jess! Jeg vil ikke bare stå i hjørnet og holde kæft længere! Fandeme nej - hvis de tror, de kan undertrykke mig, tager de fejl.

Se, det er den Jess, jeg har savnet.

Målrettet går jeg hen til Rebecca og river den flaske, hun har i hånden, til mig og sætter den for munden. Jeg kniber øjnene sammen, mens jeg drikker store slurke.

Da jeg er færdig, tørrer jeg mig kort om munden, inden jeg rækker flasken til hende. "Tak, bitch." Jeg sender hende et stort smil, der bliver gengældt med en måbende grimasse.

Stadig med et smil spillende på læberne, begynder jeg at gå væk fra hende. Jeg kan mærke, hvordan modet vokser i mig. Fuck alt! Jess er tilbage!

Det summer i min krop, og jeg havde næsten glemt den lykkelige følelse af magt. For jeg føler, at jeg kan genvinde lidt magt igen. Hvis de så gerne vil have mig til at blive, må de jo se, om de kan holde mig ud.

Mit blik låser sig ved Zayn, der står sammen med Harry og ryger. Mine fødder fører mig hen mod dem, og jeg er fuldstændigt ligeglad med, at jeg går direkte ind i Sarah på vejen.

"Hvad skulle det til for?" Zayn glor irriteret på mig, da jeg tager cigaretten ud af hans mund. Mine læber samler sig om den, inden jeg tager et dybt, langt sug, så jeg nærmest kan mærke røgen i mine lunger. Langsomt puster jeg det ud i hovedet på ham.

"Kan du huske sidste år, hvor du sagde, at i savnede 'den gamle Jess'?" Spørger jeg, med et lille grin, der runger af had. "Guess what."

Jeg tager smøgen i hånden og tværer den mod hans bryst, så støvet og gløderne sætter sig fast i hans trøje. Han skynder sig at børste det af, inden han skræmt kigger på mig. Jeg smiler bare hult tilbage, inden jeg tager skoddet og lader det dumpe ned i hans glas.

"Hun er tilbage."

 

__________________________________________________________________________________

Det var så mit første kapitel - håber slef, at i kunne lide det! Super lækkert at komme i gang med Lost igen (har savnet Jess...)

Hvis i sidder med tusind spørgsmål og bare er like "what. the. fuck...?" forstår jeg jer godt, men som i husker, bliver jeres spørgsmål besvaret i datid, såååå... Der er ikke andet for, end at vente og evt. prøve at gætte lidt, weee...

Som altid må i hjertens gerne smide en kommentar, selvom jeg er lidt af en nar til at få svaret på dem... (Men de varmer mit hjerte, i ved...)

Jeg startede i 9. klasse i mandags, and so far kan jeg godt se, hvor stramt det her kommer til at blive, med lektier, venner og søvnmangel... Men selvfølgelig vil jeg også få skrevet! Ville bare lige advare jer på forhånd!

Håber i havde en fabulous skolestart (hvis i skal i 0. eller går på en weird skole, så good luck til jer, når i starter igen!) (JEG ER UDE OM ET ÅR BITCHEZZZZZ)

Love you, and your sexy faces ;)))

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...